Gothersgade

Jeg ved ikke, hvad det er for en syg fucker af en gud, der sikrer mig den uendelige dårlige karma, det er at møde klokken fem fredag morgen og klokken seks lørdag morgen.

Ikke at jeg har et problem med mødetiderne. Det er pikketidligt, jaja. Men jobbet kan jeg faktisk godt lide. Nej, det, der pisser mig af, er, at inden jeg selv har fri i morgen – hvor jeg kan drikke mig fuld, slå mig løs, holde weekend – så har jeg min lørdagsmorgentur ind ad Gothersgade at kæmpe med.

Nede på hjørnet ved søerne kommer hipsteren gående. Hvor langt han har gået, ved jeg ikke. Men der er noget helt galt med enten den stramme buks eller de smalle sko, for han går helt forkrampet og foroverbøjet med et unaturligt ekstra sving i sin krop, som når en teenager prøver at gå med de der ’nede under røven bukser’, men ikke kan holde dem oppe. Der er ikke skidemeget ironi over at ligne én, der får ondt af at gå i sit eget tøj…

Ud for botanisk står tre drenge. Venner måske, men der er altid én taber i teenagedrenges flok. Han får et dummeslag og bliver skubbet op af de grønne tremmer ved siden af busstoppestedet, mens tilskueren griner bøvet. For det er jo bare for sjov. Bøllen slipper ham, og det første taberen gør er at spytte efter hans sko og springe uden for rækkevidde højt grinende. Måske fordi, han er idiot. Måske er det nemmere at bede om den kæberasler der altid dukker op, når bøllen er stiv og medløberen skal imponeres. Kønne venner.

På hjørnet af Nørreport sidder to turtelduer på fortovet. Hun har ikke nok tøj på, siger min mors stemme i mit hoved. Hun får helt sikkert blærebetændelse af at sidde der for længe. Hun smiler og griner og snakker, og han ser da både venlig og åben ud. Indvendigt venter han på, at hun overgiver sig og tager med ham hjem. Derfor er de nødt til at blive der. Til en af dem giver op. Hvorfor kan han ikke bare følge hende til natbussen og være glad for at få et kys?

På modsatte side af Kongens Have kommer den mandlige udgave af Sex And The City gående. Fire kammerater på stribe. Pull overs. Hvide sneakers. Gelé i håret. Og en nederdrægtig, lummer latter fra de tre andre, mens de lytter til historien om, hvordan Samantha gerne ville kneppe hende pigen i baren, og hvad hun sagde og hvad han sagde… Det eneste jeg når at tænke er, at det jo tydeligvis ikke lykkes ham, så hvad de griner af, ved jeg ikke?

Efter dem kommer Rødovre-slænget væltende, vraltende og faldende imod Nørreport. De taler utydeligt. Ligner ikke nogen, der er en dag over 19. De er mange. Den fuldeste vælter ud forrest og råber som svar på et ukendt spørgsmål ”Jeg aner ikke engang, hvor fucking Rødovre ligger mand!”. Måske er de alligevel ikke fra Rødovre. De lugter af Jägerbombs. Kombinationen af den søde, kvalme stank af energidrik og den insisterende kommen-fornemmelse man får bagerst i svælget, når man kan lugter Jägermeister eller Unterberg. Det er bedst at holde vejret på vej forbi dem. Og bede en stille bøn for de mennesker, som skal udholde en bus- eller togtur med deres lugt og larm som selskab.

Manden der kommer gående bag dem, alene med en pizzabakke i den ene hånd, læner sig for meget frem, når han går. Og hans fødder peger ligesom udad, som om han er balletdanser og har lært at gå med sin turn out. Mon han vælter på et tidspunkt?

Der er overraskende få glasskår på cykelstien nede på bar-delen af Gothersgade denne lørdag morgen.  Men masser af drenge. Der råber op om, hvilke barer der stadig har åbent. Fordi her ti minutter i seks om morgenen, er der jo INGEN grund til at tage hjem endnu.

Drenge der får travlt med at lyne op, da politiet pludselig blinker bag dem, mens de står og pisser inde i hjørnet ved 7/11. Som om en hurtig ’zzzzip’ kan slette, hvad alle lige har set dem gøre.

Drenge der skal lære, at når man arbejder i 7/11, så skal der fandme være chokoladecrossainter klar inden seks. Faktisk helst inden fem. Fjolser.

En klistret overflade, der dækker hele tunellen uden for Wall Street og får sko til at sige en lille lyd, hver gang et skridt tvinger dem til at slippe jorden for en stund. En klæg lugt. Af øl-ånde, liderlighed og desperation.

Det er, hvad jeg får at arbejde med.

De billeder er, hvad jeg skal tage stilling til, når jeg i aften skal beslutte om jeg vil i byen eller ej, om jeg vil deltage i det morads, trække mig selv igennem de lugte, det søle, den opførsel.

Måske jeg bare tager et glas rødvin derhjemme…

Følg, like og del:
20

Previous

Når morfar går på røven

Next

Jeg gir’ en omgang

1 Comment

  1. Sådan har det jo været i mange mange år, men godt observeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)