Oh du skønne, du blå, du umulige at ødelægge – hvor er du?
Alt for længe har mine lår ikke kunnet lade sig omslutte af din kærlighed. Alt for længe har min bagdel været tvunget til at holde sig selv oppe, uden dit nærvær at støtte sig til.
Hvad skal mine lår dog stille op uden dine bukseben, der er så lange, at mine mælkehvide hudfolder ikke kradses til død og ødelæggelse i den hede sommervarme?
Du forstår mig som ingen anden. Kun et par timer tager det, før du har bøjet og føjet dig, så jeg ikke længere har en mavedelle hængende ud over kanten.
Hvad skal jeg stille op uden dig? Hvor forsvandt du hen i dagene op til Roskilde?
De beige bomuldsshorts var slet ikke det samme – og de bliver aldrig det samme igen efter den festival, som jeg véd, du ville kunne modstå.
Ingen andre af mine underdele forstår mig som du.
Men ak, du er væk. Måske for evigt?
Eller måske ligger nu et sted i den bugnende vasketøjskurv, som jeg endnu ikke har fået mod og mandshjerte til at gå i krig med.
I krig og kærlighed gælder alle kneb, men hvordan skal jeg klare krigen med vasketøjskurven uden min kærlighed – cowboyshortsne.
Ting der fylder mig mød lykkefølelse på Roskildes sidste dag:
Når en kollega gir mad for at tømme sit smarte chip-kort
Når kollega sender sin pung med mig ud og hente slik
Når solen varmer mig, mens jeg ligger i græsset og hører Black Rebel Motorcycle Club
Når Nikon-folkene giver deres plakater gratis væk – til mig blandt andre
Når Miguel, der er ugens sidste interview, viser sig at være helt, helt nede på jorden, ærlig og forholdsvis nem at imponere med gode spørgsmål
Når han synger som en drøm
Når en fremmed dame på vejen hjem spørger, om hun ikke lige skal bære lidt af min alt for store oppakning
Når en fremmed mand giver taxa-turen til stationen, bare fordi han må komme med i vognen
Når en halvbekendt deler sit klippekort med mig til turen hjem
Når Tim i toget efter en uge stadig er så snaksagelig, at han er nødt til at fortælle mig om hele sin uge og giver mig et kram i Valby – selv om vi aldrig har mødt hinanden, før vi stod på toget
Når et ældre ægtepar på fortovet på vej hjem, smiler til mig og konen siger til manden ‘der er vist én, der har haft en dejlig Roskilde’
Ting der giver mig lange løg på Roskildes sidste dag
At jeg har pakket så meget lort. Seriøst? Hvorfor har jeg pakket så meget lort?
At jeg med stor præcision skal arbejde LIGE oven i Queens of The Stoneage
At min hals er helt fucked efter tre dage som ryger. Min vejrtrækning lyder som en dødsrallen og den voldsomme slimhoste gør ikke noget godt for mit image.
Når en kollega, som jeg skulle følges med hjem (og som plejer at være sød til liiige at tage lidt af slæbet for mig) får et lift og efterlader mig alene tilbage på pladsen med alt mit lort
Når jeg ikke får aftensmad, fordi jeg simpelthen ikke magter hverken kø, de ting jeg allerede har smagt eller at finde et nyt sted at spise.
Feber
At Roskilde ligger i Roskilde
At der er så mange mennesker omkring mig. Hele tiden. Mens jeg går rundt alene. Det føles næsten voldeligt på mine følelser at være alene i så stor en mængde mennesker, der alle er sammen. Men når man er syg, er det bare meget svært at tage sig sammen til at lede efter de venner, som helt sikkert er et sted på pladsen.
At hverdagen kalder lige om lidt. Har brug for ferie.
I får den ultrakorte version. Har for travlt med livet. Men ja, Riri skal skamme sig, Den Sunde og Raske har fået seriøs konkurrence af Volbeat-guitarist og jeg elsker blæseorkestre – i korte træk.
Jeg ER her. Kom i går. Festede med mennesker. Twerkede på en fremmed mand. Vågnede med linser i øjene, frotté på tænderne og et ‘Hvor er Holger?’ klistermærke på min højre brystvorte. Gjorde pænt nas at skrælle af. En nøgen mand forsøgte at kramme mig og Rikkes kæreste gik kold stort set samtidig med, at jeg hilste på ham for allerførste gang.
Nu er yndlingschefen hér. Vi arbejder. Om lidt drikker jeg en øl.
I dag skal vi snakke med ham hér. Og ham hér. Nå ja, og også ham hér. (Stop.dig.selv.Trix.)
It’s gonna be awesome! Men først skal jeg spise noget greasy og finde Stine. Hun mangler bukser og jeg har et par til hende i tasken. Og blå kings. Og nødder. Og Vabelplaster. For det fik jeg jo brug for med det samme. Så dårlig er jeg til at planlægge fodtøj.
Men det vidste du godt, hvis du fulgte med på Twitter eller Instagram. Trix5K begge steder. Kom i gang, blev der sagt. Der kommer masser af godter.
Alt for meget tøj. For helvede. Hvor er det TØSET.
To par bukser, to par shorts, to kjoler, strømpebukser, leggins, bluser, t-shirts, trøjer, jakker, regnslag, sneaks, sandaler og gummistøvler. Til fire snoldede dage.
Og hvornår er jeg blevet sådan en hønemor? Hvem så det komme?
(Fun fact: I Mexico er sunblocker blociado, mens olie der får dig til at stege mere er bronziado. Og man skal lige sørge for, at man udtaler det rigtigt, skulle jeg hilse fra mine dengang meeeget ømme baller og fortælle).
Jamen skal jeg slet ikke på druk?
Har glemt at købe billige øl. Har en flaske rødvin, jeg kan pakke ned, men intet andet. Kan allerede nu forudse, at jeg bliver hende med den lunkne karton Sea Lion Rosé, der sejler i de søde dråber ugen ud.
Får jeg mon nye venner?
Med glowsticks og paraplyer til folks drinks, kan det jo næsten ikke gå galt. Jeg har også en hulens masse smøger, men dem deler jeg sgu ikke ud af! NEJ, blev der sagt!
Tror jeg har husket det hele. Eller i hvert fald det vigtigste. Så må jeg tage den derfra.
En grundig granskning af hjernen nåede i hvert fald ikke frem til andet, end at jeg da skal have min cowboy-vest med også!
Onsdag går det løs. Jeg smutter på Roskilde. Skal dele telt med dejlige Eva, hænge ud med Rikke og Stine, Interviewe Volbeat og Miguel (Hvis jeg er rigtig heldig også dem her!!!
Jeg skal danse, drikke, synge, trampe, æde flæskestegssandwich til morgenmad, drikke lunkne Gyldne Damer, vaske hår i tørshampoo, gå i gummistøvler, få nye venner, blive væk og ryge usandsynligt mange smøger.
Men, men, men. Jeg er ikke engang begyndt at pakke endnu. Har en halvhjertet liste liggende, hvor der står noget med rejseflasker og håndsprit på, men hjernen vil bare ikke tænke videre.
Hvad er dine festival-fornødenheder, som du hellere vil dø end undvære?
Og kender du til en fed gimmick, en god koncert med en ukendt kunstner, som jeg bare SKAL se, noget jeg bare SKAL skrive om, eller vil du bare gerne se hende Trix dér i levende live, så er det NU, du skal sige til. Du får ikke chancen igen… Før på Skanderborg, altså.
Fuck, jeg glæder mig. Tørshampoo! Det skal jeg huske.
MUMS, hvor kan han synge. Ham Frank Ocean. Efter katastrofal lyd i Tap1 til Lana og en mindre uenighed mellem mig og resten af København om, hvordan man går til koncert, var det med bævende hjerte, at jeg begav mig mod Carlsberg i går.
Aftenen startede godt. Hos veninde så tæt på, at vi lod øl, jakker og det løse stå hos hende for at gå de få hundrede meter. Ned til den længste kø jeg i mit koncert-liv har set. Vi startede nok en kilometer fra døren. KI-LO-ME-TER. Og der stod vi så. Længe i stropbluser, uden øl og ventede.
Det gør intet godt for stemningen. Og selvom den stakkels pige i døren måtte nøjes med at tage imod min billet og ikke scanne den, da vi gik ind, og jeg således godt kan regne ud, at der har været mere end hektisk aktivitet bag den lukkede dør, mens vi ventede, var jeg ikke glad.
Heldigvis var det ikke noget, som en GinLemon ikke kunne ændre på, og Frankie var da også så sød, at vente halvanden time efter planlagt showstart på, at alle var kommet ind, før han, uden opvarmning, gik på scenen.
No warm up needed. Daaaamn, den mand kan synge. Hvis det nogensinde går i fisk med den Sunde og Raske, så har Mr. Ocean scoret sig en vaskeægte stalker i går aftes.
Koncerten var forrygende. Et simpelt lysshow med BILEN som bagtæppe var særdeles effektivt, mens Frank bar os igennem mange af sine lækreste sange. Nogle gange lidt kortere end originalen og på intet tidspunkt trækkende-et-nummer-i-langdrag, men faktisk ret keen on at komme videre i teksten, når han havde serveret et nummer for os. ‘Lets move on’, ‘Lets get on with this’, hørte vi flere gange mellem numrene – for Frank havde mere, han gerne vil vise os.
Kontakten med publikum var ønsket. Men som et 167 centimeters pragteksemplar af en kvinde, kunne jeg ikke hele tiden se ham og midt i salen fik jeg desværre heller ikke fat i al hans small talk med os. Fik dog fat i, at vi skulle ‘feel free to smoke your greens or whatever, man’. Og så lærte han at sige ‘tak’, hvilket han gjorde brug af flere gange i løbet af koncerten. Til publikums store fornøjelse. Bliver altid lidt flov, når 1) Ord på dansk, 2) How are you feeling right about nooow? og 3) Whats up Copenhageeeen? ALTID er de udsagn, der fremkalder størst reaktion fra publikum… Hvorfor gør vi det?
