Den misforståede ungdom
I toget mellem Odense og Århus sent søndag aften, reddede ung utilpasset fyr min aften.
Han stod på et sted i Jylland, jeg var begravet i Ud&Se, så bemærkede ikke den præcise station. Men han smed sig i sædet med den tyngde og kraft, der kendetegner de stakler, som ingen rigtigt forstår og som derfor har lidt ondt i livet.
Bukserne havde hængerøv, ikke på skinny-jeans måden, men mere som dengang 2-pac ikke så nogen changes, and that’s just the way it is. Hættetrøjen var trukket op over kastetten, og ledningen mellem headset og telefon var tydeligvis ikke i brug til en samtale. For han var tavs som graven.
Til gengæld hørte han musik. Og med sin teenage hud og -attitude, er det ikke svært at sætte en stereotyp på ham.
Så gæt, hvordan solen lige pludselig strålede ned i mit ingenmandsland, da tonerne fra Christina Aguilera’s stemme hyle sig igennem et sted midt i ‘Lady Marmelade’ fra Moulin Rouge. Oh, yes he did!
Dagen reddet.
