Én af dem

Det var vel egentlig kun et spørgsmål om tid, og alligevel er jeg rædselsslagen efter at have gennemlevet en tågeagtig morgen, der uden skyggen af tvivl beviser alt.

Det startede med, at jeg skulle ud og tisse. Bevares, det skal jeg hver morgen. Nogle mennesker bliver sjatpissere med alderen, jeg har altid været det. Og faktisk er det skønt langt om længe at kunne skubbe toiletturen til klokken otte i stedet for klokken tre om natten.

Men i dag var klokken så otte, konstaterede jeg, da jeg landede i sengen igen. Jeg diskuterer altid kort med mig selv, om jeg bør stå op, når det sker. Men faktum er, at mit liv i dagtimerne er røvsygt, og at det bedre kan betale sig at sove længe, end det kan at stå op og glo på tre timers morgentv, uden noget der bare ligner et mål for dagen.

Så jeg lukkede øjnene igen og forsøgte at glide tilbage i søvnen. Desværre var der bare i dag noget, der forstyrrede mig. Det lød mest af alt som en idiot med en megafon. Tæt nok på til at jeg kunne høre alt der blev sagt, men så nordjysk og dårlig håndtering af lydforstærkeren, at jeg alligevel ikke forstod en skid.

Det var faktisk ret enerverende. Især når jeg nu ENDELIG har lært at sove med en byggeplads på den anden side af vejen. Så SKAL der jo komme en ny irriterende lyd. Forsøgte at skelne ordene fra hinanden, og måtte nu indse at jeg var så vågen, at jeg lige så godt kunne stå op.

Og hvad gjorde jeg så?

Jo, jeg konstaterede, at der manglede müsli. Hoppede i tøjet, kiggede på uret – kvart i ni. Fakta åbner først klokken ni. Men så går man da bare en omvej.
Så jeg trissede med de andre arbejdsløse, kedsommelige mennesker ned til havnen og stirrede forundret på, hvad der lignede, 200 skoleelever klædt ud i alt fra spillekort til malerdragter, der stod forsamlet på en enkelt plads, hvor råberiet kom fra. Desværre var håndteringen af lydudstyret så elendig, at jeg heller ikke helt nede på gerningsstedet kunne høre, hvad der blev sagt. Så jeg aner stadig ikke, hvad der foregik. Jeg gloede bare.

Så gik jeg op til fakta, og stod de sidste par minutter frem mod åbningen klokken ni og smilede til de fire andre pensionister, der også stod og ventede på at være den første, der købte kattegrus idag. Oh rædsel, hvis der nu blev udsolgt.

Mit liv er sørgeligt. Klokken er halv elleve, og jeg har lavet alt det, jeg skulle idag. Må jeg så godt få rødvin?

Følg, like og del: