Drømmen om tossen
Når jeg har lidt for travlt. Når jeg går ture ude ved forældrenes sommerhus. Når jeg ikke kan finde ud af, hvad pokker jeg vil med mit liv, når jeg en dag skal have et arbejde. Når jeg bliver træt af beton og bilos, teenagere på dansegulve, mylder i butikker og køberi af ting, jeg slet ikke har brug for, så er der en tanke, som vender tilbage til mig.
Man sku’ være landsbytossen.
Jeg ville gå med hat. Med store flamboyante kjoler, med slæb og hele pivtøjet. Jeg ville gro alt muligt i haven og børnene i byen ville tro, at jeg var en heks. Det ville jeg have det fint med.
Der ville være hunde over det hele. Jeg ville bo ud til kysten. Hver dag ville jeg gå en tur ved stranden.
Jeg ville bruge min energi på skiftevis at være lykkelig og have hjertesorger over, hvad jeg nu kunne finde af fejl i verden. Jeg ville tude højlydt, når jeg følte for det og drikke vin til frokosten.
Jeg ville gøre alt fuldt ud. Have store armbevægelser. Male tudegrimme malerier og udstille dem. Jeg ville lave et dybt, larmende og unapologetic grin (Dybere og mere larmende end nu, forstås). Gå med lilla og blå øjenskygge. Spise chokoladekage til morgenmad.
Jeg ville være langt fra alting. Ville ikke have en Facebook profil. Eller en blog. Jeg ville være fri for den udgave af mig, der har brug for at dele.
Folk ville synes, jeg var tosset. De ville nok have ret.
Men nogen gange, ik’? Så gad jeg bare virkelig godt være tossen langt væk fra byen, smarte jobs og stilletter.
Lidt som Stockard Channing i Practical Magic, faktisk.
