For fuck sake, altså!

Top ét over dumme ting jeg gjorde i går:
Slog mig.

Idéen med dans på poolbord var måske ikke den skarpeste, men det gør vi tit. Faktisk stort set hver fredag, efter et halvt fadølsklippekort. Det er okay, det må jeg godt.

Og når dansen er overstået må jeg også godt smutte ned fra bordet igen. Der er dog ingen grund – OVERHOVEDET- til at hoppe. På høje hæle, med dårligt knæ.

Er du vimmersvej, det gjorde nas! Fuck altså – får gagreflekser af at tænke på, hvor ondt det gjorde.
Ligesom første gang.
Da jeg kæk og frejdig til boksetræning skulle lege karatekid og liiige vise Rikke, hvordan ‘tranen’ skal se ud. Og jeg straks efter lå rallende på gulvet, i et dødsskrig, mens min knæskal sad på ydersiden af mit ben.

Det skete sidste forår, og med skadetiden fra dette, efterfølgende operation og sygmelding herefter, spenderede jeg små 3 måneder på krykker sidste år. Og jeg hadede det! Plus ti kilo, passiv-aggressiv adfærd, og selvmedlidenhed. Kunne knap holde mig selv ud – og forstår slet ikke at mine skønne venner kunne.

Og så gjorde jeg det igen? HVORFOR? Knæskallen skal IKKE ud på siden af benet. Der hører den ganske simpelt ikke til. Indrømmet – jeg græd!

Nu er benet plastret ind i skinne fra ankel til lår, med 20 graders bevægelsesmulighed, jeg kan ikke støtte, men har smukke krykker til min hjælp. Det gør virkelig så ondt, at jeg kan diskutere en time med mig selv, inden jeg giver op og humper ud på toilettet for at urinere.

Øvsus. Kæmpe benskinne passer bare slet ikke til coctailparty på lørdag, cykel i solskin, Daddys 50 års fødselsdag, etc. etc.

1000 tak til Onkel Munk til gengæld. Hvis jeg nogensinde skal komme til skade igen, skal du være i nærheden! Fyren hentede min taske (selvom jeg havde angivet helt forkert destination), samlede penge ind til taxa, bar mig på ridder-manér ned af trapperne, tog med på skadestuen, fandt kørestol og kørte mig ind, bar ting, hældte somersby på mig, tog billeder for at dokumentere min elendighed (og hvor grim jeg ser ud med mascara i hele krydderen), ventede på mig i røntgen, skaffede og lagde ud for taxa ind til centrum, hentede øl mens jeg humpede hen til busstoppestedet og ventede på bussen sammen med mig, så jeg kunne komme hjem.

Fuck en darling! Har nu lovet ham middag på jensens (eller noget med whiskeysovs ihvertfald, det virkede som en god idé at the time), at han må vælge navnet til min førstefødte (Rumleskaft var på tale) og at han må komme med når jeg skal have skinnen af igen.

Hans nærvær gjorde alt tåleligt!
Nu er jeg imidlertid alene, ser crap tv – hvorfor sender de ikke noget ordentligt om dagen?, har ondt, er sulten og er generelt allerede tilbage i det ildsprudlende dragehumør jeg omtalte før. Stay clear people!
To uger til jeg skal på hospitalet og høre om jeg kan få min tandebøjle, designet til benet, af igen.

Så drik lige en øl og snup en dans for mig i dag – jeg kan ikke.

Følg, like og del:
20

Previous

Hvorfor jeg ikke bør interviewe over telefon:

Next

Læseeeeezzz…

1 Comment

  1. Åååååh gud, hvor lyder det bare helt forfærdeligt…. Det er dælme en god ven du har dig der. Jeg er sikker på at det hjalp da han hældte sommersby på dig..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)