Kategori: Stil

Det svære (over)forbrug

“Hvad har du imod H&M?” tikkede det ind fra et par venner og følgere, da jeg i en Insta-story fik nævnt, at jeg ikke sætter mine ben hos svensken længere.

Og svaret på dette er todelt og langt nok til, at jeg har skrevet et helt indlæg om det.

På det personlige plan

Har H&M og andre high street-mærker og deres arbitrære størrelsessystemer (hvor flere ‘linjer’ indenfor samme mærke OGSÅ er forskellige i samme størrelse) en del af æren for mine års manglende kærlighed til mig selv og min krop – og en del af hadet til at prøve tøj.

Hvis du ikke ved, hvordan det er at være tyk i en tøjforretning, så læs med hér.

Og det er ikke sådan, at jeg er sur over, at de ikke engang går op til min størrelse (Looking at you, Zara) og dermed holder mig helt vildt udenfor, så jeg ikke kan shoppe sammen med mine veninder. Men er nødt til at være hende, der holder tasker, mens de shopper.

Det er faktisk mere dét, at H&M påstår, at de HAR min størrelse – i deres plus size afdeling, men at jeg oplever to ting:

  1. Plus size betyder ikke skjul mig, gem mig væk, afled opmærksomheden fra mig. Det betyder heller ikke, at man kun kan lide leo-print (but don’t mind if I do). Det betyder ikke kun tunikaer, lange skjorter og løse gevandter. Det betyder rent faktisk, at det er meningen, I skal klæde min krop på sådan, at den tager sig bedst muligt ud. I min lokale H&M har jeg også oplevet, at plus size tøjet og mama-tøjet tit hang lige ved siden af hinanden, som om, det er cirka det samme. Og her tænker jeg både, at postgravide kan føle sig lidt stødte over at skulle konvertere til plus size, bare fordi de har født, ligesom jeg som tyk ikke har lyst til fejlagtigt at kunne kategoriseres som gravid
  2. Den størrelse 46 eller 48, som jeg kan passe andre steder, kan jeg ikke passe i H&M. I stedet skal jeg size flere størrelser op i deres plus size kategorier, og når man som jeg har brugt nogle år på at acceptere termen plus size, så kan det godt være en udfordring at skulle springe 2-3 størrelser i den term også. Eller at skulle give op, fordi tøjet måske nok er plus size, men det er formet som det almindelige tøj, bare højere og bredere uden tanke for røv, lår eller barm (mere om det hér).

Det er svært at være kvinde og elske sin krop. Vi bliver (særligt her i januar) hylet af fra alle sider, at vi bør ændre på den – helst krympe den. Og en af de ting, jeg har opdaget, kan tage pippet fra alle kvinder – uagtet deres størrelse – er, når de pludselig ikke kan passe den størrelse, de er vant til.

Det rejser spørgsmålet: “Er jeg blevet mere forkert?” i vores hoveder på et sekund, og selv om jeg i virkeligheden synes, vi skal købe tøj ud fra, hvad der klæder os bedst (og det gør en størrelse større nogle gange), så er det da INTERESSANT, at tøjmærkerne på verdensplan ikke kan enes om et størrelsessystem, som alle kan relatere til, og som kan afhjælpe så megen sorg og lidelse hos de kunder, de skal leve af.

Men neeej nej. For hvis du får det superdårligt med dig selv, hvad kan store dele af os så finde på for at rejse noget instant gratification? Shopper vi? GUD hvor smart for butikkerne, hva’?

På det samfundsmæssige plan

Handler det om den måde, de behandler jorden og mennesker på. På de ansatte i Bangladesh, vi blev præsenteret for i Netflix-dokumentaren The True Cost.

Og på den evige udsendelse af nye kollektioner, udsalg, pre-sale, launches, spring collections, AS19 og jeg skal komme efter dig.

High Street-mærker (sandsynligvis sammen med resten af modebranchen) ER jo blevet snuppet i at brænde det tøj, de ikke kan sælge, for at kunne få det nye ud i butikkerne, før de har solgt ud af det gamle. (Link).

