Glimt j

– Der var grønt, svarede jeg.

Det var ikke hele sandheden, men jeg kunne jo godt se det på ham. Se, at han ikke hørte rigtigt efter. Se, at han allerede havde besluttet sig for, at jeg burde svare noget med en druktur eller noget med kage eller noget andet, der ligger så yderligt på min tunge. Når jeg evig og altid svarer i snappy come backs, så holder folk på et eller andet tidspunkt op med at vente på mere.

Så jeg svarede, at der var grønt, selvom sandheden var, at der var smukt som i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter. Selvom sandheden var, at jeg har stået i minutter, hvis ikke timer og stirret fortryllet på dugdråber, der hang fra blade og træer og genspejlede al frodigheden i bjergene omkring mig.

Grønt. Når sandheden er, at de mere end 5000 gravstene fra folkemordet var hvide, og at jeg skammede mig over at gå som en tryg turist rundt blandt de efterladte kvinder og børn, som sad med sorgen helt frisk og åben dampende fra deres ånde og sårene i deres hjerter, mens vi gik forbi og sagde ‘Næææ’ og ‘Åhhh’ og tog billeder.

Grønt. Som om det ikke vendte sig i mig, da vores guide forklarede, at en del af de betjente der patruljerer området i dag, var de selv samme mænd, der var med til at dræbe tusindvis af muslimske mænd og drenge for kun tyve år siden i europas baghave. Som om jeg ikke stirrede med rædsel på deres hånder, og forestillede mig, at de var med til at smide de døde lig i massegrave og grave dem op igen. Flytte dem til et nyt sted, smide dem der og grave dem op igen. Og igen. Så længe at en stor del af de 8372 dræbte mænd stadig ikke er fundet. Stadig ikke er stedt til hvile. Stadig ikke har givet deres familier fred.

Grønt, svarede jeg. Som om gaderne ikke rummede så meget mere. Som om menneskerne ikke var til stede. Som om jeg ikke gik rundt blandt de moderate muslimer og skammede mig, når vi var fulde. Der. Midt på gaden. Havde jeg lyst til at krybe i et musehul, når nogle ville synge himmelhunden eller råbe højt. De er så stilede. Så classy. De går pænt klædt, de fører sig værdigt. Vi var bare den stive flok turister, der igen og igen bragede mod kanterne af deres kultur og samfund. For lidt tøj. For meget øl. Og det var ikke engang rart. Jeg ville have givet hvad som helst for at gemme mig bag dem.

– Der var grønt, svarede jeg.

Følg, like og del: