Home

So this happened #2

I den forgangne uge, har mine akavede højdepunkter været mange.

Ugen startede stærkt, da jeg egentlig var gået fra arbejde mandag men vendte om og cyklede tilbage. Grunden? Jeg havde glemt at spise, den romkugle der lå på mit skrivebord.

Mandag var i det store hele en talentløs maddag, hvor jeg blev nødt til at spise aftensmad to gange. Jeg blev nemlig for længe oppe (og lavede intet fornuftigt) og endte med at være så sulten igen omkring kl. 23, at jeg ikke kunne falde i søvn uden at spise en nat-snack.

Tirsdag blev dagen, hvor jeg et sted under Storebælt valgte at lave finten med at knappe bh’en op inde i trøjen og  trække den ud gennem ærmet og putte den i tasken. Kunne simpelthen ikke vente, til jeg kom hjem, med at få den af. Jeg er bange for, jeg ikke rigtigt egner mig til at gå med bh mere – men hvad gør man så, hvis livet uden gør ondt i både bryster og ryg?

Min taske så sådan ud, da jeg kom hjem. Inkl. en mars-bar et sted under bh’en.

Senere på ugen var jeg igen på arbejde, og da det var tid til at gå hjem, baksede jeg med både udrulning af høretelefoner og valg af playliste på Spotify (noget Kim Larsen) på vej ud af jobbets svingdør. Og jeg har det egentlig, som om jeg var ok bevidst om mine omgivelser, men alligevel gik jeg direkte ud over trapperne foran bygningen uden at se mig for. Faldt heldigvis baglæns, så det var mest mine baller og min stolthed, der kom til skade, da jeg tog et fuldt faldt ned ad trappen. Med ledning i den ene hånd og telefon i den anden, var signalet jeg sendte så oplagt, at en tililende dame der bare ville hjælpe, startede med at spørge “Så du ikke trappen?”. Orkede ikke at forklare, at jeg faktisk arbejder der og går op og ned ad den trappe flere dage hver uge. Forsikrede hende bare om, at jeg ikke havde slået mig og cyklede hjem med en øm bag.

Fredag aften lykkedes det mig at fornærme en tjener ikke én men flere gange. Jeg er for det første ikke særligt god til at skjule, når jeg ikke kan lide noget (Hvem fanden drikker IPA med vilje?) – og så er jeg åbenbart heller ikke særligt sjov, når jeg laver ordspil. Hvilket er fair nok. Jeg kan godt huske det, fra dengang jeg selv var tjener. Der var det bare oftest midaldrende mænd med rødvinsånde, og det var bare aldrig faldet mig ind, at jeg selv kunne være den nederen i sådanne ordvekslinger. Men det kunne jeg. Der er bare ingen grund i hele verden til at svare “Det finder vi jo ud af”, når tjeneren spørger, om man er klar til hovedretten. Pardon.

Weekenden gik nogenlunde – primært fordi, jeg mest var derhjemme. Og den mulige katastrofe i Fitnesscenteret blev afværget, idet jeg opdagede, at jeg havde taget en fremmed mands drikkedunk fra bordet – INDEN jeg nåede at drikke af den. Yay me!

Så du, mine tjekkede øjeblikke i sidste uge?

Hvad har været dit akavede højdepunkt ugens løb?

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:


Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Farvel Kim og velkommen i tudeklubben

O Captain! My captain. Hold kæft for en lortesøndag.

Flere gange i løbet af dagen kom jeg til at græde.

Jeg græd, da jeg opdagede, at Kim Larsen var død. Af chok og vantro.

Så græd jeg, da jeg ringede for at overbringe nyheden til mine forældre, som jeg har set flest Kim Larsen-koncerter med.

Jeg græd igen, da jeg så, at Børsen havde støvet mit fødselsdagsportæt fra Larsens 70 års fødselsdag for to år siden af og brugt det i mindeordet.

Tårerne fik igen frit løb, da jeg sad på Youtube og så gamle videoer – Om lidt, Pianomand og Vil du huske mig var for meget af det gode. Min kæreste spurgte på et tidspunkt, om det ikke bare blev værre af, at jeg slugte alt som kanalerne sendte med Kim råt og hørte hans musik resten af tiden. Men det var der, jeg gerne ville være.

”Det bliver jeg nødt til,” sagde jeg. Og påstod i øvrigt også ”Jeg plejer altså ikke at græde over musikere, der dør.” Men det er jo løgn. Har jeg indset i dagene efter, hvor navn efter navn lige så stille et tittet frem på min indre skærm over sangere og musikere, der gav mig en mavepuster og tårer i øjnene, da de drog herfra. De er en broget klub, men jeg tænker, de kan ryge sig en pind sammen, hvis de mødes på den anden side i en slags ”Det var for meget for Trix”-klub.

Faktisk har jeg hørt mere Natasja end Kim Larsen mandag, udelukkende fordi hans bortgang fik mig til at mindes, hvor pissemeget jeg savner den dame og hendes musik. Og sådan er det nok, når de rigtig gode dør – de får mig ikke kun til at knuge hænderne tættere sammen om deres musik, men de minder mig om så meget mere.

Har du hørt Larsen non stop, siden han gik bort?

Med erkendelsen af, hvor få af mine ægte helte, der efterhånden er tilbage, endte jeg med febrilsk lige at tjekke op på en anden yndling.

Svar til de interesserede: 68 år og lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i USA. Og gudskelov for det. Jeg kan ikke bære flere musiktab lige nu. 

Nej, du føler dig ikke tyk. Du føler dig grim.

En dag mens jeg stod smådesperat i et uspecificeret prøverum og prøvede at gøre noget ved den kendsgerning, at de fleste af mine sommerbluser stumper og jeg ikke er parat til at gå direkte til vinterens turtlenecks, skete der to ting.

Først og fremmest skete der det, at jeg efter at have prøvet en t-shirt i størrelse 46, som passede fint, gik direkte videre til en skjortebluse i størrelse 48, som udmærkede sig ved både at gabe på brysterne og stramme over skuldrene.

Det føles på en eller anden måde lidt ydmygende, når tøjet krænger sig fast om skuldrene på en måde, så jeg skal lege yogi for at få det af igen uden at ødelægge det, og jeg måtte bide mig i kinden for ikke at vrisse det af de der irriterede Årrrh’ere helt nede fra halsen. Jeg var sidst i bunken med bluser, og der var bare alt for mange af dem, som ikke passede eller som strammede underlige steder eller på fornemmeste vis havde valgt at fremhæve mit bildæk lige over bukselinningen.

Og så skete den anden ting. En af de to teenagepiger i prøverummet ved siden af mig havde tilsyneladende en dårlig prøverumsoplevelse ligesom jeg og i sin frustration sagde hun til sin veninde “Jeg føler mig også bare så tyk i dag”. Et smugkig efter dem, da de gik ud afslørede, at det var hun ingenlunde. Hun så helt almindelig og faktisk ret sød ud.

Men jeg blev alligevel sur på hende. For hun skal fandme ikke stå og føle sig tyk, når jeg står og ER tyk i prøverummet ved siden af hende og lige er blevet ydmyget af indtil flere stykker stof.

Jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at skulle dele årsagen til, at nogle ting som tøjkøb er svært for mig. For så svært er det immervæk ikke for hende, dårlig dag eller ej.

Men så gik det op for mig. Hun føler sig ikke tyk. Hun føler sig uattraktiv. Vi har bare lært hende, at det hedder tyk.

Man må give slanke-, mode- og skønhedsindustrien, at de har gjort deres arbejde godt, når vores sprog for ikke synes, man er pæn på dagen eller i det tøj, man prøver, kan konverteres til at være tyk. Det er fandme effektivt spin.

At være tyk er en konstant. Det er ikke noget, man er den ene dag og så vupti ikke den næste. Men vi har mistet sproget for ikke at føle os attraktive. Det er blevet ensbetydende med tyk, hvis man synes, ens krop ser grim ud eller man har en dag med dårlig kropsselvtillid.

Og det skal vi lave om på. På den ene side fordi, det bliver meget nemmere for alle jer “normal”vægtige at arbejde med jeres selvbillede, hvis I bruger de rigtige ord for, hvorfor det ikke føles helt lækkert i dag.

På den anden side, fordi jeg ikke vil dele min oplevelse af at være tyk med din følelse af selv samme. For det er ikke det samme. Jeg kan naturligvis ikke diktere eller bestemme, hvordan du skal føle. Men lad mig forklare:

– At være tyk for mig er ikke noget jeg føler. Det er et livsvilkår og ikke noget, jeg kan lægge fra mig i morgen eller på onsdag. Det er en konstant, og du kan ikke validere en følelse af at have spist for meget eller prøve en for stram trøje med at leve i en tyk krop hver eneste dag.

– Jeg synes, jeg er smuk. Og det irriterer mig grænseløst, når netop følelsen af at være “tyk” eller at have en dårlig dag i din krop skal sidestilles med at være tyk. Hvordan kan jeg være smuk og tyk samtidig, hvis vi konstant italesætter uattraktivitet som tykhed? Hvis vi ikke skiller dem ad, mister jeg min plads i sproget, hvor jeg kan være tyk OG smuk.

– Andre mennesker skal aldrig diktere, hvordan du skal have det med din krop. Alligevel vil jeg trække dem ind i det her. For næsten alle tykke har oplevet at blive bedømt – eller bare dømt – af andre mennesker. Og hvis ikke du er blevet talt grimt til, ydmyget eller kaldt ydmygende navne på grund af din størrelse, så har du heller ikke oplevet den direkte grund til det forkrøblende kropslige mindreværd, der følger af at få at vide af andre, at du er klam og ulækker, fordi din krop ser ud som den gør. Jeg vil ikke dele ordet med dig i øjeblikket, for jeg har været underlagt det hele mit liv, og du må ikke låne det på en dårlig dag, hvis ikke du har delt kampe og sorger med mig og mine tykke medsøstre og -brødre.

– Når du som ikke-tyk prøver et stykke tøj, som strammer, så har du valget om at gå en størrelse op. Forestil dig nu, at du i alle mainstrem- og highstreet forretninger går direkte efter den største størrelse, hvis du finder noget, du godt kan lide. Du kigger ikke på, hvordan tøjet ser ud i størrelsen, for du er vant til, at hvis du allernådigst kan købe et stykke tøj, som ikke er i en plus size-forretning, så er det pinedød den største størrelse i butikken. Og succesraten for rent faktisk at købe tøj steder som Zara, H&M eller Vila er lavere end antallet af gange, politiske kommentatorer har sagt “Han har fat i noget” om Donald Trump.

– Jeg har brugt timer, år, kræfter, tårer og terapi på at elske min krop, præcis som den er. Og alligevel står jeg fra tid til anden i et prøverum med tårer i øjnene og føler mig ydmyget – og hader, at det er mig selv, om har udsat mig for det. Det er en pinsel at prøve tøj. Jeg kan ikke shoppe med mine veninder, og jeg har aldrig kunnet give et stykke tøj videre til dem, for der er ingen der bare tilnærmelsesvis kan bruge min størrelse. Og hvis du ikke kender bare lidt til den kamp, så må du ikke låne ordet tyk. Heller ikke på en dårlig dag.

Hvis du føler dig uattraktiv i dag, så er jeg ked af det på dine vegne. Jeg er sikker på, at du er smuk og god og at du fortjener at have det godt i din krop. Men lad ordet tyk være, hvis du ikke er det. Find bedre ord for, hvorfor du har det dårligt, så jeg kan tage ordet tyk tilbage og gøre det til udelukkende beskrivelsen af min krop – ikke om den er rigtig eller forkert, smuk eller grim.

So this happened #1

Let’s keep it real, kikset og herligt akavet.

I denne uge har jeg

…tabt en mundfuld scrambled egg ned i hovedet på Rikkes baby, mens vi sad og spiste brunch på café og jeg havde fået lov til at holde ham.

…drukket så meget kaffe på en dag med så mange aftaler, at jeg var nødt til at skifte til øl kl 13:30.

…forsøgt at liste diskret ud af en meget stille arbejds-café med en øl i hver hånd kun for at vælte en stol med min røv. Det larmede. Meget.

…bedt en mand om at holde døren for mig med selv samme øl i hænderne. Og gentaget min forespørgsel tre gange, før jeg indså, at han ikke talte dansk.

…opdaget lidt for sent, at jeg havde taget mine trusser bagvendt på. Altså ikke med vrangen ud men med røven foran.

Det kan vel kun betyde, at jeg er klar til at gå på weekend nu? Hvad er det mest kiksede, du har lavet i ugens løb?

Er i øvrigt latterligt vild med Nikoline. Sådan helt:

Makeup på under 10 minutter

Når du skal ud af døren, og det skal gå stærkt, handler det om at vælge produkter, der virker og vide, hvad der er vigtigst for dig.

En sød læser mindede mig om, at jeg engang i tidernes morgen pralede med, at jeg kan lægge makeup på fem minutter. Videoen her er 12, men det der tager tid er at tale, tale, tale. Det gør jeg til gengæld meget.

I dag får i altså en gennemgang af, hvordan jeg lægger makeup, når det skal gå hurtigst. Og helt ægte autentisk filmede jeg den i morges, lige inden jeg skulle på arbejde. Rimelig gonzo. Rimelig træt type, så det er derfor, jeg både hvisker og har rusten stemme.

Men læg til gengæld mærke til kvaliteten! Jeg har raidet Amazons bedst anbefalede (læs: billigst og bedst) sager til lys, optagelse og lyd, og nu har vi simpelthen et video set-up lige ved siden af baren hjemme i lejligheden. Så er det vel kun et spørgsmål om tid, før vi skal lægge makeup og drikke vin sammen…

Produkter brugt:

Mac concealer Prep and Prime

Mac Studio Fix powder (C3)

Mac blush Peechy Keen

Hollywood highlight and bronze (købt i Normal)

Brow Bar bryn-kit (købt i Normal)

Elf Fix spray

Mac mascara extended play

Beholder mine tykke-dame-penge, når tøjmærker…

  • Har slankeundertøj, stram-ind-trusser og andre torturmidler som skal omforme min krop i deres “basis-kategori”.
  • Tror at tøj til tykke damer bare skal være så stort som muligt. Hvorfor går så mange skjortebluser ned over røven? Er det her en cardigan eller et telt? Hvor er Luna?
  • Ikke kan se på den brede (og ikke kun de bogstaveligt talt brede) befolkning, at der er nødvendigt at lave forskelligt tøj til de lange og til de korte.
  • Kalder sig size inclusive og går op til str 44. Vi er godt nok mange, som ikke må være med i den klub, hva’?
  • Dækker de store størrelser til. Ved du hvad? Tøjet må faktisk godt have et indsnit, der fremhæver min barm eller talje, og jeg kan godt lide andre udskæringer end ‘så’n lidt rund i det’. Det er så uopfindsomt ikke at lave tøj til kroppe men bare at lave firkantet tøj og så size det op, når det skal være plus size.
  • Reklamerer for plus size tøj ved at tage flotte damer i str. 38 og give dem “tykke”-puder på kroppen for at de kan “passe” de store størrelser. Jeg opponerer ikke imod de flotte damer! Men de skal da reklamere for det tøj, de kan passe. Ikke det JEG kan passe.
  • Altid har fucking udsalg. Så slap dog af. Så meget tøj har ingen brug for, at I kan forsvare otte kollektioner om året og et så voldsomt turnover, at noget evig og altid er klar til at blive sat ned for at få det ud af vagten. Inden I smider de sidste rester ud og hænger nyt op. Lav. mindre. men. bedre. tøj.
  • Ikke kan tælle. Hvorfor er det, at jeg har en skjorte i størrelse 38 hængende som passer? Og en i størrelse 46 lige ved siden af? Som også passer? Og hvorfor kan jeg købe shorts i størrelse 46 i Zizzy uden problemer, men hvis jeg tager en størrelse 46 med i prøverummet i H&M så kan jeg nærmest høre stoffet grine af mig, mens jeg forsøger at trække dem op?

