Home

Hvad jeg tror ondt i maven over Tinder-fyren betyder

Det er mega feje hold at kloge sig på singlelivets udfordringer, når man ikke selv er single.

Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i dag – så spring fra nu, hvis du ikke gider det.

Kombinationen af mit indlæg om gamle flammer (med særdeles brændte broer), der forsøger at mase sig ind i mit liv igen og en veninde, der efter et par ellers ret vellykkede Tinder-dates med sød mand alligevel blev ramt af forkrøblende “Hvad nu hvis han ikke skriver”-angst, fik mig til at tænke over den der mavepine.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Vi har alle haft den.

I tilfældet med min veninde dukkede mavefornemmelsen op efter de første par dates i forklædning – nemlig som en usikkerhed på sig selv. Hun er som mange andre blevet brændt før – desværre meget værre end flertallet af os skal udstå. Og det sætter sine spor at rode rundt med mænd, som ikke vil os det bedste.

Det giver en usikkerhed, når man tydeligt kan mærke noget i kroppen og følelserne, som ikke er rigtigt. Men hvis man bliver løjet for, gaslightet eller får at vide, at det er én selv, der ser spøgelser og overdramatiserer. Det ødelægger vores tillid til kroppens signaler, og det er noget lort.

For en mand der lyver systematisk, lyver ikke for din skyld. Han lyver fordi sandheden kan få dig til at handle på en måde, som ikke er til hans fordel. Og der er en kæmpe forskel.

Som nævnt i indlægget med gamle flammer, så er jeg faktisk ret overbevist om at intuition (og kvindelig intuition i særdeleshed) kan noget. Vi kan bare ikke altid dechifrere den og forstå, hvad det er, vores underbevidsthed eller krop fortæller os.

Hvis den voldsomme mavepine, usikkerhed eller tvivl på dig selv ikke er normal for dig, så er det ikke dig, den er gal med. Så er tvivlen og mavepinen et signal om relationen.

Rent ud sagt tror jeg, at vores reaktioner er så stærke og ubehagelige, fordi intuitionen fornemmer, at her er en uoverensstemmelse mellem:

A) Hvad mennesket siger og gør

B) Hvad mennesket siger og de signaler, mennesket sender

C) Dine forventninger og de signaler, mennesket sender

Og her vil kloge hoveder måske sige, at jeg ikke skal råde alle over en kam til at komme væk, hvis de mærker de her signaler. Men det vil jeg. Den naturlige reaktion er tit at kæmpe mere for relationen, at gøre sig mere tilgængelig – eller mindre og se, om man kan vække interesse den vej igennem. Story-tjekning, veninde-byture som skal dokumenteres på SoMe (så han kan se, hvad han går glip af) eller beskeder, som slutter med et spørgsmål for at sikre sig et svar (og skuffelse, når svaret er Ok, LOL eller andre ligegyldigheder).

Ved du hvad? Sådan ville du ikke behandle et menneske, som du synes godt om. Sådan ville du ikke behandle dine venner. Og hvis den her person ikke kan interessere sig mere for dig end at du får mavepine af det, så. giv. slip.

Jeg er overbevist om, at det er DET kroppens ubehag forsøger at forklare dig. Ikke at du skal leve med den her følelse for at blive værdsat af et andet menneske, men at du skal fjerne dig selv fra følelsen og relationen.

Den er næsten idiot-sikker, omend tit utroligt nedslående. For vil de faktisk noget, så skal de nok lade høre fra sig. Men vil de ikke noget, så beviser de blot min pointe. Også selv om de så keder sig om søndagen og lige skal høre, wyd (What you’re doing).

“Men Trix, du har linket til blogindlæg om Den Sunde og Raske Fyr og I blev jo kærester i fem år?”. Ja. Og jeg havde ondt i maven én dag. Én.

Den første gang vi så hinanden (to år tidligere), havde jeg ondt i maven hver tirsdag til fredag, hørte fra ham lørdag, var håbefuld søndag og så startede vi forfra igen. Og den trummerum gentog jeg i et par måneder, før jeg fattede, at hans handlinger var det, jeg skulle tolke på og ikke hans kønne brune øjne og fuldemandsløfter. Så jeg har lært det på nøjagtig samme måde som alle andre.

Men i de tilfælde, hvor et menneske har været oprigtigt interesseret i mig. Har kunnet lide mig og hvor vores interesse har været gensidig nok til at udvikle sig til et forhold (eller et par måneders afprøvning og et nej tak), der har jeg altså ikke været hensat til mavepine og tolkning. Det har han heller ikke. Usikkerheden kan komme over os alle, og sommerfugle i maven er en del af det at lære et nyt menneske at kende på en romantisk måde, men den dårlige tunge usikkerhed, angsten for at være “for meget” eller være “for tilgængelig” – usikkerheden på, hvordan ens handlinger og ord vil blive modtaget eller en atypisk jalousi, de er faktisk ikke en del af at opbygge en rar og god relation. Og du hjælper ikke en god relation på vej ved at ligge under for spilleregler, du ikke kan tyde og fysisk har det dårligt med. Du afgiver blot magt og kontrol. Jeg siger ikke, du skal have alt 1000 procent som du havde forestillet dig. Men du skal heller ikke miste enhver indflydelse på, hvordan jeres relation skal forvaltes og udvikle sig.

Jeg er klart blevet mere uforsonlig med alderen. Mere grænsesættende. Jeg har kortere til “Så kan du også bare have dig selv” og “Hvem fanden tror du egentlig, du er?”, men jeg har ikke fortrudt og jeg har ikke fået færre eller dårligere relationer ud af det.

Mens min veninde havde allermest ondt i maven, skrev jeg denne besked til hende:

“Stol på dig. Selv om du er usikker, er du ikke urimelig og din mavefornemmelse er klog og du skal lytte til den og stole på den. Hvis han aldrig er den, der kommer til dig, er det ikke rart. Så er han ikke rar. Punktum.”

Og det står jeg ved. (Han var i øvrigt ikke rar. Viste det sig. Præcis som hendes intuition fortalte hende)

Når du køber makeup i udlandet #1

Hvis du ikke følger med hos Trixyworld på Instagram, så er du gået glip af decideret ferie-spam i mine stories de sidste fire dage. Jeg er nemlig lige landet i Danmark igen efter en tur i himmelske Rom. Næstefter Paris er Rom og Berlin de byer, jeg har besøgt flest gange. Og jeg kommer helt sikkert igen – for det kan noget helt særligt at få ‘hjembyer’ ude i verden, som du kan navigere i og slappe af i, når du kommer tilbage. For hver gang skal man jage lidt mindre rundt for at se så meget som muligt, og det elsker jeg. Men mere om det en anden dag.

I dag skal det handle om, hvordan man kan gribe det an, hvis man køber fremmed makeup på ferien. Her taler jeg altså om makeup, du ikke kender i forvejen. Vi skal nok tale indkøb af favoritter en anden dag.

Men noget af det skønneste ved at rejse til udlandet er at lure på de lækkerier, som de har her men ikke hjemme i Danmark. Men ak og ve, du kan hælde mange penge ud af vinduet, hvis du ikke ved, hvad du skal gå efter, så jeg har samlet et par eksempler fra Rom og et par dos and dont’s du kan have i baghovedet.

  • Køb IKKE fremmed foundation/pudder på ferien af disse tre årsager:
  1. Hvis du er på sommerferie, er der stor risiko for, at du ikke har den samme farve som de resterende 90 procent af året.
  2. Hvis du er væk fra din vante hud-rutine/bader i anderledes vand/holder fri ude i solen, er der stor risiko for, at din hud opfører sig anderledes, end den gør hjemme i Danmarks kalkede vand med den sædvanlige creme og rens og kontorjob 8 timer om dagen.
  3. Med mindre du henter en tester på dag ét og prøver produktet flere dage i træk, kan du umuligt vide, om det egentlig passer til dig og din hud.

Hold. nu. kæft. hvor har jeg brugt mange penge på den helt rigtige farve, som ikke var den rigtige farve 14 dage senere. Og hvor har makeup-artister lagt meget flot makeup på mig, som jeg så har købt, kun for at opdage seks timer senere tilbage på hotellet, at mit ansigt lige så stille er smeltet af mit rigtige ansigt indenunder. Vi har alle vores hud-issues, som makeup skal tage hensyn til, og du kan ikke vide, om det virker på vej igennem lufthavnen. Desuden har foundation som concealer samme risiko for at oxidere – og derfor må du aldrig købe det uden at lade de sidde på din hud – helst et kvarter først.

Læbestifter og øjenskygger er dejlige at shoppe. Men her er der lige to ting at huske.

  1. Har du den her farve i tre andre variationer derhjemme? Og skal du bare til at købe den, fordi du er ude?
  2. Ligger den her farve så langt fra, hvad du normalt bruger, at du sandsynligvis aldrig får den brugt derhjemme igen? (Hej, Icy blue øjenskygge-palette, som jeg troede ville være mysterious og sexy, men som faktisk bare gjorde mig til en grim udgave af Cindy Laupner i slut-firserne.)

Men det betyder jo ikke, at du aldrig skal shoppe noget. Jeg har bare et par forslag til, hvad du skal gå efter:

  1. Prisen. Kan du få det billigere her end derhjemme? Så er det måske værd at prøve, selv om du bliver skuffet. På denne tur har jeg købt en stor blending-børste og en grøn concealer. Den ene ting har jeg decideret gået og manglet, og den grønne concealer som kan modarbejde rødme i huden, er noget, jeg har gået og gerne villet prøve – men mest for sjov. Ergo ville jeg ikke gå ud og betale massevis af penge for eksperimentet.

Hvis den her børste ikke viser sig at være all that, så har jeg kun spildt 70 kroner. Men faktisk har jeg ret stor tillid til Kiko fra dengang jeg boede i Barcelona. Jeg har en af deres børster til contour, som jeg stadig elsker og bruger her fire år senere. Og ja, der ligger også en flydende læbestift. Som er nude. Og jeg har 4 nude-læbestifter i forvejen. MEN jeg har jo ikke en flydende-matte-finish-nude-læbestift. Sagde hoarderen.

2) Kan du ikke få det derhjemme? Kiko er et godt eksempel på et mærke, som jeg opsøger, når jeg er i Sydeuropa. For det er lidt spændende at se, hvad de har, som jeg ikke kan få derhjemme. Ligesom Sephora og Ulta i NYC fik besøg, fordi de kan tilbyde noget, jeg ikke kunne få derhjemme. MEN denne regel kan ikke overskrive “Køb ikke Foundation”-reglen. Seriøst. Lad være med at gøre det. Jeg overvejer faktisk lige nu, om jeg har fejlkøbt nok foundations til at præsentere dem i sit helt eget indlæg – gider I se det, så I kan lære af mine fejl?

3) En kombination af de to ovenstående kan bruges til hudpleje. Men det kræver, at du kender din hud og kender dit behov. For hvis jeg ikke havde været lidt “Jaja, jeg køber den, den koster jo kun 12 euro”, så havde jeg aldrig opdaget denne Bioderma-sag:

Jeg skinner i T-zonen. Som så mange andre. Og helst vil mit ansigt have, at jeg bruger to forskellige cremer på kinder/kæbe/hage og pande/næse. For enten er der for lidt fugt i de matte eller for meget fedt i de hydrerende. Og det er pisseirriterende. Men den mattificerende creme fra Bioderma røg med hjem, fordi den var billig nok til at være en fejl, og den er blevet en del af mit faste indkøb, når jeg er sy’på. (Jeg ved, at man kan få en del Bioderma på de danske apoteker, men de koster 3-4 gange så meget som i Frankrig og Italien. Så jeg nægter.)

UV-sprayen er måske nok det bedste, der nogensinde er sket for solbeskyttelse til makeup. Den skal rystes grundigt, og pumpes ud over ansigtet, hvor den hydrerer, beskytter mod solen og – hvis du lader den tørre uden at pille – fikserer din makeup som en setting spray. Og den koster også det halve hernede. I shit you not.

(Nu skal vi så bare finde ud af at få det hele med hjem i håndbagagen. Det bliver mageløst).

Har du nogen mirakel-produkter, som du altid skal samle op, når du rejser ud i verden?

Opskrift på den perfekte brunsviger

Det bliver ikke hér, du kommer til at skære ned på smørret. Bare så vi har dét på plads.

Som eksilfynbo med kæmpe kærlighed til Mo’er-øen og som kæmpe bagehoved, ser jeg det nærmest som en slags pligt, at jeg hjælper Sjælland og store dele af Jylland af med sølle kanel-befængte-tørkage-undskyldninger af en brunner. Og jeg har helt tilfældigvis opskriften på den bedste brunsviger i verden, og den er nedskrevet så pædagogisk, at selv mine allermest madhandicappede bekendte kan finde ud af det. Sååå. Kage?

Dej:

  • 3,5 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 0,5 dl sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • ca. 550 g hvedemel
  • 100 g smeltet margarine/smør

Start med at smelte smørret og stil det til side til afkøling, så det stadig er flydende men ikke varmt, når du skal bruge det.

Opløs gær i vandet, og tilsæt sukker og lidt af melet og rør det sammen til en tapetklister-lignende masse. Tilsæt mere mel, æg og salt og ælt det sammen, mens du tilsætter mel til konsistensen er en hård dej. Tilsæt til sidst smørret og ælt til det er helt indarbejdet i dejen – det tager tid, når du slutter med smørret, men så er dejen også samlet helt perfekt. Lad dejen hæve 40 minutter under klæde ved stuetemperatur.

Dejen kan med fordel æltes på røremaskine eller med dej-rørere på elpisker, bliver kun bedre af at blive bearbejdet 5-10 minutter (Og så optager den også nemmere smørret).

Remonce:

  • 200 g smør
  • 400 g brun farin (eller hele pakken…)
  • ¼ piskefløde

Alle tre dele smeltes langsomt sammen i en kasserolle, husk at røre løbende med en dejskraber. Lad den køle så meget som muligt uden at stivne, før den hældes på brunsvigeren, så lav den gerne straks dejen er sat til hævning.

Saml brunsvigeren:

Bred et stykke bagepapir ud i en dyb bradepande (brug gerne bagepapir, du selv skal klippe, så det kan blive ‘stort nok’ til at holde remonce på afveje inde i bradepanden).

Hæld dejen ud i bageformen og fordel den med fingrene godt ud i kanterne, så den ligger i et jævnt lag med tykkelse langs kanten. Lad den hæve under klæde 20 minutter igen.

Efter hævning, prikker du med fingrene ‘sukker-huller’ i dejen over det hele, men ikke så langt ude mod kanten, af den bliver bøjet ned. Du skal ikke stikke fingrene hele vejen igennem, men jævnt fordelte huller ud mod kanten og over hele brunsvigeren, så remoncen kan fordeles bedst muligt.

Hæld den afkølede remonce over dejen og fordel i hullerne, pensl gerne lidt op på kanten, men lad det ikke løbe ud over.

Bag herligheden ved 180 grader forvarmet varmluft omkring 17-18 minutter. Tryk på kanten for at mærke, om den er færdig og husk, at den er længere tid om at blive færdig i midten på grund af meget væde.

Hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage og kradse på døren?

Lad mig lige slå fast med det samme, at det absolut ikke er alle mænd, jeg nogensinde har delt kropsvæsker med, der har haft lyst til at se mig igen. Og vice versa. Som regel, hvis man har kysset lidt på en frø, og det ikke rigtig skal blive til mere end den ene nat, så ved begge parter det godt.

I enkelte tilfælde (ok, i ét tilfælde) har det ærgret mig, men jeg var for stor en kylling til selv at spørge efter et nummer, inden han gik. Og det endte måske med at være skæbnen, for næste gang jeg mødte ham i byen og vi smilede til hinanden, sad Den Sunde og Raske ved min side og var i færd med at møve sig tilbage i mit liv for at blive min kæreste.

Men hold fast i den del af sætningen, hvor han møvede sig tilbage i mit liv. For vi havde jo egentlig set lidt til hinanden et års tid eller to tidligere. Hvor jeg, da det stod klart, at vi ikke var i gang med at blive til mere, gjorde kort proces og helt Arnolds hasta li vista’ede ham ud af mit liv. For sådan er det nu engang mest effektivt at komme sig over en fyr. Ikke noget med at følge ham på sociale medier, lige holde øje, spørge fælles venner om ham eller tage en kop kaffe fra tid til anden ‘som venner’. Hvis han gør dig ked og det går forbi, så tillad dig selv at reagere på handlingerne og ikke ordene. Ordene er ofte “jeg vil ikke såre dig”, mens handlingerne gør netop det.

Men det en anden dag, i dag skal vi tale om, at jeg altså har haft en kæreste i fem år, som ellers først var pakket væk i mindekassen som et fjols. På en måde, er det da meget sødt, at vi fandt hinanden igen og havde nogle skønne år sammen.

Men hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage? Selvom de har såret dig og opført sig helt forkert? Og i nogle/alle tilfælde sådan helt åbenlyst, så snart de er ude af et forhold?

Sådan gjorde min første kæreste. Da det efter flere år gik forbi med ham og pigen, han var mig utro med og endte med at forlade mig for (vi var 17, det lyder voldsommere end det var. Selvom det føltes ret voldsomt i mit teenagehjerte), ringede han da lige, for at høre, om vi ikke skulle gå ud sammen. For nu kunne han jo endelig have mig i sit liv igen, uden hun blev jaloux, som han formulerede det. For fanden altså?

I stedet for at slikke sår eller fundere lidt over tilværelsen, vælger nogle mænd den hurtigste løsning videre, de kan komme i tanker om. Og det er ikke engang vejen frem med en ny scoring, så hurtigt som muligt.

Nej, det er at åbne fortidens gokkekasse igen og se, om der ligger en pige dernede, som endnu ikke har udviklet nok modvilje og selvværd til at takke nej til en tur mere med en utro scumbag. Men det gjorde han altså. I ramme alvor. Ringede og ville gerne begynde at ses igen. Og Den Sunde og Raske valgte altså også “røv først, men jeg ringer igen”-metoden.

Senest er jeg blevet indhentet af en mand, jeg efterlod i 2010, da jeg flyttede fra Odense til Aarhus. Jeg kan afsløre, at han er en af de fremhævede fjolser i dette indlæg fra fortiden. (Note: Tarzen fra den sviner-række mødte jeg på gaden et par år senere, og han ville også gerne “drikke en kop kaffe” Smh.)

Men kort før jeg flyttede til Aarhus, så jeg en mand kortvarigt, men intensivt og hans lyssky opførsel og manglende navn på, hvem han skulle ses med førte hurtigt til, at jeg for første gang i mit liv opførte mig som en mistroisk, jaloux kvinde.

Jeg ved, at jeg ikke er sådan. Jeg har aldrig i andre forhold været sådan. Jeg ved, der foregik noget, og at min kvindelige intuition advarede mig mod ham, men i stedet for at handle på det åbenlyse, blev jeg jaloux og hagede mig fast i ham. Intuitionen forsøgte nok at oplyse mig, så jeg kunne gå, men man skal lige lære at arbejde med så stærk en kraft, det er, når man kan mærke helt ind i knoglerne, at et menneske lyver for én.

Anywho, det endte naturligvis mega dramatisk og dumt, og jeg var meget vred og ked af det. Men ikke klogere, end at jeg blev glad, da han kom tilbage med vand i øjnene få uger efter og lovede bod og bedring for kun en uge senere at trække stikket og slette mig på alle sociale platforme igen. Psyko-alarm.

Da jeg en måned senere var vel installeret i mit nye liv i Aarhus på sikker afstand af dramaet, og han skrev tillykke med fødselsdagen, og at jeg var smuk på mit nye profilbillede, gjorde jeg kort proces og blokerede ham.

Den blokering var jeg lige inde og tjekke i sidste uge, og den er der stadig, hvilket kan forklare, hvorfor han pludselig er dukket op i “Hvem har kigget på din profil på LinkedIn”. For suckeren har altså fundet mig igen her otte år senere. Og valgt – fordi jeg har blokeret ham på Facebook – at gøre opmærksom på sig selv på et medie, der er så smart, at det fortæller brugerne, hvem der har kigget på deres profil. Da jeg så det, ringede jeg til et par veninder, som holdt hånden under mig i dramaet dengang, og vi fik os et godt grin over det. Jeg fortalte det også til min kæreste, og vi fik os også et godt grin over det. Og så gjorde jeg ikke mere ud af det.

Men fredag nat 04:47 har jeg såmænd fået en anmodning om at blive connected på LinkedIn fra selv samme mand:

Ej men altså. Hvad sker der i hovedet på dem? Oplever du også den slags?

Sådan lægger du blush

I dag handler sminkevideoen om blush/rouge/kald det, hvad du vil. Og kald egentlig også snart videoerne for noget? Jeg kan ikke finde på et godt navn til kombinationen af torsdag og makeup og videoer. Der er bare ikke dukket noget op i mit hoved. Men vi fortsætter ufortrødent.

Dog kan jeg afsløre, at der er en mikrofon på vej med posten, så selv om vi må leve med billedkvaliteten lidt endnu, bliver lyden forhåbentligt snart bedre. Huzzaaah!

Men altså: Den blush der. Jeg er kæmpe fan og i videoen får du både nogle råd til, hvordan du lægger en flot blush, og hvorfor du skal passe på ikke at placere den for tæt på næsen.

I får også lige et rigtig godt eksempel på, hvordan blush, der ser skøn ud på æblekinderne, kan virke lidt… Voldsom, når du ikke længere smiler de runde kinder frem:

Her ser man tydeligt, hvordan flotte lysesrøde kinder bliver lidt mere til… lyserøde plamager, hvis man har bevæget sig langt ind på æblekinden. Hvilken side af ansigtet er du mest til? Og hvad gør du for at få din blush til at se pænest ud?

Advarsel: Turistfælden vi ikke forudså

Jeg er virkelig en sucker for et hav og en smuk kyst. Få steder har gjort så stort indtryk på mig som Big Sur-køreturen i USA med min veninde Rikke (Mere om det i en anden tekst). Det var derfor slet ikke svært for mig at google mig frem til de fem italienske kystbyer Cinque Terre, da jeg i sommerferien skulle kombinere indflyvning til Firenze med en aftale om at prøve vandring – allerhelst bjergvandring.

Og det ser da også ufatteligt smukt ud:

Uden at vide det, reddede vi os måske den bedst mulige booking. For de fem byer er, ud over at være forbundet af vandrestier, som sender én flere hundrede meter op ad bjergsiderne, også forbundet af både tog og færger.

Vi bookede to nætter i den midterste by af de fem: Corniglia, og da vi ankom om aftenen så det hele fredeligt og idyllisk ud. Inde blandt de smalle stengader fandt vi vores (lille) Airbnb, som ikke helt selv havde den udsigt, der var blevet skiltet med, men på pladsen ude foran kunne vi se ud over havet og stjernerne, så vi var egentlig fint tilfredse for to nætter.

Vandreruterne var vi også fint glade for (nogle mere end andre – av mine ben), men næste dag, da vi satte vandrekursen mod nabobyen Manarola, fik vi et chok. Den lille by, der kun var en smule større end Corniglia, var oversvømmet af mennesker. Byens torv, hovedgade og havnefront var som en lort, der var sat til med fluer. Mennesker sværmede frem og tilbage blandt souvenirbutikker, caféer og udkigspunkter og det var næsten ikke til at være i.

Vi ville skynde os videre til den sydligste by på vandreruterne Riomaggiore kun for at møde en vandrerute, der var lukket. Det skal lige siges, at det altså ikke er det, jeg brokker mig over. Vi kom bare ikke videre til den by, så den kan jeg ikke udtale mig om. I stedet hoppede vi på en båd med 200 andre mennesker og sejlede op ad kysten. Vi valgte at stå af en by over Corniglia i Vernazza, hvorfra vi ville hike hjem. Hovedbyen Monterosso al Mare så vi altså heller ikke. Og det var måske en fejl, for så snart vi var gået i land i Vernazza fortrød vi.

Her var endnu mere overfyldt, upersonligt og sværmende end i Manarola, og selv om der skal være plads til os alle, så var der ganske simpelthen for proppet til, at nogen som helst kunne få en god oplevelse ud af det. Vi skyndte os op på vandrestien, som hele dagen var velbesøgt men aldrig så overrendt, at vi ikke gad gå der.

Men byerne. I dagtimerne er byerne så sat til med menneske, at det er både lidt uhumsk og meget ucharmerende, og man føler sig dum og lemming-agtig, når man maser sig igennem de sammen gader som 3000 andre mennesker i en by med måske 200 indbyggere.

Det gik op for os, at selv om byerne sælger sig på at være vandrebyer, så gør bådene og togforbindelsen mellem dem, at mange mennesker tror, at de på den måde kan opleve fem autentiske italienske landsbyer på rad og række – nemt og hurtigt. Men faktum er, at når det er så nemt at komme frem og tilbage, så er der for mange mennesker, der gør det. Den eneste grund til, at vi ikke havde oplevet det så slemt i Corniglia var, at den som en høj kystby ikke havde en havn – så kun togpassagerne kunne stå af her. Da vi kom tilbage sidst på eftermiddagen, var der fortsat et rend af turister, som netop var ude for at ‘besøge alle fem byer’. Men ikke så slemt som i de to andre byer, vi havde besøgt. Vi søgte tilflugt på vores lille terrasse og som aftenen faldt på, fik vi byen for os selv igen og kunne uden problemer få en plads på en god restaurant og spadsere i gaderne i ro og mag.

Alligevel kan jeg ikke anbefale at besøge Cinque Terre. Måske kan det være interessant at besøge hovedbyen, hvis I alligevel er på køre-ferie i området. Eller hvis I elsker at vandre, så var det altså nogle rigtig fine ruter. Men byerne i dagtimerne er overrendte, hede og meget lidt hyggelige.

Jeg vil gerne kunne uddrage en lektie, så noget lignende ikke sker igen for mig. Men jeg er faktisk i tvivl, om jeg ville have lagt to og to sammen og regnet ud, at det ville være helt ad helvede til, SELV hvis jeg havde tænkt nærmere over togforbindelse og færgeruter i området.

Har du prøvet at blive fanget i en turistfælde, du vil advare imod? Eller har du måske været i Cinque Terre og haft en helt anden oplevelse end mig? Så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.

Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.

Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.

For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.

Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.

  • Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.
  • I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.
Den her kom på Insta – men det gjorde 4-tallet ikke.
  • Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.
  • I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.
  • Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.

Jeg fik fire. Hurra for fire. Og videre i livet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Anbefaling: Tre concealere jeg er glad for

I dag er det torsdag, og det betyder sminkedag. Min comeback-plan her i starten er helt simpelt, at du skal vide nogenlunde, hvad du får de forskellige dage. Så søndag er (mere eller mindre) kloge indspark, torsdag er sminke og tirsdag er anbefalinger af den ene eller anden art. Så må vi se, om det bliver ved med at være sjovt.

Dagens video er en anbefaling af nogle concealere, jeg har brugt og været rigtig glad for. Der er lidt i forskellige prisklasser, og jeg taler også om, hvad du skal være opmærksom på i forhold til dispenser og farvevalg. Og ja, Youtubes bud på et forhåndsbilleder er ikke altid skideflotte. Heldigvis har jeg en god personlighed.

Anbefaling: Tre concealere jeg er glad for

Lad mig endelig vide, hvis der (ud over bedre lyd og billede) er noget, I kunne tænke jer at se i en video eller læse om? Jeg nævner blandt andet, at man ikke skal gå alt for lyst med concealeren –  vil I se et eksempel på det?

Og ja, så er det i øvrigt ikke for sjov, når jeg siger, at I skal vente og tjekke, om en concealer eller foundation ændrer farve, efter den kommer på huden. Sådan her så min arm ud fem minutter efter videoen var færdig, og den brune plet var altså lysere end min hud, da jeg smurte den på:

Nem og hurtig Pad Thai

Som jeg har nævnt tidligere, er jeg de seneste par år blevet en temmelig kødfattig flexitar. Jeg er ikke blevet vegetar, men jeg spiser efterhånden kun kød, når jeg er ude at spise, eller når jeg virkelig craver noget bestemt.

Vegetarlivet er en gylden mulighed for at gå endnu mere amok med smagssættere og smagsforstærkere, og jeg elsker at eksperimentere og prøve nyt og smage nye og fremmede fødevarer. Det er ikke altid en succes (her kigger jeg på dig, Okra), men jeg har også fundet mange favoritter.

Dog bliver jeg aldrig stor fan af at skulle købe alle mulige eksotiske ingredienser til min mad, som ikke kan holde sig i mit køleskab længe nok til, at jeg kan nå at bruge dem op. Jeg har hverken lyst eller penge til at købe krydderier, som kun skal bruges i én ret, pastaer, saucer og tapenader, som ikke kan holde sig til næste gang og så videre.

Derfor er denne pad thai også uden tamarin eller miso. Og når jeg grundet vegetaren i huset heller ikke bruger fiskesauce eller østerssauce (der heller ikke holder for evigt), så er det med at få knald på smagen fra råvarerene, så retten stadig giver et friskt pust af ingefær og en tung varme og umami fra chili og fedtstof.

Arbejdstid: 30 minutter.

Til to voksne voksne bruger jeg:

Rapsolie og et skvæt sesamolie (sesamolie kan holde sig for evigt og giver en rigtig god smag til asiatisk mad)

Drys gør glad

      

2 gulerødder

1 løg

2 fed hvidløg

2 røde chilier (smag og behag)

1 pose risnudler

3 æg

1/2-1 dl soyasauce

1-2 spsk sirup (palmesirup er optimalt, men jeg bruger bare, den vi har)

1 mandetommelfinger frisk ingefær (smag og behag igen)

5-7 forårsløg afhængigt af smag og tykkelse.

1 stor håndfuld peanuts.

Valgfrit: Chilisauce

  • Kog først en fyldt elkedel, så vandet er varmt, når du går i gang med at stege.
  • Hak alting: Hvidløg, chili og ingefær fint og for sig. Gulerødder i tynde stave sammen løget i tynde både. Forårsløget i små stykker for sig.
  • Varm din wok godt op, og når den er helt varm, hælder du begge slags olie i og tilsætter hvidløg, chili og ingefær. Lad det simre i et minut under omrøring, så intet brænder.
  • Put risnudlerne i en skål og hæld det kogte vand over, så de er bløde, når de skal i wok’en.
  • Når chili, hvidløg og ingefær er varmet igennem, skubber du det ud til wok’ens side og slår de tre æg ud i midten. Rør i æggene, så massen deler sig. Inden den sætter sig helt, hælder du gulerødder og løg ned oven i og rører det hele sammen, til æggene er færdige med at stivne og løgene er klare.
  • Hæld vandet fra nudlerne og vælt dem op i wok’en med soya og ekstra chilisauce, hvis du er til den slags.
  • Put de finthakkede forårsløg ved og vend det hele med en tang eller grydeske. Gennemfør det hele ved høj varme, så gulerødder og forårsløg ikke mister bid.

Servér straks med peanuts drysset henover. Jeg hakker gerne nødderne. Jeg synes, de er mere lækre, når den fede smag er fremtrædende.

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)