Det der med at præge andre
Tusind tak for jeres indlevende og kloge kommentarer til mit indlæg om min far. Det giver mig en stor følelse af samhørighed, når mennesker forstår det svigt, jeg er vokset op med. Men det skal straks slås fast, at min mor altid har taget sig af mig og min bror. Jeg er ikke en stakkel eller et svigtet barn, men min far svigter i perioder os alle.
Men hvis jeg lige må runde emnet en gang mere, angående ‘Anonyms’ meget ærlige kommentar, så har hun ret. Jeg ville helt sikkert også være et mere naivt, velvilligt, afbalanceret og selvsikkert menneske, hvis jeg ikke på et tidspunkt i løbet af min opvækst havde indset, at de andre fædre altså ikke drak øl hver dag. Og at de andre børn ikke hentede øl til deres far hos købmanden inden de fyldte ti år.
De episoder der er fulgt med min fars druk er talrige og står klare i mine erindringer. Jeg husker ham både køre fuld med mig, lade mig køre bilen som 15-årig efter han havde fået for mange øl, de slingrende, snøvlende forsøg på at skjule, hvad alle kunne se. Jeg husker dumhederne, ordgyllen, selvmedlidenheden, væmmelsen, og visheden om, at han sad alene i sin bil og drak øl, inden han kom indenfor efter en arbejdsdag.
Men jeg husker også, at han legede med lego med mig – og han var altid musen, og så rejste vi til månen, og månen var af ost, og musen spiste så meget ost, at den fik ondt i maven.
Jeg husker for ti kroner blandet slik og en lunken Jolly cola, når jeg kom med på jagt omkring på Fyn.
Jeg husker knuset til min venindes stedfars begravelse, efter han alt for ung druknede.
Jeg husker klarest de fire år, hvor jeg aktivt valgte ikke at elske min far. Men jeg husker også de første fjorten år, hvor jeg forgudede ham. De hårdeste år, var mine teenageår, hvor jeg hadede ham og hans misbrug så inderligt, fordi jeg elskede ham for meget.
Jeg har flere gange foreslået min mor at forlade ham. Men ikke for at straffe ham. Kun for at give min mor de bedst mulige vilkår for at blive lykkelig, hvilket jeg ikke altid har troet på hun er. Jeg ved stadig ikke, om jeg tror på det, men jeg må erkende, at menneskers forventninger til tilværelsen er vidt forskellige.
Men det at hade én man elsker giver ar. Det at føle sig svigtet, forrådt, nedværdiget, negligeret, tilsidesat, angst og vred giver ar. Det at se et menneske, man har forgudet, vælge flasken frem for familien, såre dem der står ham nærmest, søbe i selvmedlidenhed, og forholde sig passivt til en tilstand kun han selv kan ændre giver ar.
Ville jeg have været et lykkeligere menneske med en sober far? Måske. Ville jeg have været et mere helt menneske, hvis alkohol ikke havde skadet mig inden jeg rørte en dråbe selv? Helt sikkert. Ville jeg have nydt min barndom mere og vokset op på en anden måde? Ganske givet.
Men jeg ville ikke være mig.