Fra fingertips til forever – Ocean my love

MUMS, hvor kan han synge. Ham Frank Ocean. Efter katastrofal lyd i Tap1 til Lana og en mindre uenighed mellem mig og resten af København om, hvordan man går til koncert, var det med bævende hjerte, at jeg begav mig mod Carlsberg i går.

Aftenen startede godt. Hos veninde så tæt på, at vi lod øl, jakker og det løse stå hos hende for at gå de få hundrede meter. Ned til den længste kø jeg i mit koncert-liv har set. Vi startede nok en kilometer fra døren. KI-LO-ME-TER. Og der stod vi så. Længe i stropbluser, uden øl og ventede.

Det gør intet godt for stemningen. Og selvom den stakkels pige i døren måtte nøjes med at tage imod min billet og ikke scanne den, da vi gik ind, og jeg således godt kan regne ud, at der har været mere end hektisk aktivitet bag den lukkede dør, mens vi ventede, var jeg ikke glad.

Heldigvis var det ikke noget, som en GinLemon ikke kunne ændre på, og Frankie var da også så sød, at vente halvanden time efter planlagt showstart på, at alle var kommet ind, før han, uden opvarmning, gik på scenen.

No warm up needed. Daaaamn, den mand kan synge. Hvis det nogensinde går i fisk med den Sunde og Raske, så har Mr. Ocean scoret sig en vaskeægte stalker i går aftes.

Koncerten var forrygende. Et simpelt lysshow med BILEN som bagtæppe var særdeles effektivt, mens Frank bar os igennem mange af sine lækreste sange. Nogle gange lidt kortere end originalen og på intet tidspunkt trækkende-et-nummer-i-langdrag, men faktisk ret keen on at komme videre i teksten, når han havde serveret et nummer for os. ‘Lets move on’, ‘Lets get on with this’, hørte vi flere gange mellem numrene – for Frank havde mere, han gerne vil vise os.

Kontakten med publikum var ønsket. Men som et 167 centimeters pragteksemplar af en kvinde, kunne jeg ikke hele tiden se ham og midt i salen fik jeg desværre heller ikke fat i al hans small talk med os. Fik dog fat i, at vi skulle ‘feel free to smoke your greens or whatever, man’. Og så lærte han at sige ‘tak’, hvilket han gjorde brug af flere gange i løbet af koncerten. Til publikums store fornøjelse. Bliver altid lidt flov, når 1) Ord på dansk, 2) How are you feeling right about nooow? og 3) Whats up Copenhageeeen? ALTID er de udsagn, der fremkalder størst reaktion fra publikum… Hvorfor gør vi det?

Men han lærte også at sige ‘Det er meget varmt’. Ærgrer mig over, at pigen på forreste række ikke skyndte sig at svare ’tissekone’, da han spurgte, hvordan man sagde ‘it’s hot as fuck’. Se dét kunne Ørkenens Sønner-Hanne hér have moret sig over.

Højdepunkter: Thinking Bout You, for SATAN en falset. og første vers og omkvæd af Swim Good, som han sang med publikum uden orkester lige inden ekstranummeret.

Frank dear, I’m charmed and sure we’ll meet again.

*****(*)

IMG_20130628_082136 IMG_20130628_082307

Frank Ocean – Thinkin Bout You

Følg, like og del:
20

Previous

Glimt i

Next

#RF13 Planning

2 Comments

  1. Lyder ret vidunderligt, og minder mig om, at det er alt alt for længe siden, at jeg har været til koncert!

    • Kom af sted Kit! Koncerter er som små rejser for mig. Nemmere at komme til, billigere, men nøjagtig lige så fantastiske, når man rammer den helt rigtige musik med de helt rigtige mennesker, og følelsen af at være lige dér, lige NU, og aldrig igen i noget, som er fantastisk, fordi det er så flygtigt og fordi ingen kan komme og tage det fra dig, når du gemmer mindet og glimmeret et sted i hjertet og finder det frem, når en bestemt sang kommer på, eller den rigtige vin hældes i glassene resten af livet. Det er følelsen af at rykke følelsesmæssigt sammen om et rundt bord og sige ‘det her deler vi nu, fordi vi har valgt det og hinanden i denne lydkulisse’. Del det med dine kære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)