Dårlig buksekarma…

Man skulle tro, at jeg, med de erfaringer jeg har indenfor buksekarma, ville gøre alt for at give stafetten videre.

Når vi tænker på, hvor glad jeg blev for informationen (altså efter jeg havde tjekket egen røv i spejl, med blussende kinder gennemgået i hvor lang tid de bukser havde været mine eneste træningsbukser, forbandet træningsmakker for ikke at sige noget og overvejet at skifte center for ikke at skulle vise mig for de samme mennesker igen i dækkende buks), skulle man tro, at jeg også ville være barmhjertig overfor damen til venstre for mig i dag til “Stram op”.

Hendes bukser var nemlig også piv-gennemsigtige, når hun bøjede og strækkede kroppen i de forkerte (eller rigtige) vinkler.

Hun var på en mor-alder. Måske lidt yngre. Okay, måske først i fyrrene – men min mor er altså sidst i fyrrene, så det er næsten mor-alder.

Da jeg opdagede det gennemsigtige stof, lå jeg i plankepositur liiige bag hende. Og kunne konstatere.

At hun ikke havde trusser på. Alle. Todo. The lot. I saw it.

Og hvordan fanden forklarer man en voksen kvinde, at man kan se – ikke hendes trusser- men hendes skræv i full frontal attack, når hun rækker ned efter fødder i diverse stræk? Eller står på alle fire og svinger benet i en balleøvelse?

Det har ALDRIG været vigtigere at hjælpe et medmenneske. Men jeg fejlede. Jeg sagde ikke noget til hende. Jeg kunne simpelthen ikke finde en måde at sige det på, hvor jeg ikke fik lyst til at skyde mig selv. Nu har jeg det lidt skidt. Ret skidt. Meget.

Hvordan siger man sådan noget?

Forresten, da jeg hoppede ud på løbebåndet bagefter (Planen var tyve minutter OVEN i holdet, men det blev til fem. I gang) kom mit nye træningsmotto til mig. Fordi benene ikke ville virke og begge fyre på hver side af mig bragede afsted med 12 kilometer i timen – mens de TALTE sammen? Må man det? Er der ikke en fysisk lov mod at være i stand til at føre en samtale under motion?

Nå, men. Det gik op for mig. Min krop er ikke skabt til fart – den er skabt til kage.

Følg, like og del: