Glimt h

‘Hey duderiono. Hvis jeg nu lægger hus til et surprise party for dig x dag, kan du så godt?’

Sådan indledtes manøvrerne til mit første og eneste surprise party nogensinde. Jeg skulle flytte fra Odense til Aarhus for at begynde på det forjættede journaliststudie  og det skulle fejres mente mine venner. Jeg var enig.

Man kan mene, at det var lidt usportsligt af den kære Bucketkat at oute formålet, allerede inden alt var planlagt. Men hun gjorde det eneste rigtige. Jeg er nemlig en snooper. Kan ikke KLARE, når der er noget, jeg ikke ved. Det er blevet meget bedre. Jeg kan efterhånden undgå at føle mig personligt fornærmet, når noget ikke er min business mere, men dengang ville jeg unægteligt have regnet den ud under alle omstændigheder.

Så min forhåndsviden gjorde, at jeg ikke stejlede, da ALLE mine veninder pludselig ikke kunne ses netop den lørdag aften. Da Rikke og Birgitte skulle afsted til noget allerede klokken 18, som jeg ikke var inviteret til. Og jeg vidste bedre end bare at komme brasende, når det passede mig (som jeg ellers altid gør), når jeg først var inviteret op til førnævnte Kat klokken 20.

Jeg undlod at undre mig højlydt over, at pigerne skulle bage SÅ mange pølsehorn og pizzasnegle til en skitur i Norge, hvor jeg formoder, de HAR mad. Og jeg undlod at blive fornærmet over, at jeg på min allersidste aften i Odense, inden Aarhus kaldte, måtte tilbringe to timer i en sofa med Rikkes kæreste og hans ven, fordi ingen af mine egne venner havde tid.

Så på den måde gjorde Kat det eneste rigtige. For så diskrete er mine venner bare ikke. Og så fintfølende, på-vej-tagende og Sherlock Holmes er jeg. Bare. Måske har netop den aften lært mig, at jeg skal slappe af med det.

Så da jeg forlod Rikkes lejlighed for at gå 200 meter op ad vejen, så jeg godt en person, sandsynligvis Rikke (verdens næstmest indiskrete menneske), stå og holde øje med mig i deres vindue, for straks efter at gemme sig.

Jeg gjorde endda et stort nummer ud af at stoppe i kiosken efter cigaretter og ringe til Kat og høre, om hun skulle have nogen med. Og så gik jeg ellers min skæbne i møde.

Og selvom jeg godt vidste, at Rikke, Birgitte, Kat og Jesper havde planlagt lidt hejs – og jeg vidste, hvad vi skulle have at spise og at der skulle råbes af mig, så må jeg alligevel indrømme, at jeg blev rørt til tårer, da jeg trådte ind ad døren.

Fordi de havde gjort alt det for mig. Fordi de råbte og elskede mig. Fordi lejligheden var proppet med veninder, deres kærester, mine kammerater og venner og familie. Revl og krat. Rub og stub. Og de krammede og jublede og var alle sammen kommet for at sikre sig, at jeg ikke var i tvivl om, hvor meget jeg betød for dem, selvom jeg skulle flytte langt væk.

Hell, jeg får sgu da stadig lidt tårer i øjnene nu.

Og fjolserne havde købt gaver og rammet billeder ind og malet malerier. De skænkede vin og holdt tale. De fik mit hjerte til at svulme over stolthed. Over at jeg har rørt så mange mennesker og de mig.

Så selvom jeg vidste det hele på forhånd, blev jeg sgu alligevel taget med bukserne nede.Dét var en overraskelse.

Følg, like og del:
20

Previous

Glimt g

Next

Kugler og guf

3 Comments

  1. Jeg drømte engang om at få en surprise fest. Og så engang så fik jeg det! Det var det største! Jeg havde intet gættet og det var så stort, det med at alle de sødesøde ville gøre det, bare for mig. Og især på en fødselsdag hvor jeg ikke selv orkede at gøre noget.

    Bah, det er så rart at blive holdt af. Bah, her brugt, så jeg ikke også begynder at tude.

  2. Kat

    Kat har stadig videoen fra en noget forfjamsket Trix, der næsten hopper da hele forsamlingen skriger “Tillykke” – hvilket egentlig er en ualmindeligt mærkelig ting at råbe nr nogen flytter…

  3. trixyworld

    Kat: Måske var der alligevel en symbolik i den aften, jeg gik glip af?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)