Glimt k

Jeg tror, det var første gang, jeg nogensinde vandt noget. Og så føltes det så forkert. Den bittersøde smag af snyd gemte sig bagerst i mit svælg.

Det var ikke fordi, jeg ikke havde gjort mig umage. Det var jo Stine, Anna og Rikke, der var dommere. Og på det her tidspunkt i mit liv, var de the shit. Lidt ærgerligt, kan man selvfølgelig godt mene. For de gad jo ikke lege med mig. Men de var trekløveret i klassen, og når man var hende, som ikke havde andet valg end at hænge ud hos hende, der så Horton Sagaen hver eftermiddag og aldrig ville med udenfor og lege, så var de the shit.

Vi var i natuglerne. En gang om ugen blev den lokale børnehave, uglereden (før ugler blev hipster), forvandlet til ‘natuglen’, hvor de lidt større børn kunne komme og lege/hænge ud/hvad man nu sagde den gang. Jeg kunne ikke rigtigt finde ud af det. Så snart jeg havde spist for mine 10 kroners slik, som man kunne købe fra rullevognen, var jeg lost. Den tykke pige havde intet at foretage sig i puderummet, hvor de første spæde kys og gramserier foregik. Og jeg kan hverken tegne eller forme eller perle, eller hvad man nu kunne i det kreative hjørne. Det var stone dark uden for. Så selvom jeg altid skændtes med min mor over, at jeg skulle komme hjem klokken ni og ikke måtte vente, til natuglerne lukkede klokken ti, så anede jeg faktisk aldrig, hvad jeg skulle stille op med mig selv deroppe.

I dag var jeg inde, hvor de hørte musik. Og hvor vi fik stablet en dansekonkurrence på benene. Hvor folk to og to stillede sig op og shook what their mumma gave them. Eller. Jeg tror, jeg gik i femte… Rystede nok ikke så meget.

Som regel så jeg bare på. Jeg havde ikke rigtig nogen at danse med. Men den dag var der bare én bestemt BSB-sang, jeg gerne ville høre. Og så må man jo stille op i konkurrencen, så man kan høre sangen. Og danse hele sangen færdig, så de ikke stopper før tid.

Bagefter vandt jeg konkurrencen. Anna sagde, at det var flot, at jeg kunne huske så lang en dans udenad. Og så var det, at glansen gik af min sejr. For jeg ville jo aldrig kunne gentage hele den dans. Jeg havde bare improviseret. Det måtte de da også vide? Men jeg vandt altså. Kan ikke huske, hvilken Backstreet Boys sang det var, jeg bare måtte høre.

Klokken fem i ni stod jeg uden for uglereden. Den ligger på samme gade, hvor mine forældre bor. Der er måske 300 meter. Men for at komme frem og tilbage mellem hjem og natuglerne, skulle jeg forbi det nedlagte fjerkræslagteri. Det store, uhyggelige mørke – hvor jeg vidste at kødkroge, hakkemaskiner og afvasket blod huserede. Jeg stillede mig altid klar med en hånd fast hvilende på ugleredens rækværk. Fæstnede mine øjne stålfast på lyskeglen fra lygtepælen på den anden side af slagteriet. Trak vejret ind tre gange. Dybt. Og så spænede jeg aaaaalt mine korte, tykke ben kunne. Mine fødder gik som trommestikker. Dak dak dak dak dakdakdak!

Jeg sænkede først farten, når jeg var inde i lyset igen.

Følg, like og del: