For lækker til Roskilde?

Dengang der var noget, der hed Midtfynsfestival var min mor ikke vild med at sende sin unge teenagedatter afsted. Men hun kunne godt se, at intet kunne holde den unge rebel tilbage. Så jeg fik lov. Med dreadlocks, uden telt, fordi jeg alligevel sov hos vennerne, iført ski og med utroligt højt humør.

Intet kunne slå mig ud dengang. Ikke den vildeste regnbyge – det var bare en undskyldning for at gå ind i en fremmed lejr og få nye venner.
Ikke dårligt vejr, så hoppede vi bare i det fornuftige tøj og arrangerede ‘Olympiskede Lege’, så vi kunne holde varmen.
Jeg husker det som om, alle var søde og rare. Som om jeg fik tusind nye venner, og som om jeg ikke kunne få nok.

Klip til 8 år senere, hvor jeg rejser til Roskilde med Rikke. Og fryser. Indrømmet, det var min egen skyld, men det var altså lækkert vejr, da jeg pakkede.
Vi havde en aftale med en kammerat om at bo i hans lejr. Men han sov brandert ud, og det var VIRKELIG grænseoverskridende at blive mødt med en pms teenageattitude og spørgsmålet: ‘Hvem er i, og hvad vil i her?’
Jeg kendte ingen. Og halvdelen af de tilstedeværende ville tydeligvis ikke have mere selskab i lejren.

Vi kæmpede. Også for at finde venner andre steder. Men folk var så fordrukne, at jeg enten frygtede de ville kaste op på mig, eller håbede de ville skvatte omkuld, inden de nåede frem og rørte ved mig, med deres klamme hænder og åndede på mig med deres dødsånde.

Så fandt vi Rikke’s venner. Men det var som om, jeg ikke havde mere mod. Som om jeg ikke rigtigt kunne finde min ja-hat blandt mennesker, der alle kendte hinanden, og lissom havde en verden uden mig. Blandt mennesker, der i virkeligheden var ligeglade med, hvad jeg fortalte, når de spurgte ind til mig. Blandt mennesker, der bare ikke var så åbenhjertige, som jeg huskede.

Jeg troede jeg var festivaltypen.
Det viste sig, jeg kun var musiktypen.
Og så er festival faktisk slet ikke sjovt.

Endte med blærebetændelse, et virkeligt dårligt humør og et enormt behov for at være alene, hvilket fik mig til at flygte mod Rikkes lejlighed kl, 1 fredag nat – en rejse der skulle vise sig at vare indtil kl. 6,30 næste morgen. Men som alligevel var det hele værd.

Jeg elsker mennesker. Også de nye. Men en festival virker på en eller anden måde som en tsunami for mig. Jeg har brug for venner omkring mig. Ikke et hav af fremmede.

Lærte noget nyt om mig selv. Det var da positivt.

Følg, like og del: