Gnavesår på indersiden af kinden

Vi har ikke rigtig mere at tale om.

Jeg flytter ud. Hun ved det godt. Hun ved også, at jeg ikke har et nyt sted at flytte hen og på en eller anden måde, sårede det hendes stolthed, at jeg rykker videre uden et nyt sted. Bare for at komme væk. Desperat.

Det forstår jeg egentlig godt. Men når hun er så stor en del af hvorfor, jeg rykker videre så abrupt, går det mig lidt på nerverne, at jeg kan mærke hendes sårede stolthed rettet imod mig. Som en silent treatment i et skænderi eller sårede følelser, der hænger i luften imellem os. Hendes. Deres. Ikke mine, selvom jeg absolut ikke føler nogen skyld i den situation, vi står i.

Vi burde virkelig alle sammen tale om det. Synes jeg. Fordi jeg er sådan et føle-tale fjols. Men jeg kan også godt se, at der ikke ligger noget scenario lige for, hvor det hjælper eller løser noget, at vi taler om det. Det er ligesom sket nu. Det kan ikke gå tilbage.

Det er som at være kastet ind i en dynamik, jeg ikke forstår. Fordi de slår ting i stykker, i en sådan grad, at man ikke kan tale om det bagefter. I hvert fald ikke på en måde, hvor der ikke stadig er revner og skår i den kop, der er vores samvær. Og jeg kan mærke, at deres adfærd vinder. Min natur kan ikke ændre eller hjælpe på deres. Den bliver trukket med ned i resultaterne af de smadrede relationer, og jeg kan bare sidde her og gnave indersiden af min kind til blods, mens sætninger, der til forveksling lyder som min mors forældre-visdom, kværner rundt bag mine øjenlåg.

Det trykker på min brystkasse. Jeg hvisker med den anden lejer. Taler ikke. Jeg bliver på loppe-værelset. Lukker døren for sollyset. Bruger seng som seng, sofa, spisebord og det løse. Jeg kommer sent hjem. Jeg vil bare ikke være her.

Lejlighedssøgningen har efterhånden fået en snert af desperation. Jeg har brug for en flaske hvidvin. Et dybt suk. Og en hjælpende hånd. Det er okay. Jeg har brug for hjælp. Jeg tror endda, jeg tør bede om det.

Følg, like og del: