Kategori: Brok Page 2 of 7

Sku’ vi æde nogle flere følelser

To døgn. Et helt glas nutella. En overordentlig luftig og næringsfattig pakke toastbrød.

Mere skulle der såmænd ikke til, før jeg lagde to og to sammen, ringede hjem til den Sunde og Raske og de gamle og fortalte dem, at det var lidt hårdt at forlade dem efter påskeferien og at jeg savner dem nu.

Jamen, hvor fanden skulle jeg vide fra, at det var savn, mine følelser forsøgte at formulere? Jeg æder dem jo bare. Følelserne.

Følg, like og del:
20

Du skal ikke tro – du skal vide

Nåmen håbløst bagud med det hele som sædvanligt, har jeg nu hørt tilstrækkeligt meget om giraffen Marius til, at jeg har en mening.

Ikke om Marius som sådan. Og det er alligevel også lidt sent med den slags. Men om diskussioner på internettet.

For de forgangne ugers ordkasterier har været et miskmask af tro, viden og følelser, som slet ikke passer sammen. Og når tingene slet ikke passer sammen, bliver diskussionerne grimme.

For der er da ingen tvivl om, at Marius var nuttet. Herregud, en to-årig giraf med en less-than-desirable sædbeholdning har jo ikke gjort nogen fortræd. Men nu var det altså zoo’s giraf og ikke min eller din. Og så bestemmer de vel? Jeg har oplevet kæledyr aflivet for mindre end et skemalagt avlsprogram.

Mit store problem i hele suppedasen har været folk, der tror, at følelser er viden. Eller folk som tror, de ved. Eller folk som tror, at deres viden er endegyldig og eviggrøn.

For lad os indse det, intet er så gennemskueligt, at man med tre argumenter og et udråbstegn er nået ind til sagens kerne. Intet. Politik og bureaukrati er to eksempler på ting, der burde være klare som glas, men som mere er en sø så grumset, at dine børn ikke må bade i den. Der er ingen, som når helt frem til sandheden, og folk der med stor overbevisning i stemmen slår fast, at de har gennemskuet det hele, udstiller for mig at se bare, hvor lidt har forstået af det store billede.

Ikke engang videnskab kan erklære at stå med den endegyldige sandhed og saglighed. For når der skal fondsmidler på bordet, må forskningen gå firmaernes bud. Er resultaterne ikke gode nok, kan uredelighed komme på tale, hvilket jo i bund og grund betyder, at mennesker, der burde lede efter sandheder snyder. Og en del af de mere imponerende fysiske teorier er – så vidt jeg har forstået og derfor TROR, men ikke ved – stadig blot teorier. Som vi arbejder med, fordi de ikke er bevist forkerte af noget, vi endnu har kunnet finde på.

Og folk der mener, at giraffens uskyldighed og nuttethed er vægtige argumenter, må forstå, at zoo ikke handler ud fra deres egne følelser. Vi kan godt blive enige om, at han var kær. Men det er ikke viden. Det er ikke et argument imod viden.

Det er tro heller ikke. Men det er okay at tro. Og mene. Og føle. Bare du er på det rene med, at det er dét, du gør. For kommentarfelter er åbne. Alle må være med. Jeg ville bare sådan ønske, at flere kommentarer startede med ‘nu er jeg jo ikke ekspert på området’, eller ‘jeg vil bare lige sige, at jeg føler’. Ikke ved. Ikke står med den endegyldige sandhed analyseret frem over en screensaver med et nuttet fjæs, to års studie på en smart uddannelse eller tre klik på wikipedia.

Ogdet er heller ikke den endegyldige sandhed, nedladende at slå fast, at det rent videnskabeligt ikke kan blive anderledes, for bestandens skyld. Det kan altid blive anderledes. Men det var zoo’s giraf. Og den fik det værste frem i mange mennesker, som blot ville Marius det bedste.

Og når den hals så er svunget, har jeg kun tre ting tilbage at bede om:

– Mærk efter, næste gang du åbner munden i en diskussion. Er det her noget du tror, ved eller føler?

– Tag den tid, du har brugt på Marius-artikler, underskriftindsamlinger og deslige, gang tiden med to og brug så dén mængde tid på at læse om Ukraine. Du skal!

– Indse, at jo mere vi forstår af verden, jo mere bør vi indse, at vi ikke ved en skid.

Følg, like og del:
20

Hold dig fra Juan!

Det var FORFÆRDELIGT!

Alt for naiv. Alt for godtroende. Og alt, alt for overbærende fordi jeg fuldstændig fejlbedømte, hvad en gammel, harmløs, hvidhåret, tandmanglende spansk mand dog kunne udsætte mig for.

Jeg har lige været nede og købe frokost. På hjørnet indhentede gammelfar mig. Præsenterede sig som Juan og sagde noget med vejret. Jeg tænkte ‘nej hvor fint, nu kan jeg øve mit spanske lidt’, så vi snøvlede og tegnsprogede os igennem en hyggelig lille samtale om vejret i Spanien vs Danmark (hace frío en Dinamarca). Og så bød Juan mig på en kop kaffe lige rundt om hjørnet.

Jeg kan godt selv høre det nu, men altså. Han lignede en morfar. Sådan som min morfar ville se ud, hvis han var spansk. Og jeg vil så gerne lære lidt mere sprog. Og hjemme i Danmark er gamle mennesker oftest ganske harmløse.

Juan købte to kopper kaffe. Men i stedet for at sætte sig på den anden side af bordet, satte han sig ved siden af mig. Og rykkede tæt på. For tæt.

Han forklarede, at han arbejder i området og har boet i Barcelona i 40 år. Spurgte, hvor gammel jeg var, og i samme sætning landede hans hånd tungt på mit lår. Jeg gav et gip og rykkede lidt væk. Men hånden fulgte stædigt med. Så jeg trak den af og fik meeeeget gebrokkent forklaret, at så vant er vi ikke til fysisk kontakt i Danmark. Helt ærligt, burde jeg nok være skredet allerede der. Men hvis det nu er meget normalt hernede? Hvad ved dumme turist-Trix.

Han forklarede, at det var heeeelt normalt i Spanien. Samtidig tog han fat om min nakke og forsøgte at trække mit hoved hen til sig for at kysse mig.

Endelig sprang jeg op. Og min virkelig lange sviner på dansk, var så umuligt at oversætte, at jeg med løftet pegefinger nøjedes med at sige “Juan! No!”, inden jeg stormede ud af caféen. Ikke en ny ven rigere, men en klam, klam oplevelse rigere. Bvadr! Og jeg ville ellers virkelig gerne have en kop kaffe.

Spørgsmålet er så nu, om jeg ligner sådan en, der vil have sådan nogle tilbud? Eller om jeg bare ser tilpas naiv ud. DET er i hvert fald helt sikkert fortid nu. Fra nu af kan man kun blive min ven med hænderne over bordhøjde.

Pyh. Så hvis du møder Juan med overskægget og de to manglende tænder på vej ned ad Carrer de la Marina, så skynd dig videre.

2014-01-14 14.55.47 2014-01-14 14.57.16

Følg, like og del:
20

Pendant

Cyklisternes pendant til rundboldspillernes “Jeg var i luften” er “Der var stadig grønt”.

Det klinger bare så hult, når du først er blevet cyklet ind i, væltet omkuld ud over en kantsten og ned i en vandpyt med del halve af Vesterbro som tilskuere.

Og det er sært. For jeg gik ud for grønt. Så må kommunen jo se på lyskrydset. For når der er grønt for begge, bliver jeg kørt ned.

Hader det høflige overmenneske, der ikke siger hende direkte imod, men nikker stift af hendes gentagne undskyldninger og sender hende videre på sin færd.

For det gjorde faktisk pisseondt, og hun skal faktisk lade pissemeget være med at cykle over for rødt!

Garrrr!

Følg, like og del:
20

Intet nyt kan være godt nyt eller kolde bryster

Farmor havde fået dobbeltsidet lungebetændelse. 88 år gammel. Ja, jeg havde faktisk glemt præcis, hvor gammel hun er. Vi ved ikke, om hun nogensinde kommer sig over den.

Men det er meget forvirrende med viderebragte informationer i rejseforvirring overbragt af den faster, som også er syg og for nylig er blevet opereret. Faktisk ved jeg ikke, om farmor er fri af respiratoren. Men jeg ved, det er planen. Og at hun bagefter skal på lungeambulatorisk i gud ved, hvor lang tid.

Det føltes lidt som i 2010. Hvor hun var indlagt, mens jeg var i Istanbul i to uger. Hvor hendes blindtarm sprang. Og den ene dag er man klar til at pakke og rejse hjem på stedet, fordi opdateringerne hjemme fra kun lyder som død og sorg. Men hver anden dag, går det bedre. Ikke godt, men bedre. Og det er jo modtageren, der bestemmer budskabet og ikke alle beskeder gives lige nuancerede. Men i dag var en bedre dag. Så mor og far er fløjet, jeg flyver og så krydser vi fingre for den gamle dame. For hun er en fighter, og hun har gjort det før.

En anden person, der ikke er en fighter, var min ekspedient i Magasin i dag. Og det er en brat overgang, for jeg kan simpelthen ikke springe fra nær-dødsfarmor til bh-indkøb på nogen elegant måde, men i skal sgu lige høre det. Fordi jeg bare TILTRÆKKER dårlig service. Eller. Noget må jeg gøre forkert.

Da jeg i sidste uge væltede det meste af et glas friskpresset appelsinjuice ned ad benet på mig selv, ud over bord og gulv og endda lidt ned i nakken på damen niveauet under os, mens jeg hyggede med Christina, havde jeg egentlig besluttet mig for at dø i skammen.

Men Christina kan det der med at rejse sig og venligt men bestemt fortælle, at jeg har mistet min næsten fulde juice på sådan en måde, at der straks står en ny juice ‘som jeg selvfølgelig ikke skal betale for’. Det kan jeg bare ikke. Faktisk kan jeg kun det stik modsatte.

Således blev jeg i dag sendt i prøverummet af en Triumf-dame, som sendte mig afsted med to bh’er, som jeg ikke engang nåede at sige, jeg ikke brød mig om, før hun puffede mig mod prøverummet med to stk. mormor-skål (Sådan en, der når helt op under hagen), men en ‘praktisk’ kant, som aldrig kan skjules under en t-shirt i et materiale, der minder mere om en badedragt end om en lækker bh til den bløde hud på brystet.

Men vi skulle jo finde den rigtige størrelse, og det kunne vi vel lige så godt finde med en sort, spandex, mormor-bh, som med en hvilken som helst anden.

Jeg prøvede en størrelse. Og den anden, jeg havde fået med ind. Jeg forstod ikke helt forskellen. Men hun havde sagt, hun ville komme og tjekke, hvilken der sad bedst. Hun var bare lidt længe om det. Jeg prøvede den anden igen. Det hjalp ikke.

Til sidst var der gået så lang tid, og jeg havde forsøgt så mange forskellige bevægelser med hver bh, at jeg holdt igen mod panelet, mens jeg trak gardinet væk i hovedhøjde og med et par forsigtige ‘øøøhm, undskyld?’ fik kontakt til en anden triumf-ekspedient.

Ja, altså. Hendes kollega med det lange hår havde lovet at hjælpe mig, men nu kunne jeg ikke finde hende?

Kollegaen så mildt perpleks, men ikke direkte undskyldende ud, da hun forklarede, at min ekspedient da var gået til frokost.

Til frokost?

Mens jeg stod med bare patter, to grimme bh’er og et i forvejen regnvejrspræget fredagshumør? Så kan de sgu rende mig!

Så nu har jeg stadig primært bh’er, der er købt i gymnasie-tiden. Pisosse.

Følg, like og del:
20

Juleshopping og Bodil

Overvejer stærkt at liste ind til byen og gøre julegaveindkøbene. Fordi jeg ikke kan lide mennesker, mylder, køer, gåsegang og julestress. Og jeg har en snigende fornemmelse af, at søde Bodil kan spare mig for det meste.

Det er ikke fordi, jeg ikke vil respektere DMI og stormen. Men vi har jo tidligere erkendt, at min familie ikke er så big on det med at høre efter, når de kloge snakker.

Sidst der var storm, sad jeg fast i et s-tog. Fordi køreledningen var faldet ned og der lå et træ på skinnerne. “Det er bedst at vente. Jeg ved ikke, hvor længe”, sagde togmanden, inden vi klemte den bagerste dør op, hoppede ud af toget, løb væk fra den nedfaldne køreledning, klemte os igennem et krat og ud i en park, hvor de gamle træer knagede og bragede. Ude på gaden var det næsten mere vigtigt at holde øje flyvske valgplakater end tagsten, men jeg fandt en bus og skyndte mig hjem.

Da mor ringede for at høre, om jeg var i sikkerhed, valgte jeg den korte version. “Jaja, jeg er hjemme nu. Ingen fare på færde”. Men jeg kunne næsten have sparet det, for da jeg spurgte, hvor far var, fortalte mor træt, at han liiige var ved sommerhuset for at trække sin pram op af vandet, så den ikke sank.

Bagefter kørte hun over og handlede.

Vi er ikke så skarpe.

Såeøh – hvem vil med ud og handle?

Følg, like og del:
20

Livet med opvaskemaskine

Vi har sådan en Smeg-opvaskemaskine. Italiensk pis, er det udtryk vi oftest bruger om den.

Lortet virker ikke. Den der dreje-rundt arm støder på kurven, de store tallerkener kan ikke stå op i den og den stopper gerne sig selv 2-6 gange i løbet af hvert læs og giver fem insisterende bip fra sig, der betyder: ‘Det kan godt være dit grej ikke er rent, men nu kører bussen her ikke videre’.

Vi bander, svovler, åbner og lukker og lader den køre videre. Nogle gange vælger vi et nyt program. Andre gange ser vores service rent nok ud til, at vi bare vælger, at den er færdig. Men det er den ikke.

Vores opvasker er så elendig, at det faktisk godt kan tage det meste af en dag at få den til at vaske én sølle vask. Og i den tid efterlader vi så morgenmadsskåle, blender, glas, brugte tallerkener og bestik stukket i et krus overalt på køkkenbordet, der ender med at ligne jegvedikkehvad. Fordi det venter på at komme i ‘opvaskemaskinenfrahelvede’, hvor det så kan blive vasket halvt af en fire-fem gange, før vi giver op og hiver det ud.

Det jeg sådan set bare ville frem til er, at vi bruger mere tid på vores opvask i vores opvasker, end hvis vi nu bare klemte ballerne sammen og vaskede det op. Men det gør vi ikke. We are stupid that way.

Oh well, nu sagde den lyden igen. Og i stedet for at smadre hele molevitten med en meget stor hammer, som er den umiddelbare trang i min krop, så starter jeg den nok bare igen og går min vej. Dovenskaben længe leve.

Følg, like og del:
20

Gothersgade

Jeg ved ikke, hvad det er for en syg fucker af en gud, der sikrer mig den uendelige dårlige karma, det er at møde klokken fem fredag morgen og klokken seks lørdag morgen.

Ikke at jeg har et problem med mødetiderne. Det er pikketidligt, jaja. Men jobbet kan jeg faktisk godt lide. Nej, det, der pisser mig af, er, at inden jeg selv har fri i morgen – hvor jeg kan drikke mig fuld, slå mig løs, holde weekend – så har jeg min lørdagsmorgentur ind ad Gothersgade at kæmpe med.

Nede på hjørnet ved søerne kommer hipsteren gående. Hvor langt han har gået, ved jeg ikke. Men der er noget helt galt med enten den stramme buks eller de smalle sko, for han går helt forkrampet og foroverbøjet med et unaturligt ekstra sving i sin krop, som når en teenager prøver at gå med de der ’nede under røven bukser’, men ikke kan holde dem oppe. Der er ikke skidemeget ironi over at ligne én, der får ondt af at gå i sit eget tøj…

Ud for botanisk står tre drenge. Venner måske, men der er altid én taber i teenagedrenges flok. Han får et dummeslag og bliver skubbet op af de grønne tremmer ved siden af busstoppestedet, mens tilskueren griner bøvet. For det er jo bare for sjov. Bøllen slipper ham, og det første taberen gør er at spytte efter hans sko og springe uden for rækkevidde højt grinende. Måske fordi, han er idiot. Måske er det nemmere at bede om den kæberasler der altid dukker op, når bøllen er stiv og medløberen skal imponeres. Kønne venner.

På hjørnet af Nørreport sidder to turtelduer på fortovet. Hun har ikke nok tøj på, siger min mors stemme i mit hoved. Hun får helt sikkert blærebetændelse af at sidde der for længe. Hun smiler og griner og snakker, og han ser da både venlig og åben ud. Indvendigt venter han på, at hun overgiver sig og tager med ham hjem. Derfor er de nødt til at blive der. Til en af dem giver op. Hvorfor kan han ikke bare følge hende til natbussen og være glad for at få et kys?

På modsatte side af Kongens Have kommer den mandlige udgave af Sex And The City gående. Fire kammerater på stribe. Pull overs. Hvide sneakers. Gelé i håret. Og en nederdrægtig, lummer latter fra de tre andre, mens de lytter til historien om, hvordan Samantha gerne ville kneppe hende pigen i baren, og hvad hun sagde og hvad han sagde… Det eneste jeg når at tænke er, at det jo tydeligvis ikke lykkes ham, så hvad de griner af, ved jeg ikke?

Efter dem kommer Rødovre-slænget væltende, vraltende og faldende imod Nørreport. De taler utydeligt. Ligner ikke nogen, der er en dag over 19. De er mange. Den fuldeste vælter ud forrest og råber som svar på et ukendt spørgsmål ”Jeg aner ikke engang, hvor fucking Rødovre ligger mand!”. Måske er de alligevel ikke fra Rødovre. De lugter af Jägerbombs. Kombinationen af den søde, kvalme stank af energidrik og den insisterende kommen-fornemmelse man får bagerst i svælget, når man kan lugter Jägermeister eller Unterberg. Det er bedst at holde vejret på vej forbi dem. Og bede en stille bøn for de mennesker, som skal udholde en bus- eller togtur med deres lugt og larm som selskab.

Manden der kommer gående bag dem, alene med en pizzabakke i den ene hånd, læner sig for meget frem, når han går. Og hans fødder peger ligesom udad, som om han er balletdanser og har lært at gå med sin turn out. Mon han vælter på et tidspunkt?

Der er overraskende få glasskår på cykelstien nede på bar-delen af Gothersgade denne lørdag morgen.  Men masser af drenge. Der råber op om, hvilke barer der stadig har åbent. Fordi her ti minutter i seks om morgenen, er der jo INGEN grund til at tage hjem endnu.

Drenge der får travlt med at lyne op, da politiet pludselig blinker bag dem, mens de står og pisser inde i hjørnet ved 7/11. Som om en hurtig ’zzzzip’ kan slette, hvad alle lige har set dem gøre.

Drenge der skal lære, at når man arbejder i 7/11, så skal der fandme være chokoladecrossainter klar inden seks. Faktisk helst inden fem. Fjolser.

En klistret overflade, der dækker hele tunellen uden for Wall Street og får sko til at sige en lille lyd, hver gang et skridt tvinger dem til at slippe jorden for en stund. En klæg lugt. Af øl-ånde, liderlighed og desperation.

Det er, hvad jeg får at arbejde med.

De billeder er, hvad jeg skal tage stilling til, når jeg i aften skal beslutte om jeg vil i byen eller ej, om jeg vil deltage i det morads, trække mig selv igennem de lugte, det søle, den opførsel.

Måske jeg bare tager et glas rødvin derhjemme…

Følg, like og del:
20

I need my space, Åge

I dag skete det i fitnesscenteret  – og der trækker jeg altså grænsen!

Oftest når det sker, bider jeg det bare i mig. Fordi jeg godt kan se, at det vil være svært at leve resten af mit liv. Hvis jeg først begynder at stå på, det, jeg selv mener, er min ret til, at fremmede mennesker ikke skal røre ved mig. Ikke sådan touchy feely, nej, jeg ville være glad, hvis du ville lade være med at strejfe mig tak.

For eksempel er jeg med på, at vi alle skal være der, når der er koncert. Og din billet er garantrisset lige så fin som min, så du skal også have en god plads. Men jeg har det stramt, når du liige lister dig ind imellem mig og personen foran eller bagved. Og jeg selvfølgelig naivt tror, at du er på vej videre. Men du så stopper, vender dit ansigt mod scenen og bliver stående. Med din ølmave let hvilende mod min lænd eller hofte. Eller lige får svunget din skulder op mod mit bryst. Og du så bare står. Dér.

Jeg er med på jeg er blød, men kan du ikke mærke det? Kan du ikke godt mærke, at to kroppe, der er fuldstændig fremmede for hinanden, pludselig interagerer? Er du ligeglad? Kan du lide det? Jeg stiller mig altid på behørig afstand af scenen. Jeg er heller ikke sart, hvis du under Hvalen Hvalborg lige ‘ups’ gynger ind mod min krop, fordi det hele bare swinger. Men når du bare stiller dig dér. På mig. Op ad mig. Så visner min sjæl.

Toppen er, hvis du er typen, som klør dig i skridtet, og det slet ikke generer dig, at din håndryg hver gang spiller fandango i omegnen af mine baller. Ikke nok med, at det er lidt grænseoverskridende at blive (virkelig dårligt) pillet ved at en fremmeds baghånd, men jeg kan jo også tælle, hvor mange gange de små dernede, lige skal have en hilsen eller en høj femmer. Og jeg synes sgu ærlig talt, at det er mere, end jeg har brug for at vide om dig.

Jeg kan heller ikke lide det i bussen. Jeg er med på, at vi sommetider må stå lidt tæt. Men vil du ikke nok lade være med at… prikke til mig med vom/underliv/bagdel? Og SKAL du absolut holde fast i den der stang i loftet, når jeg står lige i svedig-armhule-højde.

Jeg ved godt, at jeg føler mig mest beklemt, når det er mænd. Men dem der er værst til det, er faktisk fulde piger i byen. Ladies who can’t hold their liqueur. Som tænker, at ingen på dansegulvet da opdager, hvis hun bare lige støtter sig. Liiige læner lidt mod hende eller ham til højre. Ofte i sådan en grad, at man kan vælte dem bare ved at gå hurtigt væk. Det gør jeg naturligvis ikke. Mere.

Åh. Det offentlige rum. Jeg vil gerne dele. Jeg er med på, at det er vores alles og carpe diem og sådan noget. Men næste gang, vi skal med bus sammen. Kunne du så ikke trække maven ind? Jeg står allerede af på Fasanvej Station, bare rolig.

Følg, like og del:
20

Jeg ved ikke, om jeg bare gik ud fra, at vi da kunne ses, når vi blev gamle?

Åh jeg vil have ferie. Jeg glæder mig usandsynlig meget til at få mit liv igen.

Liv igen. Det lyder hårdt. Men de sidste tre måneder har været helt fucked. Ikke sådan personligt. Ikke følelsesmæssigt. Ikke parforholdsmæssigt eller arbejdsmæssigt. Men arbejdstidsmæssigt. Har lavet radio. Vil virkelig gerne lave radio. Kan faktisk rigtig godt lide at lave radio. Der er kun ét problem ved radio på mit praktiksted:

Det er enten 05-13 eller 13-20. Og de vagter har jeg haft 3-4 af om ugen med skiftende tider. Ikke noget kontinuerligt. Ikke sådan, at jeg véd, at jeg skal møde tidligt mandag og onsdag, men så til gengæld sent torsdag eller sådan noget. Nej, bare en vagtplan. Som jeg maksimalt har kunnet overskue to uger frem. Som hele tiden så anderledes ud og som enten gør, at jeg går kold på sofaen ved halv otte-tiden eller at jeg ikke er hjemme før halv ni.

Så jeg savner faktisk lidt ham jeg bor sammen med. For sådan en selskabspapegøje som jeg, kan jo ikke finde ude af at skrue ned for ting. Til trods for så skiftende vagter, at vi æder durum oftere, end jeg har lyst til at indrømme, skal der stadig besøges venner i Odense, haves veninder på besøg fra Odense, og flere veninder på besøg, og lidt familie. Jeg skal stadig i byen med nogle damer om lørdagen og spise hos kollega om mandagen og selvfølgelig til Roskilde festival, og der skal trænes tre gange om ugen med Stine (Det SKAL der altså nu).

Har det lidt som om, vi ikke har givet hinanden andet end en high five i døren de sidste tre måneder. Det passer naturligvis ikke. Men hold nu magle, hvor jeg glæder mig til bøf og bearnaise på fredag. Og til at sove længe SAMMEN med ham på lørdag. Måske han endda tager med ud og ser galop på søndag. Med mig.

For vi skal huske hinanden. Jeg skal huske ham. Det er så nemt at sige ja, ja, ja hele tiden, når der er så meget, jeg gerne vil, vil, vil. Men jeg vil jo også gerne ham. Og det er ikke nok at komme hjem, efter han er faldet i søvn, eller stå op og køre, mens han stadig sover. Eller savlende at sove i hver sin ende af sofaen til en film, ingen af os i virkeligheden gider se. Jeg vil være sammen. Det er planen for sommerferien. Bare sammen.

(At der også er træning, ferie i Odense, besøg hos P, navnefest hos Alfred, Skanderborg og enkelte afløservagter og måske en tur til Samsø, lader vi lige være med at kommentere på et øjeblik).

Har i hvert fald lært om mig selv nu, at lidt svingende vagter er lidt godt. Meget svingende vagter er måske godt for noget – men ikke parforholdet. Som om vi ikke er udfordret nok allerede med en selvstændig?

Jeg går på seks ugers ferie i morgen.

Følg, like og del:
20

Page 2 of 7

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)