Kategori: Krop Page 1 of 2

Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

  1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid
  2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.

 

Følg, like og del:
error20

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.

Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.

Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.

Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:


Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.

For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?

NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.

Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.

For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.

Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.

Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok. 

Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.

Undskyld søster. Jeg har været en dårlig allieret.
Følg, like og del:
error20

Nej, du føler dig ikke tyk. Du føler dig grim.

En dag mens jeg stod smådesperat i et uspecificeret prøverum og prøvede at gøre noget ved den kendsgerning, at de fleste af mine sommerbluser stumper og jeg ikke er parat til at gå direkte til vinterens turtlenecks, skete der to ting.

Først og fremmest skete der det, at jeg efter at have prøvet en t-shirt i størrelse 46, som passede fint, gik direkte videre til en skjortebluse i størrelse 48, som udmærkede sig ved både at gabe på brysterne og stramme over skuldrene.

Det føles på en eller anden måde lidt ydmygende, når tøjet krænger sig fast om skuldrene på en måde, så jeg skal lege yogi for at få det af igen uden at ødelægge det, og jeg måtte bide mig i kinden for ikke at vrisse det af de der irriterede Årrrh’ere helt nede fra halsen. Jeg var sidst i bunken med bluser, og der var bare alt for mange af dem, som ikke passede eller som strammede underlige steder eller på fornemmeste vis havde valgt at fremhæve mit bildæk lige over bukselinningen.

Og så skete den anden ting. En af de to teenagepiger i prøverummet ved siden af mig havde tilsyneladende en dårlig prøverumsoplevelse ligesom jeg og i sin frustration sagde hun til sin veninde “Jeg føler mig også bare så tyk i dag”. Et smugkig efter dem, da de gik ud afslørede, at det var hun ingenlunde. Hun så helt almindelig og faktisk ret sød ud.

Men jeg blev alligevel sur på hende. For hun skal fandme ikke stå og føle sig tyk, når jeg står og ER tyk i prøverummet ved siden af hende og lige er blevet ydmyget af indtil flere stykker stof.

Jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at skulle dele årsagen til, at nogle ting som tøjkøb er svært for mig. For så svært er det immervæk ikke for hende, dårlig dag eller ej.

Men så gik det op for mig. Hun føler sig ikke tyk. Hun føler sig uattraktiv. Vi har bare lært hende, at det hedder tyk.

Man må give slanke-, mode- og skønhedsindustrien, at de har gjort deres arbejde godt, når vores sprog for ikke synes, man er pæn på dagen eller i det tøj, man prøver, kan konverteres til at være tyk. Det er fandme effektivt spin.

At være tyk er en konstant. Det er ikke noget, man er den ene dag og så vupti ikke den næste. Men vi har mistet sproget for ikke at føle os attraktive. Det er blevet ensbetydende med tyk, hvis man synes, ens krop ser grim ud eller man har en dag med dårlig kropsselvtillid.

Og det skal vi lave om på. På den ene side fordi, det bliver meget nemmere for alle jer “normal”vægtige at arbejde med jeres selvbillede, hvis I bruger de rigtige ord for, hvorfor det ikke føles helt lækkert i dag.

På den anden side, fordi jeg ikke vil dele min oplevelse af at være tyk med din følelse af selv samme. For det er ikke det samme. Jeg kan naturligvis ikke diktere eller bestemme, hvordan du skal føle. Men lad mig forklare:

– At være tyk for mig er ikke noget jeg føler. Det er et livsvilkår og ikke noget, jeg kan lægge fra mig i morgen eller på onsdag. Det er en konstant, og du kan ikke validere en følelse af at have spist for meget eller prøve en for stram trøje med at leve i en tyk krop hver eneste dag.

– Jeg synes, jeg er smuk. Og det irriterer mig grænseløst, når netop følelsen af at være “tyk” eller at have en dårlig dag i din krop skal sidestilles med at være tyk. Hvordan kan jeg være smuk og tyk samtidig, hvis vi konstant italesætter uattraktivitet som tykhed? Hvis vi ikke skiller dem ad, mister jeg min plads i sproget, hvor jeg kan være tyk OG smuk.

– Andre mennesker skal aldrig diktere, hvordan du skal have det med din krop. Alligevel vil jeg trække dem ind i det her. For næsten alle tykke har oplevet at blive bedømt – eller bare dømt – af andre mennesker. Og hvis ikke du er blevet talt grimt til, ydmyget eller kaldt ydmygende navne på grund af din størrelse, så har du heller ikke oplevet den direkte grund til det forkrøblende kropslige mindreværd, der følger af at få at vide af andre, at du er klam og ulækker, fordi din krop ser ud som den gør. Jeg vil ikke dele ordet med dig i øjeblikket, for jeg har været underlagt det hele mit liv, og du må ikke låne det på en dårlig dag, hvis ikke du har delt kampe og sorger med mig og mine tykke medsøstre og -brødre.

– Når du som ikke-tyk prøver et stykke tøj, som strammer, så har du valget om at gå en størrelse op. Forestil dig nu, at du i alle mainstrem- og highstreet forretninger går direkte efter den største størrelse, hvis du finder noget, du godt kan lide. Du kigger ikke på, hvordan tøjet ser ud i størrelsen, for du er vant til, at hvis du allernådigst kan købe et stykke tøj, som ikke er i en plus size-forretning, så er det pinedød den største størrelse i butikken. Og succesraten for rent faktisk at købe tøj steder som Zara, H&M eller Vila er lavere end antallet af gange, politiske kommentatorer har sagt “Han har fat i noget” om Donald Trump.

– Jeg har brugt timer, år, kræfter, tårer og terapi på at elske min krop, præcis som den er. Og alligevel står jeg fra tid til anden i et prøverum med tårer i øjnene og føler mig ydmyget – og hader, at det er mig selv, om har udsat mig for det. Det er en pinsel at prøve tøj. Jeg kan ikke shoppe med mine veninder, og jeg har aldrig kunnet give et stykke tøj videre til dem, for der er ingen der bare tilnærmelsesvis kan bruge min størrelse. Og hvis du ikke kender bare lidt til den kamp, så må du ikke låne ordet tyk. Heller ikke på en dårlig dag.

Hvis du føler dig uattraktiv i dag, så er jeg ked af det på dine vegne. Jeg er sikker på, at du er smuk og god og at du fortjener at have det godt i din krop. Men lad ordet tyk være, hvis du ikke er det. Find bedre ord for, hvorfor du har det dårligt, så jeg kan tage ordet tyk tilbage og gøre det til udelukkende beskrivelsen af min krop – ikke om den er rigtig eller forkert, smuk eller grim.

Følg, like og del:
error20

Beholder mine tykke-dame-penge, når tøjmærker…

  • Har slankeundertøj, stram-ind-trusser og andre torturmidler som skal omforme min krop i deres “basis-kategori”.
  • Tror at tøj til tykke damer bare skal være så stort som muligt. Hvorfor går så mange skjortebluser ned over røven? Er det her en cardigan eller et telt? Hvor er Luna?
  • Ikke kan se på den brede (og ikke kun de bogstaveligt talt brede) befolkning, at der er nødvendigt at lave forskelligt tøj til de lange og til de korte.
  • Kalder sig size inclusive og går op til str 44. Vi er godt nok mange, som ikke må være med i den klub, hva’?
  • Dækker de store størrelser til. Ved du hvad? Tøjet må faktisk godt have et indsnit, der fremhæver min barm eller talje, og jeg kan godt lide andre udskæringer end ‘så’n lidt rund i det’. Det er så uopfindsomt ikke at lave tøj til kroppe men bare at lave firkantet tøj og så size det op, når det skal være plus size.
  • Reklamerer for plus size tøj ved at tage flotte damer i str. 38 og give dem “tykke”-puder på kroppen for at de kan “passe” de store størrelser. Jeg opponerer ikke imod de flotte damer! Men de skal da reklamere for det tøj, de kan passe. Ikke det JEG kan passe.
  • Altid har fucking udsalg. Så slap dog af. Så meget tøj har ingen brug for, at I kan forsvare otte kollektioner om året og et så voldsomt turnover, at noget evig og altid er klar til at blive sat ned for at få det ud af vagten. Inden I smider de sidste rester ud og hænger nyt op. Lav. mindre. men. bedre. tøj.
  • Ikke kan tælle. Hvorfor er det, at jeg har en skjorte i størrelse 38 hængende som passer? Og en i størrelse 46 lige ved siden af? Som også passer? Og hvorfor kan jeg købe shorts i størrelse 46 i Zizzy uden problemer, men hvis jeg tager en størrelse 46 med i prøverummet i H&M så kan jeg nærmest høre stoffet grine af mig, mens jeg forsøger at trække dem op?

Tro det eller ej, sådan kan tykke piger også finde på at klæde sig.

Hvad kan få dit pis i kog og din puls op i det røde felt, når du shopper tøj?

Følg, like og del:
error20

Jeg bliver ikke råbt af på gaden. Mere.

Det er også sjældent, at jeg bliver talt grimt til i nattelivet.

Men når det sker.

Når en mand træder ind foran mig og ræber “Du er tyk” ind i mit ansigt, mens jeg blot er på vej forbi ham ud på toilettet.

Når en kvinde fnisende og ikke særlig diskret peger mig ud for sine veninder på dansegulvet.

Når en afvisning fører direkte til sætningen “Det var bare en joke, du er alt for fed til mig”.

Så sker det altid, når:

– jeg er allermest mig selv

– jeg er iklædt mit mest personlige, velsiddende, sexede og flotte tøj

– jeg danser vildt og voldsomt og kompromisløst

– jeg griner dybt og larmende

– jeg takker nej uden at tilbyde opblødning eller forklaring

 

Så når jeg ikke bliver råbt af på gaden.

Når jeg ikke bliver svinet til i nattelivet.

Når en mand ikke føler trang til at nedgøre mig for at have afvist ham.

Så er det ikke et udtryk for, at menneskehoben er blevet bedre til mig og min krop.

Det er et udtryk for, at jeg gang for gang. Tilsvining for tilsvining. Latterliggørelse for latterliggørelse.

Har gjort mig selv mindre.

Mindre larmende

Mindre lysende

Mindre levende

Følg, like og del:
error20

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

Følg, like og del:
error20

Mine fire graviditeter

Hvis der har været flere, har min søde hjerne fortrængt dem. Kender du mig, og kan du huske flere tilfælde, må du gerne aldrig nogensinde fortælle mig om dem.

Første gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var forsommeren 2006. På det tidspunkt var jeg lige blevet student, og den Samsøe Samsøe-kjole, jeg havde købt til festerne var klart mit dyreste stykke stof nogensinde.

Jeg tramper hen af Odenses gågade med Rikke og Cecilie. Vi har vores huer på. Min har to hakker for solopgange, men hakket, som en af drengene har klippet for “at drikke en hel kasse øl”, har jeg ikke levet op til. Det går sgu nok. Til gengæld har Bjørn sat “venner for evigt”-bidemærker i skyggen. Vi har talt sammen omkring 10 gange i alt.

Der venter en fest et eller andet sted, og jeg føler mig på toppen af verden i min halterneck-kjole. En hjemløs dude ser vores gode humør, og øjner her en chance for at score lidt profit på unge, lykkelige mennesker – hvilket jeg godt forstår. Glade mennesker giver bare mere.

“Teeeeløk’ med huerne de damer!”, udbryder han, da vi nærmer os hans hjørne, som vi skal dreje om.

“Tak”, svarer vi alle uden at gøre mine til at sætte farten ned eller finde penge frem.

Cecilie går forbi ham. Rikke går forbi ham. Da jeg er lige ud for ham, smiler han stort og delvist tandløst til mig og udbryder:

“Næ! Og tillykke med omstændighederne, unge dame!”.

I min dyreste kjole, med hue på hovedet, procenter i blodet. Så jeg mest af alt gravid ud i hans øjne.

Anden gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var kun et par år senere. Ironisk nok i den vistnok slankeste periode i hele mit voksenliv.

Jeg bor i taglejligheden i Søndergade, som jeg har overtaget efter Rikke. Hun bor i stuen. Cecilie er min nabo. Lad os bare sige, at vi ikke har løsrevet os specielt meget fra hinanden siden gymnasiet.

Denne aften er jeg på vej i byen med Rikke. Jeg kan ikke huske, hvad jeg havde på. Men det var sommer – vejret var varmt. Og mens Rikke er i gang med at låse sin cykel op, bliver jeg stående på det nederste trin på vores trappesten, for ligesom at beholde følelsen af en slags scene til den sang, jeg planlægger at bryde ud i og vække hele gaden med (Noget Disney af en art).

“Nååårh, er du gravid?!”, spørger en stemme, før jeg kan sætte i gang.

“NEJ?!”, svarer jeg lige dele rasende og forfærdet. Sker det her virkelig igen?

“Nå, nej – det var heller ikke sådan ment. Det er bare fordi, jeg ville fortælle, hvor stor en gave moderskabet er!”, famler den nu åbenlyst flove, fremmede kvinde.

“Nå men. Jeg er altså ikke gravid”, siger jeg, og mens hun går videre overvejer jeg lige, om jeg ikke hellere vil op og sove igen, end jeg vil ud i natten. Rikke får mig dog tilbage på jorden, da jeg er nødt til at forhindre hende i at følge efter den fremmede dame, for at skælde hende ud. Nej, du kan ikke låne Rikke. Hun er min.

Tredje gang jeg blev gjort gravid af en fremmed var til min kusines polterabend. Jeg kom for sent, fordi jeg havde været i byen dagen før. Mødtes med alle damerne hos den huddame, hvor kusinen skulle have en ansigtsbehandling. Jeg stod for bobler og druer. Det eneste hverv man på daværende tidspunkt kunne tiltro mig. Det mestrede jeg til gengæld også til fulde.

Jeg husker, at jeg var iført en dybt udskåret bluse, hvor der ikke var plads til bh. Jeg husker den, fordi det var min veninde, som havde lavet den, og den kunne jeg også kun lige passe en enkelt sommer, før jeg ødelagde mit knæ og voksede endegyldigt ud af størrelse 42.

Den bluse er så flot. Jeg har den stadig liggende, fordi den fortjener ikke blot at blive givet videre, men kun at blive givet videre til en, der vil elske den.

Mens jeg flår proppen af den første flaske champagne i min iver efter at ramme en buzz, der kvæler mine (nuttede, spæde) tømmermænd (man ved først, hvad tømmermænd er efter 25), kigger kusinens chef på mig. Vi har aldrig mødt hinanden før. Ever. Hun ved tre ting om mig: Mit navn, at jeg er kusinen, at jeg kommer for sent på grund af en bytur.

“Hvor langt henne er du?”, spørger hun med et stort smil.

Nu kan jeg ikke mere. Hér. Lige her holder jeg op med at enable andre mennesker, når de i dén grad pisser mig af og udfordrer mit selvbillede, der to sekunder tidligere var overbevist om, at jeg så fandens godt ud.

“Jeg er ikke gravid”, siger jeg.

“Jeg er bare tyk, det var nok det, du kunne se”.

Stemningen om bordet bliver meget trykket. Damen rødmer og trækker i land, som en fisker hiver torsk ind. Men for første gang begynder jeg ikke at forsvare hendes ræsonnement i mit hoved. Nå så vinden blæste ind under min bluse og fik mig til at se gravid ud? Det er jo så DIN holdning, dame. Jeg sagde ikke “ok”, eller “det gør ikke noget”, eller “det skal du ikke tænke på” eller nogen som helst andre overjegs-udtryk, som normerne byder en at byde ind med, når andre mennesker punkterer ens selvværd. De andre syntes, jeg var lidt streng. Jeg var ligeglad.

Fjerde gange jeg blev gjort gravid var ikke af en fremmed. Og det er næsten værre. Det var sidste år, og det var lige efter jeg havde stået på den røde løber til DMA hele aftenen, så jeg havde selvsagt forsøgt at se nogenlunde ud. Joey Moe havde da også krammet mit frivilligt.

Efter showet tog mine kolleger og jeg op til jobbets generalforsamling, hvor vi hilste på dem, der havde været i gang i et par timer. Mens vi siger hej og lægger jakker kommer en halvfjern kollega op til os, klapper mig på maven (?!) og siger:

“Næææ, tillykke!”

“Jeg er ikke gravid”, (hold kæft der er noget, der kører i rille her.)

“Er du ikke? Ej undskyld – jeg var ellers så sikker(!?)”.

“Det er jeg altså ikke. Jeg er bare tyk”.

Hun fik sagt det foran to andre kolleger, som nu stod og var frygteligt beklemte. Hun og jeg har ikke rigtigt kunnet tale sammen siden. Mest fordi, jeg ikke gider.

 

Vil du ikke godt lige her og lige nu love mig, at du aldrig spørger til nogens graviditet, før de selv har nævnt den? Om så deres vand går på gaden, skal du gå ud fra, at de tisser, indtil de selv fortæller om babyen.

Den første af de hændelser her er over 10 år gammel. Og ingen af disse mennesker definerer på nogen måde, hvordan jeg har det med mig selv i dag, eller hvor smuk, tyk, stor eller lille jeg ser ud. Men hver gang jeg har en lortedag, hvor noget tøj sidder dumt eller hvor min krop ikke føles helt rigtig, så kommer jeg i tanker om de gange, hvor jeg har set så gravid ud, at fremmede har følt trang til at nævne det for mig – og så hader jeg dem og min krop en lille smule. Og der er i det mindste ikke nogen grund til at hade min krop.

Følg, like og del:
error20

Kære Always-typer

Vi bliver lige nødt til at have en snak om jeres, for at formulere det som supermarkederne, vat- og hygiejneprodukter.

Jeg var indrømmet lidt fuld i går aftes, da jeg kom hjem og erkendte, at min menstruation var ankommet. Ja, jeg overvejede “den røde flodbølge”, “det røde” eller “den tid på måneden”, men det er faktisk lige gået op for mig, at det hader jeg også.

Så jeg fiskede en pakke Always-bind frem under vasken, og med mit fuldemands- og bodegarøglugtende tøj drysset løst rundt på badeværelsesgulvet, åbnede jeg pakken og blev faktisk ret forskrækket over den kunstige, parfumerede lugt der ramte mig.

Jeg konsulterede jeres pakke, og der stod “Odour neutralization”.

Hvad skal det betyde?

HVAD SKAL DET BETYDE?

For det første neutraliserer det ingenting. Det lugter! Jeg sidder i min sofa nu. Med tæpper over mig. Men jeg kan lugte det skide bind i mine trusser! Og det gør mig rasende.

For hvad er det ved min naturlige kropslugt, der er så klamt, at i mener, det skal overdøves?

Det er den samme stigmatisering, som når jeres reklamer opererer med klar blå væske frem for, lets say, rød væske, når i skal vise, hvor gode jeres produkter er til at opsuge menstruationsblod. Blå, rød, blod.

Hvis i virkelig synes, menstruation er så ulækkert, hvorfor er i så i menstruationsbindsbranchen? Er det fordi, flere kvinder skal have følelsen af, at deres menstruation er ulækker, og i skal hjælpe dem med at nå til den konklusion ved at overdøve deres menstruation med en kunstig, parfumeret aroma?

Jeg kan stadig lugte det. Jeg hader det. Og det er jeres skyld.

Min menstruation er fin. Min kropslugt er fin, og jeg bløder rødt.

Desuden får jeres “odour neutralization” min fisse til at klø. Tak for det.

Følg, like og del:
error20

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Følg, like og del:
error20

Det er varmt udenfor – En inderlårsblues og guide

Når det er så lækkert vejr, at mine lår bliver svedige bare af at have computeren på skødet, så er det tid til én ting: Cykelshorts.

Hvis du – som jeg – er udstyret med et par lækre damelår uden det legendariske ‘thigh gap’, så kender du sandsynligvis til fornemmelsen af, at du har glemt noget under kjolen, når du går ud. Det starter som en halvklam svedende fornemmelse, men det gør ikke det store, når resten af kroppen også er svedig og halvklam. Så udvikler det sig til en lettere rødmen og begyndende irritation, og hvis du ikke gør noget ved det, kan det faktisk slutteligt lave blister på de bløde, fine inderlår. We must protect them.

Da mine elskede – og flere sæsoner gamle – H&M’er i et eller andet gymnastik-stof har stillet træskoene efter tro tjeneste, har jeg i år været henvist til den forvirrende jungle af udsolgte /for korte / for stramme/ for dårlige cykelshorts, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan dele sårene fra krigsmarken med jer. Så kan i måske undgå de værste faldgrupper.

Lad os starte med No Go’erne:

En fiks slanketrusse med ben fra H&M virker måske som en god idé. Så kan den jo også lige suge maven ind. Men materialets forholdsvis grove masker og varme inderlår går grusomt dårligt sammen, og by the end of the day, havde jeg fået et udslæt af disse mamelukker, der til forveksling minder om det udslæt, jeg får med bare ben. Same same then!

2013-07-22 15.10.27

 

H&M Divided har også nogle lækre bomuldsshorts i år. Faktisk lidt tykkere i materialet end dem vi køber (og slider op på en uge) i mangel af bedre hver sommer. Men, men, men. Fordi det er mini skirt-sommer, så er der kommet en ny længde undershorts til byen. Den længde, der ruller op, når du har damelår som mine. En del vil garanteret godt kunne holde dem på plads, men på mine ben ruller de altså op, og takket være min nye squat-rutine, lægger de sig i folder over min lårmuskel og er faktisk ret svære at få ned igen. Derfor: Hvis du har til gården og gaden som jeg, er disse simpelthen for korte!

2013-07-22 15.09.26

 

Åh. Mængden af nej’er er uendelig. Jeg ved det. Men shortsne fra pieces, der udelukkende er i blonde i stedet for en lille hyggeblonde i bunden, virkede smarte, fordi jeg så kunne slippe for syningen nederst på lårene, der kan give en mindre klædelig bule. Men ak – blonderne filtrer sig ind i hinanden, hvis dine lår rører hinanden, når du går, og pludselig skal du hive tråde ud og væk, som om nogen havde bundet dine lår sammen. I øvrigt et meget sexet gimmick at præstere midt på Gothersgade, kan jeg tilføje. Nej tak til dem:

2013-07-22 15.08.55

 

Så kommer vi endelig til Ja tak’erne:

Vila, bomuld, 80 kroner. De fåes i sort og grå. Helt, helt klassiske. De er lange nok, ruller ikke og lader huden ånde. Fordi de er helt klassiske, får jeg en herlig mavedelle af syningen, og den nederste syning giver mig også en uskøn bule, når jeg sidder ned, men i kjoler der er lange nok og skåret rigtigt, kan man ikke det det. De slides op ret hurtigt, hvis inderlårene rører hinanden, når du går, men hellere ødelægge for firs kroner bomuld end dine lår ikke?

2013-07-22 15.11.15

 

Årets vinder:

Pieces, microfiber, 80 kroner. De fåes i størrelserne S/M og M/L, men som med dem fra Vila er M/L stor nok til mig – og altså stor nok til de fleste. Kun syning i inderlårene, så inden grim lår-delle nederst og en bred elastik i taljen, hvilket minimerer mavedellen. En sikker vinder til dagene med kjole! Mine er købt i Vila, men heldigvis har halvdelen af high street butikkerne jo Pieces et sted på hylderne, så de er nemme at finde:

2013-07-22 15.10.48

 

På vej: En hel barbenstester!

Når nu det ER miniskirt-sommer, så ved jeg godt, at det ikke altid ser lige godt ud med shorts under de lårkorte, men hvad kan man gøre?, tænkte jeg. En sød plus-size blogger fra Miami gav mig måske svaret, og i dag med posten kom min første anti-chavy-thigh creme. Den fungerer som pudder/ flydende kalk. Smøres på som creme og masseres ind, til den giver en pudret og tør overflade. Hvor længe den holder ved jeg ikke endnu, men hvis den er noget værd (tester i Nice), skal jeg nok give jer besked:

2013-07-22 15.07.57

Er der en genial slags shorts eller et old school husmoder-råd (der VIRKER), som jeg har overset, så giv lyd! Lad os dele, hvad vi ved her i varmen.

God sommer, ladies.

 

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 2

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)