Ja hallo, er der nogen på linjen? Please like eller kommentér, hvis du stadig finder herind en sjælden gang imellem. For jeg ved godt, at tiden er løbet fra mig, fra blogs, fra at jeg aldrig fik lavet et nyhedsbrev i stedet (er det for sent?) og fra min blogroll i siden, der er et sted mellem firs og skinddød. (Seriøst. Lad være med at klikke derovre. 90% er dødt i dag)
MEN Instagram stories er bare ikke plads NOK til at dele med dig, hvad jeg har besluttet mig for at gøre en del af the cancel culture.
Eller sagt på en anden måde: Jeg (og dermed burde alle andre også være) er færdig med:
1. Trøfler
Enuff with the truffles. Engang var de et lækkert strejf på noget gourmethejs, en dekadent overraskelse på en restaurant i Rom eller en gave, som papirtyndt blev revet over den dér pasta i Berlin, som blev tilberedt NEDE I ostehjulet.
Nu er trøfler det nye bacon, skødeløst slasket på alt, måden at få en pommes til at koste over 100 kroner på, tilsat sarte forårsgrøntsager, som mister al kraft i egen ret, slicet ud over din pizza og fandme også at finde i 6-7 slags chips.
We’ve done it people. Trøfler er officielt so last season, at der bør følge et boomer-rivejern med, hvis nogen forsøger at servere dem for dig.
2. Hakket oksekød
Jeg har aldrig brug for at få en hakkebøf igen. Jeg har aldrig mere lyst til at gumle i sålelæder og forsøge at finde en stegeskorpe på kølediskens væskeopfyldte proteinvarelager, der er så dense, at du må koge væsken ud på panden, før du kan stege det.
Min (læs: Vegetarisk hverdags) lasagne med blomkål slår alle kødlasagner med flere længder. Skal vi grille, vil jeg foretrække et reelt stykke kød eller en grillpølse, og alle ved jo, at fried chicken alligevel er den bedste burger.
Du kan måske få mig til at trawle tilbage efter klokken 1 om natten på burgerking, hvor kun cheeseburgers dur, men jeg kommer jo ikke ud mere – og da slet ikke sent, så det er ikke et ægte issue.
Tiden er løbet fra at mose og mase, pakke og plaske en gennemarbejdet nondeskriptiv kødmasse ned i en foliepakke og hjem i mine kødgryder. Der er meget andet mad, som både jeg og klimaet hellere vil fortære.
3. Liljer
I get it. De er store og flotte, også når de folder sig ud. De kollapser ikke som tulipaner, der faktisk kun er flotte i mellemstadiet, tragtformene er elegant dragene og et bundt på fire kan snildt udgøre sin egen skårne buket.
Men de stinker. Påskeliljer også. De lugter af tis, og deres støvdragere drysser gult gylle ud på mit bord, min dug, mit tøj og skal klippes af, så snart lortet springer ud for ikke at koste mig et stykke inventar eller tekstil, som jeg havde planlagt skulle være pænere i længere tid.
Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.
Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.
Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.
Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).
Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:
1: Gittes børn er latterligt søde:
dav
De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.
2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.
3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.
Uanset om du skal lave pizza, pasta eller saftige meatballs, er det her tomatsaucen til dig. Den kan fryses, den kan blandes med et par dåser tomater til en lasagne eller bolognese og den er bare så god at have på lager, til de dage hvor du ikke orker at lave en tomatsauce fra scratch men stadig gerne vil have god smag og gode råvarer.
Saucen kan customizes til din smag og den kan gøre mere eller mindre koncentreret, alt efter, om du vil bruge den som en slags ‘sovse-bouillon’ eller helt som den er. Jeg beskriver den sammensætning, som jeg synes, passer lige til at putte direkte på en pizza eller som med en dåse flåede tomater* (og måske lidt fløde) giver serveringsklar pastasauce på ingen tid.
Du skal bruge:
En røvfuld tomater. 2-3 bakker, gerne forskellige slags (og farver). Helst på stilk – de smager af mest.
En rød peberfrugt eller to.
Store duske af dine foretrukne krydderurter; basilikum, rosmarin og timian er mine favoritter.
Olie – rasp eller oliven er ét fedt for mig
3-5 fed hvidløg
1-3 chilier (alt afhængigt af smag og chiliernes styrke)
2 støre løg eller rødløg
groft salt og masser af peber
1 teske sukker
1-3 spsk balsamico
Fremgangsmåde:
Vask tomater og peberfrugter, skær løg, peber og hvidløg i store både – du behøver ikke hakke noget fint, og tomaterne må gerne være hele eller kvarte, hvis de er meget store.
Skyl en håndfuld af hver af de krydderurter, du gerne vil have og skær chilierne ud – du kan fjerne kernerne, hvis du gerne vil have den dybe chili-smag uden al styrken.
Vend løgene i balsamicoen, hvis du vil give dem en chance for at blive ekstra lækre og nærmest lidt karamelliserede.
Put det hele op i en bradepande eller et ildfast fad, så du har noget, der – lidt for opstillet – ser sådan her ud:
Kværn salt og peber i gavmilde mængder henover og drys sukkeret på også. Hæld gavmildt med olie henover, og bland det hele sammen, så krydderurter holdes nede under grøntsagerne i fadet (de kan godt brænde lidt på i ovnen).
Sæt hele herligheden i en kold ovn og tænd for den på 200 grader og lad sagerne varme med op og stå i ovnen omkring 40 minutter.
Efter 40 minutter, tager du fadet ud af ovnen og lader det køle i nogle minutter – mest for din egen skyld, for herefter hælder du det hele op i en gryde og stikker en stavblender i. Blend til du har en ensartet sauce og smag til med ekstra salt og peber, hvis det er nødvendigt. Nogle gange kommer man til at underkrydre lidt, når man laver store mængder. Fordel saucen i bøtter til fryseren i en god størrelse til din familie. Vi bruger nogle forholdsvis små bøtter, fordi det passer godt til 2-3 pizzaer eller en tomatsauce med en ekstra dåse flåede tomater.
*Køb flåede tomater frem for hakkede tomater – der er mindre tilsat vand per dåse, så du får mere for pengene.
Har du ikke lyst til italiensk? Min Pad Thai er også megalækker – og det tager kun en halv time at lave den.
Der er tusindvis af opskrifter på banankage, og de minder allesammen om hinanden, fordi d’uuuh – det er kage med banan. Alligevel er det dødsens nødvendigt, at du får lige præcis MIN opskrift på en lækker banankage – for de små detaljer betyder faktisk noget.
Og den her opskrift er også lidt for min egen skyld. For når jeg freestyler for meget, så kan jeg ikke huske, hvad det var, som virkede godt, næste gang jeg igen står med fire overmodne bananer. Men når den først er på bloggis, så glemmer jeg det aldrig mere. Smart hva’?
Den her opskrift giver en stor kage, der passer til en af de runde springforme med diameter 23 cm.
Du skal bruge:
3 godt modne bananer
250 – 300 gram mel (afhænger af størrelsen på dine bananer, døm selv)
200 gram sukker
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilleekstrakt/pulver/frisk vanille
150 g smør
3 æg
300 g chokolade (blandet mørk og hvid)
100 g pekannødder eller valnødder*
Fremgangsmåde:
Start med at smelte smørret i en kasserolle eller mikroovnen. Det skal ikke brankes, så hvis du bruger kasserollen, så sluk igen, når halvdelen er smeltet – så klarer resten sig selv. Rør lidt i det undervejs.
Varm ovnen op til 175 grader og beklæd bageformen med bagepapir – ja, eller smør formen. Men jeg er doven, så bagepapir.
Bland de tørre ting sammen: Mel, sukker og bagepulver og rør det godt rundt. Bagepulveret skal ikke reagere med våde ingredienser som det første, så når du bager med bagepulver er det altid bedst at røre det sammen med melet, før du blander resten.
Mos bananerne i en stor skål, tilsæt vanille og æg og vend så melblandingen op i. Hæld det smeltede smør over og rør det hele godt sammen, så der ikke er klumper i dejen.
Jeg brugte 100 g hvid og 200 g mørk chokolade sidst – du kan vælge, det du bedst kan lide. Jeg fordeler det sådan, at jeg hakker 100 g og kommer i dejen og de 200 er til glasur. Så hak den mængde chokolade, du gerne vil have i dejen og put den i.
