Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.
Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt.
Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage:
https://www.youtube.com/watch?v=dJHHOs8kn_4
Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.
For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB.
Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav.
https://www.youtube.com/watch?v=cp6JB95p18I
Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med.
Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.
Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.
Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.
Foto: Van Horn
Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!
En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.
Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.
Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.
Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.
I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.
Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.
For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:
https://www.youtube.com/watch?v=pco91kroVgQ
Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.
Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.
Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.
Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.
Du kender Million Reasons:
https://www.youtube.com/watch?v=en2D_5TzXCA
Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.
https://www.youtube.com/watch?v=8ll04Zzw5UM
Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!
https://www.youtube.com/watch?v=ChuFMcqTL-M
Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer
Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:
https://www.youtube.com/watch?v=i2sxw0K10wQ
Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.
Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet.
Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.
Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.
Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.
Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.
Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.
Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr.
<!– wp:paragraph –> <p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p> <!– /wp:paragraph –>
Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:
1) Jeg går ud til vandet.
Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.
Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.
Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.
2) Headspace
Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.
Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet.
Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..
3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.
I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:
Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat
Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København
Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.
Paulo Coelho: Alkymisten
Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins
Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden
Bear Heart: Vinden er min moder
4) En designated ven, du kan ringe til.
Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.
At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.
Tårerne fik igen frit løb, da jeg sad på Youtube og så gamle videoer – Om lidt, Pianomand og Vil du huske mig var for meget af det gode. Min kæreste spurgte på et tidspunkt, om det ikke bare blev værre af, at jeg slugte alt som kanalerne sendte med Kim råt og hørte hans musik resten af tiden. Men det var der, jeg gerne ville være.
”Det bliver jeg nødt til,” sagde jeg. Og påstod i øvrigt også ”Jeg plejer altså ikke at græde over musikere, der dør.” Men det er jo løgn. Har jeg indset i dagene efter, hvor navn efter navn lige så stille et tittet frem på min indre skærm over sangere og musikere, der gav mig en mavepuster og tårer i øjnene, da de drog herfra. De er en broget klub, men jeg tænker, de kan ryge sig en pind sammen, hvis de mødes på den anden side i en slags ”Det var for meget for Trix”-klub.
https://www.youtube.com/watch?v=m3-hY-hlhBg
https://www.youtube.com/watch?v=ZxYOTz-IZn4
https://www.youtube.com/watch?v=iYYRH4apXDo
https://www.youtube.com/watch?v=ojdbDYahiCQ
https://www.youtube.com/watch?v=_CCyY95tF1I
Faktisk har jeg hørt mere Natasja end Kim Larsen mandag, udelukkende fordi hans bortgang fik mig til at mindes, hvor pissemeget jeg savner den dame og hendes musik. Og sådan er det nok, når de rigtig gode dør – de får mig ikke kun til at knuge hænderne tættere sammen om deres musik, men de minder mig om så meget mere.
Har du hørt Larsen non stop, siden han gik bort?
Med erkendelsen af, hvor få af mine ægte helte, der efterhånden er tilbage, endte jeg med febrilsk lige at tjekke op på en anden yndling.
Svar til de interesserede: 68 år og lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i USA. Og gudskelov for det. Jeg kan ikke bære flere musiktab lige nu.
I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.
Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.
Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.
18/8-2018
For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.
Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.
Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.
Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.
https://www.youtube.com/watch?v=tQl0QSv57eU
Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.
https://www.youtube.com/watch?v=_CCyY95tF1I
Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.
https://www.youtube.com/watch?v=JLSWhcKSwa0
Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.
https://www.youtube.com/watch?v=mqtItaoCKh0
Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.
https://www.youtube.com/watch?v=7j9ZpNIr_GI
7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.
https://www.youtube.com/watch?v=OBdfu2hc7Pw
Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.
https://www.youtube.com/watch?v=dfoGddf-kdQ
Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…
https://www.youtube.com/watch?v=06SpZuGvnJI
Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?
I år håber jeg, at jeg skal på fire festivaler. Jamen fire, tænker du? Er hun sindssyg? Og ja. Det er jeg, og festivaler er, noget af det bedste jeg ved. Hvis du stadig ikke helt har overgivet dig til flere dages teltsovning med musik og mennesker, er her toppen af ting jeg glæder mig til og de ting, jeg glæder mig knap så meget til ved forårets og sommerens festivaler.
1) At forsvinde i en konfettisky foran scenen. Det her er et hemmeligt trick, så sig det endelig ikke til nogen. Men hvis du bare venter, til musikken går i gang, så kan du – næsten altid – luske dig med ind i den venstre pit til selv de store koncerter. Så kan man stå lidt nede bag i den forreste del af publikum, og så kan man nå at være med, når der skyder konfettikanoner ud. Det er det bedste i verden.
2) At gå, danse, småløbe eller conga’e mig vej fra A til B. Gerne hånd i hånd med Eva, eller i menneske-danse-slange med Maya og Martin, eller febrilsk klamrende mig til min kæreste, som går meget hurtigere end mig. Det der med, at man holder fast i hinanden for ikke at blive væk og gør det til en ting. Det elsker jeg.
3) På Roskilde mest af alt i hele verden morgensang med Eva. Det er gerne her, min hals snører sig sammen og jeg får tårer i øjnene første gang af flere hver dag over, hvor smukt et festivalfællesskab med en masse fremmede er.
4) Lure i græs midt imellem en masse mennesker.
5) At alle er helt vildt afslappede med, om det lykkedes at mødes, at nå noget til tiden (undtaget dog interviews), og hvis man ikke lige ved, hvad man skal, så går man til koncert og hører pludselig afghansk folkemusik eller forelsker sig i Nicolas Jaar, selv om man slet ikke er til elektronisk.
6) Musik. Mere. Flere. Gamle drømme, der går i opfyldelse, koncerter, du ellers aldrig ville have set. Nye oplevelser. Gamle favoritter. Og hvis alt går vel faktisk lidt billigere, end hvis jeg havde købt billetter til hver enkelt uden for festivalen.
Ting jeg ikke lige kan overskue:
1) Toiletterne. Er virkelig spændt på Roskildes tiltag med rigtige toiletter i år. Festivaler er et af de tidspunkter, hvor jeg har allersværest ved ikke at blive til en gammel-sur-skælde-ud-dame, når folk ikke passer lige så godt på tingene, som jeg. (Det gælder også dem, som ikke samler deres skrald op og smider det ud, eller dem som tisser på boderne om natten).
2) Dansk sommer. Sidste år måtte jeg akut købe nye gummistøvler undervejs, fordi mine gamle gav op. Om fredagen var jeg den eneste i hele flokken med varme fingre. Det krævede også bh, tanktop, t-shirt, hoodie, læderjakke og regnfrakke udenpå. Og ekstra sokker i røjserne. I juli måned. Ej men altså. Måske derfor, det passer mig så udmærket, at to af festivalerne foregår i Berlin og Sydfrankrig.
3) Når dit hoved falder ud af flokken for en stund, og du ikke orker at tale med ham, som afspærrer din vej videre for at få dig til at grine, og du bare bliver mere og mere sur og må reddes af en af hans venner.
4) Morgentissetåren. Festival er lig med blære-træning for mig. Hvor jeg normalt altid liiige skal op og tisse helt vildt tidligt om morgenen for at sove en time eller to mere bagefter, så kan jeg med ren stædighed lære at holde mig til kl 8, når jeg er på festival. Sikkert ikke sundt. Men meget effektivt.
Hvad glæder du dig allermest til eller frygter mest, når du tager på festival?
Mit vækkeur ringer klokken 9 og ikke klokken 7 eller 8, som jeg er vant til hjemmefra (eller 4, når der er morgenvagt på radioen).
Men oftest bliver klokken 11 før jeg får slæbt mig op og ud af sengen. Det der med at have et værelse, der ikke har noget naturligt lys fucker i DEN grad med min hjerne. Ironisk nok står jeg ofte op før lejlighedens spanske beboer. Og i de to tilfælde, hvor vi har haft besøg af håndværkere og malere omkring klokken 9, er hun faktisk gået i seng igen, efter de er kørt.
Så stener jeg. Fordi jeg først kommer op klokken 11, og liiige skal lave lidt morgenmad, kommer jeg ikke så meget ned og træne som situationen indbyder til. Men jeg får tit lige besøgt en hyggelig solbelyst café, hvor jeg nyder et kapitel i min bog og en kop kaffe på vej i skole.
Jamen, på vej i skole spørger du? Ja. Jeg har ingen dage, der starter før 13:30. Til gengæld har jeg to dage om ugen fri klokken 18 og to dage om ugen fri klokken 20.
Konsekvensen af det er blevet, at jeg har fået en enormt spansk tilgang til det der med aftensmad. Jeg forstår sgu godt, hvorfor de ikke få spist aftensmad før klokken 22. Oven i de sene skoletimer, skal det lige nævnes, at det er uhyre uhøfligt at snacke i timerne. Faktisk foretrækker de, hvis du kan vente med at tage en tår vand fra din flaske eller spise tyggegummi til pausen. Så mens vi sidder til Journalistic Production fra 18-20 forsøger mine tarme at begå selvmord.
Og hvis man først spiser aftensmad klokken 22, og så lige ser lidt film på computeren, skyper med den Sunde og Raske og forsøger at rydde lidt op eller sortere vasketøj inden sengetid, ja, så kommer man først i seng ved 1-tiden. Og gæt så, hvad der sker næste morgen, når vækkeuret ringer kl 9?
Det er skruen uden ende. Jeg kan ikke helt regne ud, hvordan jeg kan undgå at fucke mine morgener gevaldigt op. Jeg er typen, der helst skal have noget RIGTIGT at stå op til. I en sommerferie, er det først til allersidst, at jeg begynder at vågne ved 8-tiden af mig selv. Håber dælme, at den evne indtræffer snart i España.
Men hvis i vil have mig undskyldt, klokken er 13 og jeg må hellere lave noget morgenmad.
Her er lidt miks fra den sidste uge, de fleste kan du også finde på instagram: Trix5k.
Ville du stadig elske mig, hvis jeg gik i de her bukser?
Modebilledet hernede taler enormt meget til min leolover.
Endelig. Pizza med fire oste.
Statement-halskæden er rykket op. Nu kalder vi den statement-hårbåndet.
SMS fra Mormor. Jeg elsker det.
Mit lokale bageri. Friskpresset appelsinjuice og croissanter er favoritterne.
Den tidligere omtalte halskæde, der nu ikke længere er på tilbud. Pokkers.
I dag efter træning skulle jeg have den massage, som følger med, når man køber tre måneder medlemskab kontant. (Bemærk, hvordan jeg elegant fik sneget ind, at jeg har TRÆNET igen i dag).
Jeg er som sådan verdens MINDST blufærdige mennesker. Tog mig selv i til nytår at beklage over de to inviterede mænd, som var skyld i, at jeg ikke kunne gå i bare bryster. (Kæreste, fire veninder og to bøsser kan jeg nemlig sagtens rende topløs rundt sammen med).
En særlig treat, når man tager bad hjemme hos mig efter træning (og er Stine) er, at jeg bringer bobler topløs ud på badeværelset til hende. Mens hun er i bad. Altså. Jeg er meget glad for ikke at have tøj på. Generelt. Ikke noget sådan bevidst valg, seksuelt eller naturistisk. Bare dovenskab.
