I min hårde oprydning af bloggen frem mod sensommerens genkomst af bloggen, gik jeg alle mine 700 blogindlæg igennem. Slettede de ligegyldige, satte tags på dem, det er værd at finde igen og en gang imellem gnæggede jeg lidt for mig selv eller strøg tilbage til den følelse, jeg havde på netop den dag for 5, 7 eller 10 år siden.
Og der er altså meget godt dernede, som Du måske har glemt – eller slet ikke har stiftet bekendtskab med, fordi du er ny på kanalen.
Så indulge me og hop med i et trip down memory lane med nogle af mine gamle perler, som fik mig til at sukke, grine eller græde en smule. I dag et par grin og en tilbagevendende længsel, som stadig gælder den dag i dag:
Jeg har tænkt. Og tænkt, og tænkt, og tænkt. For hvad er vi? Er vi venner? Er I kunder, og jeg er en sælger? Er jeg sådan en, der ved ting – og gider I fortælles ting, eller bliver det træls, når jeg vidensdeler, underviser eller prædiker?
Og hvad er jeg for jer – og ikke mindst for mig selv som blogger. I mine unge blogger-år har jeg delt meget. Om alkoholmisbrug tæt på livet, om kærestesorger og mennesker, der har misbrugt min tillid. Om mit eget mindreværd og min terapi væk fra dette.
Dele af det vil jeg blive ved med og holde fast i, men jeg har så småt opdaget, at jeg har en linje. En forskel mellem om det jeg deler er personligt – om det er noget, der står mit hjerte nær, noget jeg brænder for, noget jeg reelt ved noget om og har en holdning til, eller om det er privat – om jeg deler konflikter, hænger mennesker (eller mig selv) ud, om jeg deler noget, hvor jeg vil blive ked af det, hvis nogle tager det videre, svarer mig imod eller hænger mig ud.
Jeg vil altid være personlig. Det at blogge er at give små facetter af mine tanker og min personlighed videre i håbet om, at I derude kan finde genkendelse, morskab, ny viden, indsigt eller samhørighed.
Jeg vil ikke være privat. Jeg vil ikke skrive ting, hvor jeg risikerer at fortryde det senere, fordi jeg var for vred eller ophidset, da jeg for til tasterne. Så vi kan godt tale om, at jeg har fået mit hjerte knust eller at jeg har så på sjælen, men du kommer ikke til at høre om det, mens det sker.
Mens de tanker har formet sig i mit hoved, har jeg samtidig tænkt: Hvad er det her? Er det privat, når jeg på Facebook giver min uforbeholdne støtte til TUBA, fordi de har betydet noget for mig? Eller er det et personligt islæt på en god sag?
Er det privat, når jeg skriver om at kaste op af tømmermænd en søndag, eller er det personligt? Hvor går grænsen?
Jeg tror, den et klar i nogle tilfælde. Og i andre tilfælde, knap så klar – men måske også knap så vigtig.
F.eks. har jeg ikke et rigtig godt svar på, hvad det her fraklip fra min seneste makeup-video er:
Men hold. nu. kæft, hvor jeg grinte, da jeg opdagede det.
Og helt ærligt, er det værd at være trendy makeup-blogger, hvis jeg ikke må have bar røv undervejs?
Vi skal til det igen. Selv om jeg hænger lidt i bloggerbremsen i disse uger og ikke helt får skrevet, så meget som jeg gerne vil, er jeg heldigvis ikke for travl til at dumme mig. Gentagne gange om ugen.
Højdepunkterne fra sidste uger er:
Tirsdag blev dagen, hvor jeg endelig efter måneder og uger og dovenskab og manglende tag-mig-sammenhed endelig igen pakkede tasken og tog til træning. Forklaringen? Jeg vågnede med ondt i det GODE knæ.
Fredag havde jeg egentlig planlagt at tage til fredagsbar med jobbet. Men jeg blev hjemme og læste bog i stedet. Rigtig hyggeligt, men også så roligt, at jeg blev rastløs lørdag og følte, at der skulle ske noget. Sendte en sms til en veninde og spurgte, om hun ’tilfældigvis var inde i selve København og frisk på vin’. Succes-raten på den slags beskeder er jo minimal, men hun ringede tilbage og var fandme: 1) 15 minutter væk på en cykel 2) til et arrangement med mennesker jeg kender og holder af 3) de havde fået et par afbud, så der var kuverter i overskud til en treretters menu med vin. Sjældent er jeg så hurtigt kommet ud af døren, og sjældent er jeg blevet så ulideligt fuld.
Da jeg forlod Psykopaten ved to-tiden om natten, anede jeg ikke hvor min ven var, jeg kunne ikke styre min hikke og jeg måtte tage en taxi hjem med cyklen bagpå. Så fuld var jeg.
Takket være min uendelige fuldskab, var jeg nødt til at sætte et vækkeur, så jeg kunne komme tidsnok op til min aftale med min bror søndag. Jeg havde lovet ham at hjælpe med at flytte 400 kilo gulvbrædder.
400 kilo.
Gulvbrædder.
Jeg måtte lige kaste op en enkelt gang, inden han kom og hentede mig, og havde en pose chips og en flaske vand med i bilen. Og dårlig ånde og en gigantisk hovedpine. Men det lykkedes. Jeg kæmper for at holde, hvad jeg lover folk at hjælpe med.
På en eller anden måde lykkedes det at undertrykke mine tømmermænd, mens vi bar sagerne ud af Silvan og læssede dem af igen. Af to omgange.
Men da min søde kæreste kom og hentede mig, og jeg igen bøjede mig ned og tog sko på, blev jeg udenfor så dårlig, at jeg ikke kunne nå ind på toilettet igen. Skrev efterfølgende en sms til min bror:
Måske var min kæreste også nødt til at holde ind på vejen hjem, så jeg lige kunne kaste op igen i en skraldespand på Frederiksundsvej. Undskyld København. I det mindste var der mest tale om vand… Der skal gå meget længe, før jeg er fuld igen.
Er du up to speed med mine seneste ugers akavede højdepunkter? Hvis ikke, kan du finde nogle her og her og her.
Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at dele dine egne fortræffeligheder i kommentarfeltet. Jeg elsker noget at gnække lidt over.
Valgte at flashe mine ikke-eksisterende cash skills og tage en taxi hjem til Islands Brygge for at fejre min ven Anders, der fik 12 for sit speciale tirsdag. Stred business-agtig og tjekket ud af hovedbanegården fra toget og satte kursen mod taxierne. Endte som et deer caught in a headlight, da min ene elendige glatbundede Føtex-støvle valgte at regnvåd asfalt simpelthen var for stor en udfordring. Nåede heldigvis ikke helt i spagat, fordi mit venstre knæ tog fra.
Trådte ind i en taxa med et skrabet, blødende knæ og en endnu mere medtaget stolthed. gjorde kort proces, og har efterfølgende smidt fire par ikke-særligt-fast-stående sko ud.
Har også gjort en indsats for at erstatte nej-sko med reelle vinterstøvler. Gik så længe rundt i Frederiksberg-centret med opgivende blik og flere og flere trøjer over armen, jeg ikke kunne have på for sko-stress-sved. Opdagede på et tidspunkt, at en mand var gået fra den forrige forretning til den næste samtidig med mig. Måske tilfældigt, men han fulgte også efter mig ind i den næste. Blev ærlig talt lidt sur og overvejede, om jeg næsvist skulle spørge ham, hvad han håbede at opnå ved at følge efter en fremmed kvinde, der går alene rundt. Men så så jeg den. Walkie-talkien. Som hang i bæltet på center-betjenten, der fulgte efter mig, fordi jeg gik så længe rundt i så mange butikker og kiggede tilsyneladende formålsløst på ting, at man kunne få den tanke, at jeg ville stjæle noget. Blev ikke sex-chikaneret, opførte mig bare suspekt. Så deeet.
To dage senere så mine fødder sådan her ud: (Hurra for nye sko)
Der er heldigvis ingen af mine kolleger, der har opdaget det endnu. Men jeg opdager jævnligt, når jeg har været ude at tisse, at døren slet ikke er låst, når jeg går ud igen. Jeg ved ikke, hvad der er med min hjerne, men jeg tror simpelthen, at det højlydte klik, når man lukker døren, snyder min hjerne til at tænke “låst”. Satser stærkt på at aflære den dårlige vane igen, inden en af mine kolleger kommer til at gå ind, mens jeg sidder på tønden.
Smuttede på weekend med en flyver og en kæreste, og havde for en gangs skyld husket tandbørsten – ellers noget, der klassisk har været glemt og betydet, at det var tid til en ny tandbørste. Den første morgen stod jeg dog op, og konstaterede, at jeg ikke havde pakket nogen trusser. Nu er jeg ikke ligefrem commando-typen, så vi måtte altid lige ud og købe ekstra til resten af weekenden.
Brilliant type, I know. Du kan gnække over flere brilliante moments her og her og her.
Eller du kan bare dele ud selv i kommentarfeltet? Så får jeg også noget at grine af.
Tirsdag var jeg på uni og havde en mild eksistentiel krise. Jeg spiste to træstammer, fik en kæmpe bums på hagen og var rasende. Onsdag kom min menstruation og verden gav mening igen.
Onsdag morgen stod jeg op og konstaterede, at jeg havde fået min menstruation. “Fedt, så kan jeg lige nå at koge menstruationskoppen og få den på plads inden arbejde”, tænkte jeg. Men var tilsyneladende ikke helt vågen endnu. I hvert fald havde jeg været på arbejde næsten en time, da jeg igen konstaterede, at jeg havde fået menstruation, og nu var blødt igennem. På jobbet. Tak morgen-Trix.
Blev så befippet over den unge mand i apoteket, der ivrigt spurgte, hvad han kunne hjælpe mig med, at jeg hverken tjekkede, hvad det var for nogle øjendråber, han solgte mig eller nænnede at sige til ham, at det ikke lige var Tena-bind, jeg mente. Købte dem bare. Jeg bruger ikke tena. Står du og mangler en pakke?
Torsdag var hormonerne stadig i fuld galop, så jeg stod stivfrosset på nippet til at tude små ti minutter i Meny, mens jeg forsøgte at finde ud af, hvilken pakke frosne rejer, jeg skulle købe til min aftensmad. Beslutningen virkede bare så uoverskuelig.
Fredag var vi nået slutningen på måneden – men faktisk modsat stort set hele mit liv indtil nu – var jeg ikke økonomisk tre millimeter fra at sælge en nyre for at sikre moneter til de sidste par dage. Det er kommet snigende lige så stille – det der med, at jeg ikke altid bruger alle mine penge, inden vi er nået til den 15. i en måned. Men jeg er ret god tilfreds med det. Fredag var jeg så godt tilfreds, at jeg gik på en lille shopping spree og købte koncertbilletter for alle mine penge. For nu var det jo alligevel den 1. lige om lidt. Træerne og himlen, ik? De når aldrig at møde hinanden.
Hvornår var du allermest på kanten af et menneske i sidste uge? Og var der andre, som fik mens lige oven i fuldmånen, der også oplevede at være en ulykkelig varulvsagtig rasende melankoliker i 3-4 dage?
Hvis du ikke er up to date, så kan du læse om mine tidligere fortræffeligheder her og her og her.
Slog en fis i Meny. Den var lydløs, troede jeg. Men jeg kunne se på ham lidt længere henne ad brødhylden, at den mest var lydløs for mig, fordi jeg havde musik i ørerne.
Var tre dage om at møde på arbejde. Efterårsferie og flextid har vist sig at være meget svært for mig. Lidt synd for de kolleger, som troede, jeg ville dukke op mandag morgen, at jeg mødte lidt senere. Aka. onsdag.
Tre. Tre gange gik jeg i gang med at spise igen, da jeg var til brunch hos Artilleribanden i weekenden. Faktisk stoppede jeg først med at spise mig alt for mæt, tage en kop kaffe, snakke en halv time mere for så liiige at vippe en pandekage mere over på tallerkenen, da der ikke VAR flere pandekager. Eller mere bacon. Jeg kom hjem fra brunch kl. 17.
