Glimt i

Jeg vidste ret hurtigt, at jeg bedre kunne lide hende end ham. Ikke fordi, han er en han, men fordi han taler så HØJT. Og længe. Og afbryder. Og tager ordet, men glemmer sin sætning halvvejs og begynder på en ny, afbryder sig selv og hele tiden taber mig.

Flere gange sidder jeg bare og kigger på ham, mens min hjerne fyldes af tanker om, at jeg burde høre efter og at jeg jo selv stillede spørgsmålet. Men jeg ved godt, at jeg bare venter på, at dampen går af ham, så hun med sine rolige, velovervejede ord kan tage styringen igen.

De har hentet kage. Til os alle sammen. That’s really something. Normalt er vi glade, hvis der, ud over den obligatoriske tynde kontor-kaffe og vand, bliver stillet sodavand klar til os. Så ved vi, at de har glædet sig, til vi kommer. I dag er der både sodavand og kage. Vi nikker til hinanden i smug. Det er lækkert det her.

Men han forstyrrer mit øje og mine tanker. Han får kage sidst. Og mens hun venter med at spise af sin kage til en anden taler, kan han sagtens gøre begge dele samtidig. Kage. Snak. Kage. Åben mund. Når gaflen med kage nærmer sig munden, stikker han tungen frem, som en fedtet, glinsende tallerken, der kan gribe smulerne, som måske ikke når med ind. Hagen skubbes lidt frem, som på et stædigt barn, og så søger tungen ud og griber den klæge gulerodskage med smørglasur.

Hun holder pænt hånden under sin gaffel på vej op til munden, og strammer munden om gaflen, så kagen bliver derinde. Helt uden tunge. Helt uden at holde tallerkenen oppe under hovedet som en hagesmække. Men vigtigst, uden tunge.

Efter han har spist sit stykke, samler han smulderet op med fingrene og propper dem i munden. To-tre fingre ad gangen. Tungen kommer ud igen, og han afleverer kagekrummerne i en slags overhåndskast på sit sanseorgan. Efter de sidste krummer er samlet op fra tallerkenen, finder han en særligt stor én på bordet, som også lige ryger op på tunge-tallerkenen.

Så snakker han noget mere. Højt. Jeg kan ikke høre efter. Hans sætninger er helt ødelagte af alt det, han gerne vil sige. Nogen gange tager hun over, og så forstår jeg pludselig, hvad han ville frem til. Han udstråler, at han fortæller sandheden råt for usødet, men jeg kan ikke høre ordenligt efter.

Kagen kommer rundt igen. Vi tager små, høflige stykker anden gang. Så små stykker, at halvdelen af kagen ikke bliver spist. Men ingen vil tage tredje gang. Nogen passer den slanke linje. Jeg sidder bare og glor på den kage. Men så tager han stykke nummer to. Samme procedure. Tungen. Glinsende og våd stikker ud, som når en tumling har lært at kysse mor og far, med åben mund og tungen ude. Jeg har ikke lyst til mere kage nu.

Der er kun otte minutter tilbage. Vi stiller de sidste spørgsmål. Han fisker krummer. Igen, ligger der en særligt stor én. Midt på bordet. Han tværer den ud på fingeren og skraber den af på tungen.

Vi siger farvel. Han rækker hånden frem, tager min hånd og siger tak for i dag. Kage-hånden.

Følg, like og del: