Kategori: Trixytanker Page 2 of 25

Hvad stiller man op med en karakter under middel?

Nu hvor september er startet, og de studerende af os er vendt tilbage til skolebænken, er der lige noget, vi bliver nødt til at tale åbent og ærligt om.

Jeg er vendt tilbage til studierne for en stund, og uni er virkelig spændende. Jeg lærer sindssygt meget og har på ganske kort tid udvidet min ellers ret praktiske horisont med lange ord, bestemte måder at undersøge ting på og en masse ny viden om, hvor meget jeg faktisk ikke ved noget om.

Jeg kan godt lide det, og efter første semesters fag kan jeg nu bryste mig af et 10-tal, et 7-tal og senest et 4-tal. Og det synes jeg lige, vi skal tale om.

For når man lægger ud med 10, og man egentlig selv synes, at man er et klogt og indsigtsfuldt menneske, så kan 4 godt være skuffende ved første øjekast. Og når man som jeg ikke kommer fra akademiske kredse, og faktisk ikke engang har arbejdet rigtig akademisk på bacheloren, så kan der lynhurtigt opstå tvivl om, hvorvidt jeg har forstået det, vi har lært ordentligt. Jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke behøver brillere, men jeg er jo startet på universitetet for at lære. Og den dårlige karakter gjorde mig et øjeblik bange for, om jeg ikke havde lært nok.

Derfor har jeg og min logiske sans lige forfattet et par punkter til forsvar for mit firtal. Måske kan du bruge dem, næste gang du får en karakter, som ikke imponerer dig.

  • Jeg er ikke min karakter. En opgave, som modtager en lavere karakter, end det 13-tal jeg som menneske er værd, ændrer ikke min værdi. Det er opgaven, som får fire, ikke jeg.
  • I dette tilfælde er jeg nystartet på uni og har lavet i alt tre opgaver i vidt forskellige fag med vidt forskellige sigter og indhold. Jeg har lavet opgaven alene uden en sparringspartner. Da jeg arbejdede sammen med en god ven fra holdet, fik vi begge ti. Samarbejde er nok ikke en dårlig ting, så.
Den her kom på Insta – men det gjorde 4-tallet ikke.
  • Der vil altid være fag, du elsker og fag, som bare er der og fag, du hader. Nogle fag vælger du selv, andre er obligatoriske. Faget der førte til firtallet havde fornøjelsen af at være mit allerførste fag. Det var interessant, men på en liste over valgfag havde jeg nok ikke valgt det. Mellem undervisningen og eksamen gik der fire måneder. Hvor jeg intet havde med faget at gøre men i stedet koncentrerede mig om andre ting.
  • I et svagt øjeblik overvejede jeg at lade være med at aflevere opgaven i første omgang og i stedet udskyde og aflevere en reeksamen to måneder senere. Det ville i så fald betyde, at jeg havde hele sommerferien til at gøre opgaven bedre, skrive den om eller gøre noget anderledes. Men det ville også betyde, at hele min sommer skulle besudles med en fremtidig deadline, som jeg naturligvis ville komme til at presse til det yderste dog med konstant dårlig samvittighed. For måske at få syv eller ti. Eller fire igen. Set i det lys, vil jeg til enhver tid acceptere et firtal over en udskydelse med dertilhørende ekstra arbejde, stress og dårlig samvittighed. Min tid er mere værd end karakterræs.
  • Og set i lyset af den foregående sætning, så er fire måske ikke så slemt. Ville jeg gerne have haft en højere karakter? Ja. Men til hvilken pris? Jeg vil gerne lære mere og blive bedre, så jeg i fremtiden kan få en højere karakter ved at arbejde smartere i den samme tid. Men hvis jeg kunne have steget en karakter ved 30 timers ekstra arbejde, så havde jeg nok ikke gidet. Tre timer, ja. 30 timer, nej. Mere ambitiøs er jeg trods alt ikke over en skoleopgave. Mine ambitioner skal bredes ud på hele mit liv og ikke kun en ting.

Jeg fik fire. Hurra for fire. Og videre i livet.

Hvad stiller man op med en karakter under middel?
Følg, like og del:
20

Når din veninde bliver mor og du er bange for gaveregn

Forstå mig ret – jeg elsker gaver. Elsker, elsker, gaver. Elsker at købe ting, prøve nye ting, at give og at få. Jeg elsker det.

Men jeg er ikke overbevist om at forbrug i sidste ende bliver det, som gør os lykkelige. Og når det kommer til kærlighed og menneskelig interaktion vil jeg gerne bevæge mig væk fra ting og over i kærlige gestusser. Stadig gaver, men mindre fokus på mærket i bunden af den bredriflede eller logoet på (i dette tilfælde) pusletasken.

Karoline gav i sommer sit perspektiv på at give og gøre noget særligt for den gravide, fra den anden side af babybulen. Og det satte gang i nogle tanker hos mig, der ellers havde tænkt mig at forbigå konceptet i magelig tavshed.

Og gudskelov for det. For selvfølgelig vil jeg ikke forklejne, hvor stort det er, når mine veninder (og senest min bedste veninde) bliver mødre. De skal hyldes og aes og roses og mærke kærligheden. Men Hallmark og Magasin skal ikke vinde på dén konto. Så her er tre ting, jeg gjorde for min veninde, da hun skulle have en baby, som virkede rigtig godt for os.

1) Vi tog konceptet baby shower med et gran salt.

I stedet for at gå bersærk i planlægning og lagkager bestilt fra hvorvedjeg, og jegskalkommefterdig med lege og halløj, så holdt vi en venne-brunch. Den kunne klares med en tråd, hvor vi fandt en dato, alle kunne ses. Vi allierede os med Rikkes kæreste, jeg bagte boller og købte juice. Nogle andre stegte lidt æg og bacon og på samskudsmanér fik vi en overdådig brunch, lidt ballon-pynt fra Søstrene Grene og en formidabel dag med kongespil i gården hos Rikke. Det kostede ikke nogen noget vanvittigt og ingen var tvunget ud i at skulle finde på lege (selv om vi synes den der “Porno eller fødsel” ser ret sjov ud).

Dog holdt vi fast i at overraske Rikke, der troede, hun skulle til crossfit (i 7. måned). Men efter den indledende “Surprise!” tog vi det helt stille og roligt og endte med at have en dag, hvor jeg havde gode og dybe kvalitetssamtaler med flere af mine venner, end jeg har haft længe. Rikke blev overrasket og glad og samværet var i fokus.

Man kan naturligvis skrue op og ned for en sådan surprise, men det var, hvad vi gjorde.

2) “Hej Pomfrit” hedder playlisten, jeg har lavet på Spotify specielt til Rikke og hendes baby og kæreste. Jeg døbte tidligt babyen inde i maven for pomfritten og hyggede mig med det tilnavn. (Og med at råbe HEJ BABY og  BYEBYE BABY ind i maven, hver gang vi mødtes og skiltes igen). Rikke og jeg har meget musiksmag til fælles, og jeg vidste i forvejen, at hun er glad for flere af mine Spotify-lister, som hun sætter på, når hun ikke selv gider rode med sangvalg. Derfor lavede jeg hende en baby-venlig playliste, som ikke har noget pludseligt hård rock eller anden larm – men som ikke samtidig er så gudsjammerlig kedelig, at nogen tror, man er blevet droppet af kæresten. En skøn blanding af sange fra vores lange venskab, roadtrip i USA, ungdomsår, koncerter og fælles favoritter. Hej Pomfrit blev også playlisten, som spillede i baggrunden, da Rikke lå på sygehuset og skulle til at føde. Det elsker jeg ret meget.

3) Hvad har nybagte forældre ikke nok af? Tid, søvn og overskud. Jeg kan ikke lave flere timer i døgnet og desværre nok heller ikke ændre på overskuddet, men jeg kan spare dem tid. Så jeg lod mine venner vælge tre retter ud fra en lang liste af frysevenlige måltider. I den første tid som familie har de således nogle nemme måltider, som man hverken skal handle ind til eller arbejde for. Det betyder morgenboller, meatballs i kødsauce og en osso bucco til den lille familie.

Rikke sætter op til Kongespil i baggrunden

Og det hele er jo ikke gratis. Det bilder jeg mig på ingen måde ind, at det er, selv om jeg harcelerer mod Magasin og deslige. Men de penge, jeg har brugt på lidt mad og et par balloner er bare en facilitator for den omsorg og kærlighed, jeg gerne vil give mine venner. Maden er et forsøg på at gøre deres tilværelse lidt lækrere og give dem mere overskud til deres lille baby. Jeg kan på en eller anden måde meget bedre lide den her slags omsorg og så gøre noget ud af gaverne, når det er rigtig tid til gaver. For det er det jo også en gang imellem, og det er jeg også helt vild med.

Jeg vil bare gerne væk fra, at alle begivenheder i verden er en lejlighed til at købe en gave. Jeg kendte engang to børn i årene op til deres skolealder, hvis kærlige bedsteforældre altid havde en gave klar, når de skulle se børnene. Det resulterede med tiden i, at børnene spurgte efter deres gave allerede på vej ind ad døren. Og vi er selv skyld i, at børn bliver sådan, hvis vi vælger gaver som vores primære måde at vinde deres kærlighed på. Vi kan andet og mere. Det vil jeg gerne slå et slag for.

Følg, like og del:
20

Minder der mangler i voksenlivet

I denne uge spurtede jeg 100 meter crawl på 1:47. Det var første gang siden årene, hvor jeg arbejdede som livredder, at jeg reelt har taget tid på min svømning, og min tidtagning førte en fortrydelse med sig, som jeg ikke har kunnet slippe siden.

Jeg er nemlig tidligere amtsmester i 100 meter butterfly. Engang i halvfemserne blev jeg også juniormester i svømmeklubben Flipper på Nordfyn. Jeg har vundet måske 20 guld-, sølv- og bronzemedaljer i de år, hvor svømning var en fast tirsdag-torsdagsbegivenhed i mit liv. Og jeg har skrabet måske dobbelt så mange diplomer med distancer og tidtagning til mig, før gymnasiets fadølsanlæg endegyldigt blev mere interessant end vennerne til svømning.

Men jeg har ikke en eneste ting tilbage fra de år. Ikke engang min pokal. Intet har jeg gemt.

Da jeg var allermest vred som teenager, brændte jeg mentalt broer. Jeg tror ikke, omverdenen opdagede noget. Men jeg slettede, klippede og kradsede krakilsk ting ud af mit liv, som i vredens afstumpethed ikke havde værdi mere.

Som de klassebilleder, jeg klippede i stykker fordi dele af min skoletid gjorde ondt, så skilte jeg mig af med svømmeminder og pennevennebreve og udklædningstøj og nedarvet tøj og ferieminder, så snart jeg ikke længere havde en forbindelse til det, som minderne repræsenterede.

Jeg havde ikke et sprog for den melankoli og fortrydelse som minder kan vække. Jeg kunne bare mærke, at de ikke kun gjorde mig glad. I dag ville jeg give en finger eller to tæer for, at mine forældre havde vidst, hvad jeg lavede inde på værelset og havde listet minderne op af min skraldespand og ned i en papkasse, jeg kunne genbesøge i dag. Det vil jeg prøve at huske, hvis jeg en dag selv bliver mor. At samle minderne – måske en fin scrapbog eller bare en æske, som jeg passer på. For den ville jeg virkelig sætte pris på i dag.

Om ikke andet så bare for at finde ud af, om jeg er blevet hurtigere eller langsommere på 100 meter crawl.

Følg, like og del:
20

En guide til at undgå billethajer

Festivalsæsonen er over os, og jeg har allerede branket mig igennem en dejlig weekend i Berlin i musikkens tegn. Men som festivalerne nærmer sig, ser jeg også flere og flere opslag på især Facebook med folk, der vil købe eller sælge deres billet. Og det ved vi allesammen, at der er nogle, som vil udnytte.

Derfor har jeg – med afsæt i mine år som forbrugerjournalist og min store glæde ved koncerter og dertil hørende køb og salg gennem personer og ikke altid arrangøren – lavet den her huskeliste, du kan gå igennem, når din festival/koncert/teaterstykke er udsolgt, og du skal finde en billet et andet sted:

1. Hjemmesiden Viagogo er NO GO. Siden kommer op først i Googles søgninger, fordi de betaler sig til det, men den er notorisk kendt for at tage overpriser og svindle, så det driver. Så læs din adresselinje! Det kan godt være, det ser ud som om, du har klikket dig ind til den rigtige arrangør, men læs. din. url. (der hvor der står www.hjemmeside.dk). Hvis den ikke er Ticketmaster, billetnet, Livenation eller en anden kendt arrangør, så gå tilbage til Google og find frem til den officielle arrangør og billetudbyder.

2. Betal kontant, hvis du kan. Eller med Mobilepay, hvor du kan se personens navn. Med en bankoverførsel kan du kun se modtager-banken men ikke kundens navn. Hvis personen insisterer på, at du skal overføre penge via Paypal, så vær kritisk. Det er en nem måde at få en transaktion til at forsvinde på, og helt ærligt – find mig en dansker som ikke har Mobilepay?

3. Hold igen med at efterlyse billetter i grupper. Du gør dig selv til et nemt bytte, når du skriver, at du søger to Roskilde- eller Tinderbox-billetter i en billet-gruppe på Facebook. Så hvis du mangler billetter til noget, som det vitterligt er svært at skaffe, så vær kritisk, når der dukker en op som vupti har LIGE netop det antal billetter, du skal bruge. Det er fint nok at sætte dine billetter til salg på den måde, men vær forsigtig med at efterlyse. Hvis du søger, og en person skriver til dig så tjek gerne siden for, om de har kommenteret på efterlysninger på andre koncerter end din. Personen kan jo sagtens skrive til flere, som søger en Roskilde-billet, men hvis de kommenterer på alt fra Jelling til Tinderbox til Sussi og Leo – så skal din alarmklokke ringe.

4. Følg arrangementet på Facebook og væbn dig med tålmodighed. Det er min påstand og klare overbevisning, at du ALTID kan skaffe dig en billet til stort. set. alt. Hvis du arbejder for det. Så i stedet for at slå din efterspørgsel op og vente på, at nogle kontakter dig, så find arrangementet på Facebook og tryk ‘deltag’. Scroll ned i ‘diskussionen’, hvor folk slår ting op relateret direkte til denne festival/koncert. For hér sætter folk selv deres billetter til salg, når de indser, at de ikke kan komme. Og det sker altid for en masse – MEN de ved det først, når vi nærmer os datoen. Der er jo ikke nogen, som sælger deres billet til en festival om to måneder. Men når der kun er to uger til, og din kæreste har slået op eller du stadig ikke er færdig med din eksamen, kan flere blive nødt til at afhænde deres billet. Hold øje med eventet og kontakt folk, der sætter deres billetter til salg.

5. Mød personen, hvis du kan. Hvis ikke har jeg altså fine erfaringer med billet via email og Mobilepay – men først EFTER du har opbygget tillid. Skriv sammen med personen og spørg dem om ting. Jeg skriver gerne helt direkte, hvad min adresse er og beder om deres, så vi kan slå hinanden op (og jeg skriver også, at det er for at sikre mig, at de ikke er en svindler). Bed om deres telefonnummer og tjek med krak, dgs, telefon.nnx.dk eller ved at taste nummeret ind i Mobilepay, om navn stemmer overens med nummer. Hvis du ikke kan finde dem på nogen af platformene, så sig det til dem. Så må I finde en anden måde at gøre dig tryg på. Vil de ikke det, så er det ikke af ham, du skal købe din billet. Slip den. Der skal nok komme en anden.

6. Tjek personen ud. Tjek deres Facebook-profil. Har de 11 venner og intet billede? Hvis de har et billede, men en suspekt profil, kan du ved at gemme en persons profilbillede på din computer og gå til Googles billedsøgning uploade billedet til Google og se, hvor mange steder på internettet det findes. Det kan være smart, hvis en svindler har brugt samme billede før på andre profiler eller sure ‘kunder’ har delt billedet. Gør i det hele taget dit hjemmearbejde. Spørg dem, hvor de arbejder eller ring sammen og få en snak – fuskere bakker lynhurtigt ud af den slags. Jeg føler mig ofte mere tryg, hvis jeg har en fælles ven med personen på Facebook eller kan se, at de har gamle billeder på deres profil – så ved du, der er et rigtigt menneske bag.

7. I Danmark er det ulovligt at videresælge billetter til overpris. Jeg plejer at købe og sælge til præcis den pris, billetten har kostet inkl. gebyrer. Hvis en person tilbyder dig billetten under prisen, så vær på vagt. Hvis det er til en koncert, som starter om to timer så kan det være, at personen er lidt desperat efter at komme af med billetten og vinde bare lidt af pengene tilbage. Men hvis du kan købe en Tinderbox-billet til halv pris med en måned tilbage, så skal dine alarmklokker ringe.

8. Til sidst vil jeg bare igen sige: Vær tålmodig. Det kan føles som om, du skal handle lige NU og HER for at komme med til den festival eller koncert, som du så gerne vil til. Men det er aldrig tilfældet. Og din bank kan ikke gøre meget, hvis du har sendt penge afsted til en fusker. Så slå altid koldt vand i blodet og gå tjeklisten igennem i hovedet. Du skal ikke stresse med købet, og hvis personen i den anden ende forsøger at presse dig, så træk dig. Det er ikke de tabte penge værd.

Følg, like og del:
20

Forskud på festivalsæsonen

I år håber jeg, at jeg skal på fire festivaler. Jamen fire, tænker du? Er hun sindssyg? Og ja. Det er jeg, og festivaler er, noget af det bedste jeg ved. Hvis du stadig ikke helt har overgivet dig til flere dages teltsovning med musik og mennesker, er her toppen af ting jeg glæder mig til og de ting, jeg glæder mig knap så meget til ved forårets og sommerens festivaler.

1) At forsvinde i en konfettisky foran scenen. Det her er et hemmeligt trick, så sig det endelig ikke til nogen. Men hvis du bare venter, til musikken går i gang, så kan du – næsten altid – luske dig med ind i den venstre pit til selv de store koncerter. Så kan man stå lidt nede bag i den forreste del af publikum, og så kan man nå at være med, når der skyder konfettikanoner ud. Det er det bedste i verden.

2) At gå, danse, småløbe eller conga’e mig vej fra A til B. Gerne hånd i hånd med Eva, eller i menneske-danse-slange med Maya og Martin, eller febrilsk klamrende mig til min kæreste, som går meget hurtigere end mig. Det der med, at man holder fast i hinanden for ikke at blive væk og gør det til en ting. Det elsker jeg.

3) På Roskilde mest af alt i hele verden morgensang med Eva. Det er gerne her, min hals snører sig sammen og jeg får tårer i øjnene første gang af flere hver dag over, hvor smukt et festivalfællesskab med en masse fremmede er.

4) Lure i græs midt imellem en masse mennesker.

5) At alle er helt vildt afslappede med, om det lykkedes at mødes, at nå noget til tiden (undtaget dog interviews), og hvis man ikke lige ved, hvad man skal, så går man til koncert og hører pludselig afghansk folkemusik eller forelsker sig i Nicolas Jaar, selv om man slet ikke er til elektronisk.

6) Musik. Mere. Flere. Gamle drømme, der går i opfyldelse, koncerter, du ellers aldrig ville have set. Nye oplevelser. Gamle favoritter. Og hvis alt går vel faktisk lidt billigere, end hvis jeg havde købt billetter til hver enkelt uden for festivalen.

Ting jeg ikke lige kan overskue:

1) Toiletterne. Er virkelig spændt på Roskildes tiltag med rigtige toiletter i år. Festivaler er et af de tidspunkter, hvor jeg har allersværest ved ikke at blive til en gammel-sur-skælde-ud-dame, når folk ikke passer lige så godt på tingene, som jeg. (Det gælder også dem, som ikke samler deres skrald op og smider det ud, eller dem som tisser på boderne om natten).

2) Dansk sommer. Sidste år måtte jeg akut købe nye gummistøvler undervejs, fordi mine gamle gav op. Om fredagen var jeg den eneste i hele flokken med varme fingre. Det krævede også bh, tanktop, t-shirt, hoodie, læderjakke og regnfrakke udenpå. Og ekstra sokker i røjserne. I juli måned. Ej men altså. Måske derfor, det passer mig så udmærket, at to af festivalerne foregår i Berlin og Sydfrankrig.

3) Når dit hoved falder ud af flokken for en stund, og du ikke orker at tale med ham, som afspærrer din vej videre for at få dig til at grine, og du bare bliver mere og mere sur og må reddes af en af hans venner.

4) Morgentissetåren. Festival er lig med blære-træning for mig. Hvor jeg normalt altid liiige skal op og tisse helt vildt tidligt om morgenen for at sove en time eller to mere bagefter, så kan jeg med ren stædighed lære at holde mig til kl 8, når jeg er på festival. Sikkert ikke sundt. Men meget effektivt.

Hvad glæder du dig allermest til eller frygter mest, når du tager på festival?

Følg, like og del:
20

Jeg bliver ikke råbt af på gaden. Mere.

Det er også sjældent, at jeg bliver talt grimt til i nattelivet.

Men når det sker.

Når en mand træder ind foran mig og ræber “Du er tyk” ind i mit ansigt, mens jeg blot er på vej forbi ham ud på toilettet.

Når en kvinde fnisende og ikke særlig diskret peger mig ud for sine veninder på dansegulvet.

Når en afvisning fører direkte til sætningen “Det var bare en joke, du er alt for fed til mig”.

Så sker det altid, når:

– jeg er allermest mig selv

– jeg er iklædt mit mest personlige, velsiddende, sexede og flotte tøj

– jeg danser vildt og voldsomt og kompromisløst

– jeg griner dybt og larmende

– jeg takker nej uden at tilbyde opblødning eller forklaring

 

Så når jeg ikke bliver råbt af på gaden.

Når jeg ikke bliver svinet til i nattelivet.

Når en mand ikke føler trang til at nedgøre mig for at have afvist ham.

Så er det ikke et udtryk for, at menneskehoben er blevet bedre til mig og min krop.

Det er et udtryk for, at jeg gang for gang. Tilsvining for tilsvining. Latterliggørelse for latterliggørelse.

Har gjort mig selv mindre.

Mindre larmende

Mindre lysende

Mindre levende

Følg, like og del:
20

Gå selv tilbage til din fuser – Selvomsorg #2

– Jeg vender tilbage til det grimme

Det er ikke altid, jeg kan pege på, hvad der går galt. Hvorfor jeg pludselig befinder sig i et prøverum i Føtex i færd med at inhalere en pose bland selv slik i et forsøg på at skabe en velkendt følelse, når hele min krop er fyldt med følelser, der ikke kan sættes ord på. (Selvfølgelig et helt tænkt eksempel).

Andre gange fryser jeg i det øjeblik, hvor jeg skulle have åbnet mig og delt ud af min sårbarhed for at lade et menneske komme tæt på. Men i stedet lukkede jeg af og holdt dem udenfor.

En sjælden gang imellem siger jeg ord for hårdt, og jeg kan godt se det i deres ansigter. Den der lidt sårede fornemmelse, når de ikke helt føler at reprimanden står mål med forbrydelsen.

Og midt i de langt fra hensigtsmæssige måder at håndtere dagen og vejen på, er der ikke mere, jeg kan gøre. Jeg gør, alt jeg kan. Så kampen bliver at komme væk fra følelsen. Ikke at håndtere den, italesætte den eller føle den.

Men hvis klarsynet åbenbarer sig for mig i retrospekt, så klemmer jeg ballerne sammen og tager den op igen. Og forklarer, at jeg nogle gange har svært ved at optage plads, hvis den ikke bliver givet til mig, og så føler jeg mig kvalt og flygter. Eller forklarer, at jeg har svært ved at sige fra og øver mig på det. Men hvis folk er lidt tarvelige, så kan jeg godt komme til at sige rigtig hårdt fra, fordi jeg stadig øver mig. Så hvor jeg før ikke sagde noget, så overkompenserer jeg nu.

Jeg kan også hviske, at jeg ikke har det så godt med at vise sårbarhed, når tårerne presser sig på. Men nu hvor jeg ikke er i fare for at begynde at græde, så var det de her ting, der skete for mig. Så kan jeg vise min sårbarhed uden at vælte den ind i mine følelser.

Og det, der sker, er, at mine mennesker altid tager godt imod det, når jeg vender tilbage. Så hvis vi står i en lignende situation en anden gang, så ved de, at jeg ikke handler sådan på grund af dem. Og nogle gange kan de eller jeg også bremse mig i at gentage hele mønstret. Så det kan betale sig at vende tilbage til det grimme.

Følg, like og del:
20

Andre tanker fra søndagens oprydningsbunker:

Oprydningen søndag bragte mig forbi julekortet fra min nu afdøde Farmor fra 2012. Jeg kunne for første gang se – sådan rigtigt – hvordan hendes hjælpeløse kragetæer slet ikke var den sirlige skråskrift, jeg husker hende for. Hvordan hun ikke kunne holde sig på en side af gangen, men skriften smelter sammen, så jeg faktisk i første omgang læste kortet forkert. Allerede dengang havde hendes hænder og hendes kognitive evner sat ud. Men jeg så det ikke. Jeg nægtede at se, at min elskede Farmor var begyndt at drysse under ud af en mental si nederst i hendes sind. Hun levede tre år mere.

Jeg fandt min Morfars håndskrevne tale fra min 18-års-fødselsdag. Et krøllet stykke linjeret papir, som jeg fik, da Mormor og Morfar flyttede ud af huset, de havde boet i 60 år og talen dukkede op igen. Dengang gjorde jeg ikke andet end at lægge talen i en udefineret rode-bunke. Søndag virkede den vigtigere end nogensinde. Det er det sidste, jeg har nu. Og et ægte minde, der afgiver ægte savn. Den slags savn, der ikke er sværtet af fortrydelse, som langt det meste af mit savn er. Rodet ubehjælpeligt sammen med ting, jeg ville ønske, jeg havde sagt eller gjort noget mere. Men de her to lapper papir, med nedskrevne jokes, udstregninger og lykønskninger fra min Mormor og Morfar, de er et ægte minde fra en fest og en dag, som vi delte.

Og lige der. Der savnede jeg Farmor og Morfar helt ind i knoglerne. Det lyder måske hårdt at sige, at det var første gang. Men det var en af de få gange, hvor jeg mærkede savn og kun det, og hvor jeg var bevidst om det. Fordi de gav mig ord med på vejen, og jeg ville så gerne have haft flere. Eller have skrevet mere ned af alle de historier, de fortalte mig. Findes savn uden en bismag af fortrydelse over det, man aldrig fik gjort?

I et langt mindre sørgeligt anliggende kom jeg også forbi en ny erkendelse.

Sååå. Kloge læsere og andre tjekkede typer der rent faktisk. Tja. Ved hvad der foregår i København. Og har nice tøj. Hvor kan jeg sælge mit skønne tøj på et marked, som folk gider besøge? Søndagens oprydning har nemlig også halveret min garderobe.

Det er plus size. Skal jeg måske sige. For en kynisk og ærlig gennemgang af mit tøjstativ har kostet mig halvdelen af garderoben. Tøj jeg elsker, tøj jeg har passet, tøj jeg aldrig har passet og tøj, som jeg elsker men simpelthen ikke går med. Men det kan ikke bare ryge ud. Aldrig.

Der er en komplet ubrugt kjole fra en lille NY-designer, som jeg stadig kan hulke lidt over ikke at fylde ordentligt ud i brystet. Der er en jakke fra den mindste vintage-forretning i Paris, hvor jeg med Rikke og Line kom til at bruge fire (?!) timer uden overhovedet at opdage det. Der er indkøb fra det år, jeg boede i Barcelona og fandt den sødeste walisiske mand, som havde byens bedste udvalg af nederdele. Der er en læderjakke fra turen til LA. De her ting er for gode. Men jeg bruger dem bare ikke.

Følg, like og del:
20

Klassebilledet

Det dukkede op i går på vej igennem bunker og poser og alskens ragelse. Den der forunderlige følelse, når weekendgæsten er taget tidligt hjem, du ikke har tømmermænd og du helt uforvarende kommer til at gå i gang med at rydde op. Det sker maksimalt en gang om året for mig, men i går var så dagen, hvor jeg lige fik ryddet halvdelen af mit hjem op.

Og jeg kom forbi tre klassebilleder. fra 7., 8. og fra da jeg blev student. De fleste andre har jeg klippet i stykker i teenageårenes frustration over ikke at passe ind og ikke at kunne lide de mennesker, som gjorde hverdagen hård og ubehagelig.

Jeg husker tydeligt, den dag min mor opdagede, at jeg havde ødelagt flere af årenes klassebilleder. Hun blev rasende og skældte mig ud, over alle de penge billederne havde kostet. Og vi kunne jo lade være med at købe dem, hvis jeg skulle behandle dem så dårligt. Det faldt aldrig mit barnehoved ind, at jeg også stjal hendes minder og billeder af mig i de år, hvor man næsten var et helt nyt menneske fra år til år på klassebilledet. Det har jeg det skidt med i dag.

Men dengang så jeg ikke andet, end at der stod jeg midt imellem de plageånder, som jeg ikke kunne fordrage og ikke kunne finde mig til rette i. Jeg stak ud. Når man satte os sådan op. Side om side. Skulder ved skulder. Var det kun alt for tydeligt, at jeg var tyk, og at det var derfor, de hadede mig. Det var forfærdeligt år efter år at være pigen, som blev sat op i drengerækken, fordi jeg ragede op og var både høj og bred. Nogle af årene syntes jeg ikke engang, at jeg lignede en pige, når billedet blev udleveret af klasselæreren.

De billeder, jeg fandt i går, viste mig noget helt andet. Viste mig, at alle mine følelser af at være forkert, har jeg projekteret over på nogle billeder, hvor jeg i det store hele bare var. Som alle de andre. Jeg hadede dem, fordi jeg stak ud som den tykke, men mine 30-årige øjne kan næsten ikke se den forskel. Barnet Trix stikker ikke mere ud i den ene ende, end andre gør i den anden. I de ældre klasser er jeg heller ikke højst mere. Jeg står midt i flokken. Mit tøj ser ikke dummere ud end de andres, det er ikke mig, der er midt i et host på billederne. Der er ikke spildt noget på mig og den lille runding af en mave kan fandme næsten ikke ses, når jeg står bagved rækken foran. Jeg er ikke højere. Jeg er ikke bredere. Bare lidt rundere.

Jeg. følte. mig. så. forkert.

Så forkert, at jeg ikke engang kunne se de andre på billedet for bare mig, der var forkert. Så forkert, at jeg ikke engang opdagede, at Søren år efter år skærer ansigter på billedet. Eller det år, hvor Stine er i gang med en blanding af et grin og et nys. Eller de ansigter, som ikke engang kan mønstre et smil på kommando. Mit bedste estimat er, at knap halvdelen af ungerne på de billeder hader det lige så meget som mig. Gad vide, om de også er gået hjem og har set sig selv være den mest forkerte i hele verden og set det sat til skue på et billede, blandt alle dem, der sætter standarden for ‘rigtig’?

Jeg gemte de sidste få billeder, der var. Og tænkte på, om ikke Rikke ligger inde med originalerne fra de år, jeg har ødelagt. Så kan jeg måske kopiere dem til min mor. Og til mig. For det heler at se på sit forkerte barnlige jeg med tilgivende voksen-øjne. Det heler så meget.

Følg, like og del:
20

Små trin til selvomsorg

Jeg ved ikke, hvad der virker for andre. Men her er et par ting, som virker for mig.

1) Jeg siger nej uden at vide hvorfor

Det er ikke sådan, at jeg har lavet en “No Man”-film eller lignende. Jeg forsøger bare at lade være med blindt at følge. I faglige diskussioner har jeg den holdning, at man gerne må komme med en anke, men ikke må bremse eller forvente en beslutning omstødt, hvis man ikke selv har en anden vej at gå, et bedre forslag eller et alternativ til det vedtagne.

Det må jeg godt med mine følelser. Og derfor må jeg, når det handler om mig selv, gerne afvise og sige nej til noget, uden at jeg intellektuelt skal kunne forklare hvorfor. Det først at mærke og siden at følge sin mavefornemmelse kan være utroligt svært, og det har hjulpet mig meget at sætte ord på, at jeg ikke behøves at vide, HVORFOR jeg følger den. Det gør jeg bare, fordi den er min.

2) Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”

Jeg vil så gerne være klog og god og sjov. Så meget, at jeg tænker, så det knager og brager, hver gang nogle jeg holder af stiller mig et spørgsmål. Også selv om de måske kunne slå spørgsmålet op selv, også selv om jeg måske ikke havde en holdning til emnet før – så forsøger jeg bare at finde og få en, gerne god og helst klog tanke lige nu og her. Og hvis det ikke lykkes, så føler jeg mig dum og utilstrækkelig og bliver bange for, at det her menneske, som jeg holder af, skal synes jeg er dum.

Men hvis jeg nu bare svarer “det ved jeg ikke” – eller endnu mere rebelsk “det interesserer mig ikke”, så er den ikke længere. Så skal jeg ikke tænke i high speed, jeg skal ikke tage højde for seneste forskning eller politisk udmelding og formulere en holdning, der tager højde for, om personen deler min feminisme eller er helt galt afmarcheret og i hvor høj grad, jeg orker at skulle diskutere det LIGE bagefter. Jeg kan bare sige “det ved jeg ikke” og gemme min mentale energi til noget andet. Easy peasy.

Følg, like og del:
20

Page 2 of 25

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)