Jeg er tjekket, life is glam, og her er beviset fra den sidste uge:
Jeg kunne godt fornemme, at drengene på jobbet syntes, jeg var ret cool, da jeg fortalte om den lækre flaske champagne min kæreste og jeg delte i weekenden. Jeg fulgte dog straks historien op med informationen om, at jeg var iført joggingbukser på sofaen og at vi så Ringenes Herre, mens vi drak den…
Jeg blev også vanvittigt excited og glad, da jeg så, at Huset Kbh igen i år holder biograf-aftener med Rocky Horror Picture Show – en af mine helt store kærligheder er film som den og Hedwig and the Angry Inch. Jeg synger med, jeg kaster med toastbrød og jeg tager min fine hat på. Og min kæreste elsker det også, og i vores ellers ikke særligt-overlappende filmsmag er det med at tage, hvad man kan få. Så jeg blev ivrig. Lidt for ivrig. Skyndte mig at bestille fire billetter – for så kunne vi jo tage nogle venner med. Og først da hele herligheden var bestilt og booket, og jeg skulle til at skrive filmen ind i kalenderen, indså jeg, at min kæreste slet ikke er i Kbh den weekend. Han er i Aalborg til julefrokost. Så eeeh. Film-date anybody?
Kender I de der dage, hvor man når at beslutte sig for at blive hjemme og pjække og ombestemme sig igen cirka fire gange, fra man står op til man er i skole? Sådan er alle tirsdage for mig. Jeg egner mig virkelig dårligt til at skulle op klokken 5-et-eller-andet for at tage toget til Odense, hvor en overfyldt bus skal bringe mig ud på SDU. Endda selvom jeg er helt fjollet med mine fag og mine skolekammerater. Tirsdag morgen var jeg lige ved at give op, da mit faste lift til hovedbanen skrev, at HAN i hvert fald blev hjemme. Jeg var tæt på at give op igen, da det gik op for mig, at jeg ikke ville kunne nå det hurtige tog på cykel, men kun det næste. Jeg var næsten stensikkert blevet hjemme, hvis ikke jeg havde haft en kæreste liggende inde i sengen, som kunne dømme mig og en veninde-aftale i Odense, som jeg virkelig havde glædet mig til. Men altså. Jeg var træt og udseendet blev derefter. Tog simpelthen i skole med krøllerne og pandehåret samlet i den samme crazy knold, jeg havde sovet med, og jeg indså først min fejl, da et kamerahold troppede op til første time på SDU og skulle filme vores forelæsning.
Jeg havde den dejligste aften med to veninder og et par flasker rødvin i ugens løb. Vi snakkede og snakkede og det var en af de der aftener, hvor telefonen bliver i lommen, for der er rigeligt at tale om uden. Faktisk blev telefonen så længe i lommen, at jeg ikke opdagede, hvad klokken var, før jeg gik ned til min cykel. Klokken 2 om natten. På en arbejdsaften. Jeg elsker mig, men jeg hader mig. Thank god for flex-tid.
Har du også været jævnt til middel utjekket i løbet af den sidste uge? Jeg elskede min læser Henriette, der i sidste uge fortalte om, hvordan hun i et søvndrukkent øjeblik havde brugt tandpaste som fodcreme. Classic!
Var du ikke med fra starten? Du kan læse mit første So this happened-indlæg her.
I den forgangne uge, har mine akavede højdepunkter været mange.
Ugen startede stærkt, da jeg egentlig var gået fra arbejde mandag men vendte om og cyklede tilbage. Grunden? Jeg havde glemt at spise, den romkugle der lå på mit skrivebord.
Mandag var i det store hele en talentløs maddag, hvor jeg blev nødt til at spise aftensmad to gange. Jeg blev nemlig for længe oppe (og lavede intet fornuftigt) og endte med at være så sulten igen omkring kl. 23, at jeg ikke kunne falde i søvn uden at spise en nat-snack.
Tirsdag blev dagen, hvor jeg et sted under Storebælt valgte at lave finten med at knappe bh’en op inde i trøjen og trække den ud gennem ærmet og putte den i tasken. Kunne simpelthen ikke vente, til jeg kom hjem, med at få den af. Jeg er bange for, jeg ikke rigtigt egner mig til at gå med bh mere – men hvad gør man så, hvis livet uden gør ondt i både bryster og ryg?
Min taske så sådan ud, da jeg kom hjem. Inkl. en mars-bar et sted under bh’en.
