Elgigantisk idiotforetagende
Når jeg nu betaler 3000 spir for en hjælpeløs lille HTC desire, og den så går rabundus inden for sit første leveår, hvor jeg helt ærligt ikke har gjort noget nævneværdigt dumt ved den – jeg har endda haft et af de dér spassercovers udenpå for at beskytte lille Elly. (Det hedder hun.)
Og rigtig rabundus går hun jo ikke engang. Alt virker, undtagen den dér lille bitte dims der gør, at du kan HØRE, hvad dem du taler i telefon med siger. De kan sagtens høre mig. Telefonen kan sagtens ringe, klikke og vibrere, jeg kan bare ikke høre noget, når jeg tager den. Minor detail.
Og når jeg ikke længere bor i en by, hvor elgiganten findes og min stakkels mor får alt hyret med at indlevere en telefon for mig, følge op på den og hente den igen, fordi sms’en fra elgiganten siger at telefonen er færdig ved værkstedet, så har den bare at virke. Ikke stadig at være i stykker. Nøjagtig samme sted, hvor den var i stykker før.
Og når jeg så går ind i forretningen for at aflevere Elly IGEN, skal fyren ikke taste telefon’koden’ ind og sige: ‘Nej nej, den har fået fugt, så dækker vores garanti ikke. Det konstaterede de sidst på værkstedet.’
Hvad? Så de løj bare fore min mor, da hun hentede den ‘færdige telefon’? Og kan de godt bare SELV beslutte, at det er fugt, der, smart nok, fritager dem fra at opfylde deres garanti. Kan man ikke få en uvildig ekspert ind? De har ædt søm, hvis de tror, at jeg har 3000 at lægge hvert år til en ny smartphone, der åbenbart ikke kan tåle at komme udenfor i ‘høj luftfugtighed’, eller ‘regnvejr’, eller ‘med på toilettet efter nogle har været i bad’. Undskyld – hvad KAN den tåle?
Røvhulsrøvhuller. Må de godt bare sådan nægte at forsøge? Føler mig meget forbrugerforurettet. Desværre uden den mindste forstand på, hvad jeg kan gøre ved det.
Det var så, hvad jeg fik ud af at bevæge mig ud idag. Dét og så to par wolfordstrømper og en meget stor espresso-latte som jeg købte i vrede lige bagefter. Startede ellers min vredes-spree i ‘Sand’, men havde åndsevne nok til at forlade butikken uden at prøve verdens smukkeste frakke. Dammit, jeg kan ikke engang angry-shoppe ordentligt mere.
Følg, like og del: