Down the drunken alley

Det var ikke rart i morges.

De der sidste få hundrede meter af Gothersgade inden Kongens Nytorv. Jeg har aldrig selv deltaget i en fest på et af de mange diskoteker og barer, som ligger forholdsvis ignorérbare i dagtimerne, men som om natten – især i weekenden – vokser tre hoveder og begynder at ånde på mig.

Nu, hvor det er blevet lidt koldt om morgenen, og jeg cykler før solopgang, kan jeg ligefrem mærke en lille temperaturændrig, når jeg bevæger mig forbi de døråbninger, hvor deres hormoner og blodårer har banket løs til rytmen hele natten.

Jeg kan lugte det. Som at cykle forbi en skraldebil. En sødlig lugt. Som en hørm, men ikke helt så kraftig. Men en mættet luft, der lugter sødligt. Af alkoholen og deres kroppe, mens de står og misser med øjnene mod den gryende dag, med hovedet dybe begravet i en kebab eller med en cigaret hængende slapt og uentusiastisk fra en hånd eller en mundvig.

Der er ikke mange af dem, der ser glade ud. Der hyler af grin, som om de har fået deres sjoveste øjeblik nogensinde lige hér i morgenbranderten. Nogle af dem ligner nogen, der ikke helt ved, hvad de skal stille op med sig selv. Måske har de glemt, hvorfor de er der? Enkelte af dem er kede af det eller sure. Følelserne på fulde mennesker afspejler sig som hugget i sten. Det er næsten lidt perverst at cykle forbi dem på vej til kontoret, og se tårevædede pigeansigter eller mænd der må holde deres venner for, at han ikke skal slå ud efter nogen.

Jeg er cyklet forbi dem så mange gange efterhånden. Og selvom jeg altid bliver umiddelbart mest rasende over de uanede mængder glasskår, de kan smadre ud på cykelstien og præcis HVOR elendige, de kan være til at se sig for og gå ind på fortovet, så er det aldrig den følelse, der forfølger mig.

I stedet bliver jeg trist. På deres vegne. Selvom jeg jo godt ved, at de er taget ud for at have det skidesjovt. Hell, jeg har da selv været ude med samme formål masser af gange i en anden by eller på et andet sted.

Men det er som om de sidste timer før daggryet med tiden er begyndt at skræmme mig.

For hvor jeg stadig kan skraldgrine med Rikke under armen, når vi dingler hjem efter en flaske vin lidt i tre om natten, eller hvor jeg godt kan blive sådan lidt ‘arj, lad nu være’, når skoene melder mig ud af dansegulvet klokken to, så vil jeg faktisk helst hjem deromkring. Så jeg ikke skal stå ansigt til ansigt med de store, voldsomme følelser, der dukker op lidt senere efter lidt flere øl eller gin/tonics.

Hvis jeg endelig skal pull en all nighter, så foretrækker jeg, at det er i en venindes køkken. Med mennesker, jeg ved, hvem er. Som jeg kan lide. Med forklædt som voksen på cd-afspilleren og ‘kan du huske dengang…’ som den mest brugte sætning mellem sokke-dansene på det imiterede dansegulv.

Jeg bliver så ufatteligt trist, når det ligesom… Går for langt? Når jeg cykler igennem flokken, der ikke vidste, hvornår nok var nok. Der måske endda har fået ødelagt en god aften ganske enkelt ved at blive ved for længe, med for meget alkohol blandt for mange mennesker.

Jeg siger ikke, at det aldrig kommer til at ske igen. Jeg siger bare, at jeg tror, jeg er ved at vokse fra det der med at blive ude hele natten. Jeg har det ikke i mig mere.

Følg, like og del: