Fantastisk fredag
Endelig kom fredagen. Den som jeg har ventet på lige siden vores etårsdag. Som jo ikke sang til himlen af romantik. Vi hyggede os da, og blev enige om at gøre noget meget specielt ud af vores 1,5 års dag. Som vi så glemte. Det er en udpræget vane, at vi kommer i tanker om den lille romantiske mærkedag en tre dage for sent.
Men NU, i dag, har vi været kærester i (tælle…) 19 måneder! Og as we speak er den Sunde og Raske på vej til København for at tage mig med ud og spise, inden vi tager ind på det kongelige og ser Kameliadamen – en ballet med musik af Chopin (min yndlingskomponist), om en smuk kurtisane, der lider af tuberkolose, misforståes af manden, hun elsker og dør alene og ulykkelig. (Lyder det bekendt? Ja, Moulin Rouge er bygget op om Kameliadamen).
Og dagens historie på jobbet blev en tung sag om Nordkorea, der gik pretty much lige igennem redigeringen, uden klager, omskrivning eller lignende. Så må man godt være stolt.
Nu skal det bare holde op med at regne, så jeg kan få mine stofsko på.