Ja hallo, er der nogen på linjen? Please like eller kommentér, hvis du stadig finder herind en sjælden gang imellem. For jeg ved godt, at tiden er løbet fra mig, fra blogs, fra at jeg aldrig fik lavet et nyhedsbrev i stedet (er det for sent?) og fra min blogroll i siden, der er et sted mellem firs og skinddød. (Seriøst. Lad være med at klikke derovre. 90% er dødt i dag)
MEN Instagram stories er bare ikke plads NOK til at dele med dig, hvad jeg har besluttet mig for at gøre en del af the cancel culture.
Eller sagt på en anden måde: Jeg (og dermed burde alle andre også være) er færdig med:
1. Trøfler
Enuff with the truffles. Engang var de et lækkert strejf på noget gourmethejs, en dekadent overraskelse på en restaurant i Rom eller en gave, som papirtyndt blev revet over den dér pasta i Berlin, som blev tilberedt NEDE I ostehjulet.
Nu er trøfler det nye bacon, skødeløst slasket på alt, måden at få en pommes til at koste over 100 kroner på, tilsat sarte forårsgrøntsager, som mister al kraft i egen ret, slicet ud over din pizza og fandme også at finde i 6-7 slags chips.
We’ve done it people. Trøfler er officielt so last season, at der bør følge et boomer-rivejern med, hvis nogen forsøger at servere dem for dig.
2. Hakket oksekød
Jeg har aldrig brug for at få en hakkebøf igen. Jeg har aldrig mere lyst til at gumle i sålelæder og forsøge at finde en stegeskorpe på kølediskens væskeopfyldte proteinvarelager, der er så dense, at du må koge væsken ud på panden, før du kan stege det.
Min (læs: Vegetarisk hverdags) lasagne med blomkål slår alle kødlasagner med flere længder. Skal vi grille, vil jeg foretrække et reelt stykke kød eller en grillpølse, og alle ved jo, at fried chicken alligevel er den bedste burger.
Du kan måske få mig til at trawle tilbage efter klokken 1 om natten på burgerking, hvor kun cheeseburgers dur, men jeg kommer jo ikke ud mere – og da slet ikke sent, så det er ikke et ægte issue.
Tiden er løbet fra at mose og mase, pakke og plaske en gennemarbejdet nondeskriptiv kødmasse ned i en foliepakke og hjem i mine kødgryder. Der er meget andet mad, som både jeg og klimaet hellere vil fortære.
3. Liljer
I get it. De er store og flotte, også når de folder sig ud. De kollapser ikke som tulipaner, der faktisk kun er flotte i mellemstadiet, tragtformene er elegant dragene og et bundt på fire kan snildt udgøre sin egen skårne buket.
Men de stinker. Påskeliljer også. De lugter af tis, og deres støvdragere drysser gult gylle ud på mit bord, min dug, mit tøj og skal klippes af, så snart lortet springer ud for ikke at koste mig et stykke inventar eller tekstil, som jeg havde planlagt skulle være pænere i længere tid.
“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.
Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.
På det personlige plan
Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.
Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.
Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.
Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:
Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid.
Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).
Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.
Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.
Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?
På det samfundsmæssige plan
Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.
Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.
High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).
Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre.
Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.
Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.
Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).
Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.
Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:
Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.
Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.
Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.
Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.
Nogle ting skal støttes. Fordi det er rigtigt og godt, og fordi det er en af de cooleste knægte, jeg havde fornøjelsen af at være en akavet teenager sammen med i gymnasie-tiden.
Det er dog ikke derfor, jeg anbefaler Kevins musikprojekt LIEB – det er fordi, det er fandens godt.
Jeg har skamhørt førstesinglen Nøgen de sidste par dage:
https://www.youtube.com/watch?v=dJHHOs8kn_4
Og i dag udkommer LIEB med deres anden single Drømmenes Planet, som jeg har glædet mig vildt meget til at høre.
For det kan noget! Kevin har lavet musik altid. Han har aldrig ikke rodet med et projekt eller lavet lydtæpper for andre eller nørklet med sit eget. Og jeg har aldrig oplevet ham lyde så meget som sig selv, som han gør med LIEB.
Drømmenes planet handler om hans vej gennem en fængslende depression. Drømmenes planet var ikke en flugt, men et sted hvorfra han kunne se tilbage på virkeligheden uden angst og præstationskrav.
https://www.youtube.com/watch?v=cp6JB95p18I
Jeg synes, at kunstnere der formår at give indblik i ægte kampe, er noget af det mest givende. Om det er i tekst, sang, tale eller billede, så kan det noget at spejle andre menneskers lidelser ved at vise sin egen version af en universel lidelse, som depression er. Vi vokser og lærer af at høre, hvordan andre har tænkt, følt og handlet i kampen mod de samme dæmoner, som vi selv kæmper med.
Derfor synes jeg også, at du skal finde LIEB og høre med. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de dukker op på festivaler til sommer. Lyden er perfekt til dansk sommer. Musikalsk mærker man, hvor umage de her mennesker gør sig for at lade instrumenterne komme til sin ret og førsteudspillet Nøgen var god fra første gennemlytning, men blev kun bedre de næste 10 gange, jeg spillede den.
Jeg har den der musik-vane, hvor man falder over en ny sang og så lige hører den 100 gange om dagen i nogle dage, før den bliver en del af en af mine playlister på Spotify. Det skete med LIEB.
Hør med! Del! Like og følg. De her mænd KAN noget, og jeg glæder mig til at følge rejsen herfra.
Foto: Van Horn
Og hold øje! Debut-LP med fire numre udkommer 30/11!
En af de ting jeg har navigeret dårligst i i løbet af min musikalske opvækst har været den der uformelige sfære af “hvad det er sejt at kunne lide”. Den sære sociale konstruktion har nogle gange (alt for tit) fået lov til at forskubbe balancen for, hvilke dele af min enormt brede musiksmag, jeg valgte at vise til verden.
Men ved du hvad? Musik skal røre dine følelser. Og jeg skal fandme ikke gøre mig til herre over, hvad der vækker noget i dig – ligesom ingen andre skal have lov til at bestemme, hvad jeg vælger at høre. De der guilty pleasures er jo ikke guilty for mig, mens jeg hører dem. De bliver kun skyldige, når andre lider af dømmesyge.
Jeg er selv mega skyldig i det. Hold kæft, der er meget musik, jeg mener er noget lort. Og jeg vil helt vildt gerne bestemme, at andre mennesker skal vælge det fra og se ‘lyset’, som jeg tror, jeg har klar til dem i form af bedre musik. Men når det samme bliver gjort mod mig, bliver jeg både såret, sur og rasende – og nogle gange skamfuld med deraf følgende endnu større raseri rettet mod både mig selv og den nar, som påduttede mig skam over mit musikvalg.
Jeg vil gerne kæmpe for at dømme mindre. Men jeg vil ikke holde op med at anbefale. Men jeg vil gøre det her og uden at mine forslag skal være en decideret erstatning for noget – det er bare god musik, som jeg elsker og gerne vil dele.
I dag skal det handle om Lady Gaga. Voksne Lady Gaga.
Du har måske allerede set A Star is Born i biffen – eller også har du den til gode, ligesom jeg. Men hun får ros, den gode Gaga. Og jeg er sikker på, hun fortjener det, for hold nu kæft, hvor har hun rykket sig. Og jeg vil gerne anbefale det album, jeg mener, har været en slags vendepunkt i hendes karriere. En løsrivelse, om man vil, hvor hun også fandt lyst og plads til at udtrykke sig på andre måder end bare med musik.
For mens jeg var lidt for lang tid om at hoppe med på galejen, da Poker Face brød igennem i 2008 (jeg har aldrig været den hurtigste), kunne jeg rigtig godt lide Judas, Bad Romance og Applause:
https://www.youtube.com/watch?v=pco91kroVgQ
Men tiden efter. Hvor Gaga har erkendt for sig selv og for verden, at hun lider af en smertefuld kronisk sygdom. Hvor hun desværre aflyste den koncert, som P og jeg ellers havde glædet os til. Men hvor hun er rundet de 30 (ligesom mig) og har taget magten tilbage fra popindustriens forventningspres og har tilladt sig selv at nytænke og skabe musik på nye præmisser, der har hun rykket sig helt vildt i min optik.
Jeg blev klogere på hende, da Netflix udsendte dokumentaren 5 foot 2, som jeg synes, du skal se, hvis du ikke allerede har gjort det.
Og så skamhørte jeg Joanne-albummet op til den koncert, som så desværre blev aflyst. (Vi tog til Roben og Knud i stedet for, så alt var ikke tabt). Men det album er, i min optik, et mesterværk i at rive sig fri og blive sin egen.
Storladede følelser, en snert af country og en personlig fortælling som den røde tråd igennem popsange, der fortsat er uendeligt genkendelige som Gaga, men som også er helt sin egen nu.
Du kender Million Reasons:
https://www.youtube.com/watch?v=en2D_5TzXCA
Men det jeg virkelig gerne vil have dig til at sætte pris på, er country-balladen og albummets titelmelodi “Joanne”, som Gaga har skrevet til sin afdøde faster og hvis bortgang har tematiseret albummets centrering om liv, død og den langt fra perfekte eksistens mens man er her.
https://www.youtube.com/watch?v=8ll04Zzw5UM
Min personlige favorit på pladen er stripper-hymnen Diamond Heart. Det nummer afspejler på sin vis perfekt, hvor jeg (og jeg antager) Gaga er i livet. Vi er nået dertil, hvor vi har sluppet tanken om perfektion. Vi er gjort fri af en del af ungdommens elendige tungsind, men den ægte version af os er også med sine egne fortrædeligheder, som man kan vælge at hænge sig mere eller mindre i. Hør den!
https://www.youtube.com/watch?v=ChuFMcqTL-M
Men jeg synes virkelig også, du bør lytte til Sinner’s Prayer
Og hvis du som jeg også elsker Florence and The Machine, så vil jeg lige gøre opmærksom på duetten med Florence Welch:
https://www.youtube.com/watch?v=i2sxw0K10wQ
Hun er lige et år ældre end jeg. Og Gaga er vokset. Jeg ved godt, at albummet er fra 2016 – men hvis du ikke har fanget og elsket det, så giv den en chance. For nullernes sange var dansemusikken til mine post-gymnasie-fester, senere blev 10’ernes sange mere og mere freaky og en slags flugt, jeg kunne følge med på, og som stak ud fra den meget pæne pop, som jeg følte mig mindre og mindre forbundet med.
Nu er Gaga cool, skælvende, bevidst om sin egen forgængelighed og utilstrækkelighed og kun mere glad for livet derfor. Hun er vokset, og hun tager mig med på Joanne-albummet.
Tjek det ud, eller tag et lyt igennem hendes 10 top ranked sange fra NME for en bredere indførsel i bagkatagloget.
Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.
Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.
Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.
Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.
Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr.
<!– wp:paragraph –> <p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p> <!– /wp:paragraph –>
Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:
1) Jeg går ud til vandet.
Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.
Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.
Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.
2) Headspace
Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.
Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet.
Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..
3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.
I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:
Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat
Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København
Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.
Paulo Coelho: Alkymisten
Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins
Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden
Bear Heart: Vinden er min moder
4) En designated ven, du kan ringe til.
Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.
At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.
Gitte og hendes tre unger (og manden, bevares) er ude året rundt på domæent udeboern.dk . De roder med urter, griller pølser, bygger lige halvspontant en havestue og sidder om bål.
Så hvis du har de der børn, og du godt gider vise dem alt det hyggelige ved Halloween og blive bedre til at hygge udenfor, så synes jeg, du skal tage med. Der kommer til at være græskar til udskæring, hotMANdogs og skøn stemning. Og ja, der kommer også til at være ting, som voksne gider sætte tænderne i.
Og uden at prale for meget, så sagde ældstesønnen i huset faktisk, at hans mors ketchup smager, så han ikke kan kende forskel på den og dén i butikkerne. Det er altså børne-ros.
Altså, der var fandme ikke bål i haven, da jeg var barn. Og der var heller ikke voksne med derude. Og jeg hadede at blive sendt ud for at ‘få noget frisk luft’, når jeg for tredje dag i streg lå udstrakt på den cremefarvede halvfemserveloursofa og læste bøger. Men måske. Måske havde det været sjovere, hvis der havde været lidt sjovere i haven – og jeg ikke var gået alene derud. (Eller endnu værre, i følgeskab med min bror og en læderbold, så jeg kunne ‘stå på mål’).
Sidespor – tilbage til det væsentlige. Som er:
1: Gittes børn er latterligt søde:
dav
De griner blandt andet ad mine vittigheder, og så gider de også godt være med i haven. Til leg, til høst og til samvær.
2: Havekalender for Børnefamilier er en rigtig have med rigtige bed. Der står kaniner i et hjørne, der er bålplads og krydderurterne er spredt ud over det hele, så man kan gå på jagt og eventyr i bedene og finde alskens herligheder. Det er milevidt fra jordfarvede rektangler i gulvhøjde og et afmærket bed til hver afgrøde. Der er hyggeligt, vildt og kringelkroge. Hvilket på alle mulige måder gør haven bedre end ‘frimærkerne’, der for at være så nemme at holde som muligt også bliver kedelige.
3: Jeg nyder godt af deres have året rundt. Alt i den have bliver til noget, og der er altid honning fra fælles-avleriet, en lækker chipotle eller Nordicana-sauce på bordet og krydderurter fra haven i dressingen. (Ja, og drinksne får også smag fra haven), og jeg er vild med det.
Makeup-videoer er tilbage, og i dag handler det om svampe, beautyblenders og en eksotisk nyanskaffelse – som du kan vinde søsteren til. Der er tricks til at bruge dem og en test af to, der på papiret skal gøre stort set det samme, selv om den ene koster dobbelt så meget som den anden.
Vi iler til ugens video, som er 10 minutter – tre svampe og ét meget morgentræt ansigt med ditto frisure.
https://youtu.be/YThKTbO3XDE
Sådan her så mit ansigt ud helt tæt på, efter jeg havde brugt de to svampe:
Det er den klassiske beauty-blender til venstre på billedet (min rigtige højre) og den nye fra Kiko Milano til højre på billedet. Jeg synes, det er tæt på umuligt at se forskel. Kan du se forskel?
Kan vi i øvrigt lige tage en snak om morgenlooket i kommentarerne – er det ok, at jeg er lidt træt og mat i sokkeholderne i starten af videoerne? Der er mange dygtige youtubere, som altid byder velkommen, mens de ligner en million og så ligesom klipper ’tilbage’ til, da de gik i gang. Vil det være nemmere at tage seriøst? Eller er mig og min morgenkaffe ok?
Men som jeg sagde i videoen, så har jeg en ekstra svamp, som du kan få fingrene i. For at være med i lodtrækningen, skal du hoppe over på Instagram, og følge mig der og smide en kommentar om, om hvilket (hvis nogen) af mine råd der har hjulpet dig indtil videre.
Hvis du ikke har fundet et råd, du har taget til dig, må du gerne smide en kommentar med forslag til, hvilke slags makeup-videoer du har lyst til at se.
Ved du ikke, om jeg har givet gode råd? Så kan du tjekke mine gamle videoer her og her og her.
Uanset om du skal lave pizza, pasta eller saftige meatballs, er det her tomatsaucen til dig. Den kan fryses, den kan blandes med et par dåser tomater til en lasagne eller bolognese og den er bare så god at have på lager, til de dage hvor du ikke orker at lave en tomatsauce fra scratch men stadig gerne vil have god smag og gode råvarer.
Saucen kan customizes til din smag og den kan gøre mere eller mindre koncentreret, alt efter, om du vil bruge den som en slags ‘sovse-bouillon’ eller helt som den er. Jeg beskriver den sammensætning, som jeg synes, passer lige til at putte direkte på en pizza eller som med en dåse flåede tomater* (og måske lidt fløde) giver serveringsklar pastasauce på ingen tid.
Du skal bruge:
En røvfuld tomater. 2-3 bakker, gerne forskellige slags (og farver). Helst på stilk – de smager af mest.
En rød peberfrugt eller to.
Store duske af dine foretrukne krydderurter; basilikum, rosmarin og timian er mine favoritter.
Olie – rasp eller oliven er ét fedt for mig
3-5 fed hvidløg
1-3 chilier (alt afhængigt af smag og chiliernes styrke)
2 støre løg eller rødløg
groft salt og masser af peber
1 teske sukker
1-3 spsk balsamico
Fremgangsmåde:
Vask tomater og peberfrugter, skær løg, peber og hvidløg i store både – du behøver ikke hakke noget fint, og tomaterne må gerne være hele eller kvarte, hvis de er meget store.
Skyl en håndfuld af hver af de krydderurter, du gerne vil have og skær chilierne ud – du kan fjerne kernerne, hvis du gerne vil have den dybe chili-smag uden al styrken.
Vend løgene i balsamicoen, hvis du vil give dem en chance for at blive ekstra lækre og nærmest lidt karamelliserede.
Put det hele op i en bradepande eller et ildfast fad, så du har noget, der – lidt for opstillet – ser sådan her ud:
Kværn salt og peber i gavmilde mængder henover og drys sukkeret på også. Hæld gavmildt med olie henover, og bland det hele sammen, så krydderurter holdes nede under grøntsagerne i fadet (de kan godt brænde lidt på i ovnen).
Sæt hele herligheden i en kold ovn og tænd for den på 200 grader og lad sagerne varme med op og stå i ovnen omkring 40 minutter.
Efter 40 minutter, tager du fadet ud af ovnen og lader det køle i nogle minutter – mest for din egen skyld, for herefter hælder du det hele op i en gryde og stikker en stavblender i. Blend til du har en ensartet sauce og smag til med ekstra salt og peber, hvis det er nødvendigt. Nogle gange kommer man til at underkrydre lidt, når man laver store mængder. Fordel saucen i bøtter til fryseren i en god størrelse til din familie. Vi bruger nogle forholdsvis små bøtter, fordi det passer godt til 2-3 pizzaer eller en tomatsauce med en ekstra dåse flåede tomater.
*Køb flåede tomater frem for hakkede tomater – der er mindre tilsat vand per dåse, så du får mere for pengene.
Har du ikke lyst til italiensk? Min Pad Thai er også megalækker – og det tager kun en halv time at lave den.
Der er tusindvis af opskrifter på banankage, og de minder allesammen om hinanden, fordi d’uuuh – det er kage med banan. Alligevel er det dødsens nødvendigt, at du får lige præcis MIN opskrift på en lækker banankage – for de små detaljer betyder faktisk noget.
Og den her opskrift er også lidt for min egen skyld. For når jeg freestyler for meget, så kan jeg ikke huske, hvad det var, som virkede godt, næste gang jeg igen står med fire overmodne bananer. Men når den først er på bloggis, så glemmer jeg det aldrig mere. Smart hva’?
Den her opskrift giver en stor kage, der passer til en af de runde springforme med diameter 23 cm.
Du skal bruge:
3 godt modne bananer
250 – 300 gram mel (afhænger af størrelsen på dine bananer, døm selv)
200 gram sukker
3 tsk. bagepulver
1 tsk. vanilleekstrakt/pulver/frisk vanille
150 g smør
3 æg
300 g chokolade (blandet mørk og hvid)
100 g pekannødder eller valnødder*
Fremgangsmåde:
Start med at smelte smørret i en kasserolle eller mikroovnen. Det skal ikke brankes, så hvis du bruger kasserollen, så sluk igen, når halvdelen er smeltet – så klarer resten sig selv. Rør lidt i det undervejs.
Varm ovnen op til 175 grader og beklæd bageformen med bagepapir – ja, eller smør formen. Men jeg er doven, så bagepapir.
Bland de tørre ting sammen: Mel, sukker og bagepulver og rør det godt rundt. Bagepulveret skal ikke reagere med våde ingredienser som det første, så når du bager med bagepulver er det altid bedst at røre det sammen med melet, før du blander resten.
Mos bananerne i en stor skål, tilsæt vanille og æg og vend så melblandingen op i. Hæld det smeltede smør over og rør det hele godt sammen, så der ikke er klumper i dejen.
Jeg brugte 100 g hvid og 200 g mørk chokolade sidst – du kan vælge, det du bedst kan lide. Jeg fordeler det sådan, at jeg hakker 100 g og kommer i dejen og de 200 er til glasur. Så hak den mængde chokolade, du gerne vil have i dejen og put den i.
Hak pekannødderne groft og put dem i dejen også. Gem en lille håndfuld til drys. *Hvis du bruger valnødder, så put det hele i dejen. Nogle valnødder er bitre i smagen, hvis de ikke bliver varmebehandlet, så vælger du valnødder, så put dem alle i dejen og rør det hele godt sammen.
Vent med at hælde dejen op i formen til lige inden du sætter den i ovnen. Banankage er en lækker mushy kage, så mange kender nok det der med at chokoladestykker og nødder er sunket til bunds, når den er færdigbagt. Det kan ikke helt undgås, men hvis du rører godt i dejen og hælder den op som det sidste, inden du bager den, så har de tunge sager mindre tid til at synke. Bare et pro-kage-tip.
Når ovnen er varm, hælder du hele herligheden i formen og sætter det ind i midten af ovnen.
Bag kagen ved 175-180 grader (jeg har ikke mærket forskel på alm. ovn og varmluft) i 45-50 minutter. Stik en gaffel i midten af kagen, når du tror den er færdig. Hvis der hænger våd dej (ikke chokolade) på gaflen, når du tager den op igen, så giv kagen 5 minutter mere.
Tag lækkerheden ud og lad den køle på en rist. Efter fem minutter kan du lægge chokoladen i forskellige farver på toppen. Lad det smelte, og rod så rundt i det med en gaffel, så du får fine mønstre. Drys nødderne over til sidst og SPIS DET HELE.
Jeg delte lidt med mine venner, men resten spiste jeg som natmad. Og morgenmad. Og frokost.
Ja. Chokolademoussen følger desværre ikke med i opskriften.
Alt for længe har jeg ikke set, hvad jeg gjorde ved mig selv og ved menneskerne omkring mig. De tykke af dem. Som jeg selv er en del af, og som jeg slog et slag for sidste uge.
Jeg har simpelthen ikke været klar over, hvad jeg gjorde. Jeg troede, jeg var for os alle. At jeg passede på os og repræsenterede os. Ligesom i indlægget her fra 2015.
Jeg er stadig sindssygt glad og stolt af langt det meste, jeg skrev dengang. Hvor jeg kun lige var begyndt at sætte ord på, at jeg var god nok og ikke skulle ændre mig. Men det sidste afsnit afslører alligevel, hvad jeg slet ikke havde forstået:
” Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt.
“
For hvad så, hvis jeg en dag ikke træner 3 gange om ugen? Hvad hvis jeg bliver stresset og prioriterer skole, job og samvær med venner over at træne? Hvad hvis jeg ikke altid er sund og stærk? Er jeg så pludselig mindre værd som menneske? Er jeg så en dårlig tyk person? Skal vi bevise vores værd i form af styrke, mentalt overskud, træning eller noget helt fjerde for at kompensere for, at vi har den frækhed at veje flere kilo end så mange andre?
NEJ, vi skal ikke. Og jeg skal ikke. Den tankegang var – hvor flov det end gør mig at erkende – en måde at distancere mig selv fra ‘de dårlige tykke mennesker’ på. Dem som ikke var stærke eller sunde, samtidig med de var tykke. En måde at placere mig selv mentalt i et limbo mellem tyk og sund, så jeg ikke helt skulle dømmes lige så hårdt som de andre tykke.
Undskyld. Jeg vidste ikke bedre.
For kort tid siden skrev en af mine veninder til mig. Hun havde fundet en ‘test hvor god din form er’ i et dameblad. Men fordi hun ikke kan tage armbøjninger, konkluderede hun og testen, at hun må være mindst 200 år gammel.
Min kloge, gode og søde veninde, der hver dag er Mor for sine tre børn, slæber rundt på udstyr, sager og den yngste. Handler, laver mad, passer arbejde og forsøger at passe sig selv også, hun fik det indtryk, at hun var… ringe. Fordi hun ikke kan tage 15 armstrækkere.
Hvad fanden er det for en måde at måle mennesker på? Det må vi holde op med, og jeg skal også selv aflære den måde at vurdere mennesker på. De er ikke, hvad de magter. De er ikke, hvad de kæmper for. Vi har allesammen en i os boende værdi, fordi vi er til. Fordi vi er i live. Og det er godt nok.
Så undskyld. Hvis du har følt dig sorteret fra af min ‘Jeg træner, så jeg er en god tyk person.’ Du og jeg er alt godt i livet værd, uanset om vi sidder på spinningcyklen, kontorstolen, sofaen eller hvadvedjeg. Hjælp mig med at huske det i fremtiden, hvis jeg omtaler dit eller mit eget værd forkert. Selvværd er en proces for mange. Vi kan øve os sammen.