Tro det eller ej, sådan kan tykke piger også finde på at klæde sig.

Hvad kan få dit pis i kog og din puls op i det røde felt, når du shopper tøj?

Hvad jeg tror ondt i maven over Tinder-fyren betyder

Det er mega feje hold at kloge sig på singlelivets udfordringer, når man ikke selv er single.

Men det er, hvad jeg har tænkt mig at gøre i dag – så spring fra nu, hvis du ikke gider det.

Kombinationen af mit indlæg om gamle flammer (med særdeles brændte broer), der forsøger at mase sig ind i mit liv igen og en veninde, der efter et par ellers ret vellykkede Tinder-dates med sød mand alligevel blev ramt af forkrøblende “Hvad nu hvis han ikke skriver”-angst, fik mig til at tænke over den der mavepine.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Vi har alle haft den.

I tilfældet med min veninde dukkede mavefornemmelsen op efter de første par dates i forklædning – nemlig som en usikkerhed på sig selv. Hun er som mange andre blevet brændt før – desværre meget værre end flertallet af os skal udstå. Og det sætter sine spor at rode rundt med mænd, som ikke vil os det bedste.

Det giver en usikkerhed, når man tydeligt kan mærke noget i kroppen og følelserne, som ikke er rigtigt. Men hvis man bliver løjet for, gaslightet eller får at vide, at det er én selv, der ser spøgelser og overdramatiserer. Det ødelægger vores tillid til kroppens signaler, og det er noget lort.

For en mand der lyver systematisk, lyver ikke for din skyld. Han lyver fordi sandheden kan få dig til at handle på en måde, som ikke er til hans fordel. Og der er en kæmpe forskel.

Som nævnt i indlægget med gamle flammer, så er jeg faktisk ret overbevist om at intuition (og kvindelig intuition i særdeleshed) kan noget. Vi kan bare ikke altid dechifrere den og forstå, hvad det er, vores underbevidsthed eller krop fortæller os.

Hvis den voldsomme mavepine, usikkerhed eller tvivl på dig selv ikke er normal for dig, så er det ikke dig, den er gal med. Så er tvivlen og mavepinen et signal om relationen.

Rent ud sagt tror jeg, at vores reaktioner er så stærke og ubehagelige, fordi intuitionen fornemmer, at her er en uoverensstemmelse mellem:

A) Hvad mennesket siger og gør

B) Hvad mennesket siger og de signaler, mennesket sender

C) Dine forventninger og de signaler, mennesket sender

Og her vil kloge hoveder måske sige, at jeg ikke skal råde alle over en kam til at komme væk, hvis de mærker de her signaler. Men det vil jeg. Den naturlige reaktion er tit at kæmpe mere for relationen, at gøre sig mere tilgængelig – eller mindre og se, om man kan vække interesse den vej igennem. Story-tjekning, veninde-byture som skal dokumenteres på SoMe (så han kan se, hvad han går glip af) eller beskeder, som slutter med et spørgsmål for at sikre sig et svar (og skuffelse, når svaret er Ok, LOL eller andre ligegyldigheder).

Ved du hvad? Sådan ville du ikke behandle et menneske, som du synes godt om. Sådan ville du ikke behandle dine venner. Og hvis den her person ikke kan interessere sig mere for dig end at du får mavepine af det, så. giv. slip.

Jeg er overbevist om, at det er DET kroppens ubehag forsøger at forklare dig. Ikke at du skal leve med den her følelse for at blive værdsat af et andet menneske, men at du skal fjerne dig selv fra følelsen og relationen.

Den er næsten idiot-sikker, omend tit utroligt nedslående. For vil de faktisk noget, så skal de nok lade høre fra sig. Men vil de ikke noget, så beviser de blot min pointe. Også selv om de så keder sig om søndagen og lige skal høre, wyd (What you’re doing).

“Men Trix, du har linket til blogindlæg om Den Sunde og Raske Fyr og I blev jo kærester i fem år?”. Ja. Og jeg havde ondt i maven én dag. Én.

Den første gang vi så hinanden (to år tidligere), havde jeg ondt i maven hver tirsdag til fredag, hørte fra ham lørdag, var håbefuld søndag og så startede vi forfra igen. Og den trummerum gentog jeg i et par måneder, før jeg fattede, at hans handlinger var det, jeg skulle tolke på og ikke hans kønne brune øjne og fuldemandsløfter. Så jeg har lært det på nøjagtig samme måde som alle andre.

Men i de tilfælde, hvor et menneske har været oprigtigt interesseret i mig. Har kunnet lide mig og hvor vores interesse har været gensidig nok til at udvikle sig til et forhold (eller et par måneders afprøvning og et nej tak), der har jeg altså ikke været hensat til mavepine og tolkning. Det har han heller ikke. Usikkerheden kan komme over os alle, og sommerfugle i maven er en del af det at lære et nyt menneske at kende på en romantisk måde, men den dårlige tunge usikkerhed, angsten for at være “for meget” eller være “for tilgængelig” – usikkerheden på, hvordan ens handlinger og ord vil blive modtaget eller en atypisk jalousi, de er faktisk ikke en del af at opbygge en rar og god relation. Og du hjælper ikke en god relation på vej ved at ligge under for spilleregler, du ikke kan tyde og fysisk har det dårligt med. Du afgiver blot magt og kontrol. Jeg siger ikke, du skal have alt 1000 procent som du havde forestillet dig. Men du skal heller ikke miste enhver indflydelse på, hvordan jeres relation skal forvaltes og udvikle sig.

Jeg er klart blevet mere uforsonlig med alderen. Mere grænsesættende. Jeg har kortere til “Så kan du også bare have dig selv” og “Hvem fanden tror du egentlig, du er?”, men jeg har ikke fortrudt og jeg har ikke fået færre eller dårligere relationer ud af det.

Mens min veninde havde allermest ondt i maven, skrev jeg denne besked til hende:

“Stol på dig. Selv om du er usikker, er du ikke urimelig og din mavefornemmelse er klog og du skal lytte til den og stole på den. Hvis han aldrig er den, der kommer til dig, er det ikke rart. Så er han ikke rar. Punktum.”

Og det står jeg ved. (Han var i øvrigt ikke rar. Viste det sig. Præcis som hendes intuition fortalte hende)

Når du køber makeup i udlandet #1

Hvis du ikke følger med hos Trixyworld på Instagram, så er du gået glip af decideret ferie-spam i mine stories de sidste fire dage. Jeg er nemlig lige landet i Danmark igen efter en tur i himmelske Rom. Næstefter Paris er Rom og Berlin de byer, jeg har besøgt flest gange. Og jeg kommer helt sikkert igen – for det kan noget helt særligt at få ‘hjembyer’ ude i verden, som du kan navigere i og slappe af i, når du kommer tilbage. For hver gang skal man jage lidt mindre rundt for at se så meget som muligt, og det elsker jeg. Men mere om det en anden dag.

I dag skal det handle om, hvordan man kan gribe det an, hvis man køber fremmed makeup på ferien. Her taler jeg altså om makeup, du ikke kender i forvejen. Vi skal nok tale indkøb af favoritter en anden dag.

Men noget af det skønneste ved at rejse til udlandet er at lure på de lækkerier, som de har her men ikke hjemme i Danmark. Men ak og ve, du kan hælde mange penge ud af vinduet, hvis du ikke ved, hvad du skal gå efter, så jeg har samlet et par eksempler fra Rom og et par dos and dont’s du kan have i baghovedet.

  • Køb IKKE fremmed foundation/pudder på ferien af disse tre årsager:
  1. Hvis du er på sommerferie, er der stor risiko for, at du ikke har den samme farve som de resterende 90 procent af året.
  2. Hvis du er væk fra din vante hud-rutine/bader i anderledes vand/holder fri ude i solen, er der stor risiko for, at din hud opfører sig anderledes, end den gør hjemme i Danmarks kalkede vand med den sædvanlige creme og rens og kontorjob 8 timer om dagen.
  3. Med mindre du henter en tester på dag ét og prøver produktet flere dage i træk, kan du umuligt vide, om det egentlig passer til dig og din hud.

Hold. nu. kæft. hvor har jeg brugt mange penge på den helt rigtige farve, som ikke var den rigtige farve 14 dage senere. Og hvor har makeup-artister lagt meget flot makeup på mig, som jeg så har købt, kun for at opdage seks timer senere tilbage på hotellet, at mit ansigt lige så stille er smeltet af mit rigtige ansigt indenunder. Vi har alle vores hud-issues, som makeup skal tage hensyn til, og du kan ikke vide, om det virker på vej igennem lufthavnen. Desuden har foundation som concealer samme risiko for at oxidere – og derfor må du aldrig købe det uden at lade de sidde på din hud – helst et kvarter først.

Læbestifter og øjenskygger er dejlige at shoppe. Men her er der lige to ting at huske.

  1. Har du den her farve i tre andre variationer derhjemme? Og skal du bare til at købe den, fordi du er ude?
  2. Ligger den her farve så langt fra, hvad du normalt bruger, at du sandsynligvis aldrig får den brugt derhjemme igen? (Hej, Icy blue øjenskygge-palette, som jeg troede ville være mysterious og sexy, men som faktisk bare gjorde mig til en grim udgave af Cindy Laupner i slut-firserne.)

Men det betyder jo ikke, at du aldrig skal shoppe noget. Jeg har bare et par forslag til, hvad du skal gå efter:

  1. Prisen. Kan du få det billigere her end derhjemme? Så er det måske værd at prøve, selv om du bliver skuffet. På denne tur har jeg købt en stor blending-børste og en grøn concealer. Den ene ting har jeg decideret gået og manglet, og den grønne concealer som kan modarbejde rødme i huden, er noget, jeg har gået og gerne villet prøve – men mest for sjov. Ergo ville jeg ikke gå ud og betale massevis af penge for eksperimentet.

Hvis den her børste ikke viser sig at være all that, så har jeg kun spildt 70 kroner. Men faktisk har jeg ret stor tillid til Kiko fra dengang jeg boede i Barcelona. Jeg har en af deres børster til contour, som jeg stadig elsker og bruger her fire år senere. Og ja, der ligger også en flydende læbestift. Som er nude. Og jeg har 4 nude-læbestifter i forvejen. MEN jeg har jo ikke en flydende-matte-finish-nude-læbestift. Sagde hoarderen.

2) Kan du ikke få det derhjemme? Kiko er et godt eksempel på et mærke, som jeg opsøger, når jeg er i Sydeuropa. For det er lidt spændende at se, hvad de har, som jeg ikke kan få derhjemme. Ligesom Sephora og Ulta i NYC fik besøg, fordi de kan tilbyde noget, jeg ikke kunne få derhjemme. MEN denne regel kan ikke overskrive “Køb ikke Foundation”-reglen. Seriøst. Lad være med at gøre det. Jeg overvejer faktisk lige nu, om jeg har fejlkøbt nok foundations til at præsentere dem i sit helt eget indlæg – gider I se det, så I kan lære af mine fejl?

3) En kombination af de to ovenstående kan bruges til hudpleje. Men det kræver, at du kender din hud og kender dit behov. For hvis jeg ikke havde været lidt “Jaja, jeg køber den, den koster jo kun 12 euro”, så havde jeg aldrig opdaget denne Bioderma-sag:

Jeg skinner i T-zonen. Som så mange andre. Og helst vil mit ansigt have, at jeg bruger to forskellige cremer på kinder/kæbe/hage og pande/næse. For enten er der for lidt fugt i de matte eller for meget fedt i de hydrerende. Og det er pisseirriterende. Men den mattificerende creme fra Bioderma røg med hjem, fordi den var billig nok til at være en fejl, og den er blevet en del af mit faste indkøb, når jeg er sy’på. (Jeg ved, at man kan få en del Bioderma på de danske apoteker, men de koster 3-4 gange så meget som i Frankrig og Italien. Så jeg nægter.)

UV-sprayen er måske nok det bedste, der nogensinde er sket for solbeskyttelse til makeup. Den skal rystes grundigt, og pumpes ud over ansigtet, hvor den hydrerer, beskytter mod solen og – hvis du lader den tørre uden at pille – fikserer din makeup som en setting spray. Og den koster også det halve hernede. I shit you not.

(Nu skal vi så bare finde ud af at få det hele med hjem i håndbagagen. Det bliver mageløst).

Har du nogen mirakel-produkter, som du altid skal samle op, når du rejser ud i verden?

Opskrift på den perfekte brunsviger

Det bliver ikke hér, du kommer til at skære ned på smørret. Bare så vi har dét på plads.

Som eksilfynbo med kæmpe kærlighed til Mo’er-øen og som kæmpe bagehoved, ser jeg det nærmest som en slags pligt, at jeg hjælper Sjælland og store dele af Jylland af med sølle kanel-befængte-tørkage-undskyldninger af en brunner. Og jeg har helt tilfældigvis opskriften på den bedste brunsviger i verden, og den er nedskrevet så pædagogisk, at selv mine allermest madhandicappede bekendte kan finde ud af det. Sååå. Kage?

Dej:

  • 3,5 dl lunkent vand
  • 50 g gær
  • 0,5 dl sukker
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • ca. 550 g hvedemel
  • 100 g smeltet margarine/smør

Start med at smelte smørret og stil det til side til afkøling, så det stadig er flydende men ikke varmt, når du skal bruge det.

Opløs gær i vandet, og tilsæt sukker og lidt af melet og rør det sammen til en tapetklister-lignende masse. Tilsæt mere mel, æg og salt og ælt det sammen, mens du tilsætter mel til konsistensen er en hård dej. Tilsæt til sidst smørret og ælt til det er helt indarbejdet i dejen – det tager tid, når du slutter med smørret, men så er dejen også samlet helt perfekt. Lad dejen hæve 40 minutter under klæde ved stuetemperatur.

Dejen kan med fordel æltes på røremaskine eller med dej-rørere på elpisker, bliver kun bedre af at blive bearbejdet 5-10 minutter (Og så optager den også nemmere smørret).

Remonce:

  • 200 g smør
  • 400 g brun farin (eller hele pakken…)
  • ¼ piskefløde

Alle tre dele smeltes langsomt sammen i en kasserolle, husk at røre løbende med en dejskraber. Lad den køle så meget som muligt uden at stivne, før den hældes på brunsvigeren, så lav den gerne straks dejen er sat til hævning.

Saml brunsvigeren:

Bred et stykke bagepapir ud i en dyb bradepande (brug gerne bagepapir, du selv skal klippe, så det kan blive ‘stort nok’ til at holde remonce på afveje inde i bradepanden).

Hæld dejen ud i bageformen og fordel den med fingrene godt ud i kanterne, så den ligger i et jævnt lag med tykkelse langs kanten. Lad den hæve under klæde 20 minutter igen.

Efter hævning, prikker du med fingrene ‘sukker-huller’ i dejen over det hele, men ikke så langt ude mod kanten, af den bliver bøjet ned. Du skal ikke stikke fingrene hele vejen igennem, men jævnt fordelte huller ud mod kanten og over hele brunsvigeren, så remoncen kan fordeles bedst muligt.

Hæld den afkølede remonce over dejen og fordel i hullerne, pensl gerne lidt op på kanten, men lad det ikke løbe ud over.

Bag herligheden ved 180 grader forvarmet varmluft omkring 17-18 minutter. Tryk på kanten for at mærke, om den er færdig og husk, at den er længere tid om at blive færdig i midten på grund af meget væde.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)