Kategori: Brok Page 1 of 7

Disse “komplimenter” er ikke komplimenter, og tykke kvinder gider ikke høre dem

Jeg var sikkert ikke den eneste, som kunne genkende scenarioet, da Miriam takkede nej til komplimenter der samtidig nedgør andre. De hører til den slags ytringer, som spiller folk ud mod hinanden og får os til at sammenligne, hvor mennesker vitterligt ikke bør sammenlignes. Ligesom det imo ikke er fedt at præsentere sig selv som en “der ikke er som de fleste mænd/kvinder”.

News flash honey – gu er du så, og det er vi alle sammen. Du kan godt have nogle hobbies og tanker, som du føler adskiller dig fra gennemsnittet – men hvorfor er det egentlig så skidt at være som de andre piger? Og hvor forskellige kan vi i sidste ende være?

Når du siger “jeg er ikke som de fleste piger”, er det eneste jeg hører: “Jeg har set hvordan samfundet behandler kvinder, og jeg vil gerne behandles bedre end det.”

Tænk at den eneste måde vi umiddelbart kan se det ske på er ved at dissociere os selv fra de overordnede fællestræk ved langt de fleste kvinder? Fedt. Tak venner. Den indgroede frygt ved at stå ved karaktertræk, der kan fordømmes som feminine startede for mig allerede, da jeg før teenage-årene erklærede, at jeg hadede lyserød. Jeg kan afsløre, at jeg ingenlunde hader lyserød. Men farven var så entydigt en “pigefarve” i midthalvfemserne, at det virkede som et safe bet at fjerne sig fra den. Fandme aldrig mere.

Nå, men som så mange gange før, var det slet ikke det, denne tekst skulle handle om. Lad mig i stedet – i anledning af al den indignation jeg følte, da jeg læste Miriams indlæg – præsentere et lille udpluk af de komplimenter, jeg har fået gennem tiden, der ganske enkelt ikke er komplimenter:

“Ikke noget at holde i, ikke noget at bolle i.” Firstly my not so good sir, så skal du ikke bolle en kvinde i mavedellerne, og secondly er mit fedt ikke til bedømmelse for den mandlige seksualitet. Det er min krop, og den har ikke kun værdi i kraft af, at du godt gider have sex med den! Sit down!

“Du har egentlig meget pæne ben.” Kommer dette som en overraskelse, fordi resten af mig er så infamt stort, at du bliver overrasket over at kunne skelne mine knæled i alt fedtet?

“Du har et kønt ansigt. For en stor pige.” Behøver jeg uddybe her?

“Du er meget mere smidig, end jeg havde regnet med.” Går vi rundt og bedømmer hvor smidige vi tror, folk vil være på afstand? Eller kunne vi bare formulere sætningen “Du er godt nok smidig!”, og i øvrigt begrænse den til yogalokalet og occasionally min sanglærer?

“Jeg elsker piger med lidt ekstra på sidebenene.” Gu gør du ej. Du kan tænde på det. Du kan finde et æstetisk tiltalende. Du kan ikke elske en kropsform. Vi elsker mennesker. OG dyr, jaja. Men vi elsker ikke kroppen. Kroppen er en del af den helhed, vi kan føle kærlighed til. Men hvis du tror, at du elsker noget, fordi det er pænt, så ser du på et kunstværk og ikke et menneske. Ergo ser du et objekt og ikke et subjekt.

“Du er egentlig ret fast i det”, udtalt i et omklædningsrum hvor said veninde så mig uden tøj på for første gang. Sig mig, hvad er det, at tynde mennesker forestiller sig, vi gemmer under tøjet? At jeg er en vandmand eller Cthulhu, som udelukkende holdes sammen i menneskeform at vita wrap og tøj?

“Du er lige min type. Jeg er også sådan lidt fed i det, så jeg passer nok bedre sammen med dig end din veninde.” Just. I can’t even.

“Du er så modig”. Det er en mavebluse, det er ikke fordi jeg tegner cirkler i sandet og risikerer at blive dræbt af kirken. Det er bare en mavebluse med en blød mave indenunder.

“Har du ikke tabt dig?” Det lortekompliment har vi talt om før. Og jeg er glad for at kunne oplyse, at det er flere år siden, nogen af mine venner har forsøgt at sige noget pænt til mig på den måde. I dag siger de andre ting, og ja – nogle gange handler de om min røv, og når det kommer fra en god ven, er det helt i orden.

“Du spiser egentlig ikke så meget (underforstået: For en tyk pige).”

Get the picture? Hvis du mentalt afslutter et kompliment med “, for en XXX”, er det ikke længere et kompliment. Jeg er ikke køn for en tyk pige, du kaster ikke godt af at være en pige og du er ikke god til at tale om dine følelser af en mand at være. Niet, nein. Et kompliment skal slutte i et udråbstegn uden en bisætning. Du er pæn! Du kaster godt! Du er god til at tale om dine følelser!

Lad os huske det, og øve os på det. Hvad er de dummeste fake-komplimenter I har fået? Del gerne i kommentarfeltet.

Følg, like og del:
20

Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

  1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid
  2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.

 

Følg, like og del:
20

Vi burde fandme klage noget mere

Black Friday handler om at få fat i dine penge. Jaja, du kan købe ting billigere, men det er ikke målet for butikkerne. Målet er at blænde dig med så gode tilbud, at du ikke stiller spørgsmålstegn ved, om du skal have en ny fladskærm eller pc – i øvrigt liiige op til den dyreste måned på hele året.

Og det er så pokkers svært at hoppe af forbrugstoget. Det ved jeg godt. Jeg er også selv dårlig til det, og jeg kæmper på forskellige måder og ofte nytteløst. Men jeg kæmper, og de gange det lykkedes mig at stå imod at købe noget idiotisk, jeg ikke har brug for, bliver jeg glad.

Men der er et andet sted, vi kan tage fat, og det synes jeg, at jeg vil slå et slag for!

Vi skal klage.

Lav en google-mappe, en dropbox-mappe, en folder på din telefon – jeg er ligeglad. Men lav et arkiv for hver måned og tag billeder af kvitteringerne på ALT du køber.

For hvis vi ikke kan finde ud af at købe mindre, kan vi i det mindste sende er bedre signal til producenterne og de store virksomheder:

Der er ingen bagatelgrænse for, hvad der skal produceres ordentligt.

Men det bliver os, der skal lære tøjfirmaerne, sko-producenterne, elektronikgiganterne og alle de andre, at de skal lave ordentlige ting.

For lige nu tager de røven på os én luset elendig t-shirt og ledning ad gangen.

Fordi de godt ved, at vi bare køber en ny. Vi går ikke ned og klager over, at den bluse, der kun kostede 129 kroner, blev skæv efter kun to vaske.

Den sidste måned, har jeg måttet sy en knap tilbage i nakken på en bluse, efter første gang, den var blevet vasket (på det korrekte program).

Jeg har måttet fæstne en knappehulsløkke igen, efter blot at have prøvet en ny bluse derhjemme, og jeg har vasket en ny strik, som præsenterede et hul i syningen ned langs ærmet efter første vask.

Helt nyt tøj! Der er produceret så røv-elendigt, at jeg selv må reparere på det med det samme, jeg tager det i brug. Det er røvpikkemig for dårligt!

Men vi sluger det. Vi glemmer blusen bagerst i skabet, hvis den bliver helt skæv efter anden gang, vi har vasket den. Vi accepterer farver, som ikke kan holde eller detaljer, der går i stykker straks.

Men i udgangspunktet har du faktisk to års reklamationsret på varer, som ikke lever op til, hvad man med rimelig kan forvente.

Hold fast i den! Hvad man med RIMELIG kan forvente.

Det er mere end rimeligt at forvente, at tøj skal kunne tåle at blive vasket på det anviste program.

Det er rimeligt at forvente, at knapper, perler og deslige sidder fast, hvis du behandler varen som anvist.

Din oplader skal ikke gå i stykker, dine høretelefoner skal ikke få en løs forbindelse, hvis du ikke behandler dem voldsomt eller dårligt – de skal faktisk kunne holde til at blive brugt i to år.

Det er rimeligt at forvente, at ting kan holde i to år – det er derfor, vi HAR to års reklamationsret. På alt. Din iPhone, dit tøj, brødristeren, føntørreren, skoene. Så længe du ikke sætter ild til lortet, men bare bruger det, sådan som det er meningen, det skal bruges. Så skal det holde i to år, og ellers skal du have en ny tilsvarende ting eller pengene igen. Det står i loven.

Så jeg foreslår en revolution. En klage-revolution. Hvor vi holder op med at acceptere at blive solgt varer, der ikke er produceret til at holde. Hvor vi går tilbage til en butik, og uden undskyldning i stemmen siger: “Denne vare har XXX mangel, det vil jeg reklamere over”.

Og stå på din ret. For de vil gøre alt for at du skal tro, at der ikke er noget, de kan gøre. Men det er en del af deres job.

DIN opgave bliver, at sætte dig ind i Købeloven, som du kan læse og forstå på under én sides læsning her

Og så bliver din næste opgave at få papir på alting. Kvitteringer, og reklamationet og afvisninger. Gem email-udvekslinger, bed om skriftlig bekræftelse, hvis de ikke vil godtage din reklamation, og gør opmærksom på, at sagen går videre til Forbrugerombudsmanden.

Her kan du klage over alt fra fejlagtig markedsføring, hvis butikken har angivet en løgnagtig rabat, hvis vilkårene i dit køb er urimelige og i strid med markedsføringsloven, eller hvis butikken nægter at leve op til gældende lovgivning (som din toårige reklamationsret er) i købssituationen.

Lad os sende et signal til butikkerne og producenterne om, at vi ikke vil finde os i varer, der bliver lavet til at blive smidt ud kort tid efter. Det er ikke sådan, de skal drive forretning.

Det kræver noget af os, det ved jeg. Det er irriterende at gemme kvitteringer og gå tilbage og klage. Men det er en indsats, du kan gøre, som ikke kræver, at du stopper med at købe ALT i hele verden på én gang.

Vi kan ikke på magisk vis holde op med at have brug for vinterstøvler eller t-shirts eller opladere. Vi kan ikke lade være med at købe noget nogensinde igen. Men lad os sende et signal om, at vi godt ved, at nogle producenter lever højt på at sælge os dårlige varer og så håbe på, at det ryger under vores bagatel-grænse, når den går itu. 

Ved du hvad? Jeg vil hellere have en bluse, der kan holde i fem år, end jeg vil købe en lignende bluse år efter år, fordi den ikke kan holde til at blive brugt. Det håber jeg, du også vil.

Følg, like og del:
20

Kvinder bliver sex-zoned

Ved du hvad? Det her ord har manglet! Det har manglet, manglet, manglet. Og hvis du kan finde på et bedre ord, tager jeg gerne imod det, men indtil videre vil jeg gerne foreslå sex-zoned og tale om, hvor stort et problem det er.

Du ved allerede, hvad det betyder, ikke? For det er sket for os alle igennem hele ungdommen og voksenlivet.

Mænd bliver friend-zoned, kvinder bliver sex-zoned. Ironisk nok tit af hinanden i netop den konstellation.

Derfor er jeg FÆRDIG med nogensinde at have bare den mindste smule smirkende smil i mundvigen, når mænd jokingly beklager sig over at være blevet friendzoned. Der er ikke mere goodwill her, for de mænd der beklager sig over at være blevet ‘sat til vægs’ som en ven (som om det er et tab at blive en kvindes ven), de har just præcis placeret kvinden i kassen med individer, de kun er interesseret i, hvis de kan få lov at bolle med dem.

Vi tager den lige en gang til: Kvinder har i årevis, nærmest generationer fået skældud, når de ikke spredte ben for villig hantyr men i stedet ‘kun’ ville tilbyde ham: Venskab, en håndsrækning i livet, samtaler, omsorg og interesse for hinandens eksistenser.

Men har vi skældt mændene ud for ‘kun’ at interessere sig for en kvinde i den udstrækning, at han kunne komme til at have sex med hende? Vi har døbt dem fuckboys, vi har lært os selv og hinanden at aflæse signalerne, når de skriver ét men tydeligvis kun venter på at kunne dreje samtalen over på sex eller nøgenbilleder eller sex igen. Men vi har ikke stillet dem til ansvar for, hvem fanden de tror, de er, hvis de mener, at de må blive sure over at blive friend-zoned, når de selv sex-zoner kvinder!

En af mine gode veninder sagde det meget fint, da hun en overgang datede en fyr og stemningen mellem dem var hot, og selv om hun virkelig gerne ville have et stykke med mand, så holdt hun igen på første date. Og på anden date. Og på tredje date. Fordi “Jeg gider ikke være én han kun vil knalde med”. Hun forsøgte med ren stædighed at date sig over i den anden kategori af damer, som man reelt dater og ikke bare forsvinder som dug for solen fra, så snart det er lykkedes at komme i seng med hende.

For hun kunne godt mærke det. Selv om han var sød, og en af deres date legit varede i ni timer (?!) med mad, gåtur, snakke og vin, så lyste det alligevel igennem. At her var en fyr, som gerne ville knalde – og hvis han kunne få lov, ville hun blive en dame, han knaldede med. Og så ville hendes skæbne i hans indre katalogisering være beseglet. (Hvilket naturligvis skete. Sex én gang efter 14 dage og fire dates, et akavet farvel-knus og radiotavshed, som kun blev afbrudt, da han skuespillede overrasket over, at hun blev såret af hans opførsel).

Ved du, hvad der er værre end at være liderlig og få at vide af et andet menneske, at de ikke er interesseret i dig på den måde men hellere vil samtale med dig? At være sårbar i en ny relation og få at vide, at du er vældig interessant kun for at opdage, at det er et dække for en mand, som aldrig har været interesseret i andet end at få pikken dyppet.

Så slut med friend-zoned. Jeg vil gerne høre, om du også er blevet sex-zoned? For hold kæft hvor sker det meget for mig. I forskellige stadier af relationer også. Her kan vi lige sende en ukærlig tanke, til de mænd, som jeg troede jeg var venner med – indtil de forsvandt; enten ved at få en kæreste og derfor ikke gide holde sig til mere eller bare når de indså, at de aldrig ville score mig. Den svier. Selvom jeg ikke gider have dig som ven, hvis du er sådan et menneske, så svier det at opdage, at jeg har holdt af sådan et menneske.

Og jeg er færdig med at tage den på mig som en skamstøtte, at mænd nogle gange kun er interesseret i sex. Da jeg var yngre, tog jeg det som noget JEG skulle skamme mig over, hvis jeg havde været sammen med en mand, som straks efter stak halen mellem benene og aldrig lod høre fra sig igen. Det slog en flig af mit selvværd, hver gang jeg var faldet for en falsk indledende interesse, som blot var spil for fisse-galleriet. Og det gav de der ubehagelige mavefornemmelser, som jeg helt, helt misforstået forsøgte at arbejde mig igennem. Fordi det skete så tit, at jeg troede, det var et vilkår, og fordi jeg troede på, at det var MIG der var dum, når jeg friend-zonede – det var der jo et ord for. Jeg havde ikke et ord for, hvad mænd gør, når de stavnsbinder mig som mulig sex-partner og intet andet. Men det har jeg nu. De sex-zoner.

Men nu – fra i dag af – følger de 50 år, hvor jeg vil have lov til at sige om en mand, at han var en kæmpe narre-ven som bare sex-zonede mig, mens vi var ved at lære hinanden at kende. For hvis nogen skal skamme sig, så skal det fandme ikke være dem, som ikke vil knalde. Det skal være dem, som ikke vil indrømme – at de KUN vil knalde.

Jeg forstår godt motivationen for sex-zone-mændene. For hvis de er helt ærlige “Hej, du ser tilpas lækker ud til, jeg godt gider lader som om, jeg hører efter hvad du siger i  x antal timer og 4 piña coladas, inden jeg forsøger at dyrke sex med dig og så smutte” – så er succesraten meget, meget lav. Men måske er det intentionen du skal arbejde på i stedet for din approach. Hold dig ærlig, både mand og kvinde. Både sex-hungrende og forholdssøgende. Og accepter, at kun med ærlighed kan du undgå at være en gigantisk røv, der lyver for andre mennesker i din egen interesse.

Kvinder bliver sex-zoned
Følg, like og del:
20

Uhøflig henstilling om mere pli ved bagagebåndet

Jeg havde tydeligvis undervurderet, hvor slemt det er at komme hjem på en lørdag i sommerferien og for en gangs skyld have indtjekket bagage. Der er få steder, der kan gøre mig så meget i tvivl om, hvis arme jeg har mest lyst til at rive af som lufthavne og fly.

Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor det er så svært at opføre sig på en måde, så andre mennesker kan holde ud at være til i de få timer, vi skal dele i et ret indelukket benpladsmanglende metalrør i nogle tusinde meters højde.

Derfor har jeg lige fliks-flaks lavet en guide til, hvordan du undgår at havne på min “skal have armene revet af”-liste, hvis vi mødes i lufthavnen.

1) Skrid til siden, hvis du skal glo på billet, mobil, udsalg, gå langsomt eller tjekke noget i tasken. Vi er mange, der går igennem lufthavnen stort set hele tiden. Og det er tæt på umuligt at komme frem i et normalt tempo trods brede gange, fordi alle som får en pludselig inklination til noget andet bare… stopper. Der. Midt i alting. Men en lufthavn er ikke et shoppingcenter, hvor du kan spadsere lemlæstende langsomt fra butik til butik. Den er et transitcenter. Tænk på den som en motorvej for mennesker. Hold til højre, så de travle kan overhale. Hvis du kører med campingvogn (børn) så hold også til højre, så skal vi nok tage hensyn, når vi overhaler. Hvis du skal tjekke mobil, gps (billet/gate) eller tanke (kaffe/snacks), så kør lige ud til siden og hold ind. Tak.

2) Drik dit vand, før du står og ser panisk ud ved sikkerhedstjekket. Stop ved bordene og put din væske i en pose, før du står ved sikkerhedstjekket. Gør i det hele taget dit forarbejde, før du står ved sikkerhedstjekket, så du lige vupti – kan tage din pc frem, smide en pose, lægge bæltet (som du godt ved, skal af), tømme dine lommer og de andre ting, som STÅR PÅ SKILTET FOR HELVEDE.

3) På samme måde vil det klæde dig at tage de ting i hånden, som du skal bruge fra din håndbagage i flyet, før vi står 179 mennesker og forsøger at klemme os ind på rækker á tre sæder. Hvis du skal i tre rum i din kuffert for at få fat i bog, hovedtelefoner og snacks, så skal vi andre stå og glo dig ind i nakken så længe. Spørg dig selv, før du går ombord, hvad du skal bruge og find. det. frem. (Igen er der dispensation til børnefamilier, der aldrig ved, om de får brug for en brandslukker, tre kameler eller et oppusteligt fort, før barnet står i flitsbue).

4) Men jeg foregriber faktisk begivenhedernes gang lige nu, så det her punkt skal ind mellem 2 og 3 rent mentalt. For når 179 mennesker skal dele 150 pladser ude foran gaten, så er du per definition en giga idiot og et dårligt menneske, hvis du stiller tasker på sæder, der ikke skal sidde et menneske på eller parkerer din vogn, så du afholder mennesker, der gerne vil sidde ned, fra at sidde ned. Don’t be that guy.

5) Inde i flyet skal du selvfølgelig have lov til at møffe dig på plads og lige finde bælte, organisere førnævnte gadgets und so weiter. Men når først vi sidder der, så er dit bord ikke bare dit bord. Det er nogle andres ryglæn. Og når du skal op og tisse, og ikke orker at rejse dig ved egen hjælp og derfor hager dig fast i det ryglæn for at trække dig op og ud, så giver du en tivoli-værdig rystetur til mennesket foran dig. Lad nu det klapbord være, hvis du ikke skal bruge det til noget, og prøv lige, om du eventuelt kan støtte dig til dit armlæn, når du skal rejse dig – det hænger trods alt kun fast på dit eget sæde. (Jeg ved ikke, hvor mange steder jeg skal give dispensation til børnefamilier, men you catch my drift, yes?)

6) Fly larmer. Det behøver du ikke gøre. Hvis du oplever, at du er nødt til at tale meget højere, end du plejer, for at din kæreste/veninde/mor kan høre dig, så har jeg et lille trick. Prøv lige at dreje hovedet 90 grader, så dit ansigt peger direkte mod det menneske, du gerne vil tale med. Lyd har det med at rejse i den retning, du sender det. Så det kunne være superfedt, hvis du ikke brægede 2,5 timer ind i nakken på mig. På svensk. Til din kæreste, som faktisk sidder lige ved siden af dig og i øvrigt svarer ‘Hurh?’ hver tredje gang, du siger noget – fordi du FUCKING IKKE TALER I HANS RETNING I ET FLY DER LARMER. (said svensker hørte også til kategorien “jeg bøjer lige mine ben opad sædet foran, så jeg kan sidde riiigtig godt og uroligt”).

7) Det at komme ud af et fly. Jeg kan ikke engang. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte. Men kan du ikke please lade være med at stille dig ud på gangen og i vejen for de resterende 49 mennesker, hvis du først nu skal til at pakke dine ting sammen? Men altså. Det her med at rejse sig op, og bare stå og så snart flyet overhovedet… Jeg kan ikke. Jeg har ikke svaret. Alle pisser mig af.

8) Bagagebåndet. Fungerer sådan, at… Hvis vi alle stiller os, 2-3 meter fra båndet og holder vores vogne etc. bag os, så kan ALLE se, hvad der kommer trillende. Det er derfor rigtig nemt at se, når lånekufferten fra moster Oda er på vej og lige træde frem til båndet og 1-2-3 hive kufferten af uden at skulle kæmpe sig frem som en kriger i Sparta og hagle kufferten ind i knæhasen på den foranstående familiefar, som fandme ikke skal miste sin plads ved båndet, bare fordi din kuffert er her nu. At være 167 centimeter høj og forsøge at se bagagen på vej forbi på 2-3 meters afstand er svært. Og jeg er nu nået dertil, hvor jeg uanset hvor sent jeg ser min kuffert komme slowmotion rullende forbi turistkødranden, bare højt siger “undskyld MIG” og brager direkte ind igennem dem og tager den. Jeg flytter også din vogn, hvis du parkerer den helt oppe ved båndet. Og hvorfor er det, at i en familie på fire med to vogne skal alle op og deltage i mission bagagebånd? Come on, people.

Følg, like og del:
20

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

Følg, like og del:
20

En rekord af en art

Her henviser jeg naturligvis ikke til de tre (fire?) måneder, hvor bloggen ikke bare har ligget stille, men været decideret afmonteret af et gammelt widget, som ikke kunne opdateres til seneste udgave af Wordspress, og som jeg ganske enkelt gav op på indtil i går. Hvor jeg læste fejl-linjen, når man forsøgte at tilgå bloggen og på mindre end et kvarter havde løst problemet. Så deeet.

Nej, jeg henviser til de tre uger, der nåede at gå, fra jeg købte mit livs hidtil dyreste vinterhue, til den var væk.

Tre uger. Det er over 100 kroner om ugen.

Men den lyserøde hjemmestrik og mande-huen, jeg fiskede op af en glemmekasse i et fitnesscenter en gang, har jeg naturligvis stadigvæk begge to. Huer der enten matcher min vinterkolde hud fuldstændig og får mig til at ligne et slagteklart svin eller som med sin gråsorte fremtoning og evne til at dække alt mit får, får det til at ligne, at jeg kunne hedde Kenny.

Men den flotte lysegrå Magasin-sag, som kostede det hvide ud af øjnene, trods det at den kradsede, og som havde en lille fin pige-kvast på toppen, den har jeg mistet. Tabt. Vist nok ud af lommen. Uden overhovedet at opdage det.

Det bringer irriterende minder fra den vinter, hvor jeg mistede alle mine venstrehåndshandsker, og til sidst stod med fire højehåndshandsker, som jeg stædigt brugte på begge hænder.

Min eneste trøst i dette øjeblik, var et morgensnap fra veninde M. Der nedslående havde sat en ny rekord fra huekøb til huetab. 28 timer.

Følg, like og del:
20

Opsang til klokken 4-lurerne

I skal lade være.

I skal lade være med at passe jer selv hele aftenen og så, når jeg står helt fuld og træt i garderoben og har tabt min ene kontaktlinse i en Rick Astley sing along-dyst og fumler efter mit nummer, dukke op og spørge, hvor jeg skal hen.

Jeg skal hjem.

Jeg skal ikke lige have én øl mere med dig. Jeg tror ikke på, at du har ‘kigget på mig hele aftenen’. Jeg tror, du hænger ud og venter på fulde, trætte piger, som du kan nøjes med at poste en halv øl i, før du kan foreslå, at du skal med dem hjem. Fordi de allerede er på vej. Og det er megaklamt. Hvis du ikke gider tale med hende inden, så skal du simpelthen lade være med at prøve at score hende på vej hjem.

I skal lade være.

Ikke med at sidde på et springvand og drikke øl og hygge med jeres venner. Det skal i endelig gøre. Syng gerne også. Men lad være med at bruge det som en jagtmark. Lad være med at antaste hende, som er ved at låse sin cykel op for at køre hjem med spørgsmål om, om hun er gift eller single og udmeldinger om, at hun har smukke øjne, når vi begge to godt ved, at du blot er i gang med at tjekke, om jeg er fuld nok til, at du kan komme med hjem uden en større indsats.

I skal lade være.

Med at cykle op på siden af en dame klokken halv fem om morgenen og spørge hvor “vi” er på vej hen, når du slet, slet ikke har noget at gøre, det sted, hvor jeg skal hen. Hjem. I min seng.

Det er simpelthen så pissenederen opførsel. For hvis jeg havde været mig selv i en yngre, fuldere og mere usikker version, så kunne en af jer faktisk have haft held med jeres foretagende. Og jeg ville have fortrudt det bittert næste dag.

Følg, like og del:
20

Kære Always-typer

Vi bliver lige nødt til at have en snak om jeres, for at formulere det som supermarkederne, vat- og hygiejneprodukter.

Jeg var indrømmet lidt fuld i går aftes, da jeg kom hjem og erkendte, at min menstruation var ankommet. Ja, jeg overvejede “den røde flodbølge”, “det røde” eller “den tid på måneden”, men det er faktisk lige gået op for mig, at det hader jeg også.

Så jeg fiskede en pakke Always-bind frem under vasken, og med mit fuldemands- og bodegarøglugtende tøj drysset løst rundt på badeværelsesgulvet, åbnede jeg pakken og blev faktisk ret forskrækket over den kunstige, parfumerede lugt der ramte mig.

Jeg konsulterede jeres pakke, og der stod “Odour neutralization”.

Hvad skal det betyde?

HVAD SKAL DET BETYDE?

For det første neutraliserer det ingenting. Det lugter! Jeg sidder i min sofa nu. Med tæpper over mig. Men jeg kan lugte det skide bind i mine trusser! Og det gør mig rasende.

For hvad er det ved min naturlige kropslugt, der er så klamt, at i mener, det skal overdøves?

Det er den samme stigmatisering, som når jeres reklamer opererer med klar blå væske frem for, lets say, rød væske, når i skal vise, hvor gode jeres produkter er til at opsuge menstruationsblod. Blå, rød, blod.

Hvis i virkelig synes, menstruation er så ulækkert, hvorfor er i så i menstruationsbindsbranchen? Er det fordi, flere kvinder skal have følelsen af, at deres menstruation er ulækker, og i skal hjælpe dem med at nå til den konklusion ved at overdøve deres menstruation med en kunstig, parfumeret aroma?

Jeg kan stadig lugte det. Jeg hader det. Og det er jeres skyld.

Min menstruation er fin. Min kropslugt er fin, og jeg bløder rødt.

Desuden får jeres “odour neutralization” min fisse til at klø. Tak for det.

Følg, like og del:
20

Regler for at omgås smukke, tykke kvinder

Hør nu her, jeg ville allerhelst være fri for at skulle ytre mig om noget som helst i denne dur. Faktisk er der mange holdninger, jeg dropper at ytre, selvom skarpe blogindlæg begynder at forme sig i mit hoved. Det kan vi takke debatten, ondsindede kommentarspor og et liv på vej ind i en halvoffentlig mediesfære for. Ja, og så har jeg ikke engang fået nogen over nakken for noget endnu – jeg har bare givet lidt op på forhånd. Meget modigt, I know.

Men vi bliver simpelthen nødt til at have denne snak, fordi der er nogle ting, jeg bliver nødt til at slå fast på egne og mine tykke medsøstres vegne.

Vi kan starte i det basale:

Du bliver nødt til at holde op med at spørge, om jeg dog ikke har tabt mig, hver gang vi ses. Sandsynligheden for dette er faretruende lille. Og eftersom jeg ikke vejer mig, ville jeg ikke engang vide det, hvis det var tilfældet. Men det skurrer, fordi du altid (ja, det er dig, jeg taler til) forsøger at bringe spørgsmålet som et kompliment. Og det er det ikke – af flere forskellige årsager. For det første fordi du bare kan sige, at jeg ser skidegodt ud, hvis det er det, du mener. For det andet fordi jeg får indprentet, at jeg nok så væsentligt tykkere ud sidst vi sås, eller er tykkere i din bevidsthed end i virkeligheden. Slutteligt minder spørgsmålet, hvis jeg ikke har tabt mig, om, at jeg skal være blevet mindre, hvis jeg skal være blevet pænere. Det kan jeg ikke lide.

Selv hvis jeg havde tabt mig, ville dit rosende og anerkendende ordvalg antyde, at sådan som jeg så ud før ikke var pænt. Det var tykkere og dårligere. Og jeg er ligeglad med, om du ikke mener det sådan. Det er alt, jeg hører. Jeg er opvækstindkodet og genetisk indrettet til at høre mere, end du siger.

Det næste problem opstår, når du ser min tykhed som et problem. Noget, jeg ikke gør. Jeg kan godt være træt af oppustetheden efter en pakke af de fesne romkugler fra fakta eller lidt for meget lidt for hvidt brød, men i bund og grund, er jeg ret godt tilfreds. Derfor bliver jeg træt helt ind i knoglerne, når du antager, at en salat eller tur i fitnesscenteret er et udtryk for, at jeg vil tabe mig. Hør nu her, jeg kan godt have lyst til andet end pringles og sofalægning bare fordi, min røv er større end din. Jeg kan ikke lide at få påduttet samfundets stræben efter, hvordan jeg bør agere for at se ’rigtig’ ud, selv når jeg gør de ting, du ser som et tilsagn til netop dette.

For det tredje, så har jeg været der. Dengang, hvor jeg ønskede, at jeg så anderledes ud. Det var sgu ikke fedt at være den tykke pige i folkeskolen. Eller i gymnasiet. Når der skulle danses kinddans sidst til festerne, var det som regel mig, der havde fået lov til at styre musikken eller baren. Jeg var ikke et romantisk objekt. Jeg ville så gerne være tyndere, for jeg kunne jo se, at mange ting skete for de tynde piger, som ikke skete for mig. At jeg undgik det, skubbede tilnærmelser fra mig og ikke interesserede mig stort for de her ting, var i dette tilfælde en bi-ting, for jeg kunne da godt se, at jeg var forkert. Så jeg vejede mig, og målte mig og prøvede træning og kure og hvad har vi for at blive som de piger, jeg senere har indset heller ikke har det godt med sig selv og deres kroppe.

Og hør nu her, selv da jeg faktisk forsøgte at ændre noget, skete der meget lidt. Om jeg halvvejs sulter mig selv, træner fire gange om ugen, æder alt jeg kommer i nærheden af eller bare lever normalt, så svinger min vægt og mit taljemål meget, meget lidt. Jeg tror simpelthen, at min krop bedst kan lide at være, som den er. Og at det er derfor, den ser sådan ud. Fordi den er tilpas hér. Who am I to judge?

Og så bliver du simpelthen nødt til ikke at pådutte mig dit eget mindreværd. Jeg kan lide at se godt ud. Jeg kan lide at have langt hår og lægge pæn make-up. Jeg kan lide kjoler og lyserøde sko og glimmer. Jeg elsker læbestift. Og jeg synes vitterligt, at jeg er pæn. Jeg kan lide mit ansigt, jeg kan lide min røv. Min garderobe, mine jakker, mine stærke ben og mine lyse arme – I dig it. Og jeg kan ikke tage ansvaret for, at du ikke kan lide dig. Heller ikke selvom jeg godt kan se, jeg i samfundsregnestykket burde være væsentligt mere utilfreds med egen fremtoning, end du er med din – fordi du er tættere på den standard, vi har valgt er den rette. Jeg er længere fra idealerne, men tættere på at hvile i mig selv. Og du må skelne. Jeg fører mig ikke frem, flirter eller kaster med håret for at du skal føle dig forkert eller grim. Jeg gør det, fordi jeg føler mig smuk og rigtig. Og jeg vil meget gerne, at du kan have det på samme måde. Men ikke på bekostning af mig. Vær smuk i dig selv. Ikke i kraft af, at du er tyndere end mig

Og gider du ikke lade være med at omtale mig, som hende den lidt kraftige eller tykke af dine venner, når du skal beskrive mig for andre? Jeg omtaler heller ikke dig, som hende med hængebrysterne, det tynde hår eller de grimme tænder? Du fremhæver noget ved mig, som du ikke synes er prisværdigt, for at folk skal komme i tanker om, hvem jeg er. Det er da ikke pænt. Omsat til personlighed, ville du sige ”Ja, Trix du ved. Hende den bedrevidende, der altid hawker musikken til festerne? ” Men jeg tror ikke, det er sådan, du ville beskrive min personlighed, hvis det var den, folk skulle huske mig ud fra. Bevares, man kan gøre fysiske undtagelser. Jeg omtaler sommetider Rikke som hende med de ekstremt gode stænger. Men de er altså også så gode, at man kan huske hende for dem. Sig jeg har krøller, sig jeg taler som et vandfald, at jeg drikker mig fuld og giver brevkasseråd til alle singlekvinder, der gider høre på mig, at jeg går meget med læbestift og kjole. Jeg er sikker på, at hvis du, som min ven eller bekendte, skal fortælle noget om mig, kan du godt gøre det bedre end at sige, jeg er den tykke af dine venner. I bund og grund er jeg ligeglad med denne. For jeg har det fint med at være tyk, men jeg ved, at du bruger min størrelse som et negativt fortegn – og det pisser mig af.

Og før i helseapostle kommer væltende og gemmer jeres fat shaming i bekymring og omsorg og snakker om overvægt og sundhedstilstand, så vid, at jeg squatter 100 kilo uden problemer, træner flere gange om ugen, spiser mine grøntsager (og mit bland selv slik) og at hverken læge eller talrige forsøg kan pege på sundhedsmæssige ulemper ved min størrelse pt. Som sagt – jeg tror altså bare, at det er hér min krop gerne vil være. Skal vi ikke lade den være der og lade mig være en smuk kvinde samtidig? Tak.

(Pssst. I er med på, at når jeg taler om smukke kvinder – så er det alle kvinder jeg mener? Folk bliver ikke mindre smukke af, at du ikke kan se det.)

IMG_2874 IMG_2781

Følg, like og del:
20

Page 1 of 7

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)