Glimt l

Den lugter lidt af jord. paranødden. Jeg slikker på den og dypper den i saltet, jeg har kværnet ud på køkkenrullen.

Lugten kommer igen, da jeg spiser den. Som at stå dér. I drivhuset. Mens sneen hvirvler ned udenfor. Inde er der nogleogtredive grader, og sveden hagler ned af ryggen på mig, mens jeg med hele min krop bakser planter ned i potterne på samlebåndet.

Jorden flyver i luften. Slår mig i næsen. Det lugter som nu.

Det sætter sig i øjnene. Det sætter sig i munden. Jeg har kun tid til at tørre det væk hurtigt med bagsiden af hånden. Så står den næste potte klar. Jeg kigger op og får øjenkontakt med Morten. Min bror.

Han smiler til mig. Vi er nemlig de hurtigste på hele gartneriet til at stå her og smadre små forsvarsløse planter ned i de potter, som får jord, plante, ekstra tryk og vand på samlebånd.

Det er lillejuleaftensdag. Vi er på arbejde. Måske er jeg 15 eller 16 år. I pausen er der ‘runner med brunner’ til dem, der har sagt ja til julevagten. ‘Men ikke for meget smør, jeg er på kur’. siger chefen. Så griner vi. Pausen varer 20 minutter.

Jorden føles tør, men lugter våd. Vi har ikke tid til at tale sammen. Kunne sikkert heller ikke overdøve maskinen, hvis vi prøvede. Sveden hagler videre, ryggen knokler, armene bliver trætte og jorden sætter sig. Mellem bryster, i armhulerne, ja jeg finder sgu også jord i trusserne, efter jeg er kommet hjem.

Men jeg er glad. Og i julestemning. Og alt er godt. Vi er gode. Vi er sammen. Og der er to kilometer hjem i det hvirvlende snevejr. Hjem til røget ørred, mor og far og jul.

Far kommer endda og henter os, så vi slipper for at cykle hjem.

Følg, like og del: