Englen og djævelen på hver sin skulder
Når behandleren siger hurtigst muligt, siger han ja. Når behandleren siger ‘allerede onsdag’, siger han nej.
Når behandleren siger ‘slet ingen alkohol fra starten af’, siger han ja. Når han siger ‘antabus’, stejler han.
Når behandleren trækker, trækker han igen. Når behandleren skubber, skubber han imod. Men da de havde trukket og skubbet længe nok, kunne man se ham….
Den lille engel, der hviskede i hans ører. Mindede ham om, at det var for hans egen skyld. Mindede ham om, at han et eller andet sted gerne vil, selvom livet uden øl skræmmer livet af ham. Men djævelen hvisker også. At det kan han da styre selv, om han virkelig skal stoppe HELT med at drikke? Vil han det her? Det skal han ikke finde sig i! Sådan at blive presset. Vi skal ikke komme og bestemme over ham.
Og skal han sådan bare vippe djævelen ud med en morgenfjært, når han har været mandens tro følgesvend i 20 år? Han har givet trøst. Tåge. Ro. Og bare fordi der står et heppekor i lidt for stramme spandex-kjoler og hepper på englen nu, skal han selv have tid til at indse, at englen også har noget på hjerte, som han kan bruge.
Vi giver det tid. I dag startede med angstens sved, som automatisk giver djævelen magt. Men den søde behandler talte englens sag roligt og sagligt. Og han kom også til orde.
På onsdag skal jeg med ham til lægen, så lægen ikke kan sejle forbi det far og jeg synes er vigtigt. Han lader mig hjælpe, helt ind på lægens kontor. Det er fandme flot.
Onsdag tager han også til behandling igen. Rigtig behandling. Med rigtige mennesker. Måske endda med antabus i lommen. Jeg er ør af stolthed. Kampen er igang, og der skal nok komme off-dage. Så mind mig lige om i dag, hvis jeg ikke tror på projektet en dag!
24. januar 2012 @ 14:32
Lyder godtnok som om at du har et dårligt forhold til læger. Men ret mig hvis jeg tager fejl!
24. januar 2012 @ 14:55
Min far fik en stressrelateret depression for tyve år siden. For den fik han 2-300 stesolid hver måned i ti år, men ingen behandling. Så kom der fokus på, at læger udskrev recepter uden diagnoser, og fra dag til dag blev min fars pillemisbrug taget fra ham med det lægelige råd: øl med hætte på virker lige så godt. Jeg har egentlig aldrig haft en decideret dårlig lægeoplevelse, men det har min far. Flere gange. Så du har ikke uret, Kim. 🙂
25. januar 2012 @ 09:48
Er du vild, hvor er du sej kvinde!
Du er jo sindssygt stærk. Du må skille det her projekt i to: et der handler om din far som drikker og kommer til at skide på det hele, lyve, falde i og så rejse sig igen. Og et der handler om at du godt nok har meget at byde på. Alkoholismen er hans. Styrken er din. De skal ikke blandes!
Afsted med dig!
25. januar 2012 @ 10:47
Uh, du rammer nogle gange så hårdt at jeg har svært ved at skrive noget. Men hvor er det godt at i kæmper!