Hak pekannødderne groft og put dem i dejen også. Gem en lille håndfuld til drys. *Hvis du bruger valnødder, så put det hele i dejen. Nogle valnødder er bitre i smagen, hvis de ikke bliver varmebehandlet, så vælger du valnødder, så put dem alle i dejen og rør det hele godt sammen.
Vent med at hælde dejen op i formen til lige inden du sætter den i ovnen. Banankage er en lækker mushy kage, så mange kender nok det der med at chokoladestykker og nødder er sunket til bunds, når den er færdigbagt. Det kan ikke helt undgås, men hvis du rører godt i dejen og hælder den op som det sidste, inden du bager den, så har de tunge sager mindre tid til at synke. Bare et pro-kage-tip.
Når ovnen er varm, hælder du hele herligheden i formen og sætter det ind i midten af ovnen.
Bag kagen ved 175-180 grader (jeg har ikke mærket forskel på alm. ovn og varmluft) i 45-50 minutter. Stik en gaffel i midten af kagen, når du tror den er færdig. Hvis der hænger våd dej (ikke chokolade) på gaflen, når du tager den op igen, så giv kagen 5 minutter mere.
Tag lækkerheden ud og lad den køle på en rist. Efter fem minutter kan du lægge chokoladen i forskellige farver på toppen. Lad det smelte, og rod så rundt i det med en gaffel, så du får fine mønstre. Drys nødderne over til sidst og SPIS DET HELE.
Jeg delte lidt med mine venner, men resten spiste jeg som natmad. Og morgenmad. Og frokost.
Ja. Chokolademoussen følger desværre ikke med i opskriften.
Det bliver ikke hér, du kommer til at skære ned på smørret. Bare så vi har dét på plads.
Som eksilfynbo med kæmpe kærlighed til Mo’er-øen og som kæmpe bagehoved, ser jeg det nærmest som en slags pligt, at jeg hjælper Sjælland og store dele af Jylland af med sølle kanel-befængte-tørkage-undskyldninger af en brunner. Og jeg har helt tilfældigvis opskriften på den bedste brunsviger i verden, og den er nedskrevet så pædagogisk, at selv mine allermest madhandicappede bekendte kan finde ud af det. Sååå. Kage?
Dej:
3,5 dl lunkent vand
50 g gær
0,5 dl sukker
1 tsk salt
1 æg
ca. 550 g hvedemel
100 g smeltet margarine/smør
Start med at smelte smørret og stil det til side til afkøling, så det stadig er flydende men ikke varmt, når du skal bruge det.
Opløs gær i vandet, og tilsæt sukker og lidt af melet og rør det sammen til en tapetklister-lignende masse. Tilsæt mere mel, æg og salt og ælt det sammen, mens du tilsætter mel til konsistensen er en hård dej. Tilsæt til sidst smørret og ælt til det er helt indarbejdet i dejen – det tager tid, når du slutter med smørret, men så er dejen også samlet helt perfekt. Lad dejen hæve 40 minutter under klæde ved stuetemperatur.
Dejen kan med fordel æltes på røremaskine eller med dej-rørere på elpisker, bliver kun bedre af at blive bearbejdet 5-10 minutter (Og så optager den også nemmere smørret).
Remonce:
200 g smør
400 g brun farin (eller hele pakken…)
¼ piskefløde
Alle tre dele smeltes langsomt sammen i en kasserolle, husk at røre løbende med en dejskraber. Lad den køle så meget som muligt uden at stivne, før den hældes på brunsvigeren, så lav den gerne straks dejen er sat til hævning.
Saml brunsvigeren:
Bred et stykke bagepapir ud i en dyb bradepande (brug gerne bagepapir, du selv skal klippe, så det kan blive ‘stort nok’ til at holde remonce på afveje inde i bradepanden).
Hæld dejen ud i bageformen og fordel den med fingrene godt ud i kanterne, så den ligger i et jævnt lag med tykkelse langs kanten. Lad den hæve under klæde 20 minutter igen.
Efter hævning, prikker du med fingrene ‘sukker-huller’ i dejen over det hele, men ikke så langt ude mod kanten, af den bliver bøjet ned. Du skal ikke stikke fingrene hele vejen igennem, men jævnt fordelte huller ud mod kanten og over hele brunsvigeren, så remoncen kan fordeles bedst muligt.
Hæld den afkølede remonce over dejen og fordel i hullerne, pensl gerne lidt op på kanten, men lad det ikke løbe ud over.
Bag herligheden ved 180 grader forvarmet varmluft omkring 17-18 minutter. Tryk på kanten for at mærke, om den er færdig og husk, at den er længere tid om at blive færdig i midten på grund af meget væde.
Som jeg har nævnt tidligere, er jeg de seneste par år blevet en temmelig kødfattig flexitar. Jeg er ikke blevet vegetar, men jeg spiser efterhånden kun kød, når jeg er ude at spise, eller når jeg virkelig craver noget bestemt.
Vegetarlivet er en gylden mulighed for at gå endnu mere amok med smagssættere og smagsforstærkere, og jeg elsker at eksperimentere og prøve nyt og smage nye og fremmede fødevarer. Det er ikke altid en succes (her kigger jeg på dig, Okra), men jeg har også fundet mange favoritter.
Dog bliver jeg aldrig stor fan af at skulle købe alle mulige eksotiske ingredienser til min mad, som ikke kan holde sig i mit køleskab længe nok til, at jeg kan nå at bruge dem op. Jeg har hverken lyst eller penge til at købe krydderier, som kun skal bruges i én ret, pastaer, saucer og tapenader, som ikke kan holde sig til næste gang og så videre.
Derfor er denne pad thai også uden tamarin eller miso. Og når jeg grundet vegetaren i huset heller ikke bruger fiskesauce eller østerssauce (der heller ikke holder for evigt), så er det med at få knald på smagen fra råvarerene, så retten stadig giver et friskt pust af ingefær og en tung varme og umami fra chili og fedtstof.
Arbejdstid: 30 minutter.
Til to voksne voksne bruger jeg:
Rapsolie og et skvæt sesamolie (sesamolie kan holde sig for evigt og giver en rigtig god smag til asiatisk mad)
Drys gør glad
2 gulerødder
1 løg
2 fed hvidløg
2 røde chilier (smag og behag)
1 pose risnudler
3 æg
1/2-1 dl soyasauce
1-2 spsk sirup (palmesirup er optimalt, men jeg bruger bare, den vi har)
1 mandetommelfinger frisk ingefær (smag og behag igen)
5-7 forårsløg afhængigt af smag og tykkelse.
1 stor håndfuld peanuts.
Valgfrit: Chilisauce
Kog først en fyldt elkedel, så vandet er varmt, når du går i gang med at stege.
Hak alting: Hvidløg, chili og ingefær fint og for sig. Gulerødder i tynde stave sammen løget i tynde både. Forårsløget i små stykker for sig.
Varm din wok godt op, og når den er helt varm, hælder du begge slags olie i og tilsætter hvidløg, chili og ingefær. Lad det simre i et minut under omrøring, så intet brænder.
Put risnudlerne i en skål og hæld det kogte vand over, så de er bløde, når de skal i wok’en.
Når chili, hvidløg og ingefær er varmet igennem, skubber du det ud til wok’ens side og slår de tre æg ud i midten. Rør i æggene, så massen deler sig. Inden den sætter sig helt, hælder du gulerødder og løg ned oven i og rører det hele sammen, til æggene er færdige med at stivne og løgene er klare.
Hæld vandet fra nudlerne og vælt dem op i wok’en med soya og ekstra chilisauce, hvis du er til den slags.
Put de finthakkede forårsløg ved og vend det hele med en tang eller grydeske. Gennemfør det hele ved høj varme, så gulerødder og forårsløg ikke mister bid.
Servér straks med peanuts drysset henover. Jeg hakker gerne nødderne. Jeg synes, de er mere lækre, når den fede smag er fremtrædende.
Det seneste år har jeg reduceret mit kødforbrug med cirka 90 procent. Det, der startede som et par kødfrie dage om ugen med Artilleridrengene, tog fart, da jeg forelskede mig i en mand, der lever vegetarisk.
Omstillingsparat som, mit cv siger, jeg er, tog jeg fat på et temmelig nyt madunivers. Og de ting der er lykkes, vil jeg gerne dele ud af. Mestendels fordi:
Når jeg læser, at det der hakket noget bliver revet ned fra hylderne, forstår jeg godt nysgerrigheden. Hvad kan det? Hvad er det? Smager det virkelig på en måde, så man kan tro, man får kød? Men jeg bliver også lidt irriteret.
For i det år hvor jeg har handlet ind med min vegetar, er jeg blevet meget mere krakilsk med at læse indholdsfortegnelser, for hvor er der meget vegansk mad, der er noget lort. Det er palmeolie, hærdet kokosolie, stabilisatorer, udvandet hvedemel og noget-der-måske-engang-var-en-råvare blendet, forarbejdet og hakket til ukendelighed for at efterligne noget, det ikke er.
Og det er slet ikke nødvendigt. Det kan være værd at prøve. Jeg kan forstå lysten til en overgangsrite, der gør kødfri dage mere spiselige, men det er ikke madkvalitet i min optik. Så her kommer både et par råd og et par opskrifter, der har gjort mig glad i det vegetariske køkken.
1) Lav mad ud fra dine favoritter.
I grøntriget elsker jeg champignoner og peberfrugter. Og majskolber og bønner. Så når jeg laver mad uden kød, der normalt er en god smagssætter, så går jeg til værks med mine favoritter. Jeg ved godt, at du ikke gider lave mad med den samme grøntsag hver gang. Men med tanke på den begrænsede variation i dyr – svin, høne, ko, fisk – og de utallige tilberedningsmuligheder, så kan du altså også variere dine favoritter fra det grønne på samme måde.
Jeg smørsteger gerne mine svampe og får mest mulig smag ud af dem. Jeg bager eller griller mine peberfrugter eller smider dem sidst i noget, hvor de kan give knas. Jeg griller majskolber, som med smør og salt kan gøre alting til et lille mesterværk. Jeg laver chili sin carne med bønnerne. Igen og igen men med nye twist efterhånden.
2) Keep it simple
Hvis du skal handle 19 ting ind, inklusiv et krydderi, du aldrig har hørt om, har du måske taget munden for fuld. Med mindre, du har smagt den her ret, og bare må hjem og lave den selv, så kan du gå mere simpelt til værks.
Igen foreslår jeg at tage kendte favoritter og gøre noget med dem. Som kartoffelmos. Som sovs. Hvad kan jeg spise, hvis jeg gerne vil have min elskede bearnaise?, tænkte jeg en dag. Svaret blev (fordi det var sommer) lækre grillede arparges og fyldte grillede portobello-svampe.
3) Do “yum”
Har du en modstander i husstanden? Et barn, der ikke gider? En “jeg har en aftale med kaninerne om, at jeg ikke spiser deres mad, hvis de ikke spiser min”-type?
Så er heftige grøntsagssager måske ikke stedet, du skal starte. Men hvad nu hvis der er pizza? Eller chili sin carne? Her kan jeg jo godt se, at det der hakkede er smart, fordi det ligner og imiterer kød, og du ved selv bedst, hvor gelinde din familie skal tages. Men ffs. Er man nødt til at fake kød for at få lækker mad i familien? (Kan det høres, jeg ikke har børn?)
Her er et par lækre opskrifter, jeg elsker og bruger. Ish:
Du kan også bare hente dejen i køledisken eller hos din pizzamand. Jeg er blevet vild med at bage selv, men det tager fandme tid og tålmod.Til to pizzaer skal du bruge:
Et glas grøn pesto
to-tre store kartofler (ikke så store de bliver melede)
en-to friske, runde mozzarellaer (jeg bruger to, ost mand!)
et bundt frisk rosmarin
Skræl kartoflerne – eller skrub dem, det er op til sæson og dig – og skær dem i tynde skiver. Her er et mandolinjern smart. Sådan et har jeg ikke, så jeg går i krig med kartoffelskræller og ostehøvl. Det koster lidt hud på fingrene, men jeg kan ikke skære tyndt nok selv. Læg skiverne i vand, så de ikke bliver brune.
Når dejen er rullet ud (og din ovn allerede er 200-220 grader varm) smører du et lag pesto ud på bunden som var det tomatsauce. Jeg pensler også gerne olivenolie langs kanten. Læg så kartoflerne tæt over hele pizzaen, drys med hakket rosmarin og smid den i ovnen 8-10 minutter alt efter, hvor varm ovnen er og hvor hurtigt pizzaen ser ud til at blive bagt. Træk, skær eller flå mozzarellaen fra hinanden. Når pizzaen er halvvejs-ish efter de 8-10 minutter, smider du osten på og lader den bage færdig til kanten får farve og osten er smeltet. Så. Nemt. Servér, som om du er universets hersker.
Dal: Jeg går altid ud fra Valdemarsro’s opskrift. Jeg gør det ikke helt ens hver gang, og nogle gange skal der meget raita til at mildne min sjuskede omgang med chili. Men det der med at finde en gigalækker grund-opskrift og så lege med den, det er jeg fan af. Jeg har prøvet med grønne linser og beluga-bønner i blandingen.
Hvis du som jeg har en aversion mod bouillonterninger og fond på flaske, kan du lave din egen version af Jane Faerbers grøntsagsbouillon. Den er edderlækker. Jeg laver som regel halv/halv med og uden ost, så ham, jeg kan lide, kan lave vegansk mad også. Og så bruger jeg knap så meget salt, men fryser blandingen i isterningebakker med låg. Så kan man tage en op ad gangen.
Pasta: Jeg går groft til værks på den her Jamie Oliver-opskrift. Og når jeg siger groft til værks mener jeg: Hvadend pasta, jeg har i huset. Ikke altid med citronskræl, for det er ikke altid, jeg har citroner af en kvalitet, jeg vil rive ned i maden. Courgetter i samme farve. Nogle gange også en gulerod eller peberfrugt eller noget andet, jeg har i køkkenet. Ikke altid mynte, hvis jeg ikke har det. Catch my drift? Opskriften er mit udgangspunkt for det muliges kunst. Og den smager eddergodt uanset, og det tager ingen tid.
Og så vil jeg gerne lige rose Oliver for mange af hans “max 5 ingredienser”-opskrifter. Der er flere vegetariske, jeg skal prøve. Der er en bog, men han lægger altså rigtig mange opskrifter ud på sin hjemmeside også.
Gryderet: Endnu en sag fra Jamie Oliver. Og jeg kan nok ikke få nok af den nogensinde. Jeg. elsker. svampe. Og nej, jeg havde ikke de rigtige svampe og rigtige mængder. Sidst prioriterede jeg at skaffe shiitake, fordi deres nøddeagtige smag er lækker umami. Så købte jeg en svampe-blanding, nogle portobello og nogle tørrede karl johan. Og jeg brugte ikke smør uden salt, jeg brugte det smør, jeg allerede har. Til gengæld er det værd at bruge tiden på at stege svampene rigtig godt af, så de ikke skal tilberedes mere, når de skal tilbage i retten. Husk det, det gør en forskel.
Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.
Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.
Vi kan starte i det basale:
Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.
Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.
Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.
For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.
Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?
Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig
Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.
Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.
(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)
Hvad? Er det onsdag? Og jeg befinder mig i en fantastisk storby, som jeg slet ikke kender godt nok endnu?
Og hvad så, hvis jeg har rablet om, HVOR meget jeg skulle træne, når Rikke og Pernille smuttede hjem. Og klaget over, hvor meget tøjet strammer. Hvilket ikke er blevet bedre gennem de sidste fem dages sangria-marinade og tre restaurant-måltider om dagen. Med sangria. Og cappuccinoer. Og tapas, crossainter, cava, kir royal, crepes og cola. Og sangria. Fik jeg nævnt sangria?
Og who cares, hvis jeg har været så meget ude, at mit værelse nu til forveksling ligner mit rodede soveværelse hjemme i Danmark, delt op i tøjbunker med ‘beskidt’, ‘beskidt men kan gå i en snæver vending’, ‘let benyttet’ og ‘jeg aner ikke, hvad den kjole laver uden for skabet, den strammer helt vildt’.
Og jaja, jeg fik endnu et loppebid i nat og jeg har stadig ikke haft held til at finde en støvsuger, som man kan betal sig fra. Til gengæld har jeg brugt resten af måneden budget på gaudi-attraktioner, restauranter og, ja, sangria. Men det bliver ikke i DAG, at alt det ændrer sig.
Den eneste rigtige plan i dag var at tage ned og svømme efter afskeden med pigerne. Da den gik i vasken, blev den eneste rigtige plan, at tage ned og svømme, når morgenmaden havde lagt sig. Well, nu spiser jeg frokost og guess what? Jeg er jo NØDT til at vente på, at den har lagt sig, før jeg kan tage ned og svømme.
