Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid. 
2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.