Fuck
Var til min første pårørende-behandling i alkocenteret i dag. Og I get, at andre mennesker også har det hårdt. Især i de utroligt turbulente følelser det må være, når en i familien er på vej ud af et alkoholmisbrug og en anden i husstanden reagerer ved et selvmordsforsøg. Er faktisk allerede lidt træt af mig selv og min overdrevne egoisme, mens jeg skriver dette. Men jeg blev ærlig talt lidt befippet over, at min første session udviklede sig til overværelsen af en timelang session med de pårørende. Jeg ved GODT, at mine tanker, problemer og komplekser over min far ikke når denne problemstilling til sokkeholderne. Jeg undrer mig bare over, at ingen i forbindelse med selvmordsforsøget har tilbudt denne familie den hjælp, de så desperat har brug for. At der er blevet taget så lidt hånd om dem, at de skal læsse deres sorger og hjertesmerte ud til en misbrugsbehandler foran syv fremmede mennesker. Det er de ikke tjent med.
Og det perspektiv de giver mine følelser, har jeg ikke brug for. Føler ikke, at jeg har det hårdt nu. Fordi de har det så meget værre. Men jeg har også brug for denne terapi. Ikke for at blive en tilskuer til andres.
For at toppe hurra-følelsen af, er det helt galt med gulvet i lejligheden. Faktisk så galt, at udlejer har tilbudt os, at vi kan få vores penge tilbage og finde noget andet, hvis vi ikke magter den roden-rundt som kommende forsikringssag, udflytning, gulvudskiftning og uoverskuelige tidshorisont peger hen i mod nu.
Jeg magter det ikke. Det tog to måneder at finde den her lejlighed, som lever op til alle vores håb og drømme. Er et gulv så vigtigt? Vil ha’ min moar.
Fredag bliver bedre. Promise.
13. april 2012 @ 10:04
Hej Trix. Du har det hårdt. Alt er relativt og din oplevelse er lige så vigtig for dit liv som de andres er for deres.
Man kan ikke hele tiden sætte alt i relation til børnene i Afrika, for det ville være at underkende alt det vi går og tumler med.
Ville jeg bare sige…
16. april 2012 @ 19:51
Puha. Du har lige bekræftet mig i min mistanke om, at de dér møder ikke er for mig. Håber du klarer det!
17. april 2012 @ 10:18
Sarah, der findes også andre steder, hvor man kan få en time alene en gang imellem. Det er jeg ret sikker på, at jeg vil begynde at lede efter. Jeg får ikke det store ud af andres ulykke. Og det er ikke egoisme at sige, at jeg gerne selv vil have noget ud af min terapi.
17. april 2012 @ 11:10
Jeg forstår 100% din tankegang – jeg har bare aldrig været så modig at jeg rent faktisk er mødt op til de der møder. Det lyder som en god idé med private sessioner.
Håber det går fremad med det hele! Held og lykke! 😀
17. april 2012 @ 12:02
Åh jeg kender det godt. Kan love for, der var kolbøttefabrik i min midterregion, da jeg skulle afsted. Men jeg tror, at jeg har brug for det. For jeg har dælme lagt meget energi i at andre mennesker skulle få det godt i forløbet. Og så må nogen også godt lægge lidt energi i mig. Har jeg besluttet.