Da verden blev god igen

Havde et svedigt flashback til en tidlig morgen i Stansted Airport, sidste søndag da jeg sad ombord på tog på vej til Kastrup og indså, at jeg ville have maksimalt 30 minutter til at checke min bagage ind, når jeg ankom til lufthavnen. Ikke. Igen.

Måtte vente tyve minutter på Københavns banegård. Og så holdt toget gudhjælpemig for rødt på vej til lufthavnen. Sved-stress all over! Stressede ud til lufthavnen og var på vej direkte i check-in køen, da behjælpelig lufthavnsmedarbejder meddelte mig, at jeg lige skulle checke ind på en ‘tast-selv’ stander, inden jeg kunne aflevere min bagage. Fml.

Heldigvis kunne han fornemme min panik og måske endda se min puls på 200 der bankede afsted i min hals, for han tilbød at hjælpe mig. Vi gik sammen til en check in stander, hvor jeg skulle taste mit reservationsnummer ind. Det havde jeg på et billede på min telefon, for printeren virkede selvfølgelig ikke, da jeg skulle afsted om morgenen.

Det var så hér jeg indså, at jeg havde taget billedet, så jeg med stor præcision KUN havde den nederste halvdel af mit reservationsnummer. No! Nonononono! Hvor dum kan man være?

Men ved I så, hvad Martin (som der stod på hans skilt) gjorde? Han stirrede intenst på billedet på min telefon i cirka fire sekunder, tastede nogle bogstaver på standeren og GÆTTEDE mit reservationsnummer i første forsøg. Gu’ gjorde han så! Og jeg nåede at checke min bagage ind i tide, og kom med fly på studietur!

Mens jeg så var i Frankrig mødte jeg en parfumeri-dame, som jeg mistænkte for at forsøge at sælge mig en virkelig dyr Chanel-parfume. Men det viste sig blot, at hun tilbød mig et sprøjt at gå hjem på. Så resten af dagen duftede jeg af blomstereng, selvom jeg bare skulle købe neglelakfjerner.

En uge i Fraaaans består mest at hvidt brød og pasta. Crossainter til morgenmad, baguettes til frokost og pasta til aftensmad. Havde jeg ikke været travlt optaget i EU-parlamentet, havde jeg måske forsøgt at finde noget andet og bedre. Men nu åd jeg bare, hvad der blev serveret – og da jeg kom hjem, kunne jeg ikke lukke halvdelen af mine kjoler. Et skræmmende indblik i, hvad kulhydrater kan gøre.

Så har været temmelig opmærksom på min krop og på mit tøj og på, at jeg absolut ikke er tilfreds i denne weekend. Hvilket jeg ikke missede en chance for at påpege. That is indtil den Sunde og Raske Fyr lagde hovedet let på skrå og undrende sagde: ‘Det har jeg slet ikke lagt mærke til. Jeg kan altså ikke se det…’ (Så er der jo ingen grund til at gøre ham opmærksom på det).

Så i stedet nød jeg bare, at vi har været kærester i hele seks måneder – og for en gangs skyld huskede datoen for det. Så vi gik i biografen, nussede, kyssede, levede en hel dag af slik, og da han kørte hjem sent i går aftes, var jeg så tryg og glad, at jeg faldt i søvn med et brag og sov igennem. For første gang siden mit indbrud.

Så ved I hvad? Jeg tror, foråret er på vej.

Følg, like og del:
error20

Previous

Dæmonkjolen

Next

I medgang, modgang og gang.

1 Comment

  1. Tillykke. Søvn er roden til alt godt. Så fra nu af bliver det kun bedre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)