Kategori: Kultur Page 2 of 4

Mit spanske jeg

Beslutningen om at genindføre brunetten i december har vist sig både at være god og mindre god.

Den er god fordi lommetyvene efter sigende går efter blonde piger. I flok. Piger, som traditionelt ikke er vant til at passe virkelig godt på deres tasker og som med al sandsynlighed ikke løber efter dem, hvis de stikker af med en taske. Sådan en vil jeg meget nødig ligne.

Mindre god fordi folk taler til mig. På mine første to dage har to forskellige spaniere spurgt mig om vej. Og “Desculpe mi, no hablo mucho español” er bare en rigtig dårlig vejvisning.

En ældre dame rablede også en længere sætning af efter mig i går, mens hun trak sin rulle-taske efter sig. Jeg var halvvejs igennem en pakke oreos, og måtte synke kraftigt for igen at pardonne. For jeg fangede intet af, hvad hun sagde. Hun lukkede øjnene et kort sekund og smilede overbærende. Kaldte mig guapa og gik videre. Dén del fik jeg dog fat i. Gud ske lov! Tænk, hvis jeg havde misset en kompliment.

At dømme efter tonelejet og ansigtsudtrykket på manden, der kom ud fra Casino Barcelona lidt i tre om eftermiddagen, forsøgte han også at komplimentere mig. Temmelig  slesk, men jeg er sikker på, at han var enig i, at jeg havde en særdeles god dag i går. Desværre husker jeg kun meget lidt af sætningen, og google translate og jeg er kun noget frem til, at han sagde noget om min onkels milt…?

Anderledes let at oversætte var de to ældre herre, der løftede på hat og øjenbryn, da jeg gik forbi. Den kompliment er sgu universal. Og meget mere elegant end slesk leveret fremmedsprogssætning. Men efter mit sammenstød med Juan, er jeg ret skeptisk over for mændene hernede generelt. Og jeg skal virkelig have lært at sige kæreste. Tengo uno Sund og Rask Fyr er ikke gangbar sprog-valuta. Darnet.

Men altså, jeg antager, som følge af de første dages oplevelser, at jeg passer godt nok ind. At jeg først afsløres som uduelig turist, når jeg åbner munden. Så måske bliver dette de fem måneder, hvor jeg lærer at tænke, før jeg taler?

Følg, like og del:
20

Et hav, et hav – mit kongerige for et hav

Mandag var igen udforskelsesdag, og jeg valgte at gå i lige linje fra vores hjem til havet. Turen er lige godt 3 kilometer og kan som sådan i københavner-tempo tilbagelægges på cirka en halv time.

Jeg gik glad og frejdig lidt over middag med den klare plan at se vandet og få noget frokost, inden jeg skulle mødes med Camilla klokken 16.

Men så let går det bare ikke, når man går i glo tempo og skal tage billeder af alt. Det tog mig det meste af to timer at gå de skide tre kilometer og jeg var døden nær af sult, da jeg nærmede mig vandet. To gange faldt jeg over restauranter med et passende antal spaniere på, og overvejede kort at gå ind og få noget mad. Men da var jeg alligevel så tæt på vandet, at jeg var nødt til at gå videre.

Jeg elsker hav. Virkelig meget. Men jeg troede alligevel ikke, jeg var typen, som ofrede min frokost for at stå den 13. januar og dyppe tæerne i Middelhavet til stor morskab for menneskerne på restauranten bag mig. (Det hjalp ikke, at jeg først skulle lirke mine strømebukser af inden under kjolen).

Men det er jeg. Jeg. Der altid tænker på mad. Droppede frokosten for et hav. (Og en i øvrigt dejlig gåtur).

Senere mødtes jeg ganske rigtigt med Camilla, men hun fik hældt så mange gode historier, glas med cava, kaffer, drinks og tapas i mig, at jeg kun tog ét billede. Og det var af en drink sidst på aftenen. Flot Trix.

2014-01-13 14.38.44 2014-01-13 14.41.25 2014-01-13 14.42.35 2014-01-13 14.43.56 2014-01-13 14.45.27 2014-01-13 14.46.48 2014-01-13 14.49.33 2014-01-13 14.54.51 2014-01-13 15.00.50 2014-01-13 15.06.13 2014-01-13 15.06.17 2014-01-13 20.45.53

Følg, like og del:
20

Vi dømmer ikke om søndagen…

Lørdag lå vi på sofaen. Så film. Spiste lidt (forbudt) slik. Vi tog ikke i byen. Vi drak os ikke fulde. Vi var voksne og næææsten kedelige.

But why?, spørger du. (Jo, du gør så)

Så Stine og jeg med semigod samvittighed kunne dele to flasker vin søndag aften, mens vi krøllede hår, lakerede negle og tegnede vores læber røde og smækre.

I bussen fnisede vi som to teenagere, mens vi skiftedes til at smugdrikke af Rieslingen (med det praktiske skruelåg!) Og inde i Forum købte vi mere vin, tog selfies og ignorerede alt, der hed mandag, almindelig pli til rock-koncerter og diskret sing-along. Fordi vi kunne.

En gang gik jeg forbi Vega, mens en broget flok af danskere væltede dampende og fulde ud efter en koncert. Min følgesvend konstaterede tørt, at det vist var Volbeat-segmentet. Jeg har aldrig helt forstået, hvad det betød. Men jeg er en af dem. And you may judge away. Så ringer jeg, når jeg giver en fuuuack.  IMG_20131201_193721 IMG_20131202_001828 IMG_20131202_002002 IMG_20131202_002316 IMG_20131202_002644 IMG_20131202_182629

IMG_20131201_185506 IMG_20131201_185732

Følg, like og del:
20

Vinder af tegneserie

Line M skrev:

“Når den to-årige kommer trippende ind midt om natten og man pludselig deler dyne med både barn, tøjhund, stofkanin, flyvemaskine og tre sutter. Selvom man er træt ligger man lige et øjeblik med et smil på læben og lytter hans vejrtrækning. Og den lille hånd på ens kind er det bedste kærlighedstegn.”

Og random.org mente, at kommentar nummer 8 var lige den rigtige til at vinde “Os To”.

IMG_20131126_0920532013-11-18 10.32.13

Tillykke med den. Der er en mail på vej til dig.

Men mange af i andre havde også rare hverdagsglimt. Mit yndlings kom fra en anden Line. Nemlig Line K, som skrev:

“For nogle år siden var jeg med min (på det tidspunkt) 2.klasse i sne og storm på en skøjtebane. Nogle havde skøjter med, andre tumlede rundt på støvler og knæ. De skiftedes lidt til at prøve skøjterne. En af drengene – en rødhåret dreng, med vidunderlige fregner og lidt for lange ben – kom endelig på skøjterne, efter laaang kamp, og råbte til mig, gennem sne og blæst og tumlende børn: ‘SE! JEG KAN!’
DET måler man ikke i PISA.”

For satan, det er et rart glimt. Og jeg kan slet ikke lide børn (?!)

Skal i øvrigt hilse fra en dejlig weekend og sige, at nu har den Sunde og Raske sunget Enter Sandman som karaoke til min fasters 50 års fødselsdagsfest. Bagefter tog vi tre kilo rødbeder med i byen og hang dem i garderoben på Boogies. Så kan weekenden vist ikke blive meget bedre.

Følg, like og del:
20

Vind kærlighedstegneserie

Annes Ole, som har forlaget Damgaard Media, har givet mig lov til at udlodde et eksemplar af Philippa Rices tegneserie ‘Os To’

Hæftet er fyldt med hverdagsglimt fra et parforhold. Nogle kan jeg genkende. Nogle ville jeg ønske, jeg kunne genkende, men med mig udenbys flere gange om ugen (og snart i Barcelona i et lille halvt år) og den Sunde og Raske i arbejdsmode 80-100 timer om ugen (Kunne lige så godt være 1000, men han kan så godt lide det), så må vi sætte pris på hver eneste chance vi får for at falde i søvn i hver sin ende af sofaen til en dårlig film.

Philippas glimt er søde, skønne og meget genkendelige. Og nu kan du også vinde dem.

Det eneste du skal gøre er at fortælle mig om et af dine glimt. Det behøves ikke være et kæresteglimt. Det kan være et mor-glimt, et veninde-glimt eller et typisk-mig-selv-glimt. Men fortæl mig om et øjeblik i dit liv, der både er helt normalt men også et dejligt snap shot at tænke tilbage på.

Jeg trækker lod om en vinder på næste mandag – den 25.

IMG_20131118_103102

(Se venligst bort fra: Spejlvendt skrift, så det ikke fremgår tydeligt, at hæftet hedder Os To, Morgenhår og manglende make up. Det er mandag morgen forgudsskyld)

2013-11-18 10.32.13

Mit glimt?

Den Sunde og Raske døjer med lidt skinnebensbetændelse. Ikke meget, men nok til, at han har besluttet at gøre noget ved det, så det ikke bliver værre. (I husker nok et marathon, løbeture hver søndag og hvad ved jeg af overskudsagtige ting, som jeg slet ikke forstår)

Så i fredags, mens mine forældre var på besøg og hyggede til Vild med Dans, kom den Sunde og Raske spankulerende ud fra badeværelset i pull over og boxershorts, med ét behåret ben og et ben nybarberet som en barnenumse.

Han havde købt kinesiotape, og for at det kan sidde bedst fast, måtte hårene altså af. Da begge ben var barberet, fik jeg med hjælp fra en youtube-video lov til at tape dem ind fra ankel til knæ. Mens jeg gjorde det, gik det op for mig, at jeg i parforholdets hellighed vist nok ikke har barberet ben siden en gang i august.

Hvem er så manden i forholdet nu? Jeg har i hvert fald flest hår på benene…

Følg, like og del:
20

Vinder af Morans Feminisme kick start set

– Jeg får alvorligt ondt i hovedet når folk snakker om “kønskvotienter” til diverse topposter, jeg ville aldrig betræde sådan en stilling hvis der var den mindste sandsynlighed for at jeg var der på grund af en kvote, for så var jeg måske ikke den rette til jobbet. Uden kvotient vil jeg dog ekstremt gerne.

– Jeg får også ondt i hovedet når selvproklamerede feminister laver mine personlige valg til “samfundets” valg. Nej, jeg barberer ben fordi jeg har lyst, ikke fordi samfundet siger at jeg skal, jeg elsker nybarberede ben, punktum!.

– Jeg er ligeglad med om diverse cafe ejere forbyder amning på deres cafeer. Det er deres Cafe deres regler. Jeg bliver træt når folk gør et problem ud af det.

– Jeg bliver glad og ser lys i fremtiden når der er masseprotester i Indien imod indiske mænds “ret” til at voldtage kvinder.

Desuden kunne jeg godt tænke mig at vinde bogen, er personligt ret forvirret når det kommer til det her med feminisme. Jeg synes det er lettere at vurdere ud fra enkelte sager, men hvilke sager handler egentlig om feminisme??

Ordene er Katjas, og random.org valgte, at hendes kommentar – nummer 10, skal vinde Caitlin Morans ‘Kunsten at være kvinde’.

2013-09-22 14.24.08

Katja, der er en mail på vej til dig.

Men i andre. Altså, jeg ved godt, at jeg ikke kan dele min eksemplar med jer alle, men jeg vil godt gå med til, at den skal ud i verden, som hende Dines har initieret på egen blog. Og jeg starter fra enden: Husmoder. Der er helt sikkert madrester i. Og jeg skriver ikke nogen tjekkede noter i marginen. Måske markerer jeg de forfærdelige fødsel-og-abort sider, så de er nemme at gå uden om. Og så vil jeg ellers gerne bede dig om at give den videre, når du er færdig. Ok?

Og til alle damer, der har det lidt stramt med feminisme som koncept. Så anbefaler jeg at læse kommentarfeltet til det indlæg, hvor jeg udloddede bogen, for der bliver virkelig tænkt nogle fine tanker, synes jeg.

Tak fordi i gider lege med. Måske jeg skulle pille en af mine egne favoritter ned fra boghylden og forære den væk næste gang? Så kommer der helt sikkert en note i forordet…

Følg, like og del:
20

Mit livs første eftersidning

special_960(Billedet er tyvstjålet fra drengenes hjemmeside)

Det er muligt, at jeg har taget grueligt fejl, da jeg i folkeren gik ud fra, at de der eftersidninger, som de slemme drenge fik, var en dårlig ting.

Jeg har aldrig fået rodet mig længere end ud på gangen og oftest var jeg slet ikke klar over, hvad jeg havde gjort. (Ja, jeg talte lige så meget dengang, som nu) Men for ganske nyligt blev jeg ligefrem inviteret til en eftersidning. Med Specialklassen.

Vi har været der før, hvor vi konstaterede, at der intet feminint er over mig, når jeg morer mig. Derfor virkede det som en fantastisk idé at slæbe den Sunde og Raske med denne gang. (?)

Det gik fremragende. Eftersidningerne tager ud over den klassiske operette, døvetolkningen og stemmeføringen på vegne af andre, udgangspunkt i den aktuelle by. Din by. Min by. Hvorend de er. Her krydres forestillingen med lige dele irrelevante oplysninger, verdens længste kærlighedshistorie og for mit vedkommende et hidtil ukendt had til Brøndby og en mild angst for spil som Kalaha.

Undervejs kom jeg på et tidspunkt til at grine så voldsomt, at jeg fik mit tyggegummi galt i halsen. Troede bagefter, jeg havde slugt det, men fandt det ved hjemkomsten i min bh (R.I.P bh). Den kendsgerning, at jeg ikke opdagede, at et stykke gennemgnasket, vådt og klamt tyggegummi landede mellem mine bryster, må tale varmt for, hvor godt jeg var underholdt.

Den Sunde og Raske nød det virkelig. Han er allerede i gang med at planlægge næste gang, vi skal afsted. Han ville være taget til show  i går, hvis det ikke lige var for én ting. Publikumsinddragelsen.

Jeg ELSKER det! når sagesløse publikummer skal på scenen og praktisere bevægeapparat for pludseligt stivnede komikere, ringe eller dytte historien tilbage på sporet – eller min yndlings – lydeffekterne! Har i en hedengang vodka-brandert med Rikke døvetolket mig igennem en længere DSB-seance på Ali B, og selvom det nok afslører mig som opmærksomhedshungrende komikerwannabe, så synes jeg det er pissesjovt, når jeg får lov til at være med på scenen.

Sådan har den Sunde og Raske det ikke. Da de første gang kastede et blik ud over publikum for at finde frivillige, sank hans nærmest som en klat gele på juleanden sammen i sit stolesæde og indtog samme højde som en havenisse! Da de dristede sig til at spørge efter par, slap hans hånd min, som havde han brændt sig, og jeg vil faktisk påstå, at han ligefrem lænede sig væk fra mig for ikke at blive afsløret i at være nogens kæreste. Da han tog min hånd igen, var hans svedig og varm af panik.

At se ham krympe sig, gemme sig, og ærgre sig over, at han kom til at kysse mig, mens lyset var tændt, for ‘så kunne de jo se, vi var sammen’, var sgu næsten ligeså godt som Kong Neptuns opera.

Forstår du INTET af, hvad jeg snakker om? Så fang dem, når de kommer til en by nær dig.

Dommen over mit livs første eftersidning? Spruttegrin over hele linjen.

Følg, like og del:
20

Bogvinder

Okay okay, så jeg havde mere travlt med at blive fuld i går, end jeg havde med at få annonceret vinderen af Svalens Graf her på siden. Sowwy.

Den heldig er Laura, som skrev: At gå alene om natten… jeg kan ikke klare det! Jeg ser farlige mænd (og kvinder) over det hele!, da jeg spurgte, hvad i var mest bange for.

