Glimt n

– Har du nogensinde hørt om en hund og en kat, der blev kærester?

Spørgsmålet overrumplede mig lidt. Ikke, at jeg nogensinde havde hørt om noget sådant. Mere, at jeg godt kunne mærke på Franks kropssprog, at der lå noget underligt bag. Noget virkelig underligt.

Frank gik på mit svømmehold, og da spørgsmålet blev stillet hang vi begge to på trappen i den dybe ende, fordi det er hårdt, når man skal lære at svømme uden bælte. Jeg ved ikke, hvor gammel jeg var. Gammel nok til at han forvirrede mig.

Fordi det viste sig jo i løbet af samtalen, at Frank havde brugt en smuk metafor. Hund og kat. I virkeligheden ville han gerne være kærester med mig. Og det fik han sagt uden alt for mange udenomsvingninger. Jeg panikkede. Sådan helt ind til knoglerne. Han var jo lige så gammel som Morten! (min bror), som i øvrigt også var på holdet. Ville Morten så ikke drille mig for evigt? Og var det ikke noget med, at sådan nogle kærester kyssede? (ADR). Ville jeg overhovedet kysse med Frank? Og hvor kunne vi gøre det, uden nogen så det? Bag vippen? Der er ikke mange steder at gemme sig i svømmeren.

Jeg fik vist sagt, at jeg ville tænke over det. Frank var alletiders. Gad altid lege. Kunne kaste mig længere ud på det dybe, end nogen af de andre drenge til svømning. Han hjalp mig, hvis jeg blev træt før kanten. Frank var en rigtig guttermand. Og nu ville han være min kæreste.

Efter svømning kørte vi altid direkte hjem til kartoffelmos og Disney Sjov (Ja, det troede jeg altså, at det hed. Nærmest indtil jeg gik ud af folkeskolen) Jeg kan ikke huske, at have skænket Frank og hans kæresterier en eneste tanke mere.

Men fredag kommer altid igen. Og en af de følgende fredage befandt jeg mig pludselig igen hængende på kanten med Frank. Og ingen i nærheden til at høre vores hviskerier.

– Nåmen, har du tænkt mere over det der med at være kærester? Altså, om du vil være kærester med mig?

1000 spørgsmål væltede op i mit hoved. Hvad gør kærester? Og vil Morten ikke drille os? Og hvad er forskellen på at være kærester og være venner som vi er nu? Og skal vi så kysse, for jeg er ikke sikker på, jeg kan lide at kysse? Men jeg fik ikke sagt nogen af dem højt.

Panikken overtog mit bryst, og jeg ved ærlig talt ikke, hvordan jeg gjorde det, men jeg afviste ham. Min bedste ven til svømning, kunne ikke blive min kæreste. Og jeg kunne ikke finde ud af at spørge om de ting, som rodede rundt i hovedet på mig.

Næste fredag, gad Frank ikke lege. Han kastede mig ikke ud på det dybe, og han ventede ikke på mig, for at se, om jeg blev træt, når vi svømmede baner med plade uden bælte på. Det gik op for mig, at fordi jeg ikke ville være kærester, så ville han ikke være venner mere. Åh, hvor blev jeg ked af det. Hvis jeg havde vidst det, kunne vi da godt have prøvet det der kæreste.

Selvfølgelig blev Frank i teenageårene den flotteste fyr til svømning. (Ja, jeg ved sgu ikke, hvordan man måler om børn er pæne). Og et par af mine veninder har sådan set kærestet og kysset med ham igennem gymnasiet. For Frank var sgu skidesød og skidepæn. Og han ville gerne være kærester med mig før alle de andre.

Følg, like og del: