Kategori: Rejser Page 1 of 3

Advarsel: Turistfælden vi ikke forudså

Jeg er virkelig en sucker for et hav og en smuk kyst. Få steder har gjort så stort indtryk på mig som Big Sur-køreturen i USA med min veninde Rikke (Mere om det i en anden tekst). Det var derfor slet ikke svært for mig at google mig frem til de fem italienske kystbyer Cinque Terre, da jeg i sommerferien skulle kombinere indflyvning til Firenze med en aftale om at prøve vandring – allerhelst bjergvandring.

Og det ser da også ufatteligt smukt ud:

Uden at vide det, reddede vi os måske den bedst mulige booking. For de fem byer er, ud over at være forbundet af vandrestier, som sender én flere hundrede meter op ad bjergsiderne, også forbundet af både tog og færger.

Vi bookede to nætter i den midterste by af de fem: Corniglia, og da vi ankom om aftenen så det hele fredeligt og idyllisk ud. Inde blandt de smalle stengader fandt vi vores (lille) Airbnb, som ikke helt selv havde den udsigt, der var blevet skiltet med, men på pladsen ude foran kunne vi se ud over havet og stjernerne, så vi var egentlig fint tilfredse for to nætter.

Vandreruterne var vi også fint glade for (nogle mere end andre – av mine ben), men næste dag, da vi satte vandrekursen mod nabobyen Manarola, fik vi et chok. Den lille by, der kun var en smule større end Corniglia, var oversvømmet af mennesker. Byens torv, hovedgade og havnefront var som en lort, der var sat til med fluer. Mennesker sværmede frem og tilbage blandt souvenirbutikker, caféer og udkigspunkter og det var næsten ikke til at være i.

Vi ville skynde os videre til den sydligste by på vandreruterne Riomaggiore kun for at møde en vandrerute, der var lukket. Det skal lige siges, at det altså ikke er det, jeg brokker mig over. Vi kom bare ikke videre til den by, så den kan jeg ikke udtale mig om. I stedet hoppede vi på en båd med 200 andre mennesker og sejlede op ad kysten. Vi valgte at stå af en by over Corniglia i Vernazza, hvorfra vi ville hike hjem. Hovedbyen Monterosso al Mare så vi altså heller ikke. Og det var måske en fejl, for så snart vi var gået i land i Vernazza fortrød vi.

Her var endnu mere overfyldt, upersonligt og sværmende end i Manarola, og selv om der skal være plads til os alle, så var der ganske simpelthen for proppet til, at nogen som helst kunne få en god oplevelse ud af det. Vi skyndte os op på vandrestien, som hele dagen var velbesøgt men aldrig så overrendt, at vi ikke gad gå der.

Men byerne. I dagtimerne er byerne så sat til med menneske, at det er både lidt uhumsk og meget ucharmerende, og man føler sig dum og lemming-agtig, når man maser sig igennem de sammen gader som 3000 andre mennesker i en by med måske 200 indbyggere.

Det gik op for os, at selv om byerne sælger sig på at være vandrebyer, så gør bådene og togforbindelsen mellem dem, at mange mennesker tror, at de på den måde kan opleve fem autentiske italienske landsbyer på rad og række – nemt og hurtigt. Men faktum er, at når det er så nemt at komme frem og tilbage, så er der for mange mennesker, der gør det. Den eneste grund til, at vi ikke havde oplevet det så slemt i Corniglia var, at den som en høj kystby ikke havde en havn – så kun togpassagerne kunne stå af her. Da vi kom tilbage sidst på eftermiddagen, var der fortsat et rend af turister, som netop var ude for at ‘besøge alle fem byer’. Men ikke så slemt som i de to andre byer, vi havde besøgt. Vi søgte tilflugt på vores lille terrasse og som aftenen faldt på, fik vi byen for os selv igen og kunne uden problemer få en plads på en god restaurant og spadsere i gaderne i ro og mag.

Alligevel kan jeg ikke anbefale at besøge Cinque Terre. Måske kan det være interessant at besøge hovedbyen, hvis I alligevel er på køre-ferie i området. Eller hvis I elsker at vandre, så var det altså nogle rigtig fine ruter. Men byerne i dagtimerne er overrendte, hede og meget lidt hyggelige.

Jeg vil gerne kunne uddrage en lektie, så noget lignende ikke sker igen for mig. Men jeg er faktisk i tvivl, om jeg ville have lagt to og to sammen og regnet ud, at det ville være helt ad helvede til, SELV hvis jeg havde tænkt nærmere over togforbindelse og færgeruter i området.

Har du prøvet at blive fanget i en turistfælde, du vil advare imod? Eller har du måske været i Cinque Terre og haft en helt anden oplevelse end mig? Så hører jeg gerne fra dig i kommentarfeltet.

Følg, like og del:
20

Når der officielt er to timer til weekend

Men chefen allerede HAR hentet ferieøl.

ezgif.com-crop

(Williamsburg Brooklyn, New York)

Følg, like og del:
20

Barcelona pros and cons

Ja tak til:

Hvis der ikke kommer flere biler, går du bare over for rødt. Også selvom politiet holder ved siden af. Du må godt.

En plade af den fineste, lokale chokolade koster 1,89 euro.

En kande/liter sangria til 10 euro.

Toast til morgenmad.

Havudsigt. Og hav. I byen. Jeg kan slet ikke formulere, hvor vild jeg er med vand – og med at bo lige ved det.

Telefon uden dataadgang, hvor der ikke er wifi. Desværre Facebook, blog, twitter og alle andre tendenser, som konsumerer 70% af mine vågne tid i Danmark – når jeg sidder på en café hernede, er det kun min medbragte bog og sommetider en spansk avis, der kan få min opmærksomhed.

Nej tak til:

Læsetest i skolen. Altså en skriftlig test uden hjælpemidler, som skal afgøre, om du har læst materialet, der er opgivet i faget. Det materiale, du ALDRIG læser, hvis du mundtligt er vant til at kunne tale dig ud af alting. Men som du nu skal kunne udenad – og udelukkende med de samme ord, som bogen oplyser. Ingen fortolkning eller selvstædnig tankegang her, tak.

Hunde-bæ under skosål.

Den mimik, du udvikler, når du holder op med at smile til folk på gaden og i stedet bruger de fleste timer alene i det offentlige rum på at surmule. Ikke godt for fjæset. Men helt ærligt, så lad mig da være klamme mænd.

Vand der smager af klor, får dit hår til at imitere Diana Ross i slutfirserne og dine wolford-strømper til at størkne i stedet for at tørre?

Vægge af pap. Til alle sider. Også ud til gaden.

Kærestepar der skændes på altan på den anden side af glas-skydedør, mens du sidder i stuen ved siden af. Højt. Og længe.

Følg, like og del:
20

Københavnerpigen

På sådan en dag som i dag, hvor Roskilde smider et fabelagtigt lineup, det kilder i maven fordi, jeg skal se den Sunde og Raske i moooorgen, og jeres dejlige billeder fra smukke forårsdage pryder Instagram ud over det hele, kan jeg godt mærke det.

Jeg er Københavns pige, og København er min by. Selvom Barcelona ligger for mine fødder. Tro ikke, at jeg ikke nyder livet her også. Men København har bare alt, jeg har brug for.

København har en metro, som (når vinden blæser rigtigt) kører hele natten, Assistenten til solskinsdage med den Sunde og Raske, Thai take away klokken to om natten, døgnåbne kiosker, hotdogs, staden, verdens smukkeste nevø (og hans forældre), Stine og også snart Rikke! Flere dejlige damer, jeg hverken kan eller vil undvære, langt færre bakker, når man cykler rundt, førnævnte festival, Sankt Hans Torv, Pille, som skal være min rullementor, når jeg kommer hjem, mine rulleskøjter, min svømmehal, min lejlighed, min kæreste, mit hjerte.

Kan ikke lade være med, at klaske hånden i panden over, at jeg midt i en helt fantastisk oplevelse i en fantastisk by, altid er så meget en drømmer, at jeg går og tænker på næste skridt, næste by, næste krølle på min historie. Men jeg tror på, at jeg ikke nyder nu’et mindre bare fordi jeg ved at om lidt’et også bliver helt til skyerne!

 

RF13 var også bare lige i øjet. ØJET SIR’ JEG DIG!

2013-07-05 20.08.14 2013-07-06 20.17.32 IMG_20130706_111544 IMG_20130705_173900 IMG_20130705_150232 IMG_20130705_165004 IMG_20130705_125230 IMG_20130703_075055 IMG_20130704_085515 IMG_20130704_005203

Følg, like og del:
20

Life is good, si?

2014-03-23 17.15.51 2014-03-23 11.22.14 2014-03-15 16.34.47 2014-03-15 11.24.40 2014-03-09 14.26.08 2014-03-08 17.39.08 2014-03-08 11.26.57 2014-01-21 13.23.04 2014-01-21 13.21.23 2014-01-21 08.36.19

Følg, like og del:
20

Når nye venner bliver tætte på rekordtid

Lise var den første. Ven altså. Hende har jeg kendt, siden jeg kom til verden. 27 år er det sådan set blevet til nu.

Rikke hang på mig fra første skoledag i børnehaveklassen. Vi har delt klasse hele vejen gennem tre små, landlige folkeskoler og gymnasiet. Stine og Pernille kom til i 7. klasse.

Dem og enkelte andre dejlige damer fra way back, kan nærmest i søvne fortælle, at pandekager midt om natten er min specialitet. De kender mine snappy come backs, før jeg siger dem. De bliver ikke overrasket, når jeg uforvarende bliver en gribbekontrollerende whatever-zilla, når folk forsøger at tage beslutninger for mig. Vi har delt så meget efterhånden, at de færreste ting kan komme bag på dem. De har set det hele.

Line mødte jeg først, da jeg kom til Barcelona. Over nogle øl hos fælles venner. Vi har kendt hinanden i to måneder nu.

I den tid har vi delt flere oplevelser – af de store, venskabsformende, end jeg har nået med de fleste af mine venner gennem hele livet.

Vi har delt nederen boligsituationer. Ikke de samme, men vi stod cirka samtidig i boliglort til knæene og kunne spejle os så tydeligt i hinandens oplevelser, at det uundgåeligt tegnede tydelige billeder af, hvem vi er og hvilke værdier, vi deler.

Vi har siddet sammen på café, da jeg fik stjålet min pung. Og Line gik uden at kny med på politistationen, hjalp mig med det spanske og hjalp med at udfylde alle dokumenters moder.

Vi har delt boligjagt. Først på den lette, drømmende måde. Hvor man som venne-nyforelsket kan se sig det samme sted som den anden. Hvor det er nemt at slibe kanter. Senere delte vi en noget mere desperat boligjagt, hvor hendes lejlighed var opsagt og jeg sådan set allerede var hjemløs. På et boligmarked, der tvang os til at slibe kanter. Rigtigt. For man kan ikke få billigt, centralt og altan i samme ligning. Man kan få to af de tre. Jeg var villig til at droppe centralt. Line var mere hooked på at droppe billig. Og så måtte vi ellers forhandle os frem til et sted, vi både kunne nå at få fingrene i og som vi kunne dele.

Jeg er aldrig før flyttet sammen med et menneske, jeg kendte så lidt som Line.

Og hun har måttet stole på mig. To måneders depositum, agency-fee og marts’ husleje skulle betales kontant. Straks. Og med kun min løfte om at ‘pengene er på vej’, måtte Line kneppe samtlige hævekort for at fremskaffe kolde kontanter. Og i øvrigt købe mad til mig. Metrokort. Stikke mig en femmer til kaffe. Finde sig i, at når noget manglede, var det kun hende, der kunne ‘købe det på vej hjem’.

Nu har vi snart boet her i to uger. I dag tog vi på hospitalet. For i onsdags blev Line syg. Maveinfluenza gættede vi på, mens vi lige dele morede os over og kviede os ved, at døren ud til toilettet i lejligheden ikke lukker tæt. Faktisk slet ikke. Vi måtte bare forsøge at se det lyse i, at vi så hurtigt kom hinanden så meget ved. Indtil den forventede to-døgns holdbarhed på infektionen ikke holdt. I stedet fik hun mere og mere ondt.

I dag tog vi på skadestuen. Fordi lægehuset ikke ville have os ind, når hun allerede havde været der i torsdags. Fordi hun var for syg til at gå på apoteket og spørge efter råd til, hvad der kunne hjælpe hende. Og min forklaring kastede vores apoteker-dame ud i en sikker forvisning om, at hun skulle tilses af en læge.

To måneder inde i venskabet pakkede jeg en taske med cola (til maven), tæpper (til feberen), oplader, vigtige papirer og min bog og tog med på camping i venteværelset.

Når man har hele livet til at slibe kanter, lære hinanden at kende og nå til et punkt, hvor man holder så meget af hinanden at sygdom og penge er noget, man deler og løser sammen, føles det ikke som noget særligt.

Når man gennemgår de samme trin, læringsprocesser og samtaler på to måneder, føles det uvægerligt som om universet vil fortælle dig, at denne person skal du knytte dig til. Og passe på. Og lade passe på dig.

Selvom tidligere dårlige erfaringer med venner, der ikke var rigtige venner, har lært mig at passe på. At være lidt skeptisk og se tiden an. Ikke at blande penge og (nye) venskaber. Ikke at gøre mig for afhængig af en person, jeg endnu ikke er sikker på har min ryg. – Så har de sidste to måneder lært mig, at ligegyldigt, hvor skuffet jeg tidligere er blevet. Hvor brændt, klogere og mere kynisk jeg er blevet, så er der stadig plads til nye mennesker, som jeg bare er nødt til at lægge mit venskab i hænderne på og så tro på, at de ikke kvaser det.

Det manglende valg har kastet mig ud i at genopdage, hvor fantastiske nye venner kan være, når man står i situationer, der ellers normalt kalder på én af de første eller mor og far.

Følg, like og del:
20

It’s NOT a jinx

Men hvis jeg en eller anden måde kan fremskaffe 300 euro cash i dag (Lidt svært uden kort, pung og NemID), så har vi sgu en lejlighed fra weekenden af. Hvilket jeg slet ikke er afvisende overfor. Slet ikke.

This could be my view

This could be my view

Følg, like og del:
20

Der går lige fuck i den et øjeblik

Livet i Barcelona har lige taget en ret kaotisk og meget lidt blogegnet drejning.

Jeg er her stadig, men de næste tre dage går lige med at skaffe et nyt hjem, som jeg kan flytte ind i til den første.

Ses.

2014-02-22 11.18.30 2014-02-22 15.50.21 2014-02-22 15.54.54 2014-02-23 16.43.37 2014-02-25 19.21.30

Følg, like og del:
20

Samme længdegrad – voldsom tidsforskel

Mit vækkeur ringer klokken 9 og ikke klokken 7 eller 8, som jeg er vant til hjemmefra (eller 4, når der er morgenvagt på radioen).

Men oftest bliver klokken 11 før jeg får slæbt mig op og ud af sengen. Det der med at have et værelse, der ikke har noget naturligt lys fucker i DEN grad med min hjerne. Ironisk nok står jeg ofte op før lejlighedens spanske beboer. Og i de to tilfælde, hvor vi har haft besøg af håndværkere og malere omkring klokken 9, er hun faktisk gået i seng igen, efter de er kørt.

Så stener jeg. Fordi jeg først kommer op klokken 11, og liiige skal lave lidt morgenmad, kommer jeg ikke så meget ned og træne som situationen indbyder til. Men jeg får tit lige besøgt en hyggelig solbelyst café, hvor jeg nyder et kapitel i min bog og en kop kaffe på vej i skole.

Jamen, på vej i skole spørger du? Ja. Jeg har ingen dage, der starter før 13:30. Til gengæld har jeg to dage om ugen fri klokken 18 og to dage om ugen fri klokken 20.

Konsekvensen af det er blevet, at jeg har fået en enormt spansk tilgang til det der med aftensmad. Jeg forstår sgu godt, hvorfor de ikke få spist aftensmad før klokken 22. Oven i de sene skoletimer, skal det lige nævnes, at det er uhyre uhøfligt at snacke i timerne. Faktisk foretrækker de, hvis du kan vente med at tage en tår vand fra din flaske eller spise tyggegummi til pausen. Så mens vi sidder til Journalistic Production fra 18-20 forsøger mine tarme at begå selvmord.

Og hvis man først spiser aftensmad klokken 22, og så lige ser lidt film på computeren, skyper med den Sunde og Raske og forsøger at rydde lidt op eller sortere vasketøj inden sengetid, ja, så kommer man først i seng ved 1-tiden. Og gæt så, hvad der sker næste morgen, når vækkeuret ringer kl 9?

Det er skruen uden ende. Jeg kan ikke helt regne ud, hvordan jeg kan undgå at fucke mine morgener gevaldigt op. Jeg er typen, der helst skal have noget RIGTIGT at stå op til. I en sommerferie, er det først til allersidst, at jeg begynder at vågne ved 8-tiden af mig selv. Håber dælme, at den evne indtræffer snart i España.

Men hvis i vil have mig undskyldt, klokken er 13 og jeg må hellere lave noget morgenmad.

Her er lidt miks fra den sidste uge, de fleste kan du også finde på instagram: Trix5k.

Ville du stadig elske mig, hvis jeg gik i de her bukser?

Ville du stadig elske mig, hvis jeg gik i de her bukser?

Modebilledet hernede taler enormt meget til min leolover.

Modebilledet hernede taler enormt meget til min leolover.

Endelig. Pizza med fire oste.

Endelig. Pizza med fire oste.

Statement-halskæden er rykket op. Nu kalder vi den statement-hårbåndet.

Statement-halskæden er rykket op. Nu kalder vi den statement-hårbåndet.

SMS fra Mormor. Jeg elsker det.

SMS fra Mormor. Jeg elsker det.

Mit lokale bageri. Friskpresset appelsinjuice og croissanter er favoritterne.

Mit lokale bageri. Friskpresset appelsinjuice og croissanter er favoritterne.

Den tidligere omtalte halskæde, der nu ikke længere er på tilbud. Pokkers.

Den tidligere omtalte halskæde, der nu ikke længere er på tilbud. Pokkers.

Følg, like og del:
20

Slow movement og tid der giver hold i nakken

Jeg har observeret noget spændende blandt mine unge medstuderende. Og blandt de unge danskere, jeg også er stødt ind i hernede. Det er ikke overraskende, men det er alligevel overraskende at være vidne til at vi – og vi alene- drikker som svin og opfører os som idioter.

Den unge generation på mit studie har lært en respekt for alkohol, jeg slet ikke kan genkende hjemmefra. De yndige franske mademoiselles sipper to glas sangria. De får røde kinder og fniser piget. Så tager de metroen hjem, helt askepottet omkring midnat.

Luke fra Manchester drikker slet ikke. Han gjorde engang. Meget. Britisk. Men i en alder af 19 har han allerede konkluderet, at det kommer der ikke noget godt ud af. Og så er han stoppet. Sådan rigtigt.

Luke fra staterne har overvejet meget hjemme fra, hvad den europæiske omgang med alkohol til unge skal betyde for hans 19 årige og der-er-to-år-til-han-må-drikke-derhjemme krop. Han fortalte mig, at han glæder sig til at smage. Vin og sangria. Cava og champagne. Men at han mest glæder sig til at opleve kulturen, hvor det er normalt og en del af hverdagen uden at være noget voldsomt.

Selv Lake, der vist har et temmelig afslappet forhold til en splif i ny og næ mener ikke at ‘alkohol er særlig godt for noget og slet ikke kroppen’.

Til sammenligning har jeg oplevet en dansk mr. fisse. Som initierede alle spørgsmål, svar og samtaler med ordet. Fisse. Fissefissefisse.

Jeg har mødt mr. telemarketing, som fandme nok mener, at Liberal Alliance har en vision på samme måde som Enhedslisten – det er bare en anden vision. Han gad dog ikke høre andre meninger end sin egen. Og forsøgte nogen, talte han bare højere. Indtil han lagde an på Line, damen i døren og hende der gik forbi. Hola guapa! Estoy muy caliente! Valgte den elegante løsning at lyve om at skulle hjem i seng, så vi kunne gå ud og spise natburger i fred.

For helvede, hvor er livet kort. SKal vores yngre generation ikke også snart i gang med det der med at være klogere end den forrige?

 

Dagens spansklektion blev taxturen hjem. Med chauffør fra Ecuador. Meget flink fyr, som har kørt taxa her de seneste 10 år, fordi regeringen i Ecuador stikker pengene i lommen selv. Han sender penge hjem til sine sønner, som går i skole og lidt til onkler og tanter, som har svært ved at klare dagen og vejen.

Men ikke til konen længere. De 10 år har kostet forholdet. Kærlighed kan ikke holde så lang tid siger han. Jeg siger 10 år dælme også er lang tid uden sin elskede. Han svarer, at 10.000 år kan give en sådan et hold i nakken. Så græd jeg lidt af grin og gav virkelig gode drikkepenge.

 

Følg, like og del:
20

Page 1 of 3

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)