Home

Skodjobs

Da jeg var yngre, troede jeg altid, at min karriere bare var sådan noget, der af sig selv ville ske for mig. Måske fordi gyldne muligheder på vigtige tidspunkter har manifesteret sig for mig – og det er så meget nemmere at gribe de gyldne muligheder end at skulle arbejde for dem selv.

Og hvor det er næsten magisk at fortælle om dengang, min gode ven (dengang en fremmed) Peter fra Ritzau ringede, og de stod og manglede en praktikant netop som jeg var færdig med at have kyssesyge, så skal vi også huske den anden side. Lortejobbene. Og vi skal stå ved dem, sådan at unge mennesker med skodjobs ikke spejler sig i de liv som voksne fører og tænker, at de har et skidt arbejdsliv. Så lad mig lægge for og invitere – hvad har dit værste skodjob været? Smid en kommentar, eller blog om det og skriv til mig – så linker jeg til din historie.


For mig var der tankstationen, som jeg faktisk holdt meget af at arbejde på. Men hvor ejernes søn havde et narkomisbrug (det var en offentlig kendt hemmelighed, vi ikke måtte tale om). I dårlige perioder kom han i åbningstiden, mens mor og far ikke var på arbejde og tømte kassen. Så kunne man stå der. Og have det forfærdeligt og ringe til chefen og sige, at han havde gjort det igen. Men mere kunne vi ikke gøre. Det var synd for ham og for dem – men det var fandme også synd for os teenagere, der skulle være i det. Jeg får faktisk stadig en sten i maven af at tænke på det.

Der var også den chef, om engang kaldte mig “ud bagved”, selv om der stod mennesker i kø, og gav mig en gedigen skideballe for åben dør. Han var så ubehagelig, at jeg vendte tilbage til kassen med tårer i øjnene og blev trøstet af kunderne. Hvis jeg som voksne Trix så det ske i dag, ville jeg sige, at den unge bare skulle være gået sin vej. Ud af døren og aldrig vendt tilbage. Nogle ting er ikke det værd.

Der var den forfærdelige måned, hvor jeg i en kold lagerhal pakkede firmajulegaver i 12-timers-skift – altså hvor arbejdsdagene var 12 timer lange til hvad jeg husker som tretten kroner og en pissemyre i timen. Med en chef der sad på kontoret og 17-årige Trix der pludselig blev hende, som skulle tælle og styre og lede de andre teenagere, som også hadede at være der. Der stoppede jeg faktisk før tid. Ingen skal arbejde 12 timer ad gangen i faste skift. Hvor fanden var der en fagforening henne i det?

Der var også de to måneder, hvor jeg det allermest deprimerende sted, jeg nogensinde har boet, toppede min tilværelse af med at stå op klokken 4 om natten for at skurre lokummer efter teenagedrenge på en teknisk skole. Hvor jeg blev trukket ind i liv, jeg ikke kendte og drama, jeg ikke gad være en del af og blev ydmyget på gangene af møgknægte, der skulle have været bedre opdraget hjemmefra.

Eller den ene måned jeg holdt som telefonsælger af forsikringsmøder. Hvor vores navne blev skrevet på en tavle og så fik man en streg for hver møde, man havde booket. Og de smarte sociopat-typer, der ledede holdet, holdt øje med, hvor mange gange man gik på toilettet og råbte top tre fra top og bund op i løbet af vagten. Og hvor jeg engang ringede og spurgte efter en mand, der viste sig at være død.

Eller den sommer, hvor jeg fra 22 til 06 skulle sætte papholdere på kileremme sammen med to andre på en stor fabrik udenfor byen, og hvor jeg blev fyret fra, fordi jeg mødte på arbejde i mine skumsandaler og ikke de påkrævede sikkerhedssko. Vi var tre. Men regler var regler. Det er faktisk måske eneste gang, jeg nogensinde er blevet fyret. Det var ok. Jeg var ikke god til det job, og jeg kunne heller ikke lide det.

Men jeg havde dem. Mange af dem. Og jeg kom først væk fra dem, da mine forældre fik mig til at gøre alvor af min snak om at søge ind på Journalisthøjskolen, og da jeg begyndte at søge jobs selv.

I stedet for at kende nogen, som kender nogen, der mangler nogen – bevares, det er faktisk en god måde at få job på i dag, men dengang betød det ofte, at en voksen kendte nogen, som manglede unge mennesker til et skodjob. Men når jeg selv spurgte “Har I brug for en til?”, så blev jeg trisse på verdens bedste bodega, jeg blev tjener på verdens lækreste franske restaurant – og jeg scorede det job, jeg har nu, hvor jeg sidder med udsigt over Københavns Havn og skriver historier og klipper videoer og er sådan en, folk spørger til råds om ting – fordi jeg ved helt vildt meget.

Jeg bliver stadig skidebange for at blive afvist, når jeg skal spørge, om der er brug for mig et sted, hvor jeg virkelig gerne vil hen. Det er sårbart og ikke rart at blive afvist, når det er noget, jeg rigtig gerne vil. Men tit ik’? Så siger de ja, eller gemmer mit nummer eller skriver et halvt år senere – eller også dukker der noget andet op.

For sandheden er jo, at når man laver noget, man kan lide og man er god til, så er der ikke kun ét drømmejob derude – så opstår der nye hele tiden, og muligheder kommer og går, og nogle gange skal man huske, at man har det rart, hvor man er – og andre gange skal man hoppe på vognen og se, hvor den kører hen.


So this happened #5

Tirsdag var jeg på uni og havde en mild eksistentiel krise. Jeg spiste to træstammer, fik en kæmpe bums på hagen og var rasende. Onsdag kom min menstruation og verden gav mening igen.

Onsdag morgen stod jeg op og konstaterede, at jeg havde fået min menstruation. “Fedt, så kan jeg lige nå at koge menstruationskoppen og få den på plads inden arbejde”, tænkte jeg. Men var tilsyneladende ikke helt vågen endnu. I hvert fald havde jeg været på arbejde næsten en time, da jeg igen konstaterede, at jeg havde fået menstruation, og nu var blødt igennem. På jobbet. Tak morgen-Trix.

Blev så befippet over den unge mand i apoteket, der ivrigt spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med, at jeg hverken tjekkede, hvad det var for nogle øjendråber, han solgte mig eller nænnede at sige til ham, at det ikke lige var Tena-bind, jeg mente. Købte dem bare. Jeg bruger ikke tena. Står du og mangler en pakke?

Torsdag var hormonerne stadig i fuld galop, så jeg stod stivfrosset på nippet til at tude små ti minutter i Meny, men jeg forsøgte at finde ud af, hvilken pakke frosne rejer, jeg skulle købe til min aftensmad. Beslutningen virkede bare så uoverskuelig.

Fredag var vi nået slutningen på måneden – men faktisk modsat stort set hele mit liv indtil nu – var jeg ikke økonomisk tre millimeter fra at sælge en nyre for at sikre moneter til de sidste par dage. Det er kommet snigende lige så stille – det der med, at jeg ikke altid bruger alle mine penge, inden vi er nået til den 15. i en måned. Men jeg er ret god tilfreds med det. Fredag var jeg så godt tilfreds, at jeg gik på en lille shopping spree og købte koncertbilletter for alle mine penge. For nu var det jo alligevel den 1. lige om lidt. Træerne og himlen, ik? De når aldrig at møde hinanden.

Hvornår var du allermest på kanten af et menneske i sidste uge? Og var der andre, som fik mens lige oven i fuldmånen, der også oplevede at være en ulykkelig varulvsagtig rasende melankoliker i 3-4 dage?

Hvis du ikke er up to date, så kan du læse om mine tidligere fortræffeligheder her og her og her.

Kvinder bliver sex-zoned

Ved du hvad? Det her ord har manglet! Det har manglet, manglet, manglet. Og hvis du kan finde på et bedre ord, tager jeg gerne imod det, men indtil videre vil jeg gerne foreslå sex-zoned og tale om, hvor stort et problem det er.

Du ved allerede, hvad det betyder, ikke? For det er sket for os alle igennem hele ungdommen og voksenlivet.

Mænd bliver friend-zoned, kvinder bliver sex-zoned. Ironisk nok tit af hinanden i netop den konstellation.

Derfor er jeg FÆRDIG med nogensinde at have bare den mindste smule smirkende smil i mundvigen, når mænd jokingly beklager sig over at være blevet friendzoned. Der er ikke mere goodwill her, for de mænd der beklager sig over at være blevet ‘sat til vægs’ som en ven (som om det er et tab at blive en kvindes ven), de har just præcis placeret kvinden i kassen med individer, de kun er interesseret i, hvis de kan få lov at bolle med dem.

Vi tager den lige en gang til: Kvinder har i årevis, nærmest generationer fået skældud, når de ikke spredte ben for villig hantyr men i stedet ‘kun’ ville tilbyde ham: Venskab, en håndsrækning i livet, samtaler, omsorg og interesse for hinandens eksistenser.

Men har vi skældt mændene ud for ‘kun’ at interessere sig for en kvinde i den udstrækning, at han kunne komme til at have sex med hende? Vi har døbt dem fuckboys, vi har lært os selv og hinanden at aflæse signalerne, når de skriver ét men tydeligvis kun venter på at kunne dreje samtalen over på sex eller nøgenbilleder eller sex igen. Men vi har ikke stillet dem til ansvar for, hvem fanden de tror, de er, hvis de mener, at de må blive sure over at blive friend-zoned, når de selv sex-zoner kvinder!

En af mine gode veninder sagde det meget fint, da hun en overgang datede en fyr og stemningen mellem dem var hot, og selv om hun virkelig gerne ville have et stykke med mand, så holdt hun igen på første date. Og på anden date. Og på tredje date. Fordi “Jeg gider ikke være én han kun vil knalde med”. Hun forsøgte med ren stædighed at date sig over i den anden kategori af damer, som man reelt dater og ikke bare forsvinder som dug for solen fra, så snart det er lykkedes at komme i seng med hende.

For hun kunne godt mærke det. Selv om han var sød, og en af deres date legit varede i ni timer (?!) med mad, gåtur, snakke og vin, så lyste det alligevel igennem. At her var en fyr, som gerne ville knalde – og hvis han kunne få lov, ville hun blive en dame, han knaldede med. Og så ville hendes skæbne i hans indre katalogisering være beseglet. (Hvilket naturligvis skete. Sex én gang efter 14 dage og fire dates, et akavet farvel-knus og radiotavshed, som kun blev afbrudt, da han skuespillede overrasket over, at hun blev såret af hans opførsel).

Ved du, hvad der er værre end at være liderlig og få at vide af et andet menneske, at de ikke er interesseret i dig på den måde men hellere vil samtale med dig? At være sårbar i en ny relation og få at vide, at du er vældig interessant kun for at opdage, at det er et dække for en mand, som aldrig har været interesseret i andet end at få pikken dyppet.

Så slut med friend-zoned. Jeg vil gerne høre, om du også er blevet sex-zoned? For hold kæft hvor sker det meget for mig. I forskellige stadier af relationer også. Her kan vi lige sende en ukærlig tanke, til de mænd, som jeg troede jeg var venner med – indtil de forsvandt; enten ved at få en kæreste og derfor ikke gide holde sig til mere eller bare når de indså, at de aldrig ville score mig. Den svier. Selvom jeg ikke gider have dig som ven, hvis du er sådan et menneske, så svier det at opdage, at jeg har holdt af sådan et menneske.

Og jeg er færdig med at tage den på mig som en skamstøtte, at mænd nogle gange kun er interesseret i sex. Da jeg var yngre, tog jeg det som noget JEG skulle skamme mig over, hvis jeg havde været sammen med en mand, som straks efter stak halen mellem benene og aldrig lod høre fra sig igen. Det slog en flig af mit selvværd, hver gang jeg var faldet for en falsk indledende interesse, som blot var spil for fisse-galleriet. Og det gav de der ubehagelige mavefornemmelser, som jeg helt, helt misforstået forsøgte at arbejde mig igennem. Fordi det skete så tit, at jeg troede, det var et vilkår, og fordi jeg troede på, at det var MIG der var dum, når jeg friend-zonede – det var der jo et ord for. Jeg havde ikke et ord for, hvad mænd gør, når de stavnsbinder mig som mulig sex-partner og intet andet. Men det har jeg nu. De sex-zoner.

Men nu – fra i dag af – følger de 50 år, hvor jeg vil have lov til at sige om en mand, at han var en kæmpe narre-ven som bare sex-zonede mig, mens vi var ved at lære hinanden at kende. For hvis nogen skal skamme sig, så skal det fandme ikke være dem, som ikke vil knalde. Det skal være dem, som ikke vil indrømme – at de KUN vil knalde.

Jeg forstår godt motivationen for sex-zone-mændene. For hvis de er helt ærlige “Hej, du ser tilpas lækker ud til, jeg godt gider lader som om, jeg hører efter hvad du siger i  x antal timer og 4 piña coladas, inden jeg forsøger at dyrke sex med dig og så smutte” – så er succesraten meget, meget lav. Men måske er det intentionen du skal arbejde på i stedet for din approach. Hold dig ærlig, både mand og kvinde. Både sex-hungrende og forholdssøgende. Og accepter, at kun med ærlighed kan du undgå at være en gigantisk røv, der lyver for andre mennesker i din egen interesse.

Kvinder bliver sex-zoned

Sæt din makeup med pudder

I dag skal vi tale lidt om de forskellige måder, man kan bruge pudder til at “sætte” sin foundation. Hvis du oplever, at din foundation eller concealer rykker sig eller bliver meget olieret i løbet af dagen, kan en af disse metoder hjælpe dig til at holde din makeup på plads og mat i længere tid.

Her er, hvordan de to sider ser ud i forhold til hinanden. Som altid taget med selfie-funktionen bliver venstre til højre – billederne passer altså med, hvordan jeg vender på videoen herover.

Man kan tydeligt se, hvordan den store mængde pudder har lagt sig som et glat lag polyfilla over den ene side af mit ansigt – og det er altså det, baking kan. Men det er også meget lyst og en lille smule dødt.

Forfra ser man forskellen langt mindre:

I mere klart lys, ses det måske en smule, men uden close up synes jeg ikke, der er synlig grund til at gå amok med store mængder setting powder på en almindelig torsdag. (Undskyld, at jeg ligner en, der har røget en giga bønne. One can only dream)

Men tæt på, synes jeg godt, man kan se, hvad pudder kan. I rigelige mængder. For en god ordens skyld, understreger jeg lige, at jeg HAR lagt blush og at mine bryn er tegnet op på billederne. Ellers var det blevet lidt for Halloween-spøgelset.

Videoen kan lidt ses som en fortsættelse til sidste uges snak om foundation og svampe. Jeg er btw efterhånden ret glad for mit kamera-setup, men jeg tror, vi skal holde os til at filme med det opsatte lys og ikke for meget dagslys ind fra siden – selv om det passer godt til rolige formiddage. Men så må vi bare igang med fest-makeuppen – den passer til aften-filming og måske et glas rødvin.. Hæ. Jeg planlægger at følge op med læserforespørgsler den kommende tid – så stay tuned.

Indtil da, kan du jo øve dig på at lægge den hurtigste morgenmakeup med de produkter, jeg synes klarer projektet nemmest:


Eller bare følge op på mine bedste huskeregler, når du shopper makeup og ikke har lyst til at bruge hele børneopsparingen/voksenlønnen/su’en og så videre.

So this happened #4

Slog en fis i Meny. Den var lydløs, troede jeg. Men jeg kunne se på ham lidt længere henne ad brødhylden, at den mest var lydløs for mig, fordi jeg havde musik i ørerne.

Var tre dage om at møde på arbejde. Efterårsferie og flextid har vist sig at være meget svært for mig. Lidt synd for de kolleger, som troede, jeg ville dukke op mandag morgen, at jeg mødte lidt senere. Aka. onsdag.

Tre. Tre gange gik jeg i gang med at spise igen, da jeg var til brunch hos Artilleribanden i weekenden. Faktisk stoppede jeg først med at spise mig alt for mæt, tage en kop kaffe, snakke en halv time mere for så liiige at vippe en pandekage mere over på tallerkenen, da der ikke VAR flere pandekager. Eller mere bacon. Jeg kom hjem fra brunch kl. 17.

Hvornår har du været allermest tjekket i sidste uge? Og læste du med i sidste uge, da jeg tog til tv-optagelse på SDU med morgenhår?

Eller ugen før, da jeg kørte tilbage på job for liiige at spise den romkugle, jeg havde efterladt på mit skrivebord? Jeg. En tjekket blogger.

Kender du Havekalender for Børnefamilier?

Hvis ikke, og hvis du har nogen af de dersens børn, så kan du godt se at komme igang.

Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.

I anledning af Halloween gør familien noget, jeg indtil videre kun tør drømme om: De slår dørene op og inviterer på børnevenlige uhyggeligheder – i haven.

Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.

Jeg har blandet andet fået lov til at hjælpe til med at lave øko-ketter og remoul-relish på grønne tomater, ud fra Gittes egne opskrifter.

Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.

Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).

Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:

1: Gittes børn er latterligt søde:

De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.

2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.

3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.

Du kan være kropspositiv og beholde tøjet på

Jeg elsker damerne i sexet tøj, bikiner, blævrende twerk-lår og med stolthed i blikket, der viser deres krop frem og står ved den – præcis som den er. Lumps and all.

Jeg føler mig forbundet med dem. Jeg elsker mine stramme jeans, mine korte kjoler og når jeg er hjemme i privaten at have så lidt tøj på som muligt, så meget af tiden som muligt.

Men jeg vil bare gerne lige slå fast, at du ikke behøver vise dig og din krop frem for at være kropspositiv og for at bevise, at du har fortjent din plads i verden i netop din krop. Det kan godt føles som om, at du ikke rigtigt kæmper kampen med mindre du er med på frontlinjen med bare babser og et “still not asking for it”-skilt løftet over hovedet. Men det er ikke sandt. Enhver har ret til at gebærde sig på den måde, der føles sand for dem.

For i din ret til at være subjekt og ikke kun et objekt, er det også ultimativt dig selv der bestemmer, hvordan du vil bære dig, klæde dig og føre dig. Der er ikke en optræden eller påklædning, som har mere eller mindre ret til at blive respekteret.

Så hvis du ikke er med til at presse de afklædte grænser i samfundet, er det ikke ensbetydende med, at du ikke er en del af bevægelsen. Den bevægelse som på papiret også kæmper for din ret til at nyde og præsentere din krop, som det føles mest behageligt for dig.

Det kan godt føles som om, du skal være mere, vise mere, råbe mere og larme mere for at vise, at du kæmper kampen for alle kvinder. Men i virkeligheden skal du spørge dig selv, hvornår du er allermest dig selv. Hvornår du har det allerbedst i din hud og  dit tøj og din stemmeføring og din følsomhed. Og så vær præcis det og kræv din ret til ikke at skulle skrue op eller ned for andre menneskers skyld.

Når du er lige der, så kæmper du side om side med alle andre, der bare gerne vil have lov til at være tilpas i deres egen krop. Vi behøver ikke ligne hinanden eller have lyst til det samme for at kæmpe for hinandens ret til at være netop det, vil helst vil være.

Husk det. Du er nok, som du er lige nu. Tak for kampen, søs. <3

Makeupsvampe: Demo, test og noget du kan vinde

Makeup-videoer er tilbage, og i dag handler det om svampe, beautyblenders og en eksotisk nyanskaffelse – som du kan vinde søsteren til. Der er tricks til at bruge dem og en test af to, der på papiret skal gøre stort set det samme, selv om den ene koster dobbelt så meget som den anden.

Vi iler til ugens video, som er 10 minutter – tre svampe og ét meget morgentræt ansigt med ditto frisure.

Sådan her så mit ansigt ud helt tæt på, efter jeg havde brugt de to svampe:

Det er den klassiske beauty-blender til venstre på billedet (min rigtige højre) og den nye fra Kiko Milano til højre på billedet. Jeg synes, det er tæt på umuligt at se forskel. Kan du se forskel?

Kan vi i øvrigt lige tage en snak om morgenlooket i kommentarerne – er det ok, at jeg er lidt træt og mat i sokkeholderne i starten af videoerne? Der er mange dygtige youtubere, som altid byder velkommen, mens de ligner en million og så ligesom klipper ’tilbage’ til, da de gik i gang. Vil det være nemmere at tage seriøst? Eller er mig og min morgenkaffe ok?

Men som jeg sagde i videoen, så har jeg en ekstra svamp, som du kan få fingrene i. For at være med i lodtrækningen, skal du hoppe over på Instagram, og følge mig der og smide en kommentar om, om hvilket (hvis nogen) af mine råd der har hjulpet dig indtil videre.

Hvis du ikke har fundet et råd, du har taget til dig, må du gerne smide en kommentar med forslag til, hvilke slags makeup-videoer du har lyst til at se.

Ved du ikke, om jeg har givet gode råd? Så kan du tjekke mine gamle videoer her og her og her.

So this happened #3

Jeg er tjekket, life is glam, og her er beviset fra den sidste uge:

Jeg kunne godt fornemme, at drengene på jobbet syntes, jeg var ret cool, da jeg fortalte om den lækre flaske champagne min kæreste og jeg delte i weekenden. Jeg fulgte dog straks historien op med informationen om, at jeg var iført joggingbukser på sofaen og at vi så Ringenes Herre, mens vi drak den…

Jeg blev også vanvittigt excited og glad, da jeg så, at Huset Kbh igen i år holder biograf-aftener med Rocky Horror Picture Show – en af mine helt store kærligheder er film som den og Hedwig and the Angry Inch. Jeg synger med, jeg kaster med toastbrød og jeg tager min fine hat på. Og min kæreste elsker det også, og i vores ellers ikke særligt-overlappende filmsmag er det med at tage, hvad man kan få. Så jeg blev ivrig. Lidt for ivrig. Skyndte mig at bestille fire billetter – for så kunne vi jo tage nogle venner med. Og først da hele herligheden var bestilt og booket, og jeg skulle til at skrive filmen ind i kalenderen, indså jeg, at min kæreste slet ikke er i Kbh den weekend. Han er i Aalborg til julefrokost. Så eeeh. Film-date anybody?

Kender I de der dage, hvor man når at beslutte sig for at blive hjemme og pjække og ombestemme sig igen cirka fire gange, fra man står op til man er i skole? Sådan er alle tirsdage for mig. Jeg egner mig virkelig dårligt til at skulle op klokken 5-et-eller-andet for at tage toget til Odense, hvor en overfyldt bus skal bringe mig ud på SDU. Endda selvom jeg er helt fjollet med mine fag og mine skolekammerater. Tirsdag morgen var jeg lige ved at give op, da mit faste lift til hovedbanen skrev, at HAN i hvert fald blev hjemme. Jeg var tæt på at give op igen, da det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne nå det hurtige tog på cykel, men kun det næste. Jeg var næsten stensikkert blevet hjemme, hvis ikke jeg havde haft en kæreste liggende inde i sengen, som kunne dømme mig og en veninde-aftale i Odense, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men altså. Jeg var træt og udseendet blev derefter. Tog simpelthen i skole med krøllerne og pandehåret samlet i den samme crazy knold, jeg havde sovet med, og jeg indså først min fejl, da et kamerahold troppede op til første time på SDU og skulle filme vores forelæsning. 

