Kategori: Træning

Minder der mangler i voksenlivet

I denne uge spurtede jeg 100 meter crawl på 1:47. Det var første gang siden årene, hvor jeg arbejdede som livredder, at jeg reelt har taget tid på min svømning, og min tidtagning førte en fortrydelse med sig, som jeg ikke har kunnet slippe siden.

Jeg er nemlig tidligere amtsmester i 100 meter butterfly. Engang i halvfemserne blev jeg også juniormester i svømmeklubben Flipper på Nordfyn. Jeg har vundet måske 20 guld-, sølv- og bronzemedaljer i de år, hvor svømning var en fast tirsdag-torsdagsbegivenhed i mit liv. Og jeg har skrabet måske dobbelt så mange diplomer med distancer og tidtagning til mig, før gymnasiets fadølsanlæg endegyldigt blev mere interessant end vennerne til svømning.

Men jeg har ikke en eneste ting tilbage fra de år. Ikke engang min pokal. Intet har jeg gemt.

Da jeg var allermest vred som teenager, brændte jeg mentalt broer. Jeg tror ikke, omverdenen opdagede noget. Men jeg slettede, klippede og kradsede krakilsk ting ud af mit liv, som i vredens afstumpethed ikke havde værdi mere.

Som de klassebilleder, jeg klippede i stykker fordi dele af min skoletid gjorde ondt, så skilte jeg mig af med svømmeminder og pennevennebreve og udklædningstøj og nedarvet tøj og ferieminder, så snart jeg ikke længere havde en forbindelse til det, som minderne repræsenterede.

Jeg havde ikke et sprog for den melankoli og fortrydelse som minder kan vække. Jeg kunne bare mærke, at de ikke kun gjorde mig glad. I dag ville jeg give en finger eller to tæer for, at mine forældre havde vidst, hvad jeg lavede inde på værelset og havde listet minderne op af min skraldespand og ned i en papkasse, jeg kunne genbesøge i dag. Det vil jeg prøve at huske, hvis jeg en dag selv bliver mor. At samle minderne – måske en fin scrapbog eller bare en æske, som jeg passer på. For den ville jeg virkelig sætte pris på i dag.

Om ikke andet så bare for at finde ud af, om jeg er blevet hurtigere eller langsommere på 100 meter crawl.

Følg, like og del:
error20

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Følg, like og del:
error20

So it begins. Verdammt.

Hvorfor kan jeg ikke bare gøre ting på en normal, sund og tilstrækkelig måde? Hvorfor skal alt være all in eller not in at all med mig?

Jeg vil være ærlig. Det der træningshejs går sgu fint. Vi griner, prøver en masse forskellige hold, og hell – en af mine venner spurgte for nylig, om jeg dog ikke havde tabt mig? (Svarede: naaaerjeøh. Bare sådan strammet lidt op du ved?) For jeg vil helst ikke være ved at ændre bevidst på min krop. Som om den ikke er god nok, som den er.

Træning tre gange om ugen giver fine prioriteter. For hvis man kan prioritere at træne, kan man også sørge for at se venner, holde fri i weekenden, handle ind til lækker mad og andet godt. Træning tre gange om ugen giver fin nattesøvn mig mig. Og lidt mindre dårlig samvittighed på 500-gram-bland-selv-slik-dagene. All is good.

Hvis ikke, det altid skal tage liiidt overhånd. Som i denne uge. Hvor der – gyyys – pludselig står fire gange træning på programmet. Og den Underskønne Leise lige skriver og foreslår spinning i dag oven i hatten. (Kom ikke med, sov middagslur efter job fra 5-13). Men hvad sker der så for, at jeg har dårlig samvittighed nu? Hvorfor bilder mit hoved mig ind, at det hele tiden skal blive større og vildere? Hvorfor føles det forkert ikke at træne, når jeg allerede HAR planlagt ugens træningsdage med Stine?

Kan også mærke den dårlige samvittighed hviske mig i øret, når jeg handler. Der ryger langt færre poser skumbananer ned i kurven these days. Hvilket i og for sig er en god ting. Det sker i høj grad fordi, ‘nu skal jeg jo ikke ødelægge træningen’. Men pludselig æder jeg røvsyge salater til frokost uden at se skyggen af tilfredsstillelse eller mæthed. Ikke sådan en ordentlig røvfuld fra Smag eller det Grønne Hjørne. Bare en papsalat fra Netto, hvor jeg før eller siden begynder at holde igen med pastaerne i bunden.

Og ved i hvad? Det eneste som den stigende fanatisme og konstante dårlige samvittighed jeg giver mig selv fører til er, at jeg på et eller andet tidspunkt hader foretagendet så meget, at jeg smider alt fra mig, hvor jeg går og står og går i antimode. Slik, kage og ingen træning, fordi det kan ikke passe, at jeg skal kontrollere mig selv så meget. Så plejer jeg at give los for alt. Alle barnlige, usunde og ufornuftige impulser bliver levet ud og fulgt til dørs, indtil den levevis også bliver problematisk i min samvittighed.

Kan ikke forstå, at jeg skal gøre det så svært for mig selv. Altid skal køre i ring, hvor perioderne mellem de to yderpunkter kører fint, men hvor det før eller siden altid bliver for meget af det gode. Fordi jeg ikke ejer mådehold med noget i mit liv.

Der er bare ikke rigtig nogen naturlig grænse for mig. En stor del af den gode følelse efter træning, er for mit vedkommende, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over IKKE at have trænet. Ikke den der ‘high’ som alle taler om. Bare en streg i regningen, så jeg ikke er et dårligt barn i dag.

Jeg tæver mig selv mentalt, hver gang jeg ser mig i spejlet i perioder. Ligegyldigt hvilken vej forandringerne går. Fordi det går for stærkt/ for langsomt/ forkert/ den forkerte vej men mest af alt, fordi jeg ikke bare kan slappe af og sige: Fuck nu det, Jeg er fantastisk. Det kan jeg godt nogle dage, men faktisk oplever jeg for tiden, at jeg får flere øv-dage, jo mere af det ‘rigtige’ og ‘sunde’ jeg gør for mig egen krop. Som om jeg er ligeglad, når jeg intet gør, men når jeg gør lidt af det rigtige, er det aldrig godt nok.

Tror jeg tager et meget langt bad efter træning i morgen og lige holder et møde med min hjerne. For jeg troede ærlig talt ikke, jeg var sådan en kælling, der gik og bagtalte og tænkte dårligt om folk. Jeg gør det så bare ved mig selv i stedet.

Blah. Nu kan vi ikke holde mere dårligdom ud – Trix er fantastisk, jeg smider badevægten ud!

Følg, like og del:
error20

Mrs. McSweaty

“Jeg vil bare gøre alt for at tabe de skide 10 kilo.

– Altså bortset fra at træne og spise sundt”

Det er kommet listende sådan lidt i den sidste tid. Fordi det har været varmt udenfor. Og fordi min arbejdsplads ligger helt oppe under et tag, hvor ufattelige varmegrader hver dag over middag samler sig og truer med at smelte os alle. Og fordi Stine og jeg er begyndt at… ja, altså. Vi træner. Tre gange om ugen. (Med forbehold for studieture og lørdagsdruk). Men vi træner ret meget. Og jeg er ikke sikker på, jeg kan lide det.

Først og fremmest, fordi det får mig til at stalke alle mulige træningsblogs efter inspiration. Og det giver mig både dårlig samvittighed OG dårlig selvtillid at sidde i sofaen med en pose killinger og glo på

Jillian Michaels: 6 week Six-Pack Program

men også fordi, jeg lærer at svede.

Nogle mennesker har gjort det altid. Det der med at svede over hele kroppen. Jeg personligt, har altid ligget i et svømmebassin, hvor man ikke mærker sved, eller presset mig selv så tilpas lidt, at jeg maksimalt har svedt på panden og under armen.

Så det der foregår i disse dage er en slags revolution. Og så er det, jeg opdager, at jeg altså får lettere til sved (og lugt) for tiden, efter min krop har lært at lukke op for fontænen til træning. I morges til det der forfærdelige spinning (jaja, jeg sagde, vi træner. Jeg sagde ikke, vi kan lide det), var det så galt, at der løb en dråbe sved ned af min skulder? Sådan midt på armen. På YDERSIDEN af armen? What the hell?

Og selvom vi dampede af en evighed. Og jeg gik i laaangt bad. Og jeg prøvede på ikke at cykle alt for stærkt på job, og faktisk lod regnjakken stå åben for ikke at dugge inden i den (og dermed mistede hele formålet med at tage den på i regnvejr), ja så sidder jeg altså alligevel nu tilbage i sofaen og lugter lidt af sved. Gennem både deo og parfume.

Sveder almindelige mennesker også sådan randomly igennem dagen? I så fald gider jeg ikke være almindelig.

Og alligevel fortsætter vi. Fordi det med stor præcision ER for sent at nå bikinisæsonen. Så vi træner bare for vores egen skyld. For hvor meget jeg end hader det, mens det står på, så ender vi altid med at skrige af grin sammen og have det virkelig godt i kroppen bagefter. Suk.

IMG_20130607_160253 IMG_20130604_080605

2013-04-26 18.37.51  IMG_20130604_095703

2013-04-23 08.54.18  IMG_20130604_093616

Bevismateriale har vi til gengæld nok af. Pictures or it didn’t happen.

Følg, like og del:
error20

Op ad bakke

Helt ærligt, hvorfor var der ingen der sagde noget?

Træning gør mere ondt på andendagen. Det er åbenbart common knowledge.

Røvhuller.

Følg, like og del:
error20

Et usundt forhold til fitness

Jeg er typen, der enten er all in, eller not in at all.

Så da jeg tog i fitnesscenter i går for første gang i denne uge, kunne jeg jo lige så godt prøve det hele. Det tog næsten to timer at komme igennem de forskellige maskiner. Måske fordi jeg startede med en halv time på en Crosstrainer – og de maskiner er virkelig alle lidelsers moder. Bare spørg Citygirl.

Skvattede ud af sengen i morges. Troede et kort øjeblik, at der var noget alvorligt galt, og nåede faktisk at blive rigtig bekymret over, hvilke sygdomme der kunne forårsage kollaps i understel på den måde, indtil krampen satte ind i højre røvballe. Ja, så kunne jeg vist godt huske noget work out igår.

Har strukket, aet og tigget kroppen om at opføre sig pænt, og bevæger mig nu problemfrit rundt som senil seniorborger med bæ i ble, men frem kommer jeg da.

Så er det bare, at jeg så småt fortryder, at have pralet overfor le Sunde og Raske Fyr, at jeg liiige ville smutte ned og spinne en halv time idag.

Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Følg, like og del:
error20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)