Den del af mig, bliver udfordret i Barcelona. Hvor den ekhibisionistiske del af mig egentlig havde set frem til at prøve ting som ‘bikinitop og gennemsigtig bluse’ og ‘shorts hvor man kan se det nederste af ballerne’ i tryg afstand af Danmark og alle, der kender mig og kan dømme mig (hvor jeg tager mig af det). Jeg tvivler mere og mere på, at det kommer til at ske.
Men i dag da den halvgamle og tyndhårede lille mand på spansk spurgte, om det var mig, der skulle have en ‘massatge’, kunne jeg godt mærke helt ind i min sjæl, at jeg havde håbet på en kvindelig massør. Han var nu meget sød. Ikke særlig god til at massere. Og så ordinerede han masser af sauna og spa-bad til min ømme skulder. Det kan jeg egentlig ikke klage over, selvom jeg normalt foretrækker lidt mere effektive metoder (Rikke), når jeg bliver øm.
Har til gengæld haft mit første spanske Hasta Luego-moment i fitteren. Siger det mange andre steder, hvis jeg har talt med folk. Men jeg fornemmer, at damerne i fitnesscenteret småsnakker sammen, selvom de ikke nødvendigvis kender hinanden. (Lige som den gamle dame i går), og de siger næsten allesammen en eller anden form for ‘farvel’ eller ‘vi ses’, når de forlader omklædningen. Og der er altid én eller anden, der svarer. Også selvom de ikke talte sammen før.
Så da jeg gik i dag, sagde jeg Hasta Luego over skulderen. Og der var dælme en dame, der luegoede tilbage. Opfatter det som en slags spansk dåb. Jeg er sådan en, man svarer i omklædningsrummet! Yay me!
Nå ja, og så har jeg fået to myggestik midt i face. Tak for det. Som om jeg ikke har dårlig nok bid-og-stikke-karma i disse dage. Pisdyr. Hvad skal vi med dyr og miljø, når vi har asfalt?
Rikke og Pernille er her. Derfor ikke så meget sammenhængende snak. Men i skal da ikke snydes for ALT.
For eksempel har vi konstateret, at man uden problemer kan finde et sted at drikke sig fuld på en søndag.
At det koster 8 euro at komme ind i Park Guell, og selvom vi er villige til at trave hele vejen derop, kan man alligevel godt ombestemme sig ved udsigten til at smide (så mange) kolde kontanter for at gå mere rundt. I en park.
Efter to nætter uden bid, gik jeg så småt og troede, at jeg var fri for utøj og at hysteriet mest var i mt hoved. (De er stadig ikke i nogen andre rum i huset). Men i dag er jeg vågnet med nye bid på begge fucking albuer. Man rammer bare albuerne infamt mange gange på sådan en almindelig dag, og det starter en lavine af klø hver eneste gang. For ikke at tale om, at den paranoide kriblen er tilbage i min krop konstances. Hjælp!
Juan No er blevet en slags slagord i lejligheden, men jeg vil bare gerne sige, at hvis man vrissent siger No me toques!, så har man sagt “rør mig ikke” til klamme, gamle mænd. Og alle andre, der kan finde på at røre ved en i øvrigt.
Jeg har allerede brugt for mange penge. Send gerne flere. Nogle at de for mange penge, har jeg brugt på bukser. Og da jeg så skulle klippe det (alt for) store vaskeanvisningsmærke ud af buksen, klippede jeg også lige et fikst hul i bagen. På buksen. Så de nu er ødelagte. Og jeg kan ikke sy. FML.
Vi har fundet (Jeg fik det så vist af hende her) et sted, hvor du kan få blåbærpandekager og eggs benedict til morgenmad. Along side med en mimosa i øvrigt. (Fik jeg nævnt, at alkohol ofte koster det samme/lidt mindre end en cola eller flaske vand på spisesteder?)
Og så tror jeg så småt, at jeg har fundet arvtageren til verdens grimmeste kuffert nede i min lokale rodebiks – LEOLOVE:
