Nå, men efter jeg faldt ned af trappen og ørlede noget så eftertrykkeligt kravlede jeg ud i en taxa og messede den adresse, som ikke længere var min. Faktisk havde den ikke været min i over en måned. Vi talte stadig sammen. Og han var ikke vred eller sur. Meget ked, men ikke vred. Og jeg vidste jo, at han var hjemme i Jylland på juleferie.

Så der lå jeg. I hans seng. Der for kort tid siden var vores. Jeg lå der i noget, der i hukommelsens slørede tåger føles som flere dage. Jeg husker ihvertfald, at en veninde kom med mad til mig på et tidspunkt. For når man har drukket, som jeg havde, kan tømmermændene godt trække ud.

Jeg husker ikke, hvad jeg sagde til mine bedsteforældre. Eller om jeg ryddede op efter mig. Hell, jeg ved ikke engang, om jeg nogensinde fortalte ham, at jeg havde været der.

Vi var på vej ud af hinandens liv. På den måde man er, når man stadig kyssede farvel de første gange man sås efter bruddet. Fordi jeg jo ikke var holdt op med at holde af ham. Jeg kunne bare ikke leve sammen med ham, på de vilkår han levede på. Og ingen af os var villige til at ændre sig.

Nøglen beholdt jeg kun for at få de penge, han skyldte mig og de tallerkener af mine, som han stadig havde tilbage. Efter et halvt år eller mere, fik jeg en formiddag en sms om, at nu kunne jeg komme og hente tallerkenerne. Vi havde ikke talt sammen længe.

Ham der tog imod mig i døren var så fuld. Så vind og skæv eller høj på et eller andet. Så stenet og så langt væk, at han først ikke kunne kende mig.

Jeg havde lyst til at græde.

Følg, like og del:
20