Et sted bag ved starthullerne

I ved alle de der gange, hvor jeg brokker mig over, at jeg har så travlt, så travlt, og slet ikke kan nå alt det, jeg gerne vil, og glemmer at gå i bad eller spise frokost, fordi der er så mange dejlige mennesker, der skal ses og så mange træninger, der skal trænes og øl der skal drikkes, og jeg i bund og grund synes, det hele er ganske hårdt?

Glem det! Slet det fra hukommelsen! FUCK, hvor er jeg dårlig til at have tid og ferie. Som i helt hysterisk dårlig. Som i at, jeg har ikke været uden for efter andet end mad og bland selv-slik, siden jeg kom hjem fra Skanderborg.

Havde ellers virkelig set frem til at komme hjem og se København og de typer, som bor her. Og komme til træning og lure på trænerne og grine med Stine. Og gå nogle ture i de smukke gader, inden efteråret kommer og gør det koldt. Jeg skulle også vaske lidt tøj. Skrive nogle artikler. Finde en ny ansigtscreme.

Men i stedet har jeg lavet dybe, insisterende balleaftryk i den røde sofa. Her sidder jeg. Eller ligger. Og det er det. Måske kører der lidt musik eller en serie på den bærbare. Men mest af alt så sidder jeg bare stille og stresser over alt det, jeg ikke når, når jeg bare sidder stille.

Problemet er, at jeg kom til at tænke. I et lidt for beruset, ømt og højtravende øjeblik på festivalen fik min veninde og jeg sat ord på, at jeg nu 2/3 inde i uddannelsen STADIG ikke ved, om jeg vil være journalist. Jeg véd, at jeg gerne vil være noget med ord, jaja. Men det er vel det samme som at sige, jeg gerne vil trække vejret på daglig basis. Ikke særlig specifikt. Og så havde vi et endnu mere ømt øjeblik, over Lennon, der engang sagde “When I was 5 years old, my mother always told me that happiness was the key to life. When I went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up. I wrote down “happy”. They told me I didn’t understand the assignment, and I told them, they didn’t understand life”. Ja, jeg sagde jo, det var ømt. Men hvordan finder man opskriften på det der ‘happy’?

Min største frygt i verden. Eller, måske ikke den største, men en af de mest udtalte, er at det i mit arbejdsliv skal gå mig som min fars. Han har et job. Han har haft det i nogle år. Han har aldrig haft svært ved at finde et job. Langt hen ad vejen ligner jeg ham. Når der skal mad på bordet, så må man gøre, hvad der skal til. Også selvom jeg måtte gøre rent på en teknisk skole i Thisted klokken fem om morgenen, eller pakke kileremme på en fabrik fra 22 til 06. Eller fiske lorte op af et badebassin i friluftsbadet. Det var ligesom en måde at sørge for, at resten af mit liv kunne blive dejligt og rart på.

Men han hader det. Han hader sit job. Og han er der 37 timer om ugen. Han gider ikke. Han glæder sig aldrig. Og hver dag er en endeløs række af minutter, der går mellem pauserne. Adskilt af en rugbrødsmad i kantinen og en pepsi max i eftermiddagspausen. Ind til han igen kan indånde den frie luft og køre hjem. Men så venter jobbet igen næste morgen.

Jeg vil ikke, vil ikke, vil ikke finde mig selv om fem år i sådan et job, der bare er en bitter pille, som hver dag skal sluges, for at resten af min tilværelse skal hænge sammen. Jeg vil bare så gerne glæde mig. Til et eller andet på det job. Men hvad?

Hvad kan gøre mig glad? På arbejdet? Hvad skal der til for at jeg glæder mig til at komme på job? Hvor kan jeg få den slags opgaver, som gør, at kreativiteten bare flyder og jeg virkelig får lyst til at gøre mig umage?

Hvad kan man overhovedet blive med ord? Er det sjovt at være tekstforfatter? Eller reklame-filejs? Kan man få lov til at hjælpe nogen med at skrive deres biografi? Eller hjælpe nogen med at forstå dansk kultur og forretningsmetoder?

Nu har jeg gjort det igen. Siddet stille for længe og tænkt for længe. Men jeg kommer aldrig frem til noget. Jeg bliver bare bange for, at jeg aldrig opdager det job, som kan få det til at gå op i en højere enhed for mig.

Argh. Bliver nødt til at vaske op nu. Og høre musik. Højt.

Følg, like og del: