Læseeeeezzz…
Til gengæld besluttede jeg at forsøge mig med læsning på en helt ny måde, ved rent faktsik at læse. Men når jeg sidder herhjemme er der for meget P3, tv, køleskab, altanhygge og dyne-humør der tager over.
Så voksen og ansvarsfuld som jeg er (skal jeg tage det som et tegn, at jeg kom til at skrive snave i stedet for ansvar?) pakkede jeg min skoletaske med politikbøger ad libitum og hoppede på en bus ned til statsbiblioteket.
Her kunne jeg så lege, at jeg var unistuderende og effektiv. Og hold da op – med det kageudvalg kan alle få en sukkerbuzz, der kan holde et døgns tid!
Fandt en plads i læsesalen, og kombinationen af fuldkommen ro og ingen computer (læs: facebook) tvang mig til at forstå lidt om bureaukrati og.. Pis, det har jeg glemt. Men læste altså noget mere!
Jeg mistede dog modet lidt, da fyren ved siden af mig skubbede alle sine papirer fra sig og lagde sig til at sove henover bordet. Pænt demoraliserende. Holdt ud i tre timer, så summede mit hoved som en bikube og intet sad faast længere. Ville ønske jeg var øvet i at læse lektier.
På grund af regnvejr var jeg tvunget til at købe hjemmebagt økobrød og pålægchokolade på vej hjem. Der var ikke andet for. Skønt.
For fuck sake, altså!
Top ét over dumme ting jeg gjorde i går:
Slog mig.
Idéen med dans på poolbord var måske ikke den skarpeste, men det gør vi tit. Faktisk stort set hver fredag, efter et halvt fadølsklippekort. Det er okay, det må jeg godt.
Og når dansen er overstået må jeg også godt smutte ned fra bordet igen. Der er dog ingen grund – OVERHOVEDET- til at hoppe. På høje hæle, med dårligt knæ.
Er du vimmersvej, det gjorde nas! Fuck altså – får gagreflekser af at tænke på, hvor ondt det gjorde.
Ligesom første gang.
Da jeg kæk og frejdig til boksetræning skulle lege karatekid og liiige vise Rikke, hvordan ‘tranen’ skal se ud. Og jeg straks efter lå rallende på gulvet, i et dødsskrig, mens min knæskal sad på ydersiden af mit ben.
Det skete sidste forår, og med skadetiden fra dette, efterfølgende operation og sygmelding herefter, spenderede jeg små 3 måneder på krykker sidste år. Og jeg hadede det! Plus ti kilo, passiv-aggressiv adfærd, og selvmedlidenhed. Kunne knap holde mig selv ud – og forstår slet ikke at mine skønne venner kunne.
Og så gjorde jeg det igen? HVORFOR? Knæskallen skal IKKE ud på siden af benet. Der hører den ganske simpelt ikke til. Indrømmet – jeg græd!
Nu er benet plastret ind i skinne fra ankel til lår, med 20 graders bevægelsesmulighed, jeg kan ikke støtte, men har smukke krykker til min hjælp. Det gør virkelig så ondt, at jeg kan diskutere en time med mig selv, inden jeg giver op og humper ud på toilettet for at urinere.
Øvsus. Kæmpe benskinne passer bare slet ikke til coctailparty på lørdag, cykel i solskin, Daddys 50 års fødselsdag, etc. etc.
1000 tak til Onkel Munk til gengæld. Hvis jeg nogensinde skal komme til skade igen, skal du være i nærheden! Fyren hentede min taske (selvom jeg havde angivet helt forkert destination), samlede penge ind til taxa, bar mig på ridder-manér ned af trapperne, tog med på skadestuen, fandt kørestol og kørte mig ind, bar ting, hældte somersby på mig, tog billeder for at dokumentere min elendighed (og hvor grim jeg ser ud med mascara i hele krydderen), ventede på mig i røntgen, skaffede og lagde ud for taxa ind til centrum, hentede øl mens jeg humpede hen til busstoppestedet og ventede på bussen sammen med mig, så jeg kunne komme hjem.
Fuck en darling! Har nu lovet ham middag på jensens (eller noget med whiskeysovs ihvertfald, det virkede som en god idé at the time), at han må vælge navnet til min førstefødte (Rumleskaft var på tale) og at han må komme med når jeg skal have skinnen af igen.
Hans nærvær gjorde alt tåleligt!
Nu er jeg imidlertid alene, ser crap tv – hvorfor sender de ikke noget ordentligt om dagen?, har ondt, er sulten og er generelt allerede tilbage i det ildsprudlende dragehumør jeg omtalte før. Stay clear people!
To uger til jeg skal på hospitalet og høre om jeg kan få min tandebøjle, designet til benet, af igen.
Så drik lige en øl og snup en dans for mig i dag – jeg kan ikke.
Hvorfor jeg ikke bør interviewe over telefon:
Fordi jeg ikke skriver særlig hurtigt. Min notatteknik er helt ad helvede til. Og skulle det lykkes mig at notere i samme fart, som du taler, kan vi begge være helt sikre på, at ingen, ikke engang jeg selv, kan tyde hieroglyfferne efterfølgende.
Fordi jeg lider af det, min lærer kalder telefonskræk. Jeg er evigheder om at tage mig sammen, til at trykke nummeret, og når jeg så endelig gør det, efter tre timers optakt, er jeg ikke særlig velforberedt alligevel.
Fordi jeg bladrer med min papirer, og indser, at jeg skulle have skrevet min spørgsmål ned på det samme stykke papir. Eller indser, at jeg skulle have lavet spørgsmål i det hele taget.
Fordi jeg ikke kan koncentrere mig om dit svar, mens jeg leder efter papiret med det næste spørgsmål på.
Fordi jeg næsten altid er i bad, når du ringer tilbage. Og så må jeg styrte ud og oversvømme mine svimlende 28 kvadratmeter, for at fange dig. Og det er immervæk lidt svært, at tage sig selv seriøst, når man sidder med håndklædeturban og bare patter, og stiller store etiske spørgsmål.
Fordi jeg klipper tånegle, mens vi taler, og først indser, hvor dumt det er, når du siger ‘Hvad er det for en kliklyd, der bliver ved at dukke op?’
Fordi jeg meget hellere vil tale med dig, ansigt til ansigt.
Smart er mit mellemnavn
Mig i kiosken:
‘Jeg har tanket ude på 4’eren, og så skal jeg lige have den hér’
(Lægger chokoladebar på disken)
Hun: ‘165 tak’
(Jeg rækker hende 2 hundredekronesedler)
Mig: ‘Vil du have 15 kroner?’
Hun: ‘Ja tak’
(Hun tager mønterne, og står nu og stirrer ned i sin hånd, på de to mønter)
15-20 sekunder senere:
Hun: ‘Så skal du ha’……’
Mig: ‘En halvtredser?’
Hun: ‘Gud, hvor smart!’
(Får mine penge, går ud mens jeg fortryder, at jeg ikke påstod, at jeg skulle have en hundredelap igen)
–
Har besøgt veninde i det sagsomspundne Herning – og folkens!
Herning ligger ca. en times kørsel, til venstre for Århus.. Slut med at spørge, hvor fanden det er – der er skilte og alt muligt!
Glæder mig til søndagsrengøring. Ikke at jeg glæder mig til at gøre rent, men jeg glæder mig til at se, om mit gulv nu ser ud, som jeg husker det. Og om der egentlig er en bordplade under min opvask? Det bliver spændende..
God lørdag derude!
Hende der mumler på din telefonsvarer
Når jeg ringer op til folk, ved jeg, hvad jeg vil sige.
Jeg har en idé, om hvad vi skal tale om.
Jeg har min sikre, tydelige og (hvis jeg må sige det selv) pæne telefonstemme på.
Når jeg så får fat i en telefonsvarer, gør jeg én af to ting;
-Jeg smider røret på, det øjeblik det går op for mig, at stemmen i den anden ende er indtalt og ikke et rigtigt menneske.
-Eller jeg indtaler en besked, der til forveksling lyder sådan; Hejøeh.. Det er Mig, ja altså – Trine. Jeg ville bare lige ringe for at tale med dig. Men du er der ikke. Jeg ringer igen senere. Hej hej? HEJ!
Hvorfor gør jeg det? Der kommer ingen informationer frem i løbet af beskeden, der kan bruges til noget? Jeg mumler. Glemmer at præsentere mig, og lyder som de dér pensionister, der tror, de skal råbe ind i røret, fordi den de taler med bor langt væk.
Det er ikke logisk, det er ikke sejt, og det er laaangt fra tiltrækkende.
Hvor er regret-knappen, når jeg har indtalt ultimativ neanderthalerbesked på intetanende pandekagemands telefonsvarer?
Jeg håber han tilgiver mig, og ringer tilbage.
Overvejer desuden, om det er overdrevet at slæbe 20 kg vasketøj 150 km. hjem til fyn, så mor kan vaske det for mig i weekenden?
Det er det nok.
Ihvertfald hvis jeg spørger hende, så det gør jeg ikke.
1/3 – Smidighed – lissom isovér!
Der var engang man var smidig.. Engang men snildt kunne smide begge ben på nakken og krabbe sig omkring som man lystede… Den tid er forbi Nu kan jeg til nøds pille næse med mine storetæer.. Det er vel et af evolutionens nederlag??
3/2 – Delledans i saunasved
Det er nu officielt at mit job IKKE er sejt.. Det lyder ellers ret godt når man skal spille smart.. ‘jeg er livredder – I safe lives for a living!’ men så kommer realiteterne.. og én af dem er at jeg idai har haft opsyn med temmelig affolket svømmehal, hvis eneste indhold var ca. 24x 45-65 årig rynket mormor-substans der bevægede sig rundt til ‘I wont let the sun go down on me..’ adr.. så er det sagt..
Vil aldrig være gammel.. og rynket.. og løs (host*løsere*host).. det var bare ikke pænt.. er i tvivl om hvorvidt jeg kan sove i nat.. frygter at særligt rædselsvækkende moment hvor mormorlufferne blafrede frejdigt i vinden til teamet fra baywatch vil forfølge mig heelt ind i søvnen.. Foretrækker fremover gysere fremfor afklædte ældre kvinder.. (undskyld mormor og farmor – men sådan blir’ det nu..)
