En skumbanansudvikling
Jeg ved ikke, om det er noget i luften herovre. Eller om det bare er fredag. Eller om jeg pludselig er blevet et bedre og sundere menneske, men der skete noget sjovt idag.
Da jeg fik fri fra arbejde cravede jeg en meget stor café latte med noget sirup og noget flødeskum. Flødeskummet værende den bærende del af mit brændende ønske.
Men køen inde i kaffebaren var umenneskelig lang. Faktisk helt hen til døren. Aaalt for lang til mit temperement.
Gav op på forhånd, og cyklede i døgnnetto for at tanke op på nogle… vatartikler, was it? Her faldt jeg over den gamle kending – skumbananen. Eller én skumbanan er det jo ikke. Det er en pose. Trejundredeogfemogfirs kaloriers tisgul skumsubstans dyppet i mørk chokolade.
Ligesom jeg gjorde stort set hver eneste eftermiddag i tissested. Fordi jeg hadede mit liv. Men elskede skumbananer. Og trøstede mig med skumbananer. Og åd mig fem kilo og en halv depression på for at trøste mig selv. Med kumbananer.
Og i dag, i anledning af, at jeg ikke fik min kaffe. Og at der er en årsag til, jeg skulle købe… vatartikler, følte jeg at et par skumbananer var på sin plads.
Jeg købte en pose, åbnede den og stoppede posen i lommen, så jeg kunne inhalere flest mulige på cykelturen hjem. Det har virket før. 3-5 minutter er alt der skal til.
Men i dag smagte de lissom ikke af… nok? Særlig meget? Det de plejede…
Jeg tror, at det er fordi, jeg er lykkelig.
Gemte endda de tre sidste og forærede dem til Leise.