Senere på ugen var jeg igen på arbejde, og da det var tid til at gå hjem, baksede jeg med både udrulning af høretelefoner og valg af playliste på Spotify (noget Kim Larsen) på vej ud af jobbets svingdør. Og jeg har det egentlig, som om jeg var ok bevidst om mine omgivelser, men alligevel gik jeg direkte ud over trapperne foran bygningen uden at se mig for. Faldt heldigvis baglæns, så det var mest mine baller og min stolthed, der kom til skade, da jeg tog et fuldt faldt ned ad trappen. Med ledning i den ene hånd og telefon i den anden, var signalet jeg sendte så oplagt, at en tililende dame der bare ville hjælpe, startede med at spørge “Så du ikke trappen?”. Orkede ikke at forklare, at jeg faktisk arbejder der og går op og ned ad den trappe flere dage hver uge. Forsikrede hende bare om, at jeg ikke havde slået mig og cyklede hjem med en øm bag.
Fredag aften lykkedes det mig at fornærme en tjener ikke én men flere gange. Jeg er for det første ikke særligt god til at skjule, når jeg ikke kan lide noget (Hvem fanden drikker IPA med vilje?) – og så er jeg åbenbart heller ikke særligt sjov, når jeg laver ordspil. Hvilket er fair nok. Jeg kan godt huske det, fra dengang jeg selv var tjener. Der var det bare oftest midaldrende mænd med rødvinsånde, og det var bare aldrig faldet mig ind, at jeg selv kunne være den nederen i sådanne ordvekslinger. Men det kunne jeg. Der er bare ingen grund i hele verden til at svare “Det finder vi jo ud af”, når tjeneren spørger, om man er klar til hovedretten. Pardon.
Weekenden gik nogenlunde – primært fordi, jeg mest var derhjemme. Og den mulige katastrofe i Fitnesscenteret blev afværget, idet jeg opdagede, at jeg havde taget en fremmed mands drikkedunk fra bordet – INDEN jeg nåede at drikke af den. Yay me!
I denne uge spurtede jeg 100 meter crawl på 1:47. Det var første gang siden årene, hvor jeg arbejdede som livredder, at jeg reelt har taget tid på min svømning, og min tidtagning førte en fortrydelse med sig, som jeg ikke har kunnet slippe siden.
Jeg er nemlig tidligere amtsmester i 100 meter butterfly. Engang i halvfemserne blev jeg også juniormester i svømmeklubben Flipper på Nordfyn. Jeg har vundet måske 20 guld-, sølv- og bronzemedaljer i de år, hvor svømning var en fast tirsdag-torsdagsbegivenhed i mit liv. Og jeg har skrabet måske dobbelt så mange diplomer med distancer og tidtagning til mig, før gymnasiets fadølsanlæg endegyldigt blev mere interessant end vennerne til svømning.
Men jeg har ikke en eneste ting tilbage fra de år. Ikke engang min pokal. Intet har jeg gemt.
Da jeg var allermest vred som teenager, brændte jeg mentalt broer. Jeg tror ikke, omverdenen opdagede noget. Men jeg slettede, klippede og kradsede krakilsk ting ud af mit liv, som i vredens afstumpethed ikke havde værdi mere.
Som de klassebilleder, jeg klippede i stykker fordi dele af min skoletid gjorde ondt, så skilte jeg mig af med svømmeminder og pennevennebreve og udklædningstøj og nedarvet tøj og ferieminder, så snart jeg ikke længere havde en forbindelse til det, som minderne repræsenterede.
Jeg havde ikke et sprog for den melankoli og fortrydelse som minder kan vække. Jeg kunne bare mærke, at de ikke kun gjorde mig glad. I dag ville jeg give en finger eller to tæer for, at mine forældre havde vidst, hvad jeg lavede inde på værelset og havde listet minderne op af min skraldespand og ned i en papkasse, jeg kunne genbesøge i dag. Det vil jeg prøve at huske, hvis jeg en dag selv bliver mor. At samle minderne – måske en fin scrapbog eller bare en æske, som jeg passer på. For den ville jeg virkelig sætte pris på i dag.
Om ikke andet så bare for at finde ud af, om jeg er blevet hurtigere eller langsommere på 100 meter crawl.
