En gang så jeg en fyr. Det var kort tid og han viste sig at være en kæmpestor pik med en meget lille pik.

Han faldt pladask for mig, mens jeg sad bag baren på den bodega, hvor jeg arbejdede. Mit havnearbejder sprog og forkærlighed for gyldne damer, gjorde ham blød i knæene.

Han fulgte efter mig ind til Boogies, hvor han købte øl til mig en hel aften og konkurrerede med en eller anden kiropraktor-studerende om min opmærksomhed. (kiro’en var i øvrigt uhensigtsmæssigt hårdhændet da han demonstrerede sine kiro-evner i baren. Jeg fik blå mærker overalt).

Men altså. Jeg hev ham med hjem. Dagen efter ytrede jeg ordene ‘Det var som at kaste en coctailpølse ind i en katedral’ til to veninder. De hvinede.

Men han ville så gerne, og åhhh, hvor gjorde han haneben. Mad dit, tur dat, blomster hér og ‘det er så min mor – surprise’.

Men det stod ganske tidligt klart, at den unge, festende, krølhårede, krøllivede og guldølsdrikkende Trix, som han faldt for, ikke forsvandt bare fordi han gjorde sig til.

Han havde et rundt tæppe. I noget pels-noget. Det var hvidt. Og det passede liiige som et ‘podie’, man kunne stå op danse på, når man kedede sig. Hvilket jeg gjorde. Tit.

Så jeg dansede på det lille runde tæppe. Han gik forbi. Jeg trak ham i armen for at få ham til at danse med mig på mit improviserede dansegulv.

Det gad han ikke. Lige gyldigt hvor meget jeg hev og sled ham i armen, kunne jeg ikke trække, lokke eller tvinge ham ind på hans eget forpulede gulvtæppe og danse med mig.

Der sluttede det.

Følg, like og del:
error20