Kategori: Uncategorized Page 1 of 7

Hvorfor jeg meldte mig ud af fitness lige inden jul, og jeg synes, du skal gøre det samme.

Ej, det mener jeg faktisk ikke. Hvis du vildt godt kan lide dit træningscenter, så synes jeg, du skal blive der og elske det og kramme det og komme afsted en masse.

Jeg har selv været glad for min træning i lange perioder af mit liv. Rigtig glad. Men der er fire ting, der har gjort, at jeg nu er trådt væk – og jeg ved ikke, om jeg kommer igen. Og hvis jeg gør, så hvornår.

  1. Jeg vil lave noget, jeg har drømt om længe, og som ikke kommer til at ske, hvis jeg ikke selv sørger for det.
  2. Jeg vil hellige tid til min fritidsaktivitet og ikke altid placere den i ‘når der er tid og overskuds’-kategorien. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over ikke at komme afsted til træning i travle perioder.
  3. Jeg vil noget sammen med andre mennesker, og træning i fitnesscenter er i høj grad endt med at være noget, jeg gør alene. Blandt andet fordi, jeg ikke afser faste tidspunkter til det.
  4. Jeg vil gerne investere i at lave noget, jeg virkelig har lyst til, i stedet for at beholde et træningsabonnement, fordi det er billigt.

Jeg vil hellere noget andet. Jeg har altid elsket at svømme. At surfe og ro og alt andet, der har noget med vand at gøre.

Men som voksen er det som om, jeg er holdt op med at gå op i, hvad jeg virkelig gerne vil, så længe det jeg gør, kan sættes ind på plus-kontoen som noget godt, jeg har gjort for min krop.

Og det er træning jo. Godt for kroppen. Og jeg er god til meget af det, særligt de tunge løft. Men jeg har været alene med det uden at nyde det i udpræget grad rigtigt længe. Jeg har elsket det, og engang imellem også haft gode perioder med træningsvenner, hvor vi begge har udviklet os og haft det rart med træningen. Men jeg har efterhånden svært ved at finde et niveau, hvor jeg får det mentale og fysiske udbytte af træningen. Det er irriterende for mig og min krop og heller ikke fair over for mine venner, som jeg tager ned og træner med uden at comitte mig fuldt til faste dage og rutiner.

For et par måneder siden fortalte min veninde, at hun havde meldt sig ud. Hun gad ikke den dårlige samvittighed over de penge, der hver måned flyver ud af kontoen, uden hun kom afsted. Det kan jeg godt forstå, og det tror jeg, virkelig mange kan genkende. I snakken kom vi også til at tale om, at hun savnede at ride. Som barn og ung var hun en hestepige, og mest af alt savnede hun, den fornemmelse samværet med en hest havde givet hende.

“Kom afsted! Kom i gang med at ride igen! Lige NU!”, nærmest råbte jeg over aftensmaden. Og det gjorde hun. Nu rider hun hver mandag, og hun er så lykkelig for det og sender mig billeder som det her hele tiden:

Og nu er det min tur til at komme afsted. For fitness-medlemskabet var blevet det, jeg gjorde, fordi det var nemmere og mere bekvemt end at gøre det, jeg virkelig gerne vil.

De ligger overalt, prisen er lav, du kan træne, når det passer dig.

Men helt ærligt, hvad blev der af, at jeg gik til svømning hver tirsdag og torsdag? (Senere mandag, onsdag, fredag). Det med at gå til noget faste dage gik jeg væk fra. Jeg lever et voksenliv, der ofte er sjusket og ustruktureret, og jeg spiser aldrig aftensmad på samme tid to dage i træk, og jeg har heller ikke nogen fast morgen-rutine. Faktisk er jeg rigtig dårlig til gentagelighed, og den skræmmer mig også lidt.

Men nu skal det være slut. Så i 2019 vil jeg investere pengene i noget mere end fitness. Jeg vil møde et sted samme dag og tid hver uge og hellige mig at have en fritidsaktivitet, som ikke skal ‘presses’ ind, når jeg ikke har noget bedre at foretage mig eller som altid er det første, der ryger, når jeg får travlt.

Jeg vil ro i kajak. Et sted tæt på Kalvebod Brygge. Så kom med dine anbefalinger til gode vandsportsklubber centralt i København, som er åbne for nye medlemmer. Mine søde venner på Twitter har allerede foreslået flere steder, men jeg vil gerne høre fra alle, der ved noget. Jeg ser mig selv ro havkajak og turkajak.

 

Og hvilket tidspunkt er bedre at træde væk fra, hvad man burde gøre for at blablabla end lige i januar med nul-alkohol, tossekure og nye forsætter om at komme i form (Som jeg kun kan støtte op om, hvis du gerne vil styrke din krop, jeg synes bare ikke, det skal gå ud over januar at den altid skal være stedbarnet, vi ender med at hade. I øvrigt er februar kortere).

Det jeg bare gerne vil hylde er, at du skal gøre noget godt for dig selv – og om det er en måned uden vin efter julen eller om det er at begynde at træne eller noget tredje, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Det jeg bare gerne vil have dig til at overveje er motivationen og midlet til målet. Målet skal være at få det bedre – endnu bedre – end du allerede har. Det er vi enige om, ik’?

Så midlet til at nå målet, synes jeg, skal være noget, du får det godt af allerede mens du gør det. Ikke en pinsel, som du skal stå igennem i håbet om at mærke en forskel om en måned. For hvis du helt ærligt gerne vil have det bedre, er der så ikke noget, du kan lide at lave, som bidrager til det? Her er fitness og træning et så oplagt bud, netop fordi det er nemt og bekvemt. Men det er sjældent, at jeg hører nogen begejstrede hvine, hvor meget de bare ELSKER mave-balle-lår. Hvorimod hobbies, altså den der slags ting, du går til fordi de siger dig noget, dem hører jeg om i alle afskygninger. Heste, mountainbikes, Wing Tsun, Karate, boksning, fodbold, klatring, figurmaling og pottery. (Ja, jeg synes det hele er godt for dig, selv om det ikke giver sved på panden). Det er blandt andet også derfor, jeg nu har den her dag i kalenderen: 

For jeg skal sgu starte til sangtræning. Fordi det – og kajakken – er noget, jeg har talt om, tænkt på, drømt om og forestillet mig i årevis. Måske hele mit liv. Men jeg har behandlet det for meget som drømme og for lidt som planer.

Jeg har ventet på, at en anden kom og havde fikset det for mig – købt mig et kursus i fødselsdagsgave eller fundet en klub og meldt sig ind med mig. Men jeg kan ikke hænge mine drømme op på, hvad andre mennesker kan gøre for mig. Heller ikke selv om det er mindre risikabelt end selv at melde mig til noget for måske at opdage, at det ikke levede op til forventningerne. Jeg må gøre det selv. Og ja. Det koster sgu da meget mere end mit fitnessabonnement. Men i de 10 år jeg har haft fitnesskort nonstop er det blevet til over 30.000 kroner. Læs lige det igen. Over 30.000 kroner har jeg smidt efter en hobby, jeg kun har dyrket for alvor 2-3 år i alt og resten af tiden brugt som en fysisk samvittighedssutteklud. De næste 30.000 jeg skal brænde af på hobbies skal fandme være på drømme, så!

For hvad nu, hvis du var pissegod til badminton eller kampsport som teenager? Hvad nu, hvis et par glimmer-rulleskøjter er dit højeste ønske? Kan du ikke komme i tanker om noget, der kan hjælpe dig med at få det bedre i din krop, som allerede er en fryd, mens du laver det?

Det, tror jeg, vil være meget mere værd en tres timer på en Stairmaster i januar. Så bliver det ikke et middel til målet, så bliver aktiviteten målet i sig selv, og det er sgu velvære.

Følg, like og del:
error20

Lektier fra året der gik

Lektier som 2018 lærte mig. Igen. Ikke alle lektier er nye lektier.

For anden gang i mit liv befinder jeg mig et sted i livet, hvor rod og opvask kan finde på at forsvinde af sig selv, hvis jeg ignorerer det længe nok. Min kæreste er det bedste, der er sket for mit hjem, siden min Mor. Men ligesom min Mor, har han desværre ikke helt styr på, hvor mit rod skal ryddes hen. Endnu.

Også efter de 30 kræver det selvovervindelse at fortælle mennesker, hvornår de gør dig ked af det. Det er lort og røv og nederen, men det viser sig, at det alligevel er en bedre strategi end den, hvor du bare diskvalificerer personen mentalt og trækker dig væk fra dem. Who knew?

Hvis du køber 15 tupperware/ikea/indsæt selv mærke efter din smag skåle med lufttæt låg og giver dem numre med en sprittusch. Og så opretter et Google-sheet med tallene 1-15 i, så kan du lave ekstra store portioner tomatsauce, lasagne, daal, saag paneer, suppe eller andet, du gider at spise jævnligt og så altid se, hvad der ligger hjemme i fryseren, når du er på farten. Det er projektlederen i mit liv, der har indført det, men hold. nu. kæft, det har sparet meget takeaway OG vi har ikke længere ting liggende i fryseren, som vi ikke aner, hvad er. Brug den, hvis du vil.

Hvis du presser en løs translucent (gennemsigtig) pudder ovenpå din foundation enten med en svamp eller en pudderbørste og så sprayer efter med en setting spray (elf har en billig, ellers Urban Decays all nighter) og vifter dit ansigt tørt med en vifte eller papir, så holder din makeup HELE natten. All night. Burde måske have delt det her råd inden julefrokost og nytår. Sorry.

Bevis: Min makeup, da dronningen holdt nytårstale vs. min makeup kl 3 om natten efter mad, dans, fyrværkeri og en masse dejlig fest.

 

49739121_2042387475830568_2482609152854065152_n
49476283_1031536097053345_8959708542923702272_n
Følg, like og del:
error20

Et liv med Kim Larsen

I mit barndomshjem var Kim Larsen den største helt. Vi havde også kassettebånd med Johnny Reimar og The Beatles, men det er med ‘lune’ Larsen at jeg har skabt allerflest barndomsminder med dansende voksne, fællessang og pigestreger med Lise og de andre børn ved sommerhuset.

Jeg behøver ikke nævne Sømand ombord, This is my life, Hvis din far gir dig lov, Det bedste til mig og mine venner, Strengelegen!, Susan Himmelblå, Papirsklip eller Tarzan Mama Mia, for I kender dem godt. Og I kender ham godt.

Og gode danskere sangere er en af de der kategorier, hvor jeg nok ikke er den eneste, som har et særligt forhold til ham. Det har tusindvis af andre mennesker også. Alligevel tænker jeg, at mit forhold til Kim er helt specielt. Jeg har hilst på ham på Boogies og i Magasin i Odense. Jeg har engang lovet ham at læse Pelle Erobreren, inden jeg fyldte 30. (Jeg har den stående, men jeg nåede det ikke. Skammer mig lidt). Kim Larsen er den første koncert, jeg kan huske – og den seneste, jeg har været til.

18/8-2018

For i mit voksenliv er koncerter med Kim blevet noget, jeg dyrker både med mine skønne venner – og med minde forældre. Så mens I andre var regnbuefarvede til Pride, klappede jeg i takt med Mor og Far i Fredericia, hvor vi hver især blev ekstra glade eller rørte, når netop vores yndlingssange kom. Da jeg boede i Barcelona i 2014, fejrede vi min fars fødselsdag dernede og i gave fik han koncertbilletter til Larsen. Vi har en stående aftale om at følge ham fra nu og til han ikke gider spille mere. Jeg er helt vild med at have noget, der er min ting med mine forældre.

Kim Larsen har også sikret mig tilnavnet jukeboksen i sommerhusets haveforening, fordi det evig og altid ender med at være den musik, vi sætter på til hyggelige grillaftener, som udvikler sig, sommerfester og påske/pinsefrokoster – og fordi det altid er mig, der kan sangene udenad. Sådan har jeg det med meget musik. Hvis det først sidder fast, sidder det der for evigt. Jeg kan stadig det meste af Andeby-sangen fra 4. klasse, men jeg måtte slå op hvad det nu var korrelation betød på job i går. Sådan vælger min hjerne selv, hvad den vil hænge sig i.

Og hvad fanden vil jeg så med en lang tekst om Kim Larsen? Jo, jeg vil såmænd bare dele, hvilke sange, du ikke må gå glip af , hvis du er kommet senere på toget end mig og mest kender de store hits.

Rabalderstræde (Forever), Gasolin: U Lu La Lu. Det helt rigtige nummer om en lykkeridder, som har store drømme men ikke rigtigt når nogen vegne. Meget symptomatisk for lyd og tematik i Larsen og Gasolins ungdom. Og tjek så lige det lilla silketørklæde på stillbilledet. Young Kim 4-ever.

Hvem kan sige nej til en engel, Kim Larsen: Vil du huske mig? Et halvfemseralbum fra en tid, hvor Kim ikke var blandet sammen med et navnkyndigt band. Alligevel var folk vilde med Her i Odense og Syd for Køge, men min farvorit på albummet var denne. Men titelsangen, Den Største Sorg og Hvileløse Hjerte fra skiven var også klart medvirkende til lidt weltschmerz hos teen-Trix.

Kielgasten, Kim Larsen og Bellami: Kielgasten. Vil i virkeligheden gerne anbefale hele albummet Kielgasten, med De Fortabtes Avenue, Flyvende Sommer, Dengang da jeg var lille, Soldaterkammerat, Pianomand og Den Allersidste Dans. Men netop sangen Kielgasten og Strengelegen var nogle af de første djævlevers, jeg kunne helt udenad og jeg har underholdt mangt en snapsefuld pinsefrokost med netop denne.

Værsgo, Kim Larsen: På en gren. Jeg elsker albummet fra 1974 og Kim der sidder med en smøg i flaben og stråhatten på skrå. Sangen starter ud på en gren i vort kvarter, men folder sig lynhurtigt ud til fjerne himmelstrøg og giver mig instant wanderlust, når jeg hører den.

Kim Larsen og Bell’Star: Bell’Star; senest udegivet på Guld og Grønne Skove i 1995. (Jeez, er det så længe siden?). Da jeg arbejdede på Andersens Bodega i Odense var en af mine stamgæster Palle. Palle var en skideflink fyr, og han var altid god for en snak, når der var lidt stille bag disken og han kom skønt ud af det med mine venner, når de kiggede ned og passede på mig, når der var gang i den. Stamgæsterne dernede var de flinkeste mennesker i verden. De tog altid en håndfuld tomme flasker med op fra fyldte borde, hvis der var travlt, eller luskede til skraldespanden og tømte deres askebægre, hvis jeg flaksede travlt omkring. Men som alle andre, kan vi have gode dage og dårlige dage. Og hvis Palle engang imellem havde en dårlig dag og var lidt trist eller i dårligt humør, så satte jeg Bell’Star på og sang med på den med ordene Palle’Star i stedet. Og det gav sgu altid et smil på læben, når jeg sang, at Palle var en super sophisticated lady.

7-9-13, Kim Larsen og Kjukken: Marianne. Den sang var et af de der fine tilfælde, hvor Albummet 7-9-13 bare spillede igen og igen over en juleferie, mens vi alle var hjemme på Fyn. Det viste sig, at både min Bror og jeg virkelig godt kunne lide skiftet fra de ret velstyrede kvadratiske strygere i versene til det mere flydende og luftige omkvæd. Nynner stadig omkvædet for mig selv fra tid til anden.

Forklædt som Voksen, Kim Larsen og Bellami: Bellami. “En glad Fidus” er, hvad Bellami er. Både med og uden den million, han vinder. Og hvis jeg nogensinde vinder en million, går det mig nok som i denne sang. Men det gør i virkeligheden ikke så meget, for jeg vil hellere være en glad fidus, end jeg vil være rig.

Kim i Cirkus, Kim Larsen: Dagen før. Ok, ok. Jeg ved godt, at Dagen for var med på tour i 2017. Og den er også ganske populær og meget kendt, og slet ikke en ‘se lige de her sange’. Men jeg er ikke for fin til at drømme om en gentagelse af min favorit fra 231045-0637. Sangen er på igen på live-albummet Kim i Cirkus, som du også snildt kan sætte på fra ende til anden, hvis der skal synges fællessang og snakkes “Kan du huske, dengang, hvor?”…

Har jeg glemt din ikke-lige-så-voldspillet-som-de-store-hits favorit med Kim?

Følg, like og del:
error20

Omvendte læserspørgsmål

Som trofaste læsere nok har opdaget, er der ved at ske ting og sager med min lille verden.

Først og fremmest, fordi jeg har tænkt mig at udnytte, at jeg pt bliver undervist i digitale løsninger i skolen, og hvor er det bedre at øve sig end på bloggen?

Men også fordi, jeg så småt drømmer om at putte andet og mere end mine tanker herind. Bevares, tankerne vil blive her, men jeg har bare ikke altid dybsindigheder linet op og klar til at blive sendt af sted.

Til gengæld har jeg næsten altid lige købt ny make up, forsøgt mig med en underlig opskrift, trænet med Stine eller noget helt fjerde. Og her er det så, at jeg gerne lige vil tale et alvorsord med dig.

For må jeg godt fylde op med disse ting herinde også? De vil komme til at optræde på forsiden. Men hvis man kun gider det ene eller det andet, har jeg lavet menuer i toppen, så du bare kan vælge det, du gider læse.

Og hvad synes du om min blog med det her layout? Bliver det for irriterende med kun uddrag af indlæggene, eller er det okay, at man skal klikke sig videre?

Jeg spørger kun fordi, det i sidste ende er dig, der skal synes at her er rart at være. Jeg roder med, hvad jeg synes ser lækkert ud – men Trixyworld er ingenting uden læsere.

Så hvis der er noget, der er for meget af. Noget du ekstragodt kan lide eller noget der får dig til at søge nye græsgange, gider du så ikke sige det til mig? Smid en kommentar. Jeg vil jo bare gerne gøre os alle glade.

– Trix

Følg, like og del:
error20

I need my space, Åge

I dag skete det i fitnesscenteret  – og der trækker jeg altså grænsen!

Oftest når det sker, bider jeg det bare i mig. Fordi jeg godt kan se, at det vil være svært at leve resten af mit liv. Hvis jeg først begynder at stå på, det, jeg selv mener, er min ret til, at fremmede mennesker ikke skal røre ved mig. Ikke sådan touchy feely, nej, jeg ville være glad, hvis du ville lade være med at strejfe mig tak.

For eksempel er jeg med på, at vi alle skal være der, når der er koncert. Og din billet er garantrisset lige så fin som min, så du skal også have en god plads. Men jeg har det stramt, når du liige lister dig ind imellem mig og personen foran eller bagved. Og jeg selvfølgelig naivt tror, at du er på vej videre. Men du så stopper, vender dit ansigt mod scenen og bliver stående. Med din ølmave let hvilende mod min lænd eller hofte. Eller lige får svunget din skulder op mod mit bryst. Og du så bare står. Dér.

Jeg er med på jeg er blød, men kan du ikke mærke det? Kan du ikke godt mærke, at to kroppe, der er fuldstændig fremmede for hinanden, pludselig interagerer? Er du ligeglad? Kan du lide det? Jeg stiller mig altid på behørig afstand af scenen. Jeg er heller ikke sart, hvis du under Hvalen Hvalborg lige ‘ups’ gynger ind mod min krop, fordi det hele bare swinger. Men når du bare stiller dig dér. På mig. Op ad mig. Så visner min sjæl.

Toppen er, hvis du er typen, som klør dig i skridtet, og det slet ikke generer dig, at din håndryg hver gang spiller fandango i omegnen af mine baller. Ikke nok med, at det er lidt grænseoverskridende at blive (virkelig dårligt) pillet ved at en fremmeds baghånd, men jeg kan jo også tælle, hvor mange gange de små dernede, lige skal have en hilsen eller en høj femmer. Og jeg synes sgu ærlig talt, at det er mere, end jeg har brug for at vide om dig.

Jeg kan heller ikke lide det i bussen. Jeg er med på, at vi sommetider må stå lidt tæt. Men vil du ikke nok lade være med at… prikke til mig med vom/underliv/bagdel? Og SKAL du absolut holde fast i den der stang i loftet, når jeg står lige i svedig-armhule-højde.

Jeg ved godt, at jeg føler mig mest beklemt, når det er mænd. Men dem der er værst til det, er faktisk fulde piger i byen. Ladies who can’t hold their liqueur. Som tænker, at ingen på dansegulvet da opdager, hvis hun bare lige støtter sig. Liiige læner lidt mod hende eller ham til højre. Ofte i sådan en grad, at man kan vælte dem bare ved at gå hurtigt væk. Det gør jeg naturligvis ikke. Mere.

Åh. Det offentlige rum. Jeg vil gerne dele. Jeg er med på, at det er vores alles og carpe diem og sådan noget. Men næste gang, vi skal med bus sammen. Kunne du så ikke trække maven ind? Jeg står allerede af på Fasanvej Station, bare rolig.

Følg, like og del:
error20

Et sted bag ved starthullerne

I ved alle de der gange, hvor jeg brokker mig over, at jeg har så travlt, så travlt, og slet ikke kan nå alt det, jeg gerne vil, og glemmer at gå i bad eller spise frokost, fordi der er så mange dejlige mennesker, der skal ses og så mange træninger, der skal trænes og øl der skal drikkes, og jeg i bund og grund synes, det hele er ganske hårdt?

Glem det! Slet det fra hukommelsen! FUCK, hvor er jeg dårlig til at have tid og ferie. Som i helt hysterisk dårlig. Som i at, jeg har ikke været uden for efter andet end mad og bland selv-slik, siden jeg kom hjem fra Skanderborg.

Havde ellers virkelig set frem til at komme hjem og se København og de typer, som bor her. Og komme til træning og lure på trænerne og grine med Stine. Og gå nogle ture i de smukke gader, inden efteråret kommer og gør det koldt. Jeg skulle også vaske lidt tøj. Skrive nogle artikler. Finde en ny ansigtscreme.

Men i stedet har jeg lavet dybe, insisterende balleaftryk i den røde sofa. Her sidder jeg. Eller ligger. Og det er det. Måske kører der lidt musik eller en serie på den bærbare. Men mest af alt så sidder jeg bare stille og stresser over alt det, jeg ikke når, når jeg bare sidder stille.

Problemet er, at jeg kom til at tænke. I et lidt for beruset, ømt og højtravende øjeblik på festivalen fik min veninde og jeg sat ord på, at jeg nu 2/3 inde i uddannelsen STADIG ikke ved, om jeg vil være journalist. Jeg véd, at jeg gerne vil være noget med ord, jaja. Men det er vel det samme som at sige, jeg gerne vil trække vejret på daglig basis. Ikke særlig specifikt. Og så havde vi et endnu mere ømt øjeblik, over Lennon, der engang sagde “When I was 5 years old, my mother always told me that happiness was the key to life. When I went to school, they asked me what I wanted to be when I grew up. I wrote down “happy”. They told me I didn’t understand the assignment, and I told them, they didn’t understand life”. Ja, jeg sagde jo, det var ømt. Men hvordan finder man opskriften på det der ‘happy’?

Min største frygt i verden. Eller, måske ikke den største, men en af de mest udtalte, er at det i mit arbejdsliv skal gå mig som min fars. Han har et job. Han har haft det i nogle år. Han har aldrig haft svært ved at finde et job. Langt hen ad vejen ligner jeg ham. Når der skal mad på bordet, så må man gøre, hvad der skal til. Også selvom jeg måtte gøre rent på en teknisk skole i Thisted klokken fem om morgenen, eller pakke kileremme på en fabrik fra 22 til 06. Eller fiske lorte op af et badebassin i friluftsbadet. Det var ligesom en måde at sørge for, at resten af mit liv kunne blive dejligt og rart på.

Men han hader det. Han hader sit job. Og han er der 37 timer om ugen. Han gider ikke. Han glæder sig aldrig. Og hver dag er en endeløs række af minutter, der går mellem pauserne. Adskilt af en rugbrødsmad i kantinen og en pepsi max i eftermiddagspausen. Ind til han igen kan indånde den frie luft og køre hjem. Men så venter jobbet igen næste morgen.

Jeg vil ikke, vil ikke, vil ikke finde mig selv om fem år i sådan et job, der bare er en bitter pille, som hver dag skal sluges, for at resten af min tilværelse skal hænge sammen. Jeg vil bare så gerne glæde mig. Til et eller andet på det job. Men hvad?

Hvad kan gøre mig glad? På arbejdet? Hvad skal der til for at jeg glæder mig til at komme på job? Hvor kan jeg få den slags opgaver, som gør, at kreativiteten bare flyder og jeg virkelig får lyst til at gøre mig umage?

Hvad kan man overhovedet blive med ord? Er det sjovt at være tekstforfatter? Eller reklame-filejs? Kan man få lov til at hjælpe nogen med at skrive deres biografi? Eller hjælpe nogen med at forstå dansk kultur og forretningsmetoder?

Nu har jeg gjort det igen. Siddet stille for længe og tænkt for længe. Men jeg kommer aldrig frem til noget. Jeg bliver bare bange for, at jeg aldrig opdager det job, som kan få det til at gå op i en højere enhed for mig.

Argh. Bliver nødt til at vaske op nu. Og høre musik. Højt.

Følg, like og del:
error20

Glimt j

– Der var grønt, svarede jeg.

Det var ikke hele sandheden, men jeg kunne jo godt se det på ham. Se, at han ikke hørte rigtigt efter. Se, at han allerede havde besluttet sig for, at jeg burde svare noget med en druktur eller noget med kage eller noget andet, der ligger så yderligt på min tunge. Når jeg evig og altid svarer i snappy come backs, så holder folk på et eller andet tidspunkt op med at vente på mere.

Så jeg svarede, at der var grønt, selvom sandheden var, at der var smukt som i Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter. Selvom sandheden var, at jeg har stået i minutter, hvis ikke timer og stirret fortryllet på dugdråber, der hang fra blade og træer og genspejlede al frodigheden i bjergene omkring mig.

Grønt. Når sandheden er, at de mere end 5000 gravstene fra folkemordet var hvide, og at jeg skammede mig over at gå som en tryg turist rundt blandt de efterladte kvinder og børn, som sad med sorgen helt frisk og åben dampende fra deres ånde og sårene i deres hjerter, mens vi gik forbi og sagde ‘Næææ’ og ‘Åhhh’ og tog billeder.

Grønt. Som om det ikke vendte sig i mig, da vores guide forklarede, at en del af de betjente der patruljerer området i dag, var de selv samme mænd, der var med til at dræbe tusindvis af muslimske mænd og drenge for kun tyve år siden i europas baghave. Som om jeg ikke stirrede med rædsel på deres hånder, og forestillede mig, at de var med til at smide de døde lig i massegrave og grave dem op igen. Flytte dem til et nyt sted, smide dem der og grave dem op igen. Og igen. Så længe at en stor del af de 8372 dræbte mænd stadig ikke er fundet. Stadig ikke er stedt til hvile. Stadig ikke har givet deres familier fred.

Grønt, svarede jeg. Som om gaderne ikke rummede så meget mere. Som om menneskerne ikke var til stede. Som om jeg ikke gik rundt blandt de moderate muslimer og skammede mig, når vi var fulde. Der. Midt på gaden. Havde jeg lyst til at krybe i et musehul, når nogle ville synge himmelhunden eller råbe højt. De er så stilede. Så classy. De går pænt klædt, de fører sig værdigt. Vi var bare den stive flok turister, der igen og igen bragede mod kanterne af deres kultur og samfund. For lidt tøj. For meget øl. Og det var ikke engang rart. Jeg ville have givet hvad som helst for at gemme mig bag dem.

– Der var grønt, svarede jeg.

Følg, like og del:
error20

Bevismateriale

Jeg har altså ikke bare været en skod-skriver i øllens og drukkens og horets (not so much) navn. Jeg har også lavet noget, siden vi har set hinanden sidst. Og mens jeg ikke lige kan samle min tanker om arbejde i dag, kan jeg lige så godt linke til lidt af de lækkerier, jeg har kreeret på årets Skanderborg Festival.

Jeg har snakket med Barbara Moleko.

Mads Langer.

Og med Agnes Obel.

Fik en fest og en snak med drengene fra Suspekt, som faktisk gav mig rigtig fine svar til trods for vi bællede hvidvin og whiskey, som afhang livet af det.

Og inden længe skal jeg også lave et skriv på Kings Of Leon. Det har jeg ikke lige nået endnu. I kender mig jo. Ridder ikke samme dag, som jeg sadler.

 

Hvad har du lavet?

Følg, like og del:
error20

Det er varmt udenfor – En inderlårsblues og guide

Når det er så lækkert vejr, at mine lår bliver svedige bare af at have computeren på skødet, så er det tid til én ting: Cykelshorts.

Hvis du – som jeg – er udstyret med et par lækre damelår uden det legendariske ‘thigh gap’, så kender du sandsynligvis til fornemmelsen af, at du har glemt noget under kjolen, når du går ud. Det starter som en halvklam svedende fornemmelse, men det gør ikke det store, når resten af kroppen også er svedig og halvklam. Så udvikler det sig til en lettere rødmen og begyndende irritation, og hvis du ikke gør noget ved det, kan det faktisk slutteligt lave blister på de bløde, fine inderlår. We must protect them.

Da mine elskede – og flere sæsoner gamle – H&M’er i et eller andet gymnastik-stof har stillet træskoene efter tro tjeneste, har jeg i år været henvist til den forvirrende jungle af udsolgte /for korte / for stramme/ for dårlige cykelshorts, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan dele sårene fra krigsmarken med jer. Så kan i måske undgå de værste faldgrupper.

Lad os starte med No Go’erne:

En fiks slanketrusse med ben fra H&M virker måske som en god idé. Så kan den jo også lige suge maven ind. Men materialets forholdsvis grove masker og varme inderlår går grusomt dårligt sammen, og by the end of the day, havde jeg fået et udslæt af disse mamelukker, der til forveksling minder om det udslæt, jeg får med bare ben. Same same then!

2013-07-22 15.10.27

 

H&M Divided har også nogle lækre bomuldsshorts i år. Faktisk lidt tykkere i materialet end dem vi køber (og slider op på en uge) i mangel af bedre hver sommer. Men, men, men. Fordi det er mini skirt-sommer, så er der kommet en ny længde undershorts til byen. Den længde, der ruller op, når du har damelår som mine. En del vil garanteret godt kunne holde dem på plads, men på mine ben ruller de altså op, og takket være min nye squat-rutine, lægger de sig i folder over min lårmuskel og er faktisk ret svære at få ned igen. Derfor: Hvis du har til gården og gaden som jeg, er disse simpelthen for korte!

2013-07-22 15.09.26

 

Åh. Mængden af nej’er er uendelig. Jeg ved det. Men shortsne fra pieces, der udelukkende er i blonde i stedet for en lille hyggeblonde i bunden, virkede smarte, fordi jeg så kunne slippe for syningen nederst på lårene, der kan give en mindre klædelig bule. Men ak – blonderne filtrer sig ind i hinanden, hvis dine lår rører hinanden, når du går, og pludselig skal du hive tråde ud og væk, som om nogen havde bundet dine lår sammen. I øvrigt et meget sexet gimmick at præstere midt på Gothersgade, kan jeg tilføje. Nej tak til dem:

2013-07-22 15.08.55

 

Så kommer vi endelig til Ja tak’erne:

Vila, bomuld, 80 kroner. De fåes i sort og grå. Helt, helt klassiske. De er lange nok, ruller ikke og lader huden ånde. Fordi de er helt klassiske, får jeg en herlig mavedelle af syningen, og den nederste syning giver mig også en uskøn bule, når jeg sidder ned, men i kjoler der er lange nok og skåret rigtigt, kan man ikke det det. De slides op ret hurtigt, hvis inderlårene rører hinanden, når du går, men hellere ødelægge for firs kroner bomuld end dine lår ikke?

2013-07-22 15.11.15

 

Årets vinder:

Pieces, microfiber, 80 kroner. De fåes i størrelserne S/M og M/L, men som med dem fra Vila er M/L stor nok til mig – og altså stor nok til de fleste. Kun syning i inderlårene, så inden grim lår-delle nederst og en bred elastik i taljen, hvilket minimerer mavedellen. En sikker vinder til dagene med kjole! Mine er købt i Vila, men heldigvis har halvdelen af high street butikkerne jo Pieces et sted på hylderne, så de er nemme at finde:

2013-07-22 15.10.48

 

På vej: En hel barbenstester!

Når nu det ER miniskirt-sommer, så ved jeg godt, at det ikke altid ser lige godt ud med shorts under de lårkorte, men hvad kan man gøre?, tænkte jeg. En sød plus-size blogger fra Miami gav mig måske svaret, og i dag med posten kom min første anti-chavy-thigh creme. Den fungerer som pudder/ flydende kalk. Smøres på som creme og masseres ind, til den giver en pudret og tør overflade. Hvor længe den holder ved jeg ikke endnu, men hvis den er noget værd (tester i Nice), skal jeg nok give jer besked:

2013-07-22 15.07.57

Er der en genial slags shorts eller et old school husmoder-råd (der VIRKER), som jeg har overset, så giv lyd! Lad os dele, hvad vi ved her i varmen.

God sommer, ladies.

 

Følg, like og del:
error20

Tre – to – én

Det er den sidste àrbejdsuge, inden jeg går på ferie.

Havde egentlig ønsket ferie i denne uge også, men vi var så mange der havde ønsket ferie, at chefen tørt påpegede, at det ville ikke kunne lade sig gøre. Så hang den der. I akavet tavshed. Og jeg giver mig bare ALTID først.

– Jamen, så skal jeg nok komme på arbejde og droppe ferie i den uge, sagde jeg.

Ferie som jeg så ikke får afholdt. Fordi jeg er praktikant. Og min praktiktid snart er ovre. Og man ikke kan få udbetalt feriedage. Så jeg afleverede bare fem gratis arbejdsdage hos hende. Indser jeg nu.

Hun er i øvrigt selv på ferie i denne uge.

Motiveret much?

Følg, like og del:
error20

Page 1 of 7

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)