Jeg havde den dejligste aften med to veninder og et par flasker rødvin i ugens løb. Vi snakkede og snakkede og det var en af de der aftener, hvor telefonen bliver i lommen, for der er rigeligt at tale om uden. Faktisk blev telefonen så længe i lommen, at jeg ikke opdagede, hvad klokken var, før jeg gik ned til min cykel. Klokken 2 om natten. På en arbejdsaften. Jeg elsker mig, men jeg hader mig. Thank god for flex-tid.

Har du også været jævnt til middel utjekket i løbet af den sidste uge? Jeg elskede min læser Henriette, der i sidste uge fortalte om, hvordan hun i et søvndrukkent øjeblik havde brugt tandpaste som fodcreme. Classic!

Var du ikke med fra starten? Du kan læse mit første So this happened-indlæg her.

Opskrift: Den bedste tomatsauce til ALT

Uanset om du skal lave pizza, pasta eller saftige meatballs, er det her tomatsaucen til dig. Den kan fryses, den kan blandes med et par dåser tomater til en lasagne eller bolognese og den er bare så god at have på lager, til de dage hvor du ikke orker at lave en tomatsauce fra scratch men stadig gerne vil have god smag og gode råvarer.

Saucen kan customizes til din smag og den kan gøre mere eller mindre koncentreret, alt efter, om du vil bruge den som en slags ‘sovse-bouillon’ eller helt som den er. Jeg beskriver den sammensætning, som jeg synes, passer lige til at putte direkte på en pizza eller som med en dåse flåede tomater* (og måske lidt fløde) giver serveringsklar pastasauce på ingen tid.

Du skal bruge:

  • En røvfuld tomater. 2-3 bakker, gerne forskellige slags (og farver). Helst på stilk – de smager af mest.
  • En rød peberfrugt eller to.
  • Store duske af dine foretrukne krydderurter; basilikum, rosmarin og timian er mine favoritter.
  • Olie – rasp eller oliven er ét fedt for mig
  • 3-5 fed hvidløg
  • 1-3 chilier (alt afhængigt af smag og chiliernes styrke)
  • 2 støre løg eller rødløg
  • groft salt og masser af peber
  • 1 teske sukker
  • 1-3 spsk balsamico

Fremgangsmåde:

Vask tomater og peberfrugter, skær løg, peber og hvidløg i store både – du behøver ikke hakke noget fint, og tomaterne må gerne være hele eller kvarte, hvis de er meget store.

Skyl en håndfuld af hver af de krydderurter, du gerne vil have og skær chilierne ud – du kan fjerne kernerne, hvis du gerne vil have den dybe chili-smag uden al styrken.

Vend løgene i balsamicoen, hvis du vil give dem en chance for at blive ekstra lækre og nærmest lidt karamelliserede.

Put det hele op i en bradepande eller et ildfast fad, så du har noget, der – lidt for opstillet – ser sådan her ud:

Kværn salt og peber i gavmilde mængder henover og drys sukkeret på også. Hæld gavmildt med olie henover, og bland det hele sammen, så krydderurter holdes nede under grøntsagerne i fadet (de kan godt brænde lidt på i ovnen).

Sæt hele herligheden i en kold ovn og tænd for den på 200 grader og lad sagerne varme med op og stå i ovnen omkring 40 minutter.

Efter 40 minutter, tager du fadet ud af ovnen og lader det køle i nogle minutter – mest for din egen skyld, for herefter hælder du det hele op i en gryde og stikker en stavblender i. Blend til du har en ensartet sauce og smag til med ekstra salt og peber, hvis det er nødvendigt. Nogle gange kommer man til at underkrydre lidt, når man laver store mængder. Fordel saucen i bøtter til fryseren i en god størrelse til din familie. Vi bruger nogle forholdsvis små bøtter, fordi det passer godt til 2-3 pizzaer eller en tomatsauce med en ekstra dåse flåede tomater.

*Køb flåede tomater frem for hakkede tomater – der er mindre tilsat vand per dåse, så du får mere for pengene.

Har du ikke lyst til italiensk? Min Pad Thai er også megalækker – og det tager kun en halv time at lave den.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)