Home

Hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage og kradse på døren?

Lad mig lige slå fast med det samme, at det absolut ikke er alle mænd, jeg nogensinde har delt kropsvæsker med, der har haft lyst til at se mig igen. Og vice versa. Som regel, hvis man har kysset lidt på en frø, og det ikke rigtig skal blive til mere end den ene nat, så ved begge parter det godt.

I enkelte tilfælde (ok, i ét tilfælde) har det ærgret mig, men jeg var for stor en kylling til selv at spørge efter et nummer, inden han gik. Og det endte måske med at være skæbnen, for næste gang jeg mødte ham i byen og vi smilede til hinanden, sad Den Sunde og Raske ved min side og var i færd med at møve sig tilbage i mit liv for at blive min kæreste.

Men hold fast i den del af sætningen, hvor han møvede sig tilbage i mit liv. For vi havde jo egentlig set lidt til hinanden et års tid eller to tidligere. Hvor jeg, da det stod klart, at vi ikke var i gang med at blive til mere, gjorde kort proces og helt Arnolds hasta li vista’ede ham ud af mit liv. For sådan er det nu engang mest effektivt at komme sig over en fyr. Ikke noget med at følge ham på sociale medier, lige holde øje, spørge fælles venner om ham eller tage en kop kaffe fra tid til anden ‘som venner’. Hvis han gør dig ked og det går forbi, så tillad dig selv at reagere på handlingerne og ikke ordene. Ordene er ofte “jeg vil ikke såre dig”, mens handlingerne gør netop det.

Men det en anden dag, i dag skal vi tale om, at jeg altså har haft en kæreste i fem år, som ellers først var pakket væk i mindekassen som et fjols. På en måde, er det da meget sødt, at vi fandt hinanden igen og havde nogle skønne år sammen.

Men hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage? Selvom de har såret dig og opført sig helt forkert? Og i nogle/alle tilfælde sådan helt åbenlyst, så snart de er ude af et forhold?

Sådan gjorde min første kæreste. Da det efter flere år gik forbi med ham og pigen, han var mig utro med og endte med at forlade mig for (vi var 17, det lyder voldsommere end det var. Selvom det føltes ret voldsomt i mit teenagehjerte), ringede han da lige, for at høre, om vi ikke skulle gå ud sammen. For nu kunne han jo endelig have mig i sit liv igen, uden hun blev jaloux, som han formulerede det. For fanden altså?

I stedet for at slikke sår eller fundere lidt over tilværelsen, vælger nogle mænd den hurtigste løsning videre, de kan komme i tanker om. Og det er ikke engang vejen frem med en ny scoring, så hurtigt som muligt.

Nej, det er at åbne fortidens gokkekasse igen og se, om der ligger en pige dernede, som endnu ikke har udviklet nok modvilje og selvværd til at takke nej til en tur mere med en utro scumbag. Men det gjorde han altså. I ramme alvor. Ringede og ville gerne begynde at ses igen. Og Den Sunde og Raske valgte altså også “røv først, men jeg ringer igen”-metoden.

Senest er jeg blevet indhentet af en mand, jeg efterlod i 2010, da jeg flyttede fra Odense til Aarhus. Jeg kan afsløre, at han er en af de fremhævede fjolser i dette indlæg fra fortiden. (Note: Tarzen fra den sviner-række mødte jeg på gaden et par år senere, og han ville også gerne “drikke en kop kaffe” Smh.)

Men kort før jeg flyttede til Aarhus, så jeg en mand kortvarigt, men intensivt og hans lyssky opførsel og manglende navn på, hvem han skulle ses med førte hurtigt til, at jeg for første gang i mit liv opførte mig som en mistroisk, jaloux kvinde.

Jeg ved, at jeg ikke er sådan. Jeg har aldrig i andre forhold været sådan. Jeg ved, der foregik noget, og at min kvindelige intuition advarede mig mod ham, men i stedet for at handle på det åbenlyse, blev jeg jaloux og hagede mig fast i ham. Intuitionen forsøgte nok at oplyse mig, så jeg kunne gå, men man skal lige lære at arbejde med så stærk en kraft, det er, når man kan mærke helt ind i knoglerne, at et menneske lyver for én.

Anywho, det endte naturligvis mega dramatisk og dumt, og jeg var meget vred og ked af det. Men ikke klogere, end at jeg blev glad, da han kom tilbage med vand i øjnene få uger efter og lovede bod og bedring for kun en uge senere at trække stikket og slette mig på alle sociale platforme igen. Psyko-alarm.

Da jeg en måned senere var vel installeret i mit nye liv i Aarhus på sikker afstand af dramaet, og han skrev tillykke med fødselsdagen, og at jeg var smuk på mit nye profilbillede, gjorde jeg kort proces og blokerede ham.

Den blokering var jeg lige inde og tjekke i sidste uge, og den er der stadig, hvilket kan forklare, hvorfor han pludselig er dukket op i “Hvem har kigget på din profil på LinkedIn”. For suckeren har altså fundet mig igen her otte år senere. Og valgt – fordi jeg har blokeret ham på Facebook – at gøre opmærksom på sig selv på et medie, der er så smart, at det fortæller brugerne, hvem der har kigget på deres profil. Da jeg så det, ringede jeg til et par veninder, som holdt hånden under mig i dramaet dengang, og vi fik os et godt grin over det. Jeg fortalte det også til min kæreste, og vi fik os også et godt grin over det. Og så gjorde jeg ikke mere ud af det.

Men fredag nat 04:47 har jeg såmænd fået en anmodning om at blive connected på LinkedIn fra selv samme mand:

Ej men altså. Hvad sker der i hovedet på dem? Oplever du også den slags?

Sådan lægger du blush

I dag handler sminkevideoen om blush/rouge/kald det, hvad du vil. Og kald egentlig også snart videoerne for noget? Jeg kan ikke finde på et godt navn til kombinationen af torsdag og makeup og videoer. Der er bare ikke dukket noget op i mit hoved. Men vi fortsætter ufortrødent.

Dog kan jeg afsløre, at der er en mikrofon på vej med posten, så selv om vi må leve med billedkvaliteten lidt endnu, bliver lyden forhåbentligt snart bedre. Huzzaaah!

Men altså: Den blush der. Jeg er kæmpe fan og i videoen får du både nogle råd til, hvordan du lægger en flot blush, og hvorfor du skal passe på ikke at placere den for tæt på næsen.

I får også lige et rigtig godt eksempel på, hvordan blush, der ser skøn ud på æblekinderne, kan virke lidt… Voldsom, når du ikke længere smiler de runde kinder frem:

Her ser man tydeligt, hvordan flotte lysesrøde kinder bliver lidt mere til… lyserøde plamager, hvis man har bevæget sig langt ind på æblekinden. Hvilken side af ansigtet er du mest til? Og hvad gør du for at få din blush til at se pænest ud?

Advarsel: Turistfælden vi ikke forudså

Jeg er virkelig en sucker for et hav og en smuk kyst. Få steder har gjort så stort indtryk på mig som Big Sur-køreturen i USA med min veninde Rikke (Mere om det i en anden tekst). Det var derfor slet ikke svært for mig at google mig frem til de fem italienske kystbyer Cinque Terre, da jeg i sommerferien skulle kombinere indflyvning til Firenze med en aftale om at prøve vandring – allerhelst bjergvandring.

Og det ser da også ufatteligt smukt ud:

Uden at vide det, reddede vi os måske den bedst mulige booking. For de fem byer er, ud over at være forbundet af vandrestier, som sender én flere hundrede meter op ad bjergsiderne, også forbundet af både tog og færger.

Vi bookede to nætter i den midterste by af de fem: Corniglia, og da vi ankom om aftenen så det hele fredeligt og idyllisk ud. Inde blandt de smalle stengader fandt vi vores (lille) Airbnb, som ikke helt selv havde den udsigt, der var blevet skiltet med, men på pladsen ude foran kunne vi se ud over havet og stjernerne, så vi var egentlig fint tilfredse for to nætter.

Vandreruterne var vi også fint glade for (nogle mere end andre – av mine ben), men næste dag, da vi satte vandrekursen mod nabobyen Manarola, fik vi et chok. Den lille by, der kun var en smule større end Corniglia, var oversvømmet af mennesker. Byens torv, hovedgade og havnefront var som en lort, der var sat til med fluer. Mennesker sværmede frem og tilbage blandt souvenirbutikker, caféer og udkigspunkter og det var næsten ikke til at være i.

Vi ville skynde os videre til den sydligste by på vandreruterne Riomaggiore kun for at møde en vandrerute, der var lukket. Det skal lige siges, at det altså ikke er det, jeg brokker mig over. Vi kom bare ikke videre til den by, så den kan jeg ikke udtale mig om. I stedet hoppede vi på en båd med 200 andre mennesker og sejlede op ad kysten. Vi valgte at stå af en by over Corniglia i Vernazza, hvorfra vi ville hike hjem. Hovedbyen Monterosso al Mare så vi altså heller ikke. Og det var måske en fejl, for så snart vi var gået i land i Vernazza fortrød vi.

Her var endnu mere overfyldt, upersonligt og sværmende end i Manarola, og selv om der skal være plads til os alle, så var der ganske simpelthen for proppet til, at nogen som helst kunne få en god oplevelse ud af det. Vi skyndte os op på vandrestien, som hele dagen var velbesøgt men aldrig så overrendt, at vi ikke gad gå der.

Men byerne. I dagtimerne er byerne så sat til med menneske, at det er både lidt uhumsk og meget ucharmerende, og man føler sig dum og lemming-agtig, når man maser sig igennem de sammen gader som 3000 andre mennesker i en by med måske 200 indbyggere.

Det gik op for os, at selv om byerne sælger sig på at være vandrebyer, så gør bådene og togforbindelsen mellem dem, at mange mennesker tror, at de på den måde kan opleve fem autentiske italienske landsbyer på rad og række – nemt og hurtigt. Men faktum er, at når det er så nemt at komme frem og tilbage, så er der for mange mennesker, der gør det. Den eneste grund til, at vi ikke havde oplevet det så slemt i Corniglia var, at den som en høj kystby ikke havde en havn – så kun togpassagerne kunne stå af her. Da vi kom tilbage sidst på eftermiddagen, var der fortsat et rend af turister, som netop var ude for at ‘besøge alle fem byer’. Men ikke så slemt som i de to andre byer, vi havde besøgt. Vi søgte tilflugt på vores lille terrasse og som aftenen faldt på, fik vi byen for os selv igen og kunne uden problemer få en plads på en god restaurant og spadsere i gaderne i ro og mag.

Alligevel kan jeg ikke anbefale at besøge Cinque Terre. Måske kan det være interessant at besøge hovedbyen, hvis I alligevel er på køre-ferie i området. Eller hvis I elsker at vandre, så var det altså nogle rigtig fine ruter. Men byerne i dagtimerne er overrendte, hede og meget lidt hyggelige.

Jeg vil gerne kunne uddrage en lektie, så noget lignende ikke sker igen for mig. Men jeg er faktisk i tvivl, om jeg ville have lagt to og to sammen og regnet ud, at det ville være helt ad helvede til, SELV hvis jeg havde tænkt nærmere over togforbindelse og færgeruter i området.

Har du prøvet at blive fanget i en turistfælde, du vil advare imod? Eller har du måske været i Cinque Terre og haft en helt anden oplevelse end mig? Så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.

Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.

Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.

For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.

Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.

  • Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.
  • I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.
Den her kom på Insta – men det gjorde 4-tallet ikke.
  • Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.
  • I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.
  • Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.

Jeg fik fire. Hurra for fire. Og videre i livet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Anbefaling: Tre concealere jeg er glad for

I dag er det torsdag, og det betyder sminkedag. Min comeback-plan her i starten er helt simpelt, at du skal vide nogenlunde, hvad du får de forskellige dage. Så søndag er (mere eller mindre) kloge indspark, torsdag er sminke og tirsdag er anbefalinger af den ene eller anden art. Så må vi se, om det bliver ved med at være sjovt.

Dagens video er en anbefaling af nogle concealere, jeg har brugt og været rigtig glad for. Der er lidt i forskellige prisklasser, og jeg taler også om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til dispenser og farvevalg. Og ja, Youtubes bud på et forhåndsbilleder er ikke altid skideflotte. Heldigvis har jeg en god personlighed.

Anbefaling: Tre concealere jeg er glad for

Lad mig endelig vide, hvis der (ud over bedre lyd og billede) er noget, I kunne tænke jer at se i en video eller læse om? Jeg nævner blandt andet, at man ikke skal gå alt for lyst med concealeren –  vil I se et eksempel på det?

Og ja, så er det i øvrigt ikke for sjov, når jeg siger, at I skal vente og tjekke, om en concealer eller foundation ændrer farve, efter den kommer på huden. Sådan her så min arm ud fem minutter efter videoen var færdig, og den brune plet var altså lysere end min hud, da jeg smurte den på:

Nem og hurtig Pad Thai

Som jeg har nævnt tidligere, er jeg de seneste par år blevet en temmelig kødfattig flexitar. Jeg er ikke blevet vegetar, men jeg spiser efterhånden kun kød, når jeg er ude at spise, eller når jeg virkelig craver noget bestemt.

Vegetarlivet er en gylden mulighed for at gå endnu mere amok med smagssættere og smagsforstærkere, og jeg elsker at eksperimentere og prøve nyt og smage nye og fremmede fødevarer. Det er ikke altid en succes (her kigger jeg på dig, Okra), men jeg har også fundet mange favoritter.

Dog bliver jeg aldrig stor fan af at skulle købe alle mulige eksotiske ingredienser til min mad, som ikke kan holde sig i mit køleskab længe nok til, at jeg kan nå at bruge dem op. Jeg har hverken lyst eller penge til at købe krydderier, som kun skal bruges i én ret, pastaer, saucer og tapenader, som ikke kan holde sig til næste gang og så videre.

Derfor er denne pad thai også uden tamarin eller miso. Og når jeg grundet vegetaren i huset heller ikke bruger fiskesauce eller østerssauce (der heller ikke holder for evigt), så er det med at få knald på smagen fra råvarerene, så retten stadig giver et friskt pust af ingefær og en tung varme og umami fra chili og fedtstof.

Arbejdstid: 30 minutter.

Til to voksne voksne bruger jeg:

Rapsolie og et skvæt sesamolie (sesamolie kan holde sig for evigt og giver en rigtig god smag til asiatisk mad)

Drys gør glad

      

2 gulerødder

1 løg

2 fed hvidløg

2 røde chilier (smag og behag)

1 pose risnudler

3 æg

1/2-1 dl soyasauce

1-2 spsk sirup (palmesirup er optimalt, men jeg bruger bare, den vi har)

1 mandetommelfinger frisk ingefær (smag og behag igen)

5-7 forårsløg afhængigt af smag og tykkelse.

1 stor håndfuld peanuts.

Valgfrit: Chilisauce

  • Kog først en fyldt elkedel, så vandet er varmt, når du går i gang med at stege.
  • Hak alting: Hvidløg, chili og ingefær fint og for sig. Gulerødder i tynde stave sammen løget i tynde både. Forårsløget i små stykker for sig.
  • Varm din wok godt op, og når den er helt varm, hælder du begge slags olie i og tilsætter hvidløg, chili og ingefær. Lad det simre i et minut under omrøring, så intet brænder.
  • Put risnudlerne i en skål og hæld det kogte vand over, så de er bløde, når de skal i wok’en.
  • Når chili, hvidløg og ingefær er varmet igennem, skubber du det ud til wok’ens side og slår de tre æg ud i midten. Rør i æggene, så massen deler sig. Inden den sætter sig helt, hælder du gulerødder og løg ned oven i og rører det hele sammen, til æggene er færdige med at stivne og løgene er klare.
  • Hæld vandet fra nudlerne og vælt dem op i wok’en med soya og ekstra chilisauce, hvis du er til den slags.
  • Put de finthakkede forårsløg ved og vend det hele med en tang eller grydeske. Gennemfør det hele ved høj varme, så gulerødder og forårsløg ikke mister bid.

Servér straks med peanuts drysset henover. Jeg hakker gerne nødderne. Jeg synes, de er mere lækre, når den fede smag er fremtrædende.

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Første forsøg som youtuber

En af de ting, jeg har nævnt igen og igen i årenes løb, er at jeg elsker makeup. Og jeg har flere gange luftet tanken om at sætte mig ned foran et kamera og simpelthen bare.. Snakke om sminke.

Men jeg har tøvet. For hvad vil den og dén sige? Eller er mit kamera overhovedet godt nok? Hvordan lyssætter man? Og dør jeg, hvis jeg skal tale ind i et kamera? Og ved jeg overhovedet noget om makeup? (Lol, as if jeg er bange for det)

Youtube giver fede stills

Alle de ting får vi svar på nu. For nu er den her. Min Youtube-kanal med små råd til din makeup ud fra min makeup. Vi er i den spæde start og alt filmes med min pc’s eget kamera fra et strygebræt på gæsteværelset uden mikrofon eller noget andet. Tiden vil vise, hvor sejt det kan blive, men jeg gider ikke gå rundt og udskyde det mere med undskyldninger om, at jeg ikke har det rette udstyr endnu. Nu gør vi det fandme bare.

Hvis du kan lide det, og hvis du har ønsker, til hvad vi skal snakke om, så sig til. Så prøver jeg at gøre noget ved det. Hvis du hader det, så kan du bare ignorere alt og nøjes med at følge med herinde, når jeg poster Classic Trix søndag og andre sager tirsdag. Men fra nu af er torsdag sminkedag. And I luvz it.

Et liv med Kim Larsen

I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.

Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.

Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.

18/8-2018

For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.

Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.

Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.

Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.

Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.

Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.

Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.

Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.

7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.

Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.

Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…

Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?

ezgif.com-video-to-gif

Velkommen til Trix 2.0

Jeg har truet med det før. Med at rydde op, tage mig sammen og gå i gang med at behandle den her blog, som den fortjener.

For mit tekstunivers fortjener uendelig meget godt. Det har været min dagbog, min rettesnor, mit råbested, mit frirum og i øvrigt stedet, der har givet mig nogle af de fineste venner, man kan forestille sig. Bloggen har altid behandlet mig godt, men jeg har ikke altid behandlet den godt.

Billede taget fra Weekendavisen af Pille

Det er der flere grund til. Nogle gange manglende tid, andre gange manglende inspiration eller dovenskab. En sjælden gang imellem har mit liv været i stormvejr, som de fleste skribenter vil vide, ikke gør sig særlig godt på internettet i realtid.

Men jeg må også være helt ærlig. Efterhånden som blogmediet voksede sig større og større, har jeg sgu følt mig for fin til titlen som blogger. Jeg elsker min blog og jeg har elsket at have en blog, men jeg har ikke altid kunnet lide ordet i hverken min eller andres mund, når jeg blev omtalt som en blogger. Fordi bloggere og influencere og youtubere og deslige er noget, vi har valgt er lidt mindre værd end de finere termer som journalist, forfatter eller PR/kommunikationsansat. Men altså. Det er jo syv sider af samme sag (dermed ikke sagt, at man ikke skal være helt ærlig om, hvornår man er hvad), og i sidste ende kan de ældre brancher og titler ikke skyde de yngre andet i skoene, end at de tit er bedre til at tjene penge. (Og misundelse er en grim ting, ikke?)

I de mange år med forskellige tanker om, hvad jeg gerne ville med bloggen, har jeg også altid været bange for at skubbe folk fra mig. Hvad vil mine faste læsere sige, hvis jeg pludselig begynder at tale om makeup? Stopper folk med at klikke forbi, hvis jeg vil anbefale musik eller bøger? Er jeg egentlig kun læseværdig, når jeg har ondt i livet, og folk kan få lov til at dykke ned i rå følelser?

Jeg har bare glemt, at bloggen er min. Den er mit fristed og mit ansvar og det er mig, som i sidste ende skal kunne lide at være her – for jeg er her mest af alle. Og jeg betaler for domænet.

Så med alt det sagt, velkommen til Trixyworld version 2.

Den ligner sig selv, men er blevet ryddet lidt op. De gamle faner er støvet af og under menuerne i toppen af siden kan du finde de ting, jeg kommer til at skrive mest om i fremtiden.

Og her bliver det smart. For forsiden vil som altid være som den er. Her er den seneste tekst øverst, og de andre følger efter i al uendelighed. Men hvis du ikke gider læse det hele, så kan du altid vælge både overordnet kategori eller mere specifikke underkategorier og slippe for alt det andet. På den måde håber jeg, at alle kan holde ud at være med.

Lidt mere nede i detaljerne, har jeg brugt en del energi på at rydde op i mine tags – de små kategorier, der står nederst i alle indlæg. Så hvis du læser om noget, du kan lide, så kan du også med tags læse mere i samme boldgade. Hvis du er ny læser her, kan jeg anbefale tagsne Klarsyn, Glimt, Far og Ze Låvestowy, hvis du vil have lidt historik over, hvad bloggen har været for mig de sidste 10 år.

For jeg har stadig masser af ord i mig. Lige for tiden vælter de frem og tilbage, og jeg skal lige huske mig selv på, at det at have en blog er et marathon og ikke en sprint. Så jeg håber, at jeg ikke supernova’er på jer og bare forsvinder igen om en måned. Det er ikke mit mål. Jeg er her for at vi igen skal tale om vigtige emner, være ærlige og rummelige overfor hinandens oplevelser og i håbet om, at min ærlighed kan være en inspiration eller hjælp til andre med samme følelser.

Men jeg er her også igen for at teste makeup, fortælle dig hvad for noget musik du VIRKELIG bør lytte til, hvis du ikke allerede gør. Jeg er her for at tale om mad og rejser og kunst og venner. Og du er inviteret til det hele, hvis du gider.

Så ja. Det er vel basically det. I’m back ma bitches. 

Velkommen til Trix 2.0

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)