glimt m

Jeg faldt ned af stolen af grin.

Tidligere på aftenen løb vi rundt inde på festival-pladsen. Rikke, Line og jeg. Snobberne, om man vil. Det foregik helt sikkert ikke sådan, men jeg har det som om, jeg løb fra ting til ting. Vi spiste et eller andet. Drak øl. Dansede. Krammede. Ej, men det var så sukkersødt. Og ret beruset.

Nede på hoppepuden lå vi tre piger. Mast helt sammen, fordi vi lå for tæt og der ikke var luft nok i den oppustelige pude. En gang imellem fløj vi, når ungersvende forsøgte at få opmærksomhed ved at hoppe op på puden. Men vi så dem ikke. Vi fløj bare tættere på stjernerne. Snakkede om venskaber. Krammede. Drak vores white russians med beach barens insisterende musik pressende mod os fra den ene side og Søren Huss’ genforening med Saybia på den anden side. Vi lå i midten. I midten af alt.

Allerhøjest oppe, helt oppe bagved, måtte vi sande, at vi kom for sent til at få en god plads til LOC. Ikke på den der ‘øv’ måde. Jeg tænkte ikke engang over det, mens jeg lirkede mig ind i havet af fremmede mennesker så langt fra scenen, at jeg ærlig talt ikke kunne se, hvem på scenen der var Liam. Og jeg kunne ikke se storskærmene for høje mennesker og træer. Men jeg kunne overraskende nok hele Undskyld udenad. Vi kastede håndtegn. Andreas kom. Der var fadøl. Jeg har det som om, alle smilede. En mand gav mig en bid af sin hotdog. Da øllen var drukket og USO havde sunget ‘momentet’ kiggede vi på hinanden. Konstaterede, at det var fint. Det var alt, vi havde brug for og gik ned mod busserne. Midt i koncerten. Igen, var det ikke på en ‘øv’-måde. Der var bare rødvin og kiks hjemme i lejren, og det kaldte ligesom.

Hjemme trak vi stolene ud. Svøbte tæpper og jakker tæt om os. Lavede en rødvinsfontæne (rookie mistake at glemme en proptrækker og så være nødt til at presse proppen ned i flasken for at få hul). Vi pakkede tuc kiks og andet god ud. Dyppede det i smøreost. Skålede. Fortalte historier fra gamle dage. Mens vores læber blev blå af kulde. Og vores fødder mistede følelsen, fordi vi nægtede at gå i seng. Mens klokken nærmere sig tre om natten.

Da Line endelig indrømmede, at hun frøs, sad vi lidt i tavshed. Igen under stjernerne, men vi vidste godt, at det var på tide at krybe i soveposen og få varmen.

Rikke hævede sit glas, og udbrød med den bedste snobbe-accent jeg nogensinde har hørt

“Jeg tror sgu, at duggen er faldet”.

Jeg faldt ned af stolen af grin.

Måske skulle man have været der…

Følg, like og del: