Tårerne fik igen frit løb, da jeg sad på Youtube og så gamle videoer – Om lidt, Pianomand og Vil du huske mig var for meget af det gode. Min kæreste spurgte på et tidspunkt, om det ikke bare blev værre af, at jeg slugte alt som kanalerne sendte med Kim råt og hørte hans musik resten af tiden. Men det var der, jeg gerne ville være.
”Det bliver jeg nødt til,” sagde jeg. Og påstod i øvrigt også ”Jeg plejer altså ikke at græde over musikere, der dør.” Men det er jo løgn. Har jeg indset i dagene efter, hvor navn efter navn lige så stille et tittet frem på min indre skærm over sangere og musikere, der gav mig en mavepuster og tårer i øjnene, da de drog herfra. De er en broget klub, men jeg tænker, de kan ryge sig en pind sammen, hvis de mødes på den anden side i en slags ”Det var for meget for Trix”-klub.
https://www.youtube.com/watch?v=m3-hY-hlhBg
https://www.youtube.com/watch?v=ZxYOTz-IZn4
https://www.youtube.com/watch?v=iYYRH4apXDo
https://www.youtube.com/watch?v=ojdbDYahiCQ
https://www.youtube.com/watch?v=_CCyY95tF1I
Faktisk har jeg hørt mere Natasja end Kim Larsen mandag, udelukkende fordi hans bortgang fik mig til at mindes, hvor pissemeget jeg savner den dame og hendes musik. Og sådan er det nok, når de rigtig gode dør – de får mig ikke kun til at knuge hænderne tættere sammen om deres musik, men de minder mig om så meget mere.
Har du hørt Larsen non stop, siden han gik bort?
Med erkendelsen af, hvor få af mine ægte helte, der efterhånden er tilbage, endte jeg med febrilsk lige at tjekke op på en anden yndling.
Svar til de interesserede: 68 år og lever en tilbagetrukket tilværelse et sted i USA. Og gudskelov for det. Jeg kan ikke bære flere musiktab lige nu.
En dag mens jeg stod smådesperat i et uspecificeret prøverum og prøvede at gøre noget ved den kendsgerning, at de fleste af mine sommerbluser stumper og jeg ikke er parat til at gå direkte til vinterens turtlenecks, skete der to ting.
Først og fremmest skete der det, at jeg efter at have prøvet en t-shirt i størrelse 46, som passede fint, gik direkte videre til en skjortebluse i størrelse 48, som udmærkede sig ved både at gabe på brysterne og stramme over skuldrene.
Det føles på en eller anden måde lidt ydmygende, når tøjet krænger sig fast om skuldrene på en måde, så jeg skal lege yogi for at få det af igen uden at ødelægge det, og jeg måtte bide mig i kinden for ikke at vrisse det af de der irriterede Årrrh’ere helt nede fra halsen. Jeg var sidst i bunken med bluser, og der var bare alt for mange af dem, som ikke passede eller som strammede underlige steder eller på fornemmeste vis havde valgt at fremhæve mit bildæk lige over bukselinningen.
Og så skete den anden ting. En af de to teenagepiger i prøverummet ved siden af mig havde tilsyneladende en dårlig prøverumsoplevelse ligesom jeg og i sin frustration sagde hun til sin veninde “Jeg føler mig også bare så tyk i dag”. Et smugkig efter dem, da de gik ud afslørede, at det var hun ingenlunde. Hun så helt almindelig og faktisk ret sød ud.
Men jeg blev alligevel sur på hende. For hun skal fandme ikke stå og føle sig tyk, når jeg står og ER tyk i prøverummet ved siden af hende og lige er blevet ydmyget af indtil flere stykker stof.
Jeg gider det ikke. Jeg gider ikke at skulle dele årsagen til, at nogle ting som tøjkøb er svært for mig. For så svært er det immervæk ikke for hende, dårlig dag eller ej.
Men så gik det op for mig. Hun føler sig ikke tyk. Hun føler sig uattraktiv. Vi har bare lært hende, at det hedder tyk.
Man må give slanke-, mode- og skønhedsindustrien, at de har gjort deres arbejde godt, når vores sprog for ikke synes, man er pæn på dagen eller i det tøj, man prøver, kan konverteres til at være tyk. Det er fandme effektivt spin.