Men han lærte også at sige ‘Det er meget varmt’. Ærgrer mig over, at pigen på forreste række ikke skyndte sig at svare ’tissekone’, da han spurgte, hvordan man sagde ‘it’s hot as fuck’. Se dét kunne Ørkenens Sønner-Hanne hér have moret sig over.
Højdepunkter: Thinking Bout You, for SATAN en falset. og første vers og omkvæd af Swim Good, som han sang med publikum uden orkester lige inden ekstranummeret.
Frank dear, I’m charmed and sure we’ll meet again.
“Jeg vil bare gøre alt for at tabe de skide 10 kilo.
– Altså bortset fra at træne og spise sundt”
Det er kommet listende sådan lidt i den sidste tid. Fordi det har været varmt udenfor. Og fordi min arbejdsplads ligger helt oppe under et tag, hvor ufattelige varmegrader hver dag over middag samler sig og truer med at smelte os alle. Og fordi Stine og jeg er begyndt at… ja, altså. Vi træner. Tre gange om ugen. (Med forbehold for studieture og lørdagsdruk). Men vi træner ret meget. Og jeg er ikke sikker på, jeg kan lide det.
Først og fremmest, fordi det får mig til at stalke alle mulige træningsblogs efter inspiration. Og det giver mig både dårlig samvittighed OG dårlig selvtillid at sidde i sofaen med en pose killinger og glo på
Nogle mennesker har gjort det altid. Det der med at svede over hele kroppen. Jeg personligt, har altid ligget i et svømmebassin, hvor man ikke mærker sved, eller presset mig selv så tilpas lidt, at jeg maksimalt har svedt på panden og under armen.
Så det der foregår i disse dage er en slags revolution. Og så er det, jeg opdager, at jeg altså får lettere til sved (og lugt) for tiden, efter min krop har lært at lukke op for fontænen til træning. I morges til det der forfærdelige spinning (jaja, jeg sagde, vi træner. Jeg sagde ikke, vi kan lide det), var det så galt, at der løb en dråbe sved ned af min skulder? Sådan midt på armen. På YDERSIDEN af armen? What the hell?
Og selvom vi dampede af en evighed. Og jeg gik i laaangt bad. Og jeg prøvede på ikke at cykle alt for stærkt på job, og faktisk lod regnjakken stå åben for ikke at dugge inden i den (og dermed mistede hele formålet med at tage den på i regnvejr), ja så sidder jeg altså alligevel nu tilbage i sofaen og lugter lidt af sved. Gennem både deo og parfume.
Sveder almindelige mennesker også sådan randomly igennem dagen? I så fald gider jeg ikke være almindelig.
Og alligevel fortsætter vi. Fordi det med stor præcision ER for sent at nå bikinisæsonen. Så vi træner bare for vores egen skyld. For hvor meget jeg end hader det, mens det står på, så ender vi altid med at skrige af grin sammen og have det virkelig godt i kroppen bagefter. Suk.
Bevismateriale har vi til gengæld nok af. Pictures or it didn’t happen.
Velkommen til det nye look. Her skal nok ske ændringer efterhånden, men først og fremmest skal jeg holde op med at panikke, hver gang jeg åbner bloggen, og den ikke er lilla. Giv mig tid.
Tid. Det har jeg masser af for tiden.
Det er det her sommer. De lange lyse dage. Dem som gør, at vi ikke flytter væk, selvom jeg seriøst overvejer det hver evig eneste vinter. Hvert år i januar tænker jeg ‘Der er fandme ikke noget, der er de her måneder værd. Hvorfor helvede flytter jeg ikke bare til Sparta?’.
Men når dagene så kommer. Som nu. Så ved jeg jo godt, at det har været det hele værd endnu et år.
Nyder et par fridage i ugens løb, fordi jeg har en del weekendvagter for tiden. Og sådan en torsdag uden formål har virkelig givet mig ro i sjælen og et smil på læben.
Stine kom allerede i går. Vi kan aldrig rigtigt styre vores samvær. Først skulle vi bare træne sammen i dag. Så spurgte jeg, om vi ikke også skulle ligge lidt i park. Så toppede Stine med, at der var lukket for vandet hos hende i dag, så hun ville egentlig gerne være her hele dagen. Resultatet blev, at jeg overtalte hende til allerede at komme i går og sove her. For hvem gider vågne op i en lejlighed uden vand?
Hun er i bad nu efter træningen. Den Sunde og Raske knokler foran skærmen. Vi har grillet lækker mad og gennem den åbne altandør kan jeg høre naboer, underboer og hundeluftere småsludre i den lune skygge der er opstået, efter husmuren i den anden ende af parken har skærmet af for solen.
Det spænder i mine kinder efter solen i dag. Og over røven har jeg en meget charmerende rød stribe, hvor jeg ikke lige fik smurt solcremen helt ned til bikinikanten. Det føles som sommer.
Faktisk kan det næsten ikke blive bedre. Jeg har det sådan hér indeni.
