Da far steg på Antabussen
Hæsligt ordspil, jeg ved det godt. Men mit stand up.dk hjerte krævede det af mig. Det er også meget rart at placere lidt dårlig humor i starten af et alvorligt indlæg, i håbet om at det kan løsne på krummede tæer og selvudleverende skrivning.
Min far drak én øl i søndags. Og to igår. Søndagsøllen har jeg ikke styr på. Faktisk er jeg bange for, at den blev serveret af den selv samme ven, der lørdag lovede min far sin støtte. I går skete det, fordi far var alene hjemme, mens mor var til Banko. Det var mere end hans hjerte kunne bære, og på alkoholiker-måden rodede han rundt i gemmerne i kælderen, indtil han fandt to øl at drikke. I morges fortalte mor ham, at hun var ked af det. Men en egentlig snak fik de ikke. I dag har min bror og jeg fortsat tiet det ihjel. Det er så barnligt og berøringsangst og dumt. Men vi kunne ikke finde et hul ind til den samtale, som vi alle tre ved, vi bliver nødt til at tage.
Det var jo også næsten for godt til at være sandt. Og for nemt. Og far var for dygtig. Det var vel næsten på tide, at noget gik lidt skævt. Til vores held tilbringer far 12 timer om ugen blandt tidligere alkoholikere, der nu er virkelig kompetente behandlere, og de serverede ham en løsning i dag, som jeg virkelig godt kan leve med.
Han tager antabus, når han er til behandling. De beder ham om det, hvis han ikke gør det af sig selv, og de ser på, mens han placerer tabletterne på tungen, skyller efter med vand og synker herlighederne. De tager den vagthund-rolle som ingen af os derhjemme magter at tage. Fordi vi hellere vil elske ham og støtte ham, og fordi vi ved, at vi skubber ham lidt fra os, når vi forlanger dette af ham. Manden er misbruger, han hader antabus overalt på jorden. Det kan ikke komme bag på nogen.
Men med denne problematik ude af verden, kan vi mødes til familiemiddag på fredag og tage fat i det, der lige nu føles som det største problem. Mor og Far sammen. De vil så gerne. Han vil så gerne søge hendes støtte, høre hendes meninger, have hendes råd. Hun vil så gerne støtte ham, være konstruktiv og positiv og tro lidt på ham. Men imellem de to får de gang på gang slået kommunikationen tilbage i defensiven. Uden at kunne sætte en finger på hvad der går galt, får mor stillet et sarkastisk spørgsmål, som far svarer på med et nyt spørgsmål, hvilket får mor til at føle, at han taler udenom, og så videre og så videre.
De vil så gerne. Men lige nu famler de begge i blinde. Det positive er, at de famler efter hinanden. Jeg håber, at bror og jeg sammen, kan hjælpe dem med at finde hinanden i mørket, så de kan opleve denne rejse sammen.
2. februar 2012 @ 10:58
Trix, kan din mor ikke også få hjælp til at håndtere det? Det er jo lige så svært for hende, som for din far, tænker jeg.
Og dig og din bror også! For I bliver nødt til at ‘grab it by the balls’ og få hevet tabu-delen ud af det, så det ikke skal være en kamp hver eneste gang det skal på banen!
Sagde hende der KUN kan gætte hvordan det er… Og som derfor beder sig undskyldt hvis jeg ikke fatter en skid…
2. februar 2012 @ 15:37
Jo, vi skal alle tre have et forløb derovre også. Men vi kan ikke komme igang, før forsikringen har godkendt forløbet. Vi er på vej den rigtige vej, men med tyve års misbrug får det bare ikke altid så hurtigt, som man kunne håbe. Fredag tager vi et nøk mere.
2. februar 2012 @ 15:59
Trix, der findes noget der hedder TUBA. Som er for voksne børn af alkoholikere, De har gratis rådgivning og terapi til sådanne nisser som os. Jeg har ikke selv været der, jeg er sgu for dum, men min søs har været i nogle forløb hos dem, og det var godt.
Jeg skal lige love for at dine posts ribber op i gamle følelser, det er både godt og skidt, men men mest godt. Og hvor er det altså allertiders at du er så blogåben om det hele. Det tror jeg er meget sundt.
3. februar 2012 @ 23:13
Uh-HA den er svær den der……
Da jeg oplevede min far tage den ud over kanten for alvor efter han blev alene, kan jeg næsten ikke understrege nok, hvor positivt jeg ser på det, at dine forældre stadig VIL hinanden.
JEg håber virkelig det bedste for jer allesammen…. og som sådan (allesammen) har i de bedste odds….. 😀
4. februar 2012 @ 09:36
Tak for støtten. Det er både smukt men også farligt for mine forældre i disse dage. For jeg er ikke i tvivl om, at de elsker hinanden. Men de er nødt til at lære hinanden at kende helt forfra, og så skal der unægteligt slibes nogle kanter. Men du har ret – de har hinanden og det er en life saver i denne sammenhæng…