Glimt f
Da min ekskæreste åbnede døren helt groggy, fraværende og med pupiller så store som te-kopper kunne han først ikke kende mig.
Jeg kunne som sådan heller ikke kende ham. Der var ikke et eneste glimt af den fyr, jeg havde været forelsket i. Til gengæld var der knust glas overalt i hans lejlighed, sprutflasker og øldåser. Noget underligt musik, der kørte på repeat. Lejligheden så ligeså skrællet og nøgen ud, som da jeg lukkede døren efter mig, da jeg flyttede ud. Der var ikke gort noget forsøg på at rykke rundt så møblerne fyldte rummet ud eller hænge et nyt billede op på sømmet.
I vasken stod mine tallerkener – lige så skævt stablede og beskidte som sidst. Jeg afskrev dem med det samme – hvor vigtige er fem tallerkener når alt kommer til alt? Jeg kunne jo bare købe mig nogle nye. Jeg havde bare i min 19-årige hjerne fundet frem til, at jeg skulle have mine ting med fra det brud. At han ikke skulle overtage noget af mit, bare fordi han blev boende. Og han var den ældste. Og den klogeste.
Måtte indse, at tallerkener ikke betyder en skid og at bruddet på ingen måde ville være blevet lettere, hvis jeg havde fået dem. Han var åbenbart nået frem til det samme.
Jeg prøvede at tale med ham. Længe var det som om, han ikke forstod, hvem jeg var. Da han forstod, hvem jeg var, var det som om, han ikke magtede, at vi var i hans lejlighed. Han blev sur. Jeg kan ikke huske, hvad han sagde mere. Dagen er blevet sløret med tiden. De der rigtigt ubehagelige minder bliver tit til en sløret følelse af noget skidt. Uden specifikke ord, handlinger eller følelser. Bare en dump smerte i maven.
Sådan har jeg det med den dag. Jeg kan huske, at han gav mig skylden for sin tilstand. Fordi jeg havde forladt ham. Jeg kan huske, at jeg frygtede, han havde ret. Her fem år senere er misbruger/medmisbruger-symbolikken så åbenlys, at jeg må le i afmagt. For helvede.
Hans kusine læste medicin i samme by – resten af hans familie boede langt væk. Jeg krakkede hendes nummer og ringede op. Hun vidste ikke, at vi var gået fra hinanden et halvt år tidligere. Det vidste ingen. Hun kom og tog over. Så jeg kunne give slip på det, som jeg gav slip på flere måneder tidligere – en mand med et problem, som ikke ville bede om hjælp.
Nu endte jeg alligevel med at bede om hjælp for ham. Om aftenen skrev hun, at hans familie var hos ham og de ville tage en snak om, hvordan de kunne hjælpe ham videre, når han havde fået lidt mad og søvn.
Hvad de nåede frem til, fik jeg aldrig at vide.
