Glimt g

Gennem et tungt slør af eufori og tømmermænd, ramte erkendelsen ned lige midt i min translokationsdag.

Det susede for mine ører, og jeg kunne mærke det indre vandfald, da al blodet sugede sig fra mit ansigt og nedad mod fødderne og kortvarigt gjorde mig svimmel.

Jeg kunne se 1000 forskellige scenarier, hvor jeg burde have forudset dette. Hvor jeg kunne have undgået min fadæse. I stedet stod jeg her, med de andre studenter.

Unge og frie. I det smukkeste forår nogensinde – sådan føltes det i hvert fald. Alle med huer med røde bånd, og kun en fællesfotografering, imellem os og vores eksamensbeviser, som skulle overrækkes foran hele skolen, forældre og what not.

Og ingen – INGEN – havde fortalt mig, at man på denne dag traditionelt klæder sig i hvidt.

Jeg vidste ikke, at der var nogen som helst form for dress code. Mine hunkønsklassekammerater stod alle i strålende hvidt og snakkede lystigt om, hvor de havde købt deres kjoler, hvad de havde kostet og hvem der (gys) havde købt den samme kjole, som en anden pige fra årgangen.

Jeg stod der. I min sandfarvede bluse. Med perler i alle regnbuens farver langs kanten. Og et par jeans. Helt almindeligt. På fødderne havde jeg et par skum-ballerinaer fra kvickly. Dem med fiskenet og perler ovenpå til 40 kroner.

Det var simpelthen ikke gået op for mig.

Mens alle stillede op til billedet, hamrede kun én tanke rundt i hovedet på mig.

‘Nu foreviger de, hvor lidt jeg har fattet af det hele’.

Seriøst? Er det bare sådan noget man ved? Min mor havde ikke nævnt det med et ord. Hun har sgu aldrig prøvet det. Min bror, der blev student et par år før mig, har også holdt effektivt på hemmeligheden. Og på en eller anden måde er det lykkes min hjernes tvivlsomme opmærksomhedscenter komplet at ignorere al tøj-relateret pigesnak i klassen igennem gymnasiet.

Ja, det var da heller ikke faldet mig ind, at alle studenter på klassebillederne fra de sidste 40 år var klædt i hvidt. Rødt og hvidt i de første år, bevares. Men mest af alt hvidt.

Jeg har betragtet de billeder 1000 gange. På gangen i forbifarten, i en brandert, hvor man lige skal samle sig et afsides liggende sted, før man vælter tilbage på dansegulvet. Mens jeg ventede på en kontordame, en rektor eller en lærer. Eller mens jeg trak tiden, inden jeg spurgte efter selv samme.

Hvorfor – HVORFOR – var det aldrig faldet mig ind, at jeg naturligvis også skulle være iklædt hvidt på denne dag?

Blev student i 2006. Kan stadig ikke se på det billede uden at græmme mig. Min eneste minimale trøst er, at Mads (trods det, at han var klædt i hvidt), ser ud til i al sin tømmermændsramte elendighed at have det værre end mig.

Følg, like og del:
error20

Previous

Definitely Forår

Next

Glimt h

2 Comments

  1. Maya

    Jeg havde en rød kjole på. Troede det gik an. Kan stadig ikke helt selvransage mig frem til, om det var derfor jeg glemte at smutter over til dagens klassefotografering.

  2. Jeg havde brun kjole på. Var ikke den eneste uhvide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)