At være tyk er en konstant. Det er ikke noget, man er den ene dag og så vupti ikke den næste. Men vi har mistet sproget for ikke at føle os attraktive. Det er blevet ensbetydende med tyk, hvis man synes, ens krop ser grim ud eller man har en dag med dårlig kropsselvtillid.
Og det skal vi lave om på. På den ene side fordi, det bliver meget nemmere for alle jer “normal”vægtige at arbejde med jeres selvbillede, hvis I bruger de rigtige ord for, hvorfor det ikke føles helt lækkert i dag.
På den anden side, fordi jeg ikke vil dele min oplevelse af at være tyk med din følelse af selv samme. For det er ikke det samme. Jeg kan naturligvis ikke diktere eller bestemme, hvordan du skal føle. Men lad mig forklare:
– At være tyk for mig er ikke noget jeg føler. Det er et livsvilkår og ikke noget, jeg kan lægge fra mig i morgen eller på onsdag. Det er en konstant, og du kan ikke validere en følelse af at have spist for meget eller prøve en for stram trøje med at leve i en tyk krop hver eneste dag.
– Jeg synes, jeg er smuk. Og det irriterer mig grænseløst, når netop følelsen af at være “tyk” eller at have en dårlig dag i din krop skal sidestilles med at være tyk. Hvordan kan jeg være smuk og tyk samtidig, hvis vi konstant italesætter uattraktivitet som tykhed? Hvis vi ikke skiller dem ad, mister jeg min plads i sproget, hvor jeg kan være tyk OG smuk.
– Andre mennesker skal aldrig diktere, hvordan du skal have det med din krop. Alligevel vil jeg trække dem ind i det her. For næsten alle tykke har oplevet at blive bedømt – eller bare dømt – af andre mennesker. Og hvis ikke du er blevet talt grimt til, ydmyget eller kaldt ydmygende navne på grund af din størrelse, så har du heller ikke oplevet den direkte grund til det forkrøblende kropslige mindreværd, der følger af at få at vide af andre, at du er klam og ulækker, fordi din krop ser ud som den gør. Jeg vil ikke dele ordet med dig i øjeblikket, for jeg har været underlagt det hele mit liv, og du må ikke låne det på en dårlig dag, hvis ikke du har delt kampe og sorger med mig og mine tykke medsøstre og -brødre.
– Når du som ikke-tyk prøver et stykke tøj, som strammer, så har du valget om at gå en størrelse op. Forestil dig nu, at du i alle mainstrem- og highstreet forretninger går direkte efter den største størrelse, hvis du finder noget, du godt kan lide. Du kigger ikke på, hvordan tøjet ser ud i størrelsen, for du er vant til, at hvis du allernådigst kan købe et stykke tøj, som ikke er i en plus size-forretning, så er det pinedød den største størrelse i butikken. Og succesraten for rent faktisk at købe tøj steder som Zara, H&M eller Vila er lavere end antallet af gange, politiske kommentatorer har sagt “Han har fat i noget” om Donald Trump.
– Jeg har brugt timer, år, kræfter, tårer og terapi på at elske min krop, præcis som den er. Og alligevel står jeg fra tid til anden i et prøverum med tårer i øjnene og føler mig ydmyget – og hader, at det er mig selv, om har udsat mig for det. Det er en pinsel at prøve tøj. Jeg kan ikke shoppe med mine veninder, og jeg har aldrig kunnet give et stykke tøj videre til dem, for der er ingen der bare tilnærmelsesvis kan bruge min størrelse. Og hvis du ikke kender bare lidt til den kamp, så må du ikke låne ordet tyk. Heller ikke på en dårlig dag.
Hvis du føler dig uattraktiv i dag, så er jeg ked af det på dine vegne. Jeg er sikker på, at du er smuk og god og at du fortjener at have det godt i din krop. Men lad ordet tyk være, hvis du ikke er det. Find bedre ord for, hvorfor du har det dårligt, så jeg kan tage ordet tyk tilbage og gøre det til udelukkende beskrivelsen af min krop – ikke om den er rigtig eller forkert, smuk eller grim.
Lad mig lige slå fast med det samme, at det absolut ikke er alle mænd, jeg nogensinde har delt kropsvæsker med, der har haft lyst til at se mig igen. Og vice versa. Som regel, hvis man har kysset lidt på en frø, og det ikke rigtig skal blive til mere end den ene nat, så ved begge parter det godt.
I enkelte tilfælde (ok, i ét tilfælde) har det ærgret mig, men jeg var for stor en kylling til selv at spørge efter et nummer, inden han gik. Og det endte måske med at være skæbnen, for næste gang jeg mødte ham i byen og vi smilede til hinanden, sad Den Sunde og Raske ved min side og var i færd med at møve sig tilbage i mit liv for at blive min kæreste.
Men hold fast i den del af sætningen, hvor han møvede sig tilbage i mit liv. For vi havde jo egentlig set lidt til hinanden et års tid eller to tidligere. Hvor jeg, da det stod klart, at vi ikke var i gang med at blive til mere, gjorde kort proces og helt Arnolds hasta li vista’ede ham ud af mit liv. For sådan er det nu engang mest effektivt at komme sig over en fyr. Ikke noget med at følge ham på sociale medier, lige holde øje, spørge fælles venner om ham eller tage en kop kaffe fra tid til anden ‘som venner’. Hvis han gør dig ked og det går forbi, så tillad dig selv at reagere på handlingerne og ikke ordene. Ordene er ofte “jeg vil ikke såre dig”, mens handlingerne gør netop det.
Men det en anden dag, i dag skal vi tale om, at jeg altså har haft en kæreste i fem år, som ellers først var pakket væk i mindekassen som et fjols. På en måde, er det da meget sødt, at vi fandt hinanden igen og havde nogle skønne år sammen.
Men hvad er der med mænd og det der med at komme tilbage? Selvom de har såret dig og opført sig helt forkert? Og i nogle/alle tilfælde sådan helt åbenlyst, så snart de er ude af et forhold?
Sådan gjorde min første kæreste. Da det efter flere år gik forbi med ham og pigen, han var mig utro med og endte med at forlade mig for (vi var 17, det lyder voldsommere end det var. Selvom det føltes ret voldsomt i mit teenagehjerte), ringede han da lige, for at høre, om vi ikke skulle gå ud sammen. For nu kunne han jo endelig have mig i sit liv igen, uden hun blev jaloux, som han formulerede det. For fanden altså?
I stedet for at slikke sår eller fundere lidt over tilværelsen, vælger nogle mænd den hurtigste løsning videre, de kan komme i tanker om. Og det er ikke engang vejen frem med en ny scoring, så hurtigt som muligt.
Nej, det er at åbne fortidens gokkekasse igen og se, om der ligger en pige dernede, som endnu ikke har udviklet nok modvilje og selvværd til at takke nej til en tur mere med en utro scumbag. Men det gjorde han altså. I ramme alvor. Ringede og ville gerne begynde at ses igen. Og Den Sunde og Raske valgte altså også “røv først, men jeg ringer igen”-metoden.
Senest er jeg blevet indhentet af en mand, jeg efterlod i 2010, da jeg flyttede fra Odense til Aarhus. Jeg kan afsløre, at han er en af de fremhævede fjolser i dette indlæg fra fortiden. (Note: Tarzen fra den sviner-række mødte jeg på gaden et par år senere, og han ville også gerne “drikke en kop kaffe” Smh.)
Men kort før jeg flyttede til Aarhus, så jeg en mand kortvarigt, men intensivt og hans lyssky opførsel og manglende navn på, hvem han skulle ses med førte hurtigt til, at jeg for første gang i mit liv opførte mig som en mistroisk, jaloux kvinde.
Jeg ved, at jeg ikke er sådan. Jeg har aldrig i andre forhold været sådan. Jeg ved, der foregik noget, og at min kvindelige intuition advarede mig mod ham, men i stedet for at handle på det åbenlyse, blev jeg jaloux og hagede mig fast i ham. Intuitionen forsøgte nok at oplyse mig, så jeg kunne gå, men man skal lige lære at arbejde med så stærk en kraft, det er, når man kan mærke helt ind i knoglerne, at et menneske lyver for én.
Anywho, det endte naturligvis mega dramatisk og dumt, og jeg var meget vred og ked af det. Men ikke klogere, end at jeg blev glad, da han kom tilbage med vand i øjnene få uger efter og lovede bod og bedring for kun en uge senere at trække stikket og slette mig på alle sociale platforme igen. Psyko-alarm.
Da jeg en måned senere var vel installeret i mit nye liv i Aarhus på sikker afstand af dramaet, og han skrev tillykke med fødselsdagen, og at jeg var smuk på mit nye profilbillede, gjorde jeg kort proces og blokerede ham.
Den blokering var jeg lige inde og tjekke i sidste uge, og den er der stadig, hvilket kan forklare, hvorfor han pludselig er dukket op i “Hvem har kigget på din profil på LinkedIn”. For suckeren har altså fundet mig igen her otte år senere. Og valgt – fordi jeg har blokeret ham på Facebook – at gøre opmærksom på sig selv på et medie, der er så smart, at det fortæller brugerne, hvem der har kigget på deres profil. Da jeg så det, ringede jeg til et par veninder, som holdt hånden under mig i dramaet dengang, og vi fik os et godt grin over det. Jeg fortalte det også til min kæreste, og vi fik os også et godt grin over det. Og så gjorde jeg ikke mere ud af det.
Men fredag nat 04:47 har jeg såmænd fået en anmodning om at blive connected på LinkedIn fra selv samme mand:
Ej men altså. Hvad sker der i hovedet på dem? Oplever du også den slags?
Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.
Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.
Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.
For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.
Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.
Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.
I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.
Den her kom på Insta – men det gjorde 4-tallet ikke.
Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.
I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.
Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.
Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.
Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.
Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.
Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.
1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.
I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).
Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.
Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.
2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.
3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.
Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden
Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.
Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.
I denne uge spurtede jeg 100 meter crawl på 1:47. Det var første gang siden årene, hvor jeg arbejdede som livredder, at jeg reelt har taget tid på min svømning, og min tidtagning førte en fortrydelse med sig, som jeg ikke har kunnet slippe siden.
Jeg er nemlig tidligere amtsmester i 100 meter butterfly. Engang i halvfemserne blev jeg også juniormester i svømmeklubben Flipper på Nordfyn. Jeg har vundet måske 20 guld-, sølv- og bronzemedaljer i de år, hvor svømning var en fast tirsdag-torsdagsbegivenhed i mit liv. Og jeg har skrabet måske dobbelt så mange diplomer med distancer og tidtagning til mig, før gymnasiets fadølsanlæg endegyldigt blev mere interessant end vennerne til svømning.
Men jeg har ikke en eneste ting tilbage fra de år. Ikke engang min pokal. Intet har jeg gemt.
Da jeg var allermest vred som teenager, brændte jeg mentalt broer. Jeg tror ikke, omverdenen opdagede noget. Men jeg slettede, klippede og kradsede krakilsk ting ud af mit liv, som i vredens afstumpethed ikke havde værdi mere.
Som de klassebilleder, jeg klippede i stykker fordi dele af min skoletid gjorde ondt, så skilte jeg mig af med svømmeminder og pennevennebreve og udklædningstøj og nedarvet tøj og ferieminder, så snart jeg ikke længere havde en forbindelse til det, som minderne repræsenterede.
Jeg havde ikke et sprog for den melankoli og fortrydelse som minder kan vække. Jeg kunne bare mærke, at de ikke kun gjorde mig glad. I dag ville jeg give en finger eller to tæer for, at mine forældre havde vidst, hvad jeg lavede inde på værelset og havde listet minderne op af min skraldespand og ned i en papkasse, jeg kunne genbesøge i dag. Det vil jeg prøve at huske, hvis jeg en dag selv bliver mor. At samle minderne – måske en fin scrapbog eller bare en æske, som jeg passer på. For den ville jeg virkelig sætte pris på i dag.
Om ikke andet så bare for at finde ud af, om jeg er blevet hurtigere eller langsommere på 100 meter crawl.
Festivalsæsonen er over os, og jeg har allerede branket mig igennem en dejlig weekend i Berlin i musikkens tegn. Men som festivalerne nærmer sig, ser jeg også flere og flere opslag på især Facebook med folk, der vil købe eller sælge deres billet. Og det ved vi allesammen, at der er nogle, som vil udnytte.
Derfor har jeg – med afsæt i mine år som forbrugerjournalist og min store glæde ved koncerter og dertil hørende køb og salg gennem personer og ikke altid arrangøren – lavet den her huskeliste, du kan gå igennem, når din festival/koncert/teaterstykke er udsolgt, og du skal finde en billet et andet sted:
1. Hjemmesiden Viagogo er NO GO. Siden kommer op først i Googles søgninger, fordi de betaler sig til det, men den er notorisk kendt for at tage overpriser og svindle, så det driver. Så læs din adresselinje! Det kan godt være, det ser ud som om, du har klikket dig ind til den rigtige arrangør, men læs. din. url. (der hvor der står www.hjemmeside.dk). Hvis den ikke er Ticketmaster, billetnet, Livenation eller en anden kendt arrangør, så gå tilbage til Google og find frem til den officielle arrangør og billetudbyder.
2. Betal kontant, hvis du kan. Eller med Mobilepay, hvor du kan se personens navn. Med en bankoverførsel kan du kun se modtager-banken men ikke kundens navn. Hvis personen insisterer på, at du skal overføre penge via Paypal, så vær kritisk. Det er en nem måde at få en transaktion til at forsvinde på, og helt ærligt – find mig en dansker som ikke har Mobilepay?
3. Hold igen med at efterlyse billetter i grupper. Du gør dig selv til et nemt bytte, når du skriver, at du søger to Roskilde- eller Tinderbox-billetter i en billet-gruppe på Facebook. Så hvis du mangler billetter til noget, som det vitterligt er svært at skaffe, så vær kritisk, når der dukker en op som vupti har LIGE netop det antal billetter, du skal bruge. Det er fint nok at sætte dine billetter til salg på den måde, men vær forsigtig med at efterlyse. Hvis du søger, og en person skriver til dig så tjek gerne siden for, om de har kommenteret på efterlysninger på andre koncerter end din. Personen kan jo sagtens skrive til flere, som søger en Roskilde-billet, men hvis de kommenterer på alt fra Jelling til Tinderbox til Sussi og Leo – så skal din alarmklokke ringe.
4. Følg arrangementet på Facebook og væbn dig med tålmodighed. Det er min påstand og klare overbevisning, at du ALTID kan skaffe dig en billet til stort. set. alt. Hvis du arbejder for det. Så i stedet for at slå din efterspørgsel op og vente på, at nogle kontakter dig, så find arrangementet på Facebook og tryk ‘deltag’. Scroll ned i ‘diskussionen’, hvor folk slår ting op relateret direkte til denne festival/koncert. For hér sætter folk selv deres billetter til salg, når de indser, at de ikke kan komme. Og det sker altid for en masse – MEN de ved det først, når vi nærmer os datoen. Der er jo ikke nogen, som sælger deres billet til en festival om to måneder. Men når der kun er to uger til, og din kæreste har slået op eller du stadig ikke er færdig med din eksamen, kan flere blive nødt til at afhænde deres billet. Hold øje med eventet og kontakt folk, der sætter deres billetter til salg.
5. Mød personen, hvis du kan. Hvis ikke har jeg altså fine erfaringer med billet via email og Mobilepay – men først EFTER du har opbygget tillid. Skriv sammen med personen og spørg dem om ting. Jeg skriver gerne helt direkte, hvad min adresse er og beder om deres, så vi kan slå hinanden op (og jeg skriver også, at det er for at sikre mig, at de ikke er en svindler). Bed om deres telefonnummer og tjek med krak, dgs, telefon.nnx.dk eller ved at taste nummeret ind i Mobilepay, om navn stemmer overens med nummer. Hvis du ikke kan finde dem på nogen af platformene, så sig det til dem. Så må I finde en anden måde at gøre dig tryg på. Vil de ikke det, så er det ikke af ham, du skal købe din billet. Slip den. Der skal nok komme en anden.
6. Tjek personen ud. Tjek deres Facebook-profil. Har de 11 venner og intet billede? Hvis de har et billede, men en suspekt profil, kan du ved at gemme en persons profilbillede på din computer og gå til Googles billedsøgning uploade billedet til Google og se, hvor mange steder på internettet det findes. Det kan være smart, hvis en svindler har brugt samme billede før på andre profiler eller sure ‘kunder’ har delt billedet. Gør i det hele taget dit hjemmearbejde. Spørg dem, hvor de arbejder eller ring sammen og få en snak – fuskere bakker lynhurtigt ud af den slags. Jeg føler mig ofte mere tryg, hvis jeg har en fælles ven med personen på Facebook eller kan se, at de har gamle billeder på deres profil – så ved du, der er et rigtigt menneske bag.
7. I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris. Jeg plejer at købe og sælge til præcis den pris, billetten har kostet inkl. gebyrer. Hvis en person tilbyder dig billetten under prisen, så vær på vagt. Hvis det er til en koncert, som starter om to timer så kan det være, at personen er lidt desperat efter at komme af med billetten og vinde bare lidt af pengene tilbage. Men hvis du kan købe en Tinderbox-billet til halv pris med en måned tilbage, så skal dine alarmklokker ringe.
8. Til sidst vil jeg bare igen sige: Vær tålmodig. Det kan føles som om, du skal handle lige NU og HER for at komme med til den festival eller koncert, som du så gerne vil til. Men det er aldrig tilfældet. Og din bank kan ikke gøre meget, hvis du har sendt penge afsted til en fusker. Så slå altid koldt vand i blodet og gå tjeklisten igennem i hovedet. Du skal ikke stresse med købet, og hvis personen i den anden ende forsøger at presse dig, så træk dig. Det er ikke de tabte penge værd.
I år håber jeg, at jeg skal på fire festivaler. Jamen fire, tænker du? Er hun sindssyg? Og ja. Det er jeg, og festivaler er, noget af det bedste jeg ved. Hvis du stadig ikke helt har overgivet dig til flere dages teltsovning med musik og mennesker, er her toppen af ting jeg glæder mig til og de ting, jeg glæder mig knap så meget til ved forårets og sommerens festivaler.
1) At forsvinde i en konfettisky foran scenen. Det her er et hemmeligt trick, så sig det endelig ikke til nogen. Men hvis du bare venter, til musikken går i gang, så kan du – næsten altid – luske dig med ind i den venstre pit til selv de store koncerter. Så kan man stå lidt nede bag i den forreste del af publikum, og så kan man nå at være med, når der skyder konfettikanoner ud. Det er det bedste i verden.
2) At gå, danse, småløbe eller conga’e mig vej fra A til B. Gerne hånd i hånd med Eva, eller i menneske-danse-slange med Maya og Martin, eller febrilsk klamrende mig til min kæreste, som går meget hurtigere end mig. Det der med, at man holder fast i hinanden for ikke at blive væk og gør det til en ting. Det elsker jeg.
3) På Roskilde mest af alt i hele verden morgensang med Eva. Det er gerne her, min hals snører sig sammen og jeg får tårer i øjnene første gang af flere hver dag over, hvor smukt et festivalfællesskab med en masse fremmede er.
4) Lure i græs midt imellem en masse mennesker.
5) At alle er helt vildt afslappede med, om det lykkedes at mødes, at nå noget til tiden (undtaget dog interviews), og hvis man ikke lige ved, hvad man skal, så går man til koncert og hører pludselig afghansk folkemusik eller forelsker sig i Nicolas Jaar, selv om man slet ikke er til elektronisk.
6) Musik. Mere. Flere. Gamle drømme, der går i opfyldelse, koncerter, du ellers aldrig ville have set. Nye oplevelser. Gamle favoritter. Og hvis alt går vel faktisk lidt billigere, end hvis jeg havde købt billetter til hver enkelt uden for festivalen.
Ting jeg ikke lige kan overskue:
1) Toiletterne. Er virkelig spændt på Roskildes tiltag med rigtige toiletter i år. Festivaler er et af de tidspunkter, hvor jeg har allersværest ved ikke at blive til en gammel-sur-skælde-ud-dame, når folk ikke passer lige så godt på tingene, som jeg. (Det gælder også dem, som ikke samler deres skrald op og smider det ud, eller dem som tisser på boderne om natten).
2) Dansk sommer. Sidste år måtte jeg akut købe nye gummistøvler undervejs, fordi mine gamle gav op. Om fredagen var jeg den eneste i hele flokken med varme fingre. Det krævede også bh, tanktop, t-shirt, hoodie, læderjakke og regnfrakke udenpå. Og ekstra sokker i røjserne. I juli måned. Ej men altså. Måske derfor, det passer mig så udmærket, at to af festivalerne foregår i Berlin og Sydfrankrig.
3) Når dit hoved falder ud af flokken for en stund, og du ikke orker at tale med ham, som afspærrer din vej videre for at få dig til at grine, og du bare bliver mere og mere sur og må reddes af en af hans venner.
4) Morgentissetåren. Festival er lig med blære-træning for mig. Hvor jeg normalt altid liiige skal op og tisse helt vildt tidligt om morgenen for at sove en time eller to mere bagefter, så kan jeg med ren stædighed lære at holde mig til kl 8, når jeg er på festival. Sikkert ikke sundt. Men meget effektivt.
Hvad glæder du dig allermest til eller frygter mest, når du tager på festival?
Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).
Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.
En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.
Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.
Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.
Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.
Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.
