Menu

Trixytanker

20182

Jeg planlægger, hvornår mine nærmeste skal dø

0

For så kommer den måske ikke som så stor en overraskelse og så altødelæggende en sorg, når den en dag er her. Døden. Det uomtvistelige faktum, at jeg – om alt går vel og statistisk korrekt – skal leve meget længere end min mor og min far. Og en del længere end min kæreste, der er 13 år ældre end jeg. En smule længere end min bror, der er lidt ældre end mig og i kraft af sit køn nok dør lidt tidligere.

Rikke overlever mig nok. Og William, min nevø. Tænk at jeg en dag skal pådrage ham sorg i kraft af at miste. 

Forskud på sorgerne er ikke beskyttelse

Kloge koner og folk med de rette uddannelser vil sige, at det er uendeligt menneskeligt at tage sorgerne på forskud på den måde. Det er sådan, jeg undgår at blive alt for lykkelig i nuet. For bliver man alt får glad, alt for åben og rolig, så er man sårbar. Sårbar for at smerten kan slå dig endnu mere uti, når den rammer.

Det er derfor, vi tænker på, om flyet falder ned lige om lidt, når vi sidder på vej på den tiltrængte drømmeferie. Det er derfor, vores hjerner med det samme digter alskens ulykker, når en overskrift clickbaiter med ”Hvad der så skete, havde INGEN regnet med”. Det er derfor vi begynder at kigge os omkring efter drama, overset smerte eller overvejer, hvad der nok går galt lige om lidt, hvis alt for en stund ånder fred og ro.

Vi fokuserer på fare af frygt for at miste glæden nu og her

Vores hjerner tror ikke på for evigt. De ved bedre. Men de kan også forhindre os lidt i glæden. Har jeg lært. Nu. Med min forstand. Men ikke altid med mine følelser.

 

Jeg kan godt se, at det er en smule… deprimerende at sidde og regne på, hvad helbredsproblemer, ganget med alder, divideret med fysisk aktivitet, tosomhed og nærende mad opløftet i alkohol i anden og indsat i ligninger med smøger, kronisk sygdom, stress og almindelig stædighed giver for en forventet levetid.

Gør jeg det der kærlighed rigtigt?

Men når jeg læser Karolines råb gennem tiderne til sin mor, så bliver jeg så ængstelig for, at jeg også en dag skal miste, at apatien er tæt på at tage over. De ord rører mig med begge forældre i behold og jævnlige telefonsamtaler og irriterede suk og løftede øjenbryn over alt det 60’er-generationen som forældre slet ikke fatter og den taknemmelighed, jeg måske ikke udviser til hverdag.

– og faktisk måske udviser allermest (og allermest kluntet), når jeg regner på, hvornår de mon skal herfra. Så jeg kan være forberedt. Så jeg kan forsøge at undgå at gå i stykker. Som om sorg er noget, man kan tage på forskud. Det kan umuligt være meningen, hvisker mit intellekt (og terapeut-Anne-Lise) i mit stille sind.

 

Går der nogle skår af mig for at blive mindet om at nyde nu, hvad jeg en dag ikke har mere i stedet for at frygte og forsøge at pakke det ind i tabeller og bobleplast?

Nej, det gør der ikke.

Men gør det ondt, når Karolines sorg minder mig om netop det – at jeg ikke kender sorgen, ikke kan tage den på forskud og spilder min tid med den i stedet for mine forældre?

Ja, gu gør det så.

Av og kærlighed. Jeg tror, jeg ringer til min mor.

 

42794250_716854028669552_464060122432274432_n

Why we write

, 0

*Advarsel: Dette er en dybt lommefilosofisk tekst uden konklusion og uden helt at vide, hvor jeg vil hen med det*

Olga Ravn fik mit hoved til at brænde lidt sammen i går.

Hvad og hvem skriver jeg for?, spurgte hun, der med De Ansatte skrev en af mine yndlingsromaner sidste år. Celestine fra hendes hånd kan jeg også kun give mine varmeste anbefalinger.

Hvad er vigtigst?, spurgte hun på Instagram. “At jeg under skriften, i mig selv, ser og afdækker en løgn? Eller at værket, når det står færdigt, afdækker løgne for læseren?”.

Hun nåede frem til sidstnævnte, mens jeg hæftede mig så meget ved spørgsmålene, at jeg gik i stå ved førstnævnte.

For hendes ord rejste også spørgsmålet om, hvad det er, vi skriver, når vi forsøger at skrælle lag af den løgn, samfundet har fodret os gennem hele livet og se hvad der ligger bag – og vise læseren, hvad der ligger bag.

For selv om jeg skræller et lag, viser jer, hvad jeg har fundet og føler mig klogere og tættere på min egen sandhed, så sidder jeg måske stadig fast.

“Men hvordan kan jeg vide, hvad der er mig, og hvad der er løgnen man har madet mig med i 30 år?”

Shit. Jeg ved det ikke. Når vi nærmer os hinanden. Når vi sætter ord på systemiske problematikker, løsriver os fra stigmatisering, vanens magt og andres overbevisning, løsriver vi os så til frihed eller til næste ring af Dantes Inferno? Et nyt sted i samfundets trummerum, hvor vi igen pacificeres i den trygge vished om, at NU har vi gennemskuet det hele?

Følges vores aktivisme af netop den passivitet, som omgivelserne bare venter på, at vi når frem til, så vi igen er sat i skak og igen ikke råber op og gør os besværlige? Bryder vi ud til nye erkendelser eller til den næste fastlagte flise på en sti, andre har styret os hen imod?

Jeg ved det ikke. Og nu er jeg i en småeksistentiel krise over det.

For mig er det at skrive en langsom proces, hvor jeg skraber lag på lag af skrald af min bevidsthed. For at nå ind til det, der er min inderste kerne, renset for de tanker, meninger og påvirkninger, der er blevet mig givet af verden omkring mig.

Men jeg har det en smule som Shrek. For hvert lag skabet af omgivelserne jeg skraber af, åbenbarer sig et nyt, som jeg igen ikke kan påstå er mig og mit inderste. For der ligger altid en ny påvirkning.

Socialkonstruktivistisk er det en utopi at tro, at jeg nogensinde kan grave dybt nok til at finde og lære min egen kerne at kende. For jeg erkender og anerkender, at min virkelighed er skabt og skal forstås som en social konstruktion.

Mennesker dør, hvis vi ikke har andre mennesker. Vores hjerner udvikler sig ganske enkelt ikke, hvis vi ikke er en del af vores flok. Men flokken skaber ikke kun, den skæmmer og smitter også. Og i tilfælde hvor man afviger fra sociale normer, lærer vi gennem sprog og andres erkendelse af verden, hvordan vi skal opfatte verden og os selv i den.

Jeg er kvinde og tyk. Det sender mig flere trin ned ad stigen af “hvor lidt du kan være påvirket negativt af samfundets fortælling om dig”. Andre kan forlænge listen med deres egne træk.

Vores virkelighed er en social konstruktion, og gennem sproget har vi fået rammer og evner og muligheder for at forstå den verden. Men med denne skabelse af den virkelighed, vi alle abonnerer på, kan jeg så gøre mig forhåbninger om nogensinde med min bevidsthed at dykker ud under de lag, der er lagt over mig?

Er det her sandheden? At vi bliver ved med at spejle os og tale og tænke og grave kun for aldrig nogensinde at slippe fri af, hvordan samfundet har stigmatiseret og rammesat vores selvforståelse – fordi vi ikke er uden samfund?

Jeg ved det ikke. Men shit altså. Og klokken er kun 10.

Perks of being a wallflower

På nogle områder minder jeg lidt for meget om Dory, og det koster retning og fremdrift.

, , 0

Noget af det bedste ved mig, er min evne til at begejstres. Over næsten alt. Jeg kan blive ægte glad, opløftet, rasende og ked af det over de oplevelser, som mine mennesker går rundt og har. Empati er en gave, men det betyder også nogle gange, at jeg har 100 procent af mine sensorer rettet mod omverdenen i stedet for mig selv.

Begejstring gør, at jeg er god at undervise, nem at samarbejde med og at jeg hele tiden ser muligheder og får idéer. Men nogle gange – viser det sig – får jeg for mange idéer.

Ærlig talt blev jeg eddersur og faktisk også ret ked af det, da min kæreste i sidste uge beskyldte mig for at sælge ud. For at give afkald på alt det, jeg havde sagt, jeg gerne ville, fordi et nyt element i et nyt fag på mit studie havde vist sig at være endog meget interessant og noget, jeg oplevede at have naturligt flair for. På rekordtid var idéer til undervisning, planer og workshops dukket op i mit hovedet. Inspireret af en kursusholder et par uger forinden så jeg en forretningsmodel for mig, hvor jeg med min teoretiske indsigt og personlige gennemslagskraft kunne skabe en virksomhed, der ville hjælpe en bred vifte af små og mellemstore startups med at sætte ord på deres kerneværdier og brande sig bedre.

Det var uhyre interessant at dykke ned i.

“Hvad så med alt det, du ville før?”, spurgte han skeptisk.

Og jeg blev så sur og såret over, at han ikke kunne se, at jeg havde fået en NYERE idé. En BEDRE idé. (Og lad os være ærlige: En nemmere idé end den fluffy fremtidsdrøm, jeg ellers går rundt med og forsøger at tegne konturerne af).

Jeg vil stadig fastholde, at det kunne være sagt på en pænere måde (I have big feelings). Men da støvet lagde sig. Da vi havde kørt i ring i de samme argumenter en 5-6 gange og weekenden bag fredag eftermiddag pludselig ikke virkede så tillokkende mere, fordi vi nu reelt var uvenner, begyndte det lige så stille at dæmre for mig, hvad han mente.

For der er ting, som jeg er god til. Mange ting. Og nogle gange begår jeg den fejl at tænke så lave tanker om mig selv og min udvikling, at jeg tiltrækkes af de ting, som jeg er god til – og hvor jeg kan se, at jeg nemt kan gøre indhug.

Men jeg skal ikke gøre, alt jeg er god til. Det har jeg slet ikke tid til – for jeg kan så meget. Og jeg interesserer mig for så mange ting.

Da jeg startede på studiet skrev jeg et manifest for, hvad jeg gerne ville opnå med yderligere uddannelse og min fremtid. Og det manifest kan sagtens ændre sig. Det kan udvikles. Jeg kan blive klogere og lære nyt. Men lige dér var jeg i gang med at fjerne mig fra min grunddrøm, fordi jeg havde fundet noget, det var nemmere at komme i gang med, noget hvor jeg kunne excellere qua min personlighed mere end min faglighed og et område, der virker umætteligt. 

Så forretningsidéen var egentlig god nok. Det var den. Den er bare ikke min drøm.

Jeg skulle mindes om, hvad min drøm var. Og i en lille halv time, syntes jeg ikke engang, at det var min drøm mere. Men som vi talte os til rette, viste det sig, at jeg fjernede mig fra min drøm, fordi den er svær. Fordi jeg stadig ikke ved, hvor jeg vil tage fat. Fordi den vil koste penge at stable på benene. Fordi den kan fejle og koste mig… Tid og penge. Og selvtilliden for en stund.

Men den kan faktisk ikke rykke ved mit selvværd. Men planerne om at lave noget andet og nemmere dukker i høj grad op, fordi jeg nogle gange stadig lider af lavt selvværd med dertil hørende høj selvtillid. (Jeg er nok ikke god nok til at få det jeg virkelig drømmer om, men se så HER hvor hårdt jeg kan arbejde for noget, hvor jeg ikke har personlige drømme på spil).

Så trods det, at jeg er et kaosmenneske, som stadig ikke helt formår faste opvågnings- og sengetider, spisetider, spisemønstre, træningsdage eller har en struktur uden for mine arbejdsopgaver, så forsøger jeg i disse dage at asfaltere lidt i mit indre.

Det er ikke en given vej, og den er stadig omgivet af tonsvis af små stier, der mest ligner noget, rådyr træder til, når der ikke er mennesker i nærheden. De mange stier giver mig kreativitet, input og idéer. Noget af det kan jeg bruge til at komme frem og lære mere. Men jeg kan ikke blive ved med bare at dreje mentalt af, hver gang en ny sti manifesterer sig. Det er ikke sådan, jeg opnår fremskridt. Det er sådan, jeg kan afspore mig selv, så jeg ikke skal stå til ansvar for, at det er pissesvært at lægge asfalt på ens egen sti uden guide og præcedens at følge.

Men jeg vil gerne blive bedre til ikke at være som Dory og blive distraheret og glemme alt det, der var vigtigt for mig, hver gang det lykkes noget nyt at begejstre mig. Det er jeg ikke tjent med i længden.

Det er svært og det falder mig unaturligt og jeg har en lille indre stemme, som siger “Hvorfor går du ikke den nemme vej?” og “Hvad er der i vejen med at opdage nye og spændende ting?”. Og jeg lytter til den, men jeg vil øve mig på ikke at dreje af mere.

Måske er det rigtigt, hvad de siger? 

1

Hvad jeg mener, når jeg siger, at jeg har tårnhøje ambitioner

, 2

Der er en gang for længe siden sket et skred. Det er dumt og fjollet, men sket er altså sket, og det har naglet sig så godt fast i de fleste af vores hjerner, at det på en eller anden måde virker uambitiøst at indrømme, at man ikke lægger 110 procent af sin energi på jobbet. Det vil jeg godt afsløre lige her, at det gør jeg ikke.

Jeg er ambitiøs. Meget. Men for mit liv.

De 100 procent kræfter, jeg har at give, skal ikke kun ligge i mit arbejde. Mine ambitioner går meget længere end det – faktisk tror jeg på, at jeg ved at være ambitiøs for hele min tilværelse, for min kost, min søvn, mine samtaler og venner, min krop og mit parforhold OG mit job kan nå meget længere arbejdsmæssigt og arbejdsglædemæssigt, end de stakler, der giver 80 procent af deres kræfter til jobbet og ikke forstår, hvorfor det ikke føles bedre, når de nu har så meget succes.

Det er på tide, at vi tager et opgør med opfattelsen af ambitioner. De er altså ikke kontoret forundt. At være ambitiøs er at have et stærkt, vedholdende ønske om at opnå noget, som er attraktivt. Ofte er det også svært tilgængeligt, og derfor kommer det heller ikke af sig selv, hvis man IKKE er ambitiøs.

Og det passer jo. Det gode parforhold, den gode nattesøvn, den lækre aftensmad eller den stærke psyke og krop kommer ikke bare luskende af sig selv. De er der ikke bare lige pludselig. Der skal en langvarig indsats til for at gøre disse ting til en del tilværelsen og ikke en fjern drøm, man ikke har skyggen af idé om, hvordan man vil opnå.

Det er også ting, der forsvinder igen, hvis du holder op med at passe på dem, når du har opnået dem. Lige så hurtigt, som du kan få trænet ryggen til ikke altid at gøre ondt, lige så hurtigt vender smerterne tilbage, når du stopper. Uanset hvor gode I er til at tale sammen i dit forhold eller med dine venner, så ryger trivslen, hvis I stopper med det igen.

Det er fint at ville sit job. Det vil jeg også. Jeg kan ikke lide tanken om at havne i et af de der job, hvor man tæller minutterne, til man kan komme hjem igen. Men du behøver ikke altid elske dit job (eller noget andet for den sags skyld), og du behøver især ikke give det alle dine kræfter.

Det – synes jeg – er uambitiøst på dit livs vegne. Bare at hoppe på karrierevognen, som er det nemmeste i verden at vise til omverdenen på et CV. “Se hvor flot jeg har klaret det”, lyser det ud af den skinnende Mercedes eller hjørnekontoret, mens ingen kan se, at din kærlighed derhjemme hænger i en tynd tråd, børnene ikke kan huske dit ansigt og din diskusprolaps kun gøre næææsten lige så ondt som dit mavesår.

Smører jeg tykt på? Ja.

Tager jeg fejl? Nej.

Succes handler ikke om dit job. Det handler om dit liv. Jeg arbejder benhårdt for mit, og jeg vil gerne støtte dig i dit. Derfor er vi også nødt til at lægge nogle dårlige vaner på hylden, når vi taler med hinanden. For vi er utålelige flokdyr og vi kan bare ikke holde op med at sammenligne os med andre. Eller sammenligne ikkesammenlignelige fliger af vores liv med hinanden. Men vi kan sammenligne bedre ting end løn og jobtitel. Vi kan inspirere til at dele både godt og skidt. Og vi kan italesætte ambitioner langt bedre, end vi gør nu.

Derfor har jeg en udfordring til dig:

  • Næste gang du bliver præsenteret for et nyt menneske, måske til en fest, så se, hvor lang tid I kan tale sammen uden at komme ind på job og karriere. (Spørg til deres familieliv, til deres hobbies, til deres forhold til værten, livretter, yndlingsfilm, værdier – alt andet end job. Og brug disse svar til at indplacere mennesket i din hjernes system af ‘hvem der er noget værd’.)
  • Hold op med at sige/gøre/ytre over 100 procent med mindre der er tale om tal. Mennesker har 100 procent at give. Vi har ikke 110 procent, og jeg kaster lidt op i munden på mig selv, når jeg læser jobopslag der beder om 110 procent dedikation, eller at du ‘er klar til at gå den ekstra mil’. Gu’ er jeg ej. Jeg er parat til at gøre, hvad jeg kan og hvad der skal til for at løse opgaven. Hvis din opgave kræver mere af mig, end det er menneskeligt muligt, vil jeg foreslå, at vi gå to sammen og giver 55 procent hver. Nå.
  • Sæt ord på, at du er ambitiøs for hele dit liv og ikke kun dit job. Når jeg gør det møder jeg to reaktioner:
    • Dem der sidder håbløst fast i præstationskulturen og som tolker mit udsagn cirka sådan her: “Det går ikke så godt med min karriere, så jeg er nødt til at få det til at lyde som om, jeg går op i andre ting.”
    • Dem der først ser forvirrede ud og så får en åbenbaring, når det går op for dem, at jo – de har også ambitioner andre steder end på arbejdsmarkedet. De har bare ikke tænkt sådan på det før.
  • Sæt ord på dine ambitioner. Det kan godt være lidt frelst eller lyde henad nytårsforsætter, men hvis du ikke har et sprog for, hvad du gerne vil med dit liv, hvordan ved du så, om du bevæger dig i den rigtig retning eller står stille et rart sted?

Jeg er ambitiøs for min trivsel. Mange år har jeg ikke kunnet finde ud af at spise morgenmad på et fast tidspunkt, gå i seng eller stå op. Men når jeg dyrker nogle rammer, bliver mange ting nemmere for mig. Så det går jeg op i, også selv om det betyder, at jeg ofte møder sent på job, fordi jeg skulle igennem mit ritual derhjemme.

Jeg er ambitiøs for min selvudvikling og øver mig på at sætte ord på, når jeg gerne vil noget. Når jeg ikke vil noget. Når jeg har et behov og når jeg godt ved, at mit behov ikke er andres ansvar, men jeg alligevel ønsker, at de vil rumme mig og opfylde det.

Jeg har ambitioner om at lave ting med min familie. Jeg drager til udlandet med min Mor, tager på eventyr med min nevø og teknologinørder med min far. Jeg forsøger at finde noget at tale eller dyrke med hver enkelt, så vi ikke kun har noget at lave sammen i en større flok.

Du har 100 procent. 100 procent tid, kræfter og ambitioner. Der dukker ikke flere kræfter eller ambitioner op, hvis du lægger dem alle et enkelt sted. Du kan arbejde hårdere, løbe hurtigere, MUS’e dig herfra og til Pommeren – det bliver du ikke grænseløs af.

At respektere dine begrænsninger er et godt sted at starte på at prioritere dine kræfter bedre. Og det betyder ikke, at du ikke må knokle på med en stor opgave, forsvinde ind i eksamenslæsningens tåger, hengive dig til nyforelskelsen eller dit moderskab. Du må alt det. Jeg tror bare, du får det bedre med det, hvis du så ikke tror, at du skal alt det andet ved siden af. Hvis du skaber et sprog for din menneskelige kapacitet og respekterer den – ikke kun på jobbet men i hele dit liv.




49476283_1031536097053345_8959708542923702272_n

Ufuldstændig liste over mine forsætter for 2019

11

Begynd til kajak (Hej, hvor padler du? Er det godt? Kan du anbefale noget tæt på en Brygge i Kbh? Så giv lyd!)

Paris med Mor. Jeg tænker august.

Barca med P. Vi tænker maj.

Northside, Copenhell, Roskilde, Smukfest. #Emoji med penge der flyver væk

 

 

Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid. Skriv specialet på normeret tid.

25 bøger igen. Det gik jo skidegodt sidste år. (Dette er ikke ironi – det gik faktisk godt. Så godt, at jeg stoppede med at tælle i sommerferien, da jeg rundede de 20 bøger).

Sænk farten. Sæt kun i sprint efter ting, du virkelig gerne vil. (Gælder krop, job, studie og alt derimellem).

Lav ting med venner. Bliv bedre til spontant at ringe og spørge, om nogle giver en kop kaffe.

Begynd til sangundervisning. Begge mine nye hobbies kommer til at koste meget mere end det Fitness-abonnement, jeg har sagt farvel til. Men jeg er sikker på, det bliver det hele værd. Mere om det i et andet indlæg.



47222109_1043859392460737_4381634088151285760_n

Hvad hvis man ikke kan måle, det som gør dig til noget særligt?

, , , , 6

Jeg har en ny teori af en art. Og i denne vil jeg ikke forklejne, at nogle mennesker er gladere for eksempelvis at røre sig end andre. Jeg vil ikke tage fra nogen, at de har flere IQ-point end mig og resten af gennemsnittet, eller tage fra nogen at deres karakter eller resultat i en given test har været høj.

Men når mit selvværd halter i en periode. Og her mener jeg ikke selvtilliden i form af troen på mine evner, mine kompetencer eller ’hvor god jeg er til ting’ men selvVÆRDET. Følelsen af om jeg er noget værd som menneske. Og den kan halte for mange af os. Også selv om vi ved med vores intellekt, at vi er elskede og noget værd, i kraft af at vi er til. Selv om der faktisk er mennesker i vores liv, der elsker os – og vi godt ved det. Så kan selvværdet alligevel godt have dage, uger og måneder, hvor det ikke er helt og hvor det ikke virker.

Selvværd er som et usynligt skjold, der skærmer os imod fjollede tanker som ”Der er ingen, der kan elske det virkelig jeg, og hvis folk vidste, hvordan jeg i virkeligheden er, ville alle, jeg elsker, forlade mig”. For den slags tanker eksisterer – uagtet at du hver eneste dag handler, tænker og taler som dig selv og derfor repræsenterer netop dig og at dine mennesker elsker dig netop i denne form.

Du kan ikke skjule dit sande jeg for andre, selv om du måske tror, det er det, du går rundt og gør. Vores handlinger afspejler vores indre, og det ved du, hvis du tænker på de mennesker, som har været dårlige oplevelser men gode erfaringer i dit liv. Dem, der siger de elsker dig, men opfører sig anderledes. Eller siger, de er her for dig men opfører sig anderledes. Du har mødt dem, og du kan tænke på et eksempel lige nu. For vi er ikke dem, vi fortæller os selv og andre, at vi er. Vi er dem, vi viser os selv og andre, at vi er. Så dine omgivelser kender dig sandsynligvis bedre end dig selv – for de bliver ikke forstyrret af din indre fortælling om dig selv, som du gør. Tænk over det. Alle har gennemskuet dig bedre end dig selv, og de er i dit liv og elsker dig alligevel.

 

Men nok om det.

Når MIT selvværd halter, får jeg altid en ubærlig lyst til at løfte mit værd gennem ting, man kan måle. Uden at ville tingen måske. Men jeg får den fjollede idé at gennemføre en triatlon, læse en svær russisk bog, som andre vil være imponerede over, at jeg kom igennem. Jeg overvejer at begynde at løbe, uagtet at det er min mest forhadte motionsform, og jeg har så mange andre gode bevægelser i mit liv.

Jeg får – har jeg opdaget – lyst til at styrke min selvtillid ved at gøre ting som

1) er helt atypiske for mig og derfor vil være en præstation (at løbe)

2) er flot og anerkendt i en sammenhæng, jeg med min fornuft godt ved, jeg skal være helt ligeglad med (at læse litteratur som er ’anerkendt’)

3) som udmærker mig ved at være, en præstation ikke alle andre kan klare (triatlon)

Men trangen udspringer ikke af en reel lyst til de her ting. Den udspringer af, at jeg føler mig uværdig til min plads som menneske og til det liv, jeg lever, og derfor forsøger jeg at finde målbare parametre, jeg kan udmærke mig ved, så jeg kan få ’bevis’ for mit værd.

For man kan ikke måle, at jeg altid gør mig umage, når jeg laver mad. Man kan ikke måle, at jeg kæmper indædt for at støtte mine venner og tale dem op og hjælpe dem med at sige fra i svære situationer.

Man kan ikke måle, at jeg gør en indsats for at finde plads i kalenderen, når min bror har brug for børnepasser eller mine veninder har brug for tid og opmærksomhed. Man kan ikke måle, at jeg elsker med så store følelser, at jeg kan blive rørstrømsk af at tale om det. Og man kan ikke måle, at jeg gør alt hvad jeg kan for at skabe et rum for min nevø og niece, hvor vi er kun hinandens, så tid med faster bliver noget ‘andet’ end voksentid. Så vi skaber vores egne minder sammen uden far og mor – fordi jeg gerne vil være en betroet voksen i deres liv om 10 år.

Man kan ikke måle, at jeg får mange, gode idéer, som andre kan bruge, og at jeg selv ringer og byder dem til, når jeg ved de kæmper med gaver, opgaver og planlægning. Man kan ikke måle, at jeg siger ja, når mine venner skal flytte. Eller når de skal klippes. Det ved jeg faktisk heller ikke, om man som sådan vil rose mig for…

Man kan ikke måle, at jeg sætter mig ind i reglerne i Dansk Kennelklub, laver Facebook-opslag, dba-annonce og annonce på hundeweb, når mine forældre får hvalpe for at de ikke skal rode med the interwebz.

Man kan ikke måle, at jeg inviterer og samler og er vært, så mennesker kan komme og spise, drikke, tale, grine, danse eller blot blive set og hørt i nogle timer. Man kan ikke måle, at jeg er blevet meget bedre til at stoppe mine negative tanker, når de spinder ud af kontrol og at det sker meget sjældnere.

Man kan ikke måle, at jeg har fundet en vis skønhed i melankoli, som gør, at den ikke længere er et vilkår i mit liv, som forringer det men nu en facet, som jeg mærker og sender videre.

Man kan ikke måle, hvor god jeg er til at være et menneske, og derfor tror jeg nogle gange, at jeg skal gøre målbare ting for at jeg selv og andre kan se min værdi.

Og der er ikke nogen magisk løsning på at slippe helt for den trang, er jeg bange for.

Men det hjalp mig at lære, hvorfor den trang kommer. For jeg gider jo ikke de ting. Og derfor fejler jeg i dem, og så kan de blive en ny skam i mit liv.

Og hvis det også sker for dig nogle gange, så håber jeg, at du kan bruge den her viden til noget: Når du gerne vil excellere i ting, som du ikke har flair for eller lyst til – så spørg dig selv, om det egentlig er fordi, du gerne vil kunne måle, hvor god du er? Eller sikre dig, at du i hvert fald kan noget, andre ikke kan?

For det kan du allerede. Og du er allerede god. Du må bare ikke lede efter selvværd, i ting der kan måles. Det er ikke, dér selvværdet sidder. Det sidder allerede i dig, hvis du leder, blandt ting som ikke kan måles.

tøm1

Overlevelsesguide til tømmermænd for 30+ segmentet

0

Nu ved jeg ikke, hvordan tømmermænd spænder af for dig.

Men for mig begyndte de allerede omkring de 25 at udmunde sig i hele dage på toiletgulvet, eller i sengen med nedrullede gardiner og en angst for at vende sig, fordi den mindste bevægelse fik alt andet til også at vende sig.

Og det sker faktisk stadig en gang imellem, at jeg må ud om morgenen og tale i det store telefonrør. Også selv om jeg aldrig (nogensinde) har været black out drunk. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne skaffe mig selv hjem. Aldrig så fuld, at jeg ikke kunne tage mig af en veninde, der var fuldere. (Men altså, jævnligt så fuld, at jeg græder over et eller andet – jeg skal ikke gøre mig for hellig).

I sidste weekend blev jeg cirka så fuld, som jeg nogensinde bliver. Og derfor var jeg også jævnt dårlig søndag, og det gik op for mig, at julefrokost-sæsonen nærmer sig. Så måske er vi flere i den båd, der ikke gruer så meget for rødkål på kjole, som vi gruer for næste morgen?

Hvoromaltinger, så har jeg affundet mig med min skæbne som tømmermændsmesteren. Jeg får flere og værre tømmermænd end næsten alle mine venner, men til gengæld har jeg også lært at navigere i mine alkoholvaner så godt, at jeg har indtil flere gode råd til dig, som oplever at tømmermændene tager til og til og til…

De råd deler jeg i dag, og jeg tager gerne imod dine tømmermændshacks i kommentarfeltet!

  • Det er en gammel klassiker, men vand. Vand i løbet af aftenen. Vand i dit glas, hver gang du har tømt en drink eller i din flaske hver gang, du har drukket din øl og ikke noget nyt alkohol, før du har drukket den samme mængde vand som din sidste genstand. Det er det bedste råd, men desværre også det, man hurtigst glemmer, når først musikken spiller. Jeg har nogle få gange haft held med at udnævne en vandminister for aftenen, som hver gang vi ser hinanden skal minde mig om at drikke vand. Den går desværre ofte fløjten, men de få gange, det er lykkedes, har vi begge været glade for det dagen derpå.
  • Jeg ryger ikke til daglig, men det glemmer jeg nogle gange, når jeg drikker. Så synes jeg, det er hyggeligt. Cigaretter forværrer tømmermænd med 50-70 procent. Hvis du kan lade være, så lad være.
  • Mad i maven. Det vigtigste måltid er ikke din morgenmad, det er måltidet du spiser, INDEN du skal drikke. Bevares, natmad er også godt. Men mad inden. Kød, grønt, brød – hele pyramiden. Ikke kun en salat, men et solidt måltid. Det vil din krop takke dig for i morgen. Og hvis du er sulten på vej hjem, så spis bare igen. Der kan jeg bare sjældent få noget ned – det er altså maden inden eller mens du drikker, der tæller for mig.
  • Væskemangelstabletter. På apoteket kan man få nogle brusetabletter, som egentlig er til at sikre sukker og salt hos mennesker, som er syge og for svage til selv at få nok. Altså børn eller diarré-ramte. Men de er fandme smarte de tabletter, for det er dehydreringen der sammen med en mild forgiftning gør tømmermændene så grumme. Det er slet og ret brusetabletter, som du enten kan drikke i et glas vand, inden du går ud eller som jeg tit gør – inden du går i seng. Jeg køber også gerne et rør med på festival og starter hver dag med brusetabletter. De hjælper både mod heldagsdruk og i sol.
  • Treo. Nu kaster jeg ret tit op. Og hvis du sluger smertestillende piller og nogensinde har prøvet at kaste dem op igen, så ved du, hvorfor det er en dårlig idé. Jeg vil ikke gå i detaljer, men forestil dig en slimet vandmand, der smager af galde, som skal op igen. Gehts nicht. Men treo (gerne dem med citrus for mig) opløses, inden du drikker dem og er derfor ikke nær så slemme at holde nede, eller – hvis uheldet skulle være ude – at kaste op igen.

Jeg vil også gerne slå et slag for præventive treoer. At du drikker et glas vand med treo, før du går i seng ligesom med væsketabletterne. Men treo indeholder en smule koffein, og alkohol giver i forvejen en dårligere søvn end normalt, så du må selv vurdere, om du er typen, som ikke bliver påvirket af koffein, når du skal sove.
Når du skal kaste op. Og her kommer vi altså til den del af indlægget, hvor jeg gerne vil understrege, at jeg ikke synes det er fedt at kaste op. Jeg synes heller ikke, det er fedt at være dalrende fuld, og jeg forsøger ikke på at opildne til hverken dødsdruk eller opkast – men det er et vilkår for mig. Nogle gange efter en sixpack fredag aften med venner. Jeg kaster bare op af ganske lidt, og jeg har ikke valgt afholdenhed af den grund. Så når jeg kaster meget op og giver gode råd om det, så er det med dét udgangspunkt. Vil jeg gerne lige understrege.

  • Når du vågner og kan mærke – den er ikke helt god, så er det ikke altid, at man løber ud og kaster op med det samme. Nogle gange kan man bare mærke, at den er der. Og i angst for at kaste op kan man ligge helt, helt stille i timevis og lide. Og lige meget hjælper det. Men det jeg gør er, at jeg drikker et stort glas koldt vand. Måske endda et glas solbærsaft. Selv om jeg ved, at jeg kommer til at kaste det op om lidt. For så HAR jeg noget at kaste op af og skal ikke bare ligge med kramper og hoste galde op. Og solbærsaft smager ens begge veje, modsat cola, mælk og så videre.

Og jeg gør det, jeg drikker et glas et eller andet velvidende, at jeg kommer til at kaste det op. For jeg kaster ikke op to gange lige i streg. Så når jeg har kastet op en gang, kan jeg uendelig forsigtigt nippe et glas med treo – langsomt, så jeg ikke overvælder min mave igen. Og dermed have større chance for at holde det nede længe nok til, at det rent faktisk hjælper.

Spis så snart du tør. Det er ikke rart, hvis man frygter at kaste op. Men jeg er nået den alder, hvor jeg ikke længere kan sove stædigt videre, til jeg har det bedre. Jeg ligger vågen og dødsrallende med mine tømmermænd. Og en af de ting, der kan hjælpe mig hurtigst på højkant igen er et måltid mad – så snart jeg kan holde det nede. Da jeg boede i bofællesskab på Bryggen, kunne det godt være voldsomt udfordrende, når lugten af stegt bacon nåede ind på mit værelse og fik alt til at vende sig nede i min mave. MEN hvis jeg kunne spise med ved formiddagsbordet, blev alt faktisk bedre.

Når vi er ude over punktet, hvor alt indtag kan blive katastrofalt, så er der ikke andet at sige, end at du skal drikke alt, du kommer i nærheden af af vand, sodavand, mælk, juice, kakao og hvad har vi. Du er dehydreret, og du kan nærmest ikke få for meget væske.

Jeg har også konstateret (meget mod min vilje) at en gåtur i adstadigt tempo kan være utroligt livgivende og hjælpe den trætte krop med at komme tilpas meget i omdrejninger til, at tømmermændene rent faktisk forlader kroppen og ikke bare bevæger sig rundt i den hele dagen på sofaen.

For 1000 år siden fik jeg rådet bananjuice. Det fås ikke i Danmark, men det virker, hvis du en dag har tømmermænd et sted, hvor det kan købes.

Jeg understreger lige igen, at jeg ikke opfordrer til overdreven alkoholindtag, misbrug af smertestillende eller bulimi. Det burde ikke være nødvendigt at sige, men i disse tider, ik´?…

kajak

4 måder jeg får ro i følelserne på

, , , , , , 3

Tiden er forbi, hvor jeg med vold og magt forsøgte at undertrykke mit indre stormvejr for så at ligge vågen den halve nat og ruge og argumentere inde i mit hoved. Jeg gider det simpelthen ikke mere.

Bevares, jeg er stadig nogenlunde cool på mit stadig forholdsvis nye arbejde, men de har altså heller ikke sat mit pis så voldsomt i kog endnu, at det har været et problem.

Men i de korte måneder, hvor jeg forsøgte mig som tillidsrepræsentant og forhandlingstype på mit gamle job, der var jeg ved at stille træskoene. Ikke kun over uretfærdighed og manglende fremskridt i forhandlingerne. Men over slipsetyperne, de kølige, beregnende “det regnede du vel heller ikke med”-attituder, der påklistrede sig selv betegnelsen “professionel” og holdt fast på, at det jo var jobbet og ikke mennesket, de forhandlede med og ud fra.

Men ved du hvad? Jeg gider ikke bestride et job, hvis der i det ikke er plads til, at jeg også er et menneske. Et menneske som bliver rasende, når jeg føler mig uretfærdig behandlet. Et menneske som bliver ked af det, når jeg føler mig utilstrækkelig – og det er andre, som har plantet følelsen i mig. Det menneske skal der være plads til, også når jeg skal være “professionel” og udfylde en rolle. Det har jeg besluttet.

Men for helvede – det skulle jo slet ikke handle om det. Det skulle derimod handle om, hvordan jeg alligevel fik lov til at sove, sidst jeg væltede rundt i et følelsesmæssigt stormvejr. 

 

4 måder jeg får ro i følelserne på

<!– wp:paragraph –>
<p>Og lad mig være ærlig. Det sker jævnligt for mig. Og ikke altid af store udefrakommende begivenheder. Ud over, at jeg kan stå og småtude ned i de frosne rejer i Meny de første dage af min menstruation, så er jeg også ret følsom overfor tavshed. Fra venner eller familie. Jeg bliver skør i hovedet, hvis jeg sidder stille inde for længe, og jeg kan slet ikke hænge sammen- og få samling på mine følelser, hvis jeg ikke engang imellem får lov til at være alene. Sådan er der så meget.</p>
<!– /wp:paragraph –>

Men her er fire ting, jeg gør, når følelserne bruser:

 

1) Jeg går ud til vandet. 

Nogle gange er det nok bare at sætte sig ved en Brygge eller på en bænk ved Christianshavns kanaler, men allerhelst skal jeg ud til en strand. Til rigtigt vand.

Sæt dig ved vandet. Kig på det. Tag varmt tøj på og en kop kaffe med, så det ikke er kulden, der får dig til at trave afsted igen.

Jeg kan lide at tælle bølger. Det er noget med, at hver 7. bølge er lidt større end de andre – og jeg prøver at finde et mønster i bølgerne. Vandets lyde, vinden ved stranden og en uendelig horisont er gode til at dulme nerver til ro.

4 måder jeg får ro i følelserne på

2) Headspace

Kender du appen? Det gør de fleste vel efterhånden, men hvis du ikke gør, så er Headspace en app, som er indtalt af Andy. Hans rare mildt britiske stemme guider igennem talrige meditioner – for en pris. Men man kan få 10 meditationer gratis – en slags indførsel, et gateway-drug. Og det er værd at prøve.

Hvis du – som jeg – aldrig har evnet reel meditation uden guide. Hvis tankerne alligevel bare flyver og flyver og flyver, og du pludselig er i gang med at overveje på hvilken side af vejen til Mostar fra Sarajevo det var, at du fik det der helt fantastiske grillede lam, så kan det være rart at lade andre hjælpe med at holde dig på sporet. 

Savasana til sidst i yoga-timer er også god til dette, men den er tit (altid) bare for kort – med mindre man har scoret sig 1,5 timer med 0,5 times guidet meditation, og det er kun om onsdagen, sååå..

4 måder jeg får ro i følelserne på

3) Nayyirah Waheed – eller din foretrukne digter, der har noget klogt at sige, eller en bog som trækker dig et godt sted hen.

I tilfælde af tæt-på-sammenbrudsfølelser kan jeg anbefale:

Morten Nielsen: Jeg ser nu i nat

Michael Strunge: Natmaskinen og 19. juni 1983, 25 år. København

Rupi Kaur; hele digtsamlingen Salt og også opfølgeren the sun and her flowers. Men mest Salt, hvor smerte og heling går hånd i hånd, som i The Hurt og Heal, der står lige overfor hinanden i bogen.

Paulo Coelho: Alkymisten

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Frances Hodgson Burnett: The Secret Garden

Bear Heart: Vinden er min moder

waheed

 

4) En designated ven, du kan ringe til.

Denne kræver både sårbarhed, men også lidt planlægning. For naturligvis er det mega sårbart at dele, når du er overvældet af følelser af den ene eller anden grund. Men det hele bliver bare så meget mere håndgribeligt – og ligefrem mindre – når du siger det højt til et menneske. Et menneske som ved, at deres rolle er at lytte og lade dig tale. Ikke at forklejne din oplevelse, men udvise forståelse og give dig luft.

At have en ven eller to, du ved, du kan ringe til – og som omvendt må ringe til dig, når det brænder på hos dem, er en gave. Vi sender en sms først “Har du tid til, at jeg ringer?”. Og nogle gange har de ikke. Men når de har – og det gør vi os umage for at have – så er det en lettelse.

4 måder jeg får ro i følelserne på

44601968_682339288815243_4093615063045242880_n

Kvinder bliver sex-zoned

, , , 3

Ved du hvad? Det her ord har manglet! Det har manglet, manglet, manglet. Og hvis du kan finde på et bedre ord, tager jeg gerne imod det, men indtil videre vil jeg gerne foreslå sex-zoned og tale om, hvor stort et problem det er.

Du ved allerede, hvad det betyder, ikke? For det er sket for os alle igennem hele ungdommen og voksenlivet.

Mænd bliver friend-zoned, kvinder bliver sex-zoned. Ironisk nok tit af hinanden i netop den konstellation.

Derfor er jeg FÆRDIG med nogensinde at have bare den mindste smule smirkende smil i mundvigen, når mænd jokingly beklager sig over at være blevet friendzoned. Der er ikke mere goodwill her, for de mænd der beklager sig over at være blevet ‘sat til vægs’ som en ven (som om det er et tab at blive en kvindes ven), de har just præcis placeret kvinden i kassen med individer, de kun er interesseret i, hvis de kan få lov at bolle med dem.

Vi tager den lige en gang til: Kvinder har i årevis, nærmest generationer fået skældud, når de ikke spredte ben for villig hantyr men i stedet ‘kun’ ville tilbyde ham: Venskab, en håndsrækning i livet, samtaler, omsorg og interesse for hinandens eksistenser.

Men har vi skældt mændene ud for ‘kun’ at interessere sig for en kvinde i den udstrækning, at han kunne komme til at have sex med hende? Vi har døbt dem fuckboys, vi har lært os selv og hinanden at aflæse signalerne, når de skriver ét men tydeligvis kun venter på at kunne dreje samtalen over på sex eller nøgenbilleder eller sex igen. Men vi har ikke stillet dem til ansvar for, hvem fanden de tror, de er, hvis de mener, at de må blive sure over at blive friend-zoned, når de selv sex-zoner kvinder!

En af mine gode veninder sagde det meget fint, da hun en overgang datede en fyr og stemningen mellem dem var hot, og selv om hun virkelig gerne ville have et stykke med mand, så holdt hun igen på første date. Og på anden date. Og på tredje date. Fordi “Jeg gider ikke være én han kun vil knalde med”. Hun forsøgte med ren stædighed at date sig over i den anden kategori af damer, som man reelt dater og ikke bare forsvinder som dug for solen fra, så snart det er lykkedes at komme i seng med hende.

For hun kunne godt mærke det. Selv om han var sød, og en af deres date legit varede i ni timer (?!) med mad, gåtur, snakke og vin, så lyste det alligevel igennem. At her var en fyr, som gerne ville knalde – og hvis han kunne få lov, ville hun blive en dame, han knaldede med. Og så ville hendes skæbne i hans indre katalogisering være beseglet. (Hvilket naturligvis skete. Sex én gang efter 14 dage og fire dates, et akavet farvel-knus og radiotavshed, som kun blev afbrudt, da han skuespillede overrasket over, at hun blev såret af hans opførsel).

Ved du, hvad der er værre end at være liderlig og få at vide af et andet menneske, at de ikke er interesseret i dig på den måde men hellere vil samtale med dig? At være sårbar i en ny relation og få at vide, at du er vældig interessant kun for at opdage, at det er et dække for en mand, som aldrig har været interesseret i andet end at få pikken dyppet.

Så slut med friend-zoned. Jeg vil gerne høre, om du også er blevet sex-zoned? For hold kæft hvor sker det meget for mig. I forskellige stadier af relationer også. Her kan vi lige sende en ukærlig tanke, til de mænd, som jeg troede jeg var venner med – indtil de forsvandt; enten ved at få en kæreste og derfor ikke gide holde sig til mere eller bare når de indså, at de aldrig ville score mig. Den svier. Selvom jeg ikke gider have dig som ven, hvis du er sådan et menneske, så svier det at opdage, at jeg har holdt af sådan et menneske.

Og jeg er færdig med at tage den på mig som en skamstøtte, at mænd nogle gange kun er interesseret i sex. Da jeg var yngre, tog jeg det som noget JEG skulle skamme mig over, hvis jeg havde været sammen med en mand, som straks efter stak halen mellem benene og aldrig lod høre fra sig igen. Det slog en flig af mit selvværd, hver gang jeg var faldet for en falsk indledende interesse, som blot var spil for fisse-galleriet. Og det gav de der ubehagelige mavefornemmelser, som jeg helt, helt misforstået forsøgte at arbejde mig igennem. Fordi det skete så tit, at jeg troede, det var et vilkår, og fordi jeg troede på, at det var MIG der var dum, når jeg friend-zonede – det var der jo et ord for. Jeg havde ikke et ord for, hvad mænd gør, når de stavnsbinder mig som mulig sex-partner og intet andet. Men det har jeg nu. De sex-zoner.

Men nu – fra i dag af – følger de 50 år, hvor jeg vil have lov til at sige om en mand, at han var en kæmpe narre-ven som bare sex-zonede mig, mens vi var ved at lære hinanden at kende. For hvis nogen skal skamme sig, så skal det fandme ikke være dem, som ikke vil knalde. Det skal være dem, som ikke vil indrømme – at de KUN vil knalde.

Jeg forstår godt motivationen for sex-zone-mændene. For hvis de er helt ærlige “Hej, du ser tilpas lækker ud til, jeg godt gider lader som om, jeg hører efter hvad du siger i  x antal timer og 4 piña coladas, inden jeg forsøger at dyrke sex med dig og så smutte” – så er succesraten meget, meget lav. Men måske er det intentionen du skal arbejde på i stedet for din approach. Hold dig ærlig, både mand og kvinde. Både sex-hungrende og forholdssøgende. Og accepter, at kun med ærlighed kan du undgå at være en gigantisk røv, der lyver for andre mennesker i din egen interesse.

Kvinder bliver sex-zoned

49739121_2042387475830568_2482609152854065152_n

Du må godt spørge, hvor gammel jeg er

, 2

“Ej sådan noget spørger man ikke om”, sagde moren lettere febrilsk til sin næsten-teenager-datter, som netop havde spurgt, hvor gammel den her spændende fremmede egentlig var.

Men jo. Gu spørger man da om sådan noget, hvis man er interesseret i svaret. For ved at tabuisere det, eller ved at gøre en kvindes alder til noget farligt, så snart svaret ikke åbenlys er under 25, gør vi kvinder over den alder forkerte.

Jeg ville ønske, at ens alder var netop bare det. Et tal der fortæller noget om, hvor mange fødselsdage, jeg har fejret og hvor mange somre jeg har tilbragt på jorden.

Ikke en måleenhed for, om jeg er ved at være lidt sent ude i forhold til at få børn, ved at ældes ud af at være fuckable (lad os være ærlige, det er det den fandens higen efter ungdom udspringer af) eller om jeg enten er 1) for ung til at have nok erfaring = ikke værd at ansætte. 2) I den fødedygtige alder = ikke værd at ansatte. 3) Over 50 = på vej på pension og dermed ikke værd at ansætte.

Jeg ville også ønske, at fødselsdagshilsner ikke blev leveret som “Tillykke med de 25 + 7” eller tøhø-semi-fornærmelser over, hvor gammel jeg bliver.

Hvad nu, hvis man bare rigtig godt kan lide sig selv og sit liv og det, man fylder i tilværelsen? Det har taget mig 31 år at lære, alt det jeg ved. At mestre, alt det jeg kan. At ryste andres forventninger, bedømmelser, sammenligninger og vurderinger af mig og bare nyde at være… mig.

Og det med, at jeg skal være yngre for at være den friskeste eller mest sexede version af mig selv, eller i ungdommen higer efter at være ældre og dermed mere erfaren, det fjerner os fra at nyde der, hvor vi er. Børn og unge, der ikke kan vente med at blive ældre og voksne og taget alvorligt og komme ind på diskotekerne er en ting. Vi kan ikke bebrejde deres ivrighed, men hjælpe dem til at forstå, at de nok skal nå det hele.

Men os andre? Os voksne. Os der betaler vores egne regninger og styrer vores eget liv. Hvad er vi egentlig for nogle forbilleder, hvis vi samtidig udtrykker, at vi helst vil være en anden alder, end den vi er?

Jeg forstår det ikke. Hvad er det, der er så meget værre ved at være over 30 end under 30? Jeg vil gerne være den første til at indrømme, at tømmermændene er værre, men maden, vinen, vennerne og selvværdet ik? Det har fandme aldrig været bedre.

Load More

error

Enjoy this blog? Please spread the word :)