Home

Du må godt spørge, hvor gammel jeg er

“Ej sådan noget spørger man ikke om”, sagde moren lettere febrilsk til sin næsten-teenager-datter, som netop havde spurgt, hvor gammel den her spændende fremmede egentlig var.

Men jo. Gu spørger man da om sådan noget, hvis man er interesseret i svaret. For ved at tabuisere det, eller ved at gøre en kvindes alder til noget farligt, så snart svaret ikke åbenlys er under 25, gør vi kvinder over den alder forkerte.

Jeg ville ønske, at ens alder var netop bare det. Et tal der fortæller noget om, hvor mange fødselsdage, jeg har fejret og hvor mange somre jeg har tilbragt på jorden.

Ikke en måleenhed for, om jeg er ved at være lidt sent ude i forhold til at få børn, ved at ældes ud af at være fuckable (lad os være ærlige, det er det den fandens higen efter ungdom udspringer af) eller om jeg enten er 1) for ung til at have nok erfaring = ikke værd at ansætte. 2) I den fødedygtige alder = ikke værd at ansatte. 3) Over 50 = på vej på pension og dermed ikke værd at ansætte.

Jeg ville også ønske, at fødselsdagshilsner ikke blev leveret som “Tillykke med de 25 + 7” eller tøhø-semi-fornærmelser over, hvor gammel jeg bliver.

Hvad nu, hvis man bare rigtig godt kan lide sig selv og sit liv og det, man fylder i tilværelsen? Det har taget mig 31 år at lære, alt det jeg ved. At mestre, alt det jeg kan. At ryste andres forventninger, bedømmelser, sammenligninger og vurderinger af mig og bare nyde at være… mig.

Og det med, at jeg skal være yngre for at være den friskeste eller mest sexede version af mig selv, eller i ungdommen higer efter at være ældre og dermed mere erfaren, det fjerner os fra at nyde der, hvor vi er. Børn og unge, der ikke kan vente med at blive ældre og voksne og taget alvorligt og komme ind på diskotekerne er en ting. Vi kan ikke bebrejde deres ivrighed, men hjælpe dem til at forstå, at de nok skal nå det hele.

Men os andre? Os voksne. Os der betaler vores egne regninger og styrer vores eget liv. Hvad er vi egentlig for nogle forbilleder, hvis vi samtidig udtrykker, at vi helst vil være en anden alder, end den vi er?

Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der er så meget værre ved at være over 30 end under 30? Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at tømmermændene er værre, men maden, vinen, vennerne og selvværdet ik? Det har fandme aldrig været bedre.

43622201_309982686466139_7096796805047779328_n

Vigtige huskeregler når du shopper makeup

Don’t get carried away: Hvad kom du efter?

I går var det lidt trægt, at jeg havde lovet Amalie, at vi skulle finde lige præcis de produkter, hun havde brug for. For selvfølgelig var to ud af tre ting, vi havde talt om, udsolgt. Og når man står der i Sephora og egentlig havde glædet sig til at købe noget, så kan man nemt komme til at tænke “Nå, men hvad kan jeg så købe i stedet?”. Det er en farlig tanke – for mig, fordi det ofte betyder, at jeg finder en rød læbestift, som er det nemmeste at vælge. Men jeg har fem liggende i skuffen derhjemme. For jeg kan godt lide bestemte farver! Og jeg udfordrer ikke de farver ret meget. Så der er INGEN grund til at trøstekøbe et produkt mere i samme kategori, bare fordi min pudder var udsolgt. For Amalie betød det også, at vi lige tænkte “Hvad med en BB-cream så?”. Men måske er det ikke lige her og nu på gulvet uden at ane, hvad der står på hylderne, at man skal træffe en beslutning om et produkt, der skal matche huden perfekt og gøre samme job som en ansigtscreme. Der skal lige research til.

Hvis du får hjælp: Se på din ekspedient

Når man står lidt rådvild mellem hylderne og ikke kan finde ud af, hvor man skal starte mellem de 18 muligheder for at få en ny foundation, concealer eller blush, så er de der. “Kan jeg hjælpe dig med noget?”-damerne. Og det kan de tit. MEN. Gør lige dig selv en tjeneste at kigge rigtigt på dem. Sådan grundigt. For blandt de dygtige makeup-artister og brand-eksperter, der går rundt og rådgiver om makeup i Magasin, Sephora etc., så er der altså også nogle damer, der bare er der. Som et job. Som sælgere. Og det kan du godt se på deres makeup. Så hvis du får gode råd om farve, produkter og applikation, så gør lige dig selv en tjeneste og kig på dem og spørg dig selv “Synes jeg, hendes makeup ser god ud?” Hvis ikke, så skal du måske ikke lade hende afgøre, hvordan din makeup skal se ud.

De er sælgere først – hjælpere second

Jeg havde lovet Amalie hendes livs bedste øjenskygge-base som without a doubt er Mac Paint Pot-øjenskyggerne. De er egentlig øjenskygger, men farven Soft Ochre er perfekt til min gule hudtone som en øjenlågsprimer, der holder øjenskygge på plads og forhindrer, at den lægger sig i folderne på øjet. Farven var dog for gul til Amalie, så vi bad om farven Painterly. Der er mildt rosa pigmenteret og derfor passer meget bedre til røde hudtoner. Men som var udsolgt. I stedet fik vi præsenteret en anden farve, som var endnu varmere i farven og rent faktisk så ud som en reel øjenskygge og ikke bare en base – og her skal du altid lige slå bremsen i. Når du beder om noget, de ikke har, vil de altid prøve at tilbyde dig noget andet. Uagtet, at det de tilbyder dig ikke lever op til det, du ikke kunne få. På samme måde skal du ikke bare stole på, at en anden pudder kan gøre det samme som din favorit, der er udsolgt. For de er så forskellige som… Ja, ting der er meget forskellige. De kan alle være gode, men hvis du kender dit BEHOV, skal du ikke gå på kompromis med et andet produkt.

Kræv din tester

De har dem i skuffevis og kassevis og de har små flasker og bøtter, de kan pumpe produkter ned i. Det kan godt være, de ikke nævner det selv, men du skal øve dig på at bede om testere. Når du prøver en foundation eller concealer eller andre cream-produkter, så er det bare ikke en særlig troværdig repræsentation af din virkelighed, at klatte noget på din hud sidst på eftermiddagen ved siden af den makeup du har (eller ikke har) haft på hele dagen. Du skal have ro til at prøve den hjemme, i ro og mag med dine andre produkter og se, hvordan tingene spiller sammen. Hvordan farven passer dig. Og hvor lang tid produktet holder på din hud. Det er vanvittigt at skulle kaste 250-500 kroner efter et produkt i blinde. Så bed om en tester, og bed gerne om nok produkt til to dage. De skal give dig den, og jeg har aldrig oplevet sure miner – de tilbyder det bare ikke selv, for en tester betyder, at du ikke køber noget i dag.

Kræv gennemsigtighed i Sephora og lign.

I makeup-afdelinger som Boozt, Sephora og lignende går der en masse søde damer rundt og hjælper dig med at vælge. Og de er allesammen ansat af hver sit brand. Så hvis du står foran Fenty og overvejer at købe noget, og hende der hjælper dig, lige pludselig taler om Makeup Forever eller et helt tredje produkt – ja, så er det nok fordi, hun arbejder for dem. Så spørg dem lige. Når de tilbyder dig hjælp. Spørg “Er du fra (indsæt selv det mærke du kigger på?”. Selv hvis du ikke kigger på noget bestemt, er det bare bedre at vide, hvem de repræsenterer – det giver dig bedre mulighed for at bruge deres råd til noget. 

Walk around / 24 timers-reglen

HVER gang jeg er i Sephora vælter jeg mig i Rihanna’s glimmer-dimmer fra Fenty Beauty og går derfra som om jeg er en disko-kugle. Og jeg elsker den, og jeg har altid lyst til at købe den. Men jeg gør det ikke, for når jeg går hjem, glemmer jeg den igen. Jeg synes altså, den er sjov. Men jeg sidder ikke og mangler den, når jeg ligger min egen makeup derhjemme. Så når du prøver ting – så gør netop det. Prøv dem. Tag dem på videre, både så du kan se, om de holder eller ændrer udseende på din hud. Men også, så du kan mærke, om du rent faktisk stadig går og sukker efter produktet dagen efter. Det forhindrer altså en del ligegyldige impulskøb. Trust me.

Tag din ondeste veninde med

Ved du, hvem du kan stole på? Hende der fortæller dig, når du ligner en 12-årig der har fået fingrene i mors makeup-pung. Hende, der fortæller dig, når du har noget mellem tænderne og hende, der tager tykt pis på dig, hvis du i modens navn har kombineret tophue og trench coat, mens andre stadig går i shorts. Tag hende med, for hun skal nok fortælle dig, hvis du ligner et fjols – det kan man ikke stole på ekspedienter til at gøre.

Opskrift: Bana-na-na-na-na cake

Der er tusindvis af opskrifter på banankage, og de minder allesammen om hinanden, fordi d’uuuh – det er kage med banan. Alligevel er det dødsens nødvendigt, at du får lige præcis MIN opskrift på en lækker banankage – for de små detaljer betyder faktisk noget.

Og den her opskrift er også lidt for min egen skyld. For når jeg freestyler for meget, så kan jeg ikke huske, hvad det var, som virkede godt, næste gang jeg igen står med fire overmodne bananer. Men når den først er på bloggis, så glemmer jeg det aldrig mere. Smart hva’?

Den her opskrift giver en stor kage, der passer til en af de runde springforme med diameter 23 cm.

Du skal bruge:

3 godt modne bananer

250 – 300 gram mel (afhænger af størrelsen på dine bananer, døm selv)

200 gram sukker

3 tsk. bagepulver

1 tsk. vanilleekstrakt/pulver/frisk vanille

150 g smør

3 æg

300 g chokolade (blandet mørk og hvid)

100 g pekannødder eller valnødder*

Fremgangsmåde:

Start med at smelte smørret i en kasserolle eller mikroovnen. Det skal ikke brankes, så hvis du bruger kasserollen, så sluk igen, når halvdelen er smeltet – så klarer resten sig selv. Rør lidt i det undervejs.

Varm ovnen op til 175 grader og beklæd bageformen med bagepapir – ja, eller smør formen. Men jeg er doven, så bagepapir.

Bland de tørre ting sammen: Mel, sukker og bagepulver og rør det godt rundt. Bagepulveret skal ikke reagere med våde ingredienser som det første, så når du bager med bagepulver er det altid bedst at røre det sammen med melet, før du blander resten.

Mos bananerne i en stor skål, tilsæt vanille og æg og vend så melblandingen op i. Hæld det smeltede smør over og rør det hele godt sammen, så der ikke er klumper i dejen.

Jeg brugte 100 g hvid og 200 g mørk chokolade sidst – du kan vælge, det du bedst kan lide. Jeg fordeler det sådan, at jeg hakker 100 g og kommer i dejen og de 200 er til glasur. Så hak den mængde chokolade, du gerne vil have i dejen og put den i.

Hak pekannødderne groft og put dem i dejen også. Gem en lille håndfuld til drys. *Hvis du bruger valnødder, så put det hele i dejen. Nogle valnødder er bitre i smagen, hvis de ikke bliver varmebehandlet, så vælger du valnødder, så put dem alle i dejen og rør det hele godt sammen.

Vent med at hælde dejen op i formen til lige inden du sætter den i ovnen. Banankage er en lækker mushy kage, så mange kender nok det der med at chokoladestykker og nødder er sunket til bunds, når den er færdigbagt. Det kan ikke helt undgås, men hvis du rører godt i dejen og hælder den op som det sidste, inden du bager den, så har de tunge sager mindre tid til at synke. Bare et pro-kage-tip.

Når ovnen er varm, hælder du hele herligheden  i formen og sætter det ind i midten af ovnen.

Bag kagen ved 175-180 grader (jeg har ikke mærket forskel på alm. ovn og varmluft) i 45-50 minutter. Stik en gaffel i midten af kagen, når du tror den er færdig. Hvis der hænger våd dej (ikke chokolade) på gaflen, når du tager den op igen, så giv kagen 5 minutter mere.

Tag lækkerheden ud og lad den køle på en rist. Efter fem minutter kan du lægge chokoladen i forskellige farver på toppen. Lad det smelte, og rod så rundt i det med en gaffel, så du får fine mønstre. Drys nødderne over til sidst og SPIS DET HELE.

Jeg delte lidt med mine venner, men resten spiste jeg som natmad. Og morgenmad. Og frokost. 

Ja. Chokolademoussen følger desværre ikke med i opskriften.

Det er Amalie, som har lavet den.

So this happened #2

I den forgangne uge, har mine akavede højdepunkter været mange.

Ugen startede stærkt, da jeg egentlig var gået fra arbejde mandag men vendte om og cyklede tilbage. Grunden? Jeg havde glemt at spise, den romkugle der lå på mit skrivebord.

Mandag var i det store hele en talentløs maddag, hvor jeg blev nødt til at spise aftensmad to gange. Jeg blev nemlig for længe oppe (og lavede intet fornuftigt) og endte med at være så sulten igen omkring kl. 23, at jeg ikke kunne falde i søvn uden at spise en nat-snack.

Tirsdag blev dagen, hvor jeg et sted under Storebælt valgte at lave finten med at knappe bh’en op inde i trøjen og  trække den ud gennem ærmet og putte den i tasken. Kunne simpelthen ikke vente, til jeg kom hjem, med at få den af. Jeg er bange for, jeg ikke rigtigt egner mig til at gå med bh mere – men hvad gør man så, hvis livet uden gør ondt i både bryster og ryg?

Min taske så sådan ud, da jeg kom hjem. Inkl. en mars-bar et sted under bh’en.

Senere på ugen var jeg igen på arbejde, og da det var tid til at gå hjem, baksede jeg med både udrulning af høretelefoner og valg af playliste på Spotify (noget Kim Larsen) på vej ud af jobbets svingdør. Og jeg har det egentlig, som om jeg var ok bevidst om mine omgivelser, men alligevel gik jeg direkte ud over trapperne foran bygningen uden at se mig for. Faldt heldigvis baglæns, så det var mest mine baller og min stolthed, der kom til skade, da jeg tog et fuldt faldt ned ad trappen. Med ledning i den ene hånd og telefon i den anden, var signalet jeg sendte så oplagt, at en tililende dame der bare ville hjælpe, startede med at spørge “Så du ikke trappen?”. Orkede ikke at forklare, at jeg faktisk arbejder der og går op og ned ad den trappe flere dage hver uge. Forsikrede hende bare om, at jeg ikke havde slået mig og cyklede hjem med en øm bag.

Fredag aften lykkedes det mig at fornærme en tjener ikke én men flere gange. Jeg er for det første ikke særligt god til at skjule, når jeg ikke kan lide noget (Hvem fanden drikker IPA med vilje?) – og så er jeg åbenbart heller ikke særligt sjov, når jeg laver ordspil. Hvilket er fair nok. Jeg kan godt huske det, fra dengang jeg selv var tjener. Der var det bare oftest midaldrende mænd med rødvinsånde, og det var bare aldrig faldet mig ind, at jeg selv kunne være den nederen i sådanne ordvekslinger. Men det kunne jeg. Der er bare ingen grund i hele verden til at svare “Det finder vi jo ud af”, når tjeneren spørger, om man er klar til hovedretten. Pardon.

Weekenden gik nogenlunde – primært fordi, jeg mest var derhjemme. Og den mulige katastrofe i Fitnesscenteret blev afværget, idet jeg opdagede, at jeg havde taget en fremmed mands drikkedunk fra bordet – INDEN jeg nåede at drikke af den. Yay me!

Så du, mine tjekkede øjeblikke i sidste uge?

Hvad har været dit akavede højdepunkt ugens løb?

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:


Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Farvel Kim og velkommen i tudeklubben

O Captain! My captain. Hold kæft for en lortesøndag.

Flere gange i løbet af dagen kom jeg til at græde.

Jeg græd, da jeg opdagede, at Kim Larsen var død. Af chok og vantro.

Så græd jeg, da jeg ringede for at overbringe nyheden til mine forældre, som jeg har set flest Kim Larsen-koncerter med.

Jeg græd igen, da jeg så, at Børsen havde støvet mit fødselsdagsportæt fra Larsens 70 års fødselsdag for to år siden af og brugt det i mindeordet.

Tårerne fik igen frit løb, da jeg sad på Youtube og så gamle videoer – Om lidt, Pianomand og Vil du huske mig var for meget af det gode. Min kæreste spurgte på et tidspunkt, om det ikke bare blev værre af, at jeg slugte alt som kanalerne sendte med Kim råt og hørte hans musik resten af tiden. Men det var der, jeg gerne ville være.

”Det bliver jeg nødt til,” sagde jeg. Og påstod i øvrigt også ”Jeg plejer altså ikke at græde over musikere, der dør.” Men det er jo løgn. Har jeg indset i dagene efter, hvor navn efter navn lige så stille et tittet frem på min indre skærm over sangere og musikere, der gav mig en mavepuster og tårer i øjnene, da de drog herfra. De er en broget klub, men jeg tænker, de kan ryge sig en pind sammen, hvis de mødes på den anden side i en slags ”Det var for meget for Trix”-klub.

Faktisk har jeg hørt mere Natasja end Kim Larsen mandag, udelukkende fordi hans bortgang fik mig til at mindes, hvor pissemeget jeg savner den dame og hendes musik. Og sådan er det nok, når de rigtig gode dør – de får mig ikke kun til at knuge hænderne tættere sammen om deres musik, men de minder mig om så meget mere.

Har du hørt Larsen non stop, siden han gik bort?

Med erkendelsen af, hvor få af mine ægte helte, der efterhånden er tilbage, endte jeg med febrilsk lige at tjekke op på en anden yndling.

Svar til de interesserede: 68 år og lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i USA. Og gudskelov for det. Jeg kan ikke bære flere musiktab lige nu. 

Nej, du føler dig ikke tyk. Du føler dig grim.

En dag mens jeg stod smådesperat i et uspecificeret prøverum og prøvede at gøre noget ved den kendsgerning, at de fleste af mine sommerbluser stumper og jeg ikke er parat til at gå direkte til vinterens turtlenecks, skete der to ting.

Først og fremmest skete der det, at jeg efter at have prøvet en t-shirt i størrelse 46, som passede fint, gik direkte videre til en skjortebluse i størrelse 48, som udmærkede sig ved både at gabe på brysterne og stramme over skuldrene.

Det føles på en eller anden måde lidt ydmygende, når tøjet krænger sig fast om skuldrene på en måde, så jeg skal lege yogi for at få det af igen uden at ødelægge det, og jeg måtte bide mig i kinden for ikke at vrisse det af de der irriterede Årrrh’ere helt nede fra halsen. Jeg var sidst i bunken med bluser, og der var bare alt for mange af dem, som ikke passede eller som strammede underlige steder eller på fornemmeste vis havde valgt at fremhæve mit bildæk lige over bukselinningen.

Og så skete den anden ting. En af de to teenagepiger i prøverummet ved siden af mig havde tilsyneladende en dårlig prøverumsoplevelse ligesom jeg og i sin frustration sagde hun til sin veninde “Jeg føler mig også bare så tyk i dag”. Et smugkig efter dem, da de gik ud afslørede, at det var hun ingenlunde. Hun så helt almindelig og faktisk ret sød ud.

Men jeg blev alligevel sur på hende. For hun skal fandme ikke stå og føle sig tyk, når jeg står og ER tyk i prøverummet ved siden af hende og lige er blevet ydmyget af indtil flere stykker stof.

Jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at skulle dele årsagen til, at nogle ting som tøjkøb er svært for mig. For så svært er det immervæk ikke for hende, dårlig dag eller ej.

Men så gik det op for mig. Hun føler sig ikke tyk. Hun føler sig uattraktiv. Vi har bare lært hende, at det hedder tyk.

Man må give slanke-, mode- og skønhedsindustrien, at de har gjort deres arbejde godt, når vores sprog for ikke synes, man er pæn på dagen eller i det tøj, man prøver, kan konverteres til at være tyk. Det er fandme effektivt spin.

At være tyk er en konstant. Det er ikke noget, man er den ene dag og så vupti ikke den næste. Men vi har mistet sproget for ikke at føle os attraktive. Det er blevet ensbetydende med tyk, hvis man synes, ens krop ser grim ud eller man har en dag med dårlig kropsselvtillid.

Og det skal vi lave om på. På den ene side fordi, det bliver meget nemmere for alle jer “normal”vægtige at arbejde med jeres selvbillede, hvis I bruger de rigtige ord for, hvorfor det ikke føles helt lækkert i dag.

På den anden side, fordi jeg ikke vil dele min oplevelse af at være tyk med din følelse af selv samme. For det er ikke det samme. Jeg kan naturligvis ikke diktere eller bestemme, hvordan du skal føle. Men lad mig forklare:

– At være tyk for mig er ikke noget jeg føler. Det er et livsvilkår og ikke noget, jeg kan lægge fra mig i morgen eller på onsdag. Det er en konstant, og du kan ikke validere en følelse af at have spist for meget eller prøve en for stram trøje med at leve i en tyk krop hver eneste dag.

– Jeg synes, jeg er smuk. Og det irriterer mig grænseløst, når netop følelsen af at være “tyk” eller at have en dårlig dag i din krop skal sidestilles med at være tyk. Hvordan kan jeg være smuk og tyk samtidig, hvis vi konstant italesætter uattraktivitet som tykhed? Hvis vi ikke skiller dem ad, mister jeg min plads i sproget, hvor jeg kan være tyk OG smuk.

– Andre mennesker skal aldrig diktere, hvordan du skal have det med din krop. Alligevel vil jeg trække dem ind i det her. For næsten alle tykke har oplevet at blive bedømt – eller bare dømt – af andre mennesker. Og hvis ikke du er blevet talt grimt til, ydmyget eller kaldt ydmygende navne på grund af din størrelse, så har du heller ikke oplevet den direkte grund til det forkrøblende kropslige mindreværd, der følger af at få at vide af andre, at du er klam og ulækker, fordi din krop ser ud som den gør. Jeg vil ikke dele ordet med dig i øjeblikket, for jeg har været underlagt det hele mit liv, og du må ikke låne det på en dårlig dag, hvis ikke du har delt kampe og sorger med mig og mine tykke medsøstre og -brødre.

– Når du som ikke-tyk prøver et stykke tøj, som strammer, så har du valget om at gå en størrelse op. Forestil dig nu, at du i alle mainstrem- og highstreet forretninger går direkte efter den største størrelse, hvis du finder noget, du godt kan lide. Du kigger ikke på, hvordan tøjet ser ud i størrelsen, for du er vant til, at hvis du allernådigst kan købe et stykke tøj, som ikke er i en plus size-forretning, så er det pinedød den største størrelse i butikken. Og succesraten for rent faktisk at købe tøj steder som Zara, H&M eller Vila er lavere end antallet af gange, politiske kommentatorer har sagt “Han har fat i noget” om Donald Trump.

– Jeg har brugt timer, år, kræfter, tårer og terapi på at elske min krop, præcis som den er. Og alligevel står jeg fra tid til anden i et prøverum med tårer i øjnene og føler mig ydmyget – og hader, at det er mig selv, om har udsat mig for det. Det er en pinsel at prøve tøj. Jeg kan ikke shoppe med mine veninder, og jeg har aldrig kunnet give et stykke tøj videre til dem, for der er ingen der bare tilnærmelsesvis kan bruge min størrelse. Og hvis du ikke kender bare lidt til den kamp, så må du ikke låne ordet tyk. Heller ikke på en dårlig dag.

Hvis du føler dig uattraktiv i dag, så er jeg ked af det på dine vegne. Jeg er sikker på, at du er smuk og god og at du fortjener at have det godt i din krop. Men lad ordet tyk være, hvis du ikke er det. Find bedre ord for, hvorfor du har det dårligt, så jeg kan tage ordet tyk tilbage og gøre det til udelukkende beskrivelsen af min krop – ikke om den er rigtig eller forkert, smuk eller grim.

So this happened #1

Let’s keep it real, kikset og herligt akavet.

I denne uge har jeg

…tabt en mundfuld scrambled egg ned i hovedet på Rikkes baby, mens vi sad og spiste brunch på café og jeg havde fået lov til at holde ham.

…drukket så meget kaffe på en dag med så mange aftaler, at jeg var nødt til at skifte til øl kl 13:30.

…forsøgt at liste diskret ud af en meget stille arbejds-café med en øl i hver hånd kun for at vælte en stol med min røv. Det larmede. Meget.

…bedt en mand om at holde døren for mig med selv samme øl i hænderne. Og gentaget min forespørgsel tre gange, før jeg indså, at han ikke talte dansk.

…opdaget lidt for sent, at jeg havde taget mine trusser bagvendt på. Altså ikke med vrangen ud men med røven foran.

Det kan vel kun betyde, at jeg er klar til at gå på weekend nu? Hvad er det mest kiksede, du har lavet i ugens løb?

Er i øvrigt latterligt vild med Nikoline. Sådan helt:

Makeup på under 10 minutter

Når du skal ud af døren, og det skal gå stærkt, handler det om at vælge produkter, der virker og vide, hvad der er vigtigst for dig.

En sød læser mindede mig om, at jeg engang i tidernes morgen pralede med, at jeg kan lægge makeup på fem minutter. Videoen her er 12, men det der tager tid er at tale, tale, tale. Det gør jeg til gengæld meget.

I dag får i altså en gennemgang af, hvordan jeg lægger makeup, når det skal gå hurtigst. Og helt ægte autentisk filmede jeg den i morges, lige inden jeg skulle på arbejde. Rimelig gonzo. Rimelig træt type, så det er derfor, jeg både hvisker og har rusten stemme.

Men læg til gengæld mærke til kvaliteten! Jeg har raidet Amazons bedst anbefalede (læs: billigst og bedst) sager til lys, optagelse og lyd, og nu har vi simpelthen et video set-up lige ved siden af baren hjemme i lejligheden. Så er det vel kun et spørgsmål om tid, før vi skal lægge makeup og drikke vin sammen…

Produkter brugt:

Mac concealer Prep and Prime

Mac Studio Fix powder (C3)

Mac blush Peechy Keen

Hollywood highlight and bronze (købt i Normal)

Brow Bar bryn-kit (købt i Normal)

Elf Fix spray

Mac mascara extended play

Beholder mine tykke-dame-penge, når tøjmærker…

  • Har slankeundertøj, stram-ind-trusser og andre torturmidler som skal omforme min krop i deres “basis-kategori”.
  • Tror at tøj til tykke damer bare skal være så stort som muligt. Hvorfor går så mange skjortebluser ned over røven? Er det her en cardigan eller et telt? Hvor er Luna?
  • Ikke kan se på den brede (og ikke kun de bogstaveligt talt brede) befolkning, at der er nødvendigt at lave forskelligt tøj til de lange og til de korte.
  • Kalder sig size inclusive og går op til str 44. Vi er godt nok mange, som ikke må være med i den klub, hva’?
  • Dækker de store størrelser til. Ved du hvad? Tøjet må faktisk godt have et indsnit, der fremhæver min barm eller talje, og jeg kan godt lide andre udskæringer end ‘så’n lidt rund i det’. Det er så uopfindsomt ikke at lave tøj til kroppe men bare at lave firkantet tøj og så size det op, når det skal være plus size.
  • Reklamerer for plus size tøj ved at tage flotte damer i str. 38 og give dem “tykke”-puder på kroppen for at de kan “passe” de store størrelser. Jeg opponerer ikke imod de flotte damer! Men de skal da reklamere for det tøj, de kan passe. Ikke det JEG kan passe.
  • Altid har fucking udsalg. Så slap dog af. Så meget tøj har ingen brug for, at I kan forsvare otte kollektioner om året og et så voldsomt turnover, at noget evig og altid er klar til at blive sat ned for at få det ud af vagten. Inden I smider de sidste rester ud og hænger nyt op. Lav. mindre. men. bedre. tøj.
  • Ikke kan tælle. Hvorfor er det, at jeg har en skjorte i størrelse 38 hængende som passer? Og en i størrelse 46 lige ved siden af? Som også passer? Og hvorfor kan jeg købe shorts i størrelse 46 i Zizzy uden problemer, men hvis jeg tager en størrelse 46 med i prøverummet i H&M så kan jeg nærmest høre stoffet grine af mig, mens jeg forsøger at trække dem op?

Tro det eller ej, sådan kan tykke piger også finde på at klæde sig.

Hvad kan få dit pis i kog og din puls op i det røde felt, når du shopper tøj?

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)