Og mens den var reel nok, gjorde det mig også glad, at så mange deler min angst for ‘It’ af Stephen King og babyer. Og at en enkelt af jer kan stille træskoene af at tænke på Lassie-filmene. Ha!

Men som et par af jer også påpegede, så er den værste angst nok altid den, der foregår i hovedet på os selv. Fantasien og hjernen, når de arbejder imod alle de gode tanker. Se, dét er noget at være bange for!

Lad os satse på, jeg snart får sendt flere bøger min vej, som kan komme videre til jer. Tak fordi i ville være med.

(Ps. Laura vandt via siden random.org, som valgte nummer 7 ud af mulighederne 1-20. Jeg har et screenshot, men jeg kan ikke finde ud af at sætte det ind. So trust me).

Følg, like og del:
20

Gratis gys

Dengang jeg forsøgte at læse Stephen Kings’ Det Onde, begyndte mareridtene at komme små firs sider inde i den meeeeget tykke bog.

Drømme, hvor jeg så mig selv gå ned af gaden fra de steder, hvor iagttagere ville stå. Drømme hvor lyset ligesom var for blødt og for falskt til, at det kunne være virkelighed. Drømme hvor mine venner forsvandt. Hvor noget kaldte nede fra kloakkerne.

Jeg fik aldrig læst den færdig. Det er dét Stephen King kan. Slå mig halvt fordærvet med mit eget sind. Og jeg har faktisk siden holdt mig fra genren.

Men nu har jeg læst Sissel-Jo Gazans bog Svalens Graf. Uden at dø.

Den er ikke så uhyggelig, at jeg får mareridt. Til gengæld handler den om noget. Om vacciner. Den leder ikke bare efter noget uhyggeligt at binde en historie op på, og det gør mig glad. At jeg inderst inde bærer rundt på en biologi-nørd, der kæmper for at komme ud, hjælper også på det.

Sissel-Jo Gazans fortælling er interessant, og hvor storsælgere som Dan Brown ofte giver for hurtigt op, og ender med at tegne tomme skaller af mennesker, som vi kan hænge vores hat på, sætter jeg virkelig pris på, at jeg føler, jeg kender menneskerne i Svalens Graf. Og mens Hr Brown hvirvler mig rundt i italienske storbyer, kan jeg faktisk godt lide, at jeg kan forestille mig mange af de steder, som Svalens Graf sker i. De er nemlig lige hér i mit elskede København.

Jeg vil ikke sige for meget om bogen, for jeg kan ikke komme med meninger og eksempler uden en spoiler alert, og det er jo åndssvagt, når jeg har fået lov til at forære en bog væk! Sidste blad er vendt, og nu er det din tur.

Du kan nemlig vinde bogen hér på bloggen. Jeg trækker lod fredag klokken 12 (frokost, ikke klokken rødvin).

Det eneste, du skal gøre, er at skrive, hvad du synes er allermest uhyggeligt i en kommentar og hvorfor. Er det tordenvejr, baby’er eller en hel middag med svigermekanikken?

svalens graf

Følg, like og del:
20

Bevismateriale

Jeg har altså ikke bare været en skod-skriver i øllens og drukkens og horets (not so much) navn. Jeg har også lavet noget, siden vi har set hinanden sidst. Og mens jeg ikke lige kan samle min tanker om arbejde i dag, kan jeg lige så godt linke til lidt af de lækkerier, jeg har kreeret på årets Skanderborg Festival.

Jeg har snakket med Barbara Moleko.

Mads Langer.

Og med Agnes Obel.

Fik en fest og en snak med drengene fra Suspekt, som faktisk gav mig rigtig fine svar til trods for vi bællede hvidvin og whiskey, som afhang livet af det.

Og inden længe skal jeg også lave et skriv på Kings Of Leon. Det har jeg ikke lige nået endnu. I kender mig jo. Ridder ikke samme dag, som jeg sadler.

 

Hvad har du lavet?

Følg, like og del:
20

Page 2 of 4

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)