Så hvad gør man? Jeg har valgt at holde mig helt fra steder som H&M, Zara, Vila, Only osv., men det er ikke ensbetydende med, at de steder, jeg ender med at handle, opfører sig bedre. 

Og hvor jeg utroligt gerne ville købe de sustainable jeans fra svenske Lindex (link), så ved jeg ikke, om de kun er bedre ved jorden og ikke ved mennesker. Og jeg må konstatere, at min pasform findes hos Levi’s, og jeg skal jo have tøj på kroppen.

Derfor vil jeg også godt understrege, at dette IKKE skal forstås som et drag over nakken, til dem der handler, de steder hvor jeg ikke kommer.

Da jeg så The True Cost første gang var jeg en (fattig) studerende. Så jeg havde ikke midlerne til at ændre på store dele af min adfærd. Jeg havde det i stedet forfærdeligt med mig selv over mit forbrug i lang tid – men sådan er det jo ikke meningen, vi skal leve. Det kan ikke nytte noget, at individet skal have ødelagt sin nattesøvn over faktorer, der i sidste ende ligger udenfor deres hænder. (Karoline siger det godt her: Link).

Og jeg handler sikkert stadig steder, der på den ene eller anden måde er forfærdelige for klimaet og mennesker. Trods bedre økonomi kan jeg ikke købe alt mit tøj hos Vivienne Westwood og Muttilove.

Men dén ting, som jeg tror, har ændret mit forbrug i den mest positive retning, vil jeg gerne dele:

Jeg går ikke længere ud og shopper for lige at se, hvad jeg falder over.

Hvis jeg mangler noget, så tager jeg til butikken, som har det – eller leder efter den bestemte manglende ting i butikker eller på nettet, og så forsøger jeg at holde mig til det. Det kan godt være, at jeg mangler 5 bluser på en gang og derfor køber en del, men jeg undlader simpelthen i videst muligt omfang at lade mig friste af jeans eller strømper, hvis det er bluser, jeg ikke har nok af til at få mig igennem en uge.

Så når jeg ser mine veninder, går vi flere ture. Vi spiser sammen. Besøger hinanden. Får en drink. Men tiderne hvor en hel lørdag kunne gå med at trave ind og ud af 19 butikker, de er forbi.

Denne tilgang betyder også, at når jeg mangler noget rigtigt nu (senest vinterstøvler), så tillader jeg mig selv at undersøge markedet (hadelsesprøvning og butiksbesøg) og købe dem, jeg allerhelst vil have – også selv om de kostede cirka det dobbelte af alle andre sko, jeg nogensinde har købt (minus vandrestøvlerne). Fordi jeg kun skulle have det ene par, tillod jeg mig selv at købe dyrt og luksuriøst. Det har jeg aldrig tidligere kunnet gøre, for jeg havde ikke råd til dyre ting, når jeg også købte 4 andre ting, hvis jeg var ude og kigge i butikker.

 

Følg, like og del:
20

Vi burde fandme klage noget mere

Black Friday handler om at få fat i dine penge. Jaja, du kan købe ting billigere, men det er ikke målet for butikkerne. Målet er at blænde dig med så gode tilbud, at du ikke stiller spørgsmålstegn ved, om du skal have en ny fladskærm eller pc – i øvrigt liiige op til den dyreste måned på hele året.

Og det er så pokkers svært at hoppe af forbrugstoget. Det ved jeg godt. Jeg er også selv dårlig til det, og jeg kæmper på forskellige måder og ofte nytteløst. Men jeg kæmper, og de gange det lykkedes mig at stå imod at købe noget idiotisk, jeg ikke har brug for, bliver jeg glad.

Men der er et andet sted, vi kan tage fat, og det synes jeg, at jeg vil slå et slag for!

Vi skal klage.

Lav en google-mappe, en dropbox-mappe, en folder på din telefon – jeg er ligeglad. Men lav et arkiv for hver måned og tag billeder af kvitteringerne på ALT du køber.

For hvis vi ikke kan finde ud af at købe mindre, kan vi i det mindste sende er bedre signal til producenterne og de store virksomheder:

Der er ingen bagatelgrænse for, hvad der skal produceres ordentligt.

Men det bliver os, der skal lære tøjfirmaerne, sko-producenterne, elektronikgiganterne og alle de andre, at de skal lave ordentlige ting.

For lige nu tager de røven på os én luset elendig t-shirt og ledning ad gangen.

Fordi de godt ved, at vi bare køber en ny. Vi går ikke ned og klager over, at den bluse, der kun kostede 129 kroner, blev skæv efter kun to vaske.

Den sidste måned, har jeg måttet sy en knap tilbage i nakken på en bluse, efter første gang, den var blevet vasket (på det korrekte program).

Jeg har måttet fæstne en knappehulsløkke igen, efter blot at have prøvet en ny bluse derhjemme, og jeg har vasket en ny strik, som præsenterede et hul i syningen ned langs ærmet efter første vask.

Helt nyt tøj! Der er produceret så røv-elendigt, at jeg selv må reparere på det med det samme, jeg tager det i brug. Det er røvpikkemig for dårligt!

Men vi sluger det. Vi glemmer blusen bagerst i skabet, hvis den bliver helt skæv efter anden gang, vi har vasket den. Vi accepterer farver, som ikke kan holde eller detaljer, der går i stykker straks.

Men i udgangspunktet har du faktisk to års reklamationsret på varer, som ikke lever op til, hvad man med rimelig kan forvente.

Hold fast i den! Hvad man med RIMELIG kan forvente.

Det er mere end rimeligt at forvente, at tøj skal kunne tåle at blive vasket på det anviste program.

Det er rimeligt at forvente, at knapper, perler og deslige sidder fast, hvis du behandler varen som anvist.

Din oplader skal ikke gå i stykker, dine høretelefoner skal ikke få en løs forbindelse, hvis du ikke behandler dem voldsomt eller dårligt – de skal faktisk kunne holde til at blive brugt i to år.

Det er rimeligt at forvente, at ting kan holde i to år – det er derfor, vi HAR to års reklamationsret. På alt. Din iPhone, dit tøj, brødristeren, føntørreren, skoene. Så længe du ikke sætter ild til lortet, men bare bruger det, sådan som det er meningen, det skal bruges. Så skal det holde i to år, og ellers skal du have en ny tilsvarende ting eller pengene igen. Det står i loven.

Så jeg foreslår en revolution. En klage-revolution. Hvor vi holder op med at acceptere at blive solgt varer, der ikke er produceret til at holde. Hvor vi går tilbage til en butik, og uden undskyldning i stemmen siger: “Denne vare har XXX mangel, det vil jeg reklamere over”.

Og stå på din ret. For de vil gøre alt for at du skal tro, at der ikke er noget, de kan gøre. Men det er en del af deres job.

DIN opgave bliver, at sætte dig ind i Købeloven, som du kan læse og forstå på under én sides læsning her

Og så bliver din næste opgave at få papir på alting. Kvitteringer, og reklamationet og afvisninger. Gem email-udvekslinger, bed om skriftlig bekræftelse, hvis de ikke vil godtage din reklamation, og gør opmærksom på, at sagen går videre til Forbrugerombudsmanden.

Her kan du klage over alt fra fejlagtig markedsføring, hvis butikken har angivet en løgnagtig rabat, hvis vilkårene i dit køb er urimelige og i strid med markedsføringsloven, eller hvis butikken nægter at leve op til gældende lovgivning (som din toårige reklamationsret er) i købssituationen.

Lad os sende et signal til butikkerne og producenterne om, at vi ikke vil finde os i varer, der bliver lavet til at blive smidt ud kort tid efter. Det er ikke sådan, de skal drive forretning.

Det kræver noget af os, det ved jeg. Det er irriterende at gemme kvitteringer og gå tilbage og klage. Men det er en indsats, du kan gøre, som ikke kræver, at du stopper med at købe ALT i hele verden på én gang.

Vi kan ikke på magisk vis holde op med at have brug for vinterstøvler eller t-shirts eller opladere. Vi kan ikke lade være med at købe noget nogensinde igen. Men lad os sende et signal om, at vi godt ved, at nogle producenter lever højt på at sælge os dårlige varer og så håbe på, at det ryger under vores bagatel-grænse, når den går itu. 

Ved du hvad? Jeg vil hellere have en bluse, der kan holde i fem år, end jeg vil købe en lignende bluse år efter år, fordi den ikke kan holde til at blive brugt. Det håber jeg, du også vil.

Følg, like og del:
20

Beholder mine tykke-dame-penge, når tøjmærker…

  • Har slankeundertøj, stram-ind-trusser og andre torturmidler som skal omforme min krop i deres “basis-kategori”.
  • Tror at tøj til tykke damer bare skal være så stort som muligt. Hvorfor går så mange skjortebluser ned over røven? Er det her en cardigan eller et telt? Hvor er Luna?
  • Ikke kan se på den brede (og ikke kun de bogstaveligt talt brede) befolkning, at der er nødvendigt at lave forskelligt tøj til de lange og til de korte.
  • Kalder sig size inclusive og går op til str 44. Vi er godt nok mange, som ikke må være med i den klub, hva’?
  • Dækker de store størrelser til. Ved du hvad? Tøjet må faktisk godt have et indsnit, der fremhæver min barm eller talje, og jeg kan godt lide andre udskæringer end ‘så’n lidt rund i det’. Det er så uopfindsomt ikke at lave tøj til kroppe men bare at lave firkantet tøj og så size det op, når det skal være plus size.
  • Reklamerer for plus size tøj ved at tage flotte damer i str. 38 og give dem “tykke”-puder på kroppen for at de kan “passe” de store størrelser. Jeg opponerer ikke imod de flotte damer! Men de skal da reklamere for det tøj, de kan passe. Ikke det JEG kan passe.
  • Altid har fucking udsalg. Så slap dog af. Så meget tøj har ingen brug for, at I kan forsvare otte kollektioner om året og et så voldsomt turnover, at noget evig og altid er klar til at blive sat ned for at få det ud af vagten. Inden I smider de sidste rester ud og hænger nyt op. Lav. mindre. men. bedre. tøj.
  • Ikke kan tælle. Hvorfor er det, at jeg har en skjorte i størrelse 38 hængende som passer? Og en i størrelse 46 lige ved siden af? Som også passer? Og hvorfor kan jeg købe shorts i størrelse 46 i Zizzy uden problemer, men hvis jeg tager en størrelse 46 med i prøverummet i H&M så kan jeg nærmest høre stoffet grine af mig, mens jeg forsøger at trække dem op?

Tro det eller ej, sådan kan tykke piger også finde på at klæde sig.

Hvad kan få dit pis i kog og din puls op i det røde felt, når du shopper tøj?

Følg, like og del:
20

Bare lige så vi har det helt på det rene

Når jeg siger, at det er jeg for gammel til noget, så mener jeg ikke, at jeg er for gammel til noget.

Som i går, hvor jeg sagde, at “jeg fandme er for gammel til trekantsbikiner”, så er det ikke det, jeg mener.

Jeg mener ikke, at jeg nu i min spæde alder af 30 år ikke længere passer ind i kassen, der kan bære en trekantsbikini. Jeg mener ikke, at man kan sætte en alder på, hvem der må have hvad som helst på. Jeg mener, at Dalis måske-datter og Mariah Carey må være nøjagtigt så nedringede, de lyster. (Eksemplerne kan have et minimalt fundament i virkelige samtaler).

Jeg mener, at min mor gerne må gå med lilla frynser, og gerne med hotpants, min chef gerne med band t-shirts og så fremdeles. Du behøves ikke synes, at vi er pæne. Men det er heldigvis fuldstændig ligegyldigt, hvad du mener om andres fremtoning, så derfor kan man altså ikke rigtigt bruge andres fordømmelse til at vurdere, hvornår nogle er for gamle til noget som helst.

Nej, når jeg siger, at jeg er for gammel til trekantsbikiner, så er det jeg mener i virkeligheden, at nu er jeg endelig nået dertil, hvor jeg fandme ikke gider kæmpe med så udueligt og infamt et stykke stof mere. Jeg gider ikke bruge energien på en overdel, der ikke holder noget, ikke engang sin egen sløjfe. Der falder af, når jeg springer i. Der ikke rigtigt passer til nogen bryster, jeg har stiftet bekendtskab med og som jeg i årevis har trukket på min sommerferieramte krop, fordi de kostede 45 kroner, og jeg ikke orkede at lede efter en ordentligt bikinitop.

Så i virkeligheden sker der det, at jeg nu endelig er gammel nok til, at jeg vil have en ordentlig bikini og jeg gider ikke længere gå på kompromis med, hvad jeg mener, en bikini som minimum skal kunne gøre for mig. Den skal holde lidt på mine bryster. Og ikke give op, så snart jeg nærmer mig vandkanten. Og den skal være pæn og ikke skarve mig sært ind i den der delle under bh-kanten på ryggen. Jeg vil have noget bedre, og nu er jeg endelig gammel nok til at indse det, acceptere det og kræve det.

Det er dét jeg mener, når jeg siger, jeg er blevet for gammel til ting. Jeg vil have noget bedre.

Følg, like og del:
20

Intet nyt kan være godt nyt eller kolde bryster

Farmor havde fået dobbeltsidet lungebetændelse. 88 år gammel. Ja, jeg havde faktisk glemt præcis, hvor gammel hun er. Vi ved ikke, om hun nogensinde kommer sig over den.

Men det er meget forvirrende med viderebragte informationer i rejseforvirring overbragt af den faster, som også er syg og for nylig er blevet opereret. Faktisk ved jeg ikke, om farmor er fri af respiratoren. Men jeg ved, det er planen. Og at hun bagefter skal på lungeambulatorisk i gud ved, hvor lang tid.

Det føltes lidt som i 2010. Hvor hun var indlagt, mens jeg var i Istanbul i to uger. Hvor hendes blindtarm sprang. Og den ene dag er man klar til at pakke og rejse hjem på stedet, fordi opdateringerne hjemme fra kun lyder som død og sorg. Men hver anden dag, går det bedre. Ikke godt, men bedre. Og det er jo modtageren, der bestemmer budskabet og ikke alle beskeder gives lige nuancerede. Men i dag var en bedre dag. Så mor og far er fløjet, jeg flyver og så krydser vi fingre for den gamle dame. For hun er en fighter, og hun har gjort det før.

En anden person, der ikke er en fighter, var min ekspedient i Magasin i dag. Og det er en brat overgang, for jeg kan simpelthen ikke springe fra nær-dødsfarmor til bh-indkøb på nogen elegant måde, men i skal sgu lige høre det. Fordi jeg bare TILTRÆKKER dårlig service. Eller. Noget må jeg gøre forkert.

Da jeg i sidste uge væltede det meste af et glas friskpresset appelsinjuice ned ad benet på mig selv, ud over bord og gulv og endda lidt ned i nakken på damen niveauet under os, mens jeg hyggede med Christina, havde jeg egentlig besluttet mig for at dø i skammen.

Men Christina kan det der med at rejse sig og venligt men bestemt fortælle, at jeg har mistet min næsten fulde juice på sådan en måde, at der straks står en ny juice ‘som jeg selvfølgelig ikke skal betale for’. Det kan jeg bare ikke. Faktisk kan jeg kun det stik modsatte.

Således blev jeg i dag sendt i prøverummet af en Triumf-dame, som sendte mig afsted med to bh’er, som jeg ikke engang nåede at sige, jeg ikke brød mig om, før hun puffede mig mod prøverummet med to stk. mormor-skål (Sådan en, der når helt op under hagen), men en ‘praktisk’ kant, som aldrig kan skjules under en t-shirt i et materiale, der minder mere om en badedragt end om en lækker bh til den bløde hud på brystet.

Men vi skulle jo finde den rigtige størrelse, og det kunne vi vel lige så godt finde med en sort, spandex, mormor-bh, som med en hvilken som helst anden.

Jeg prøvede en størrelse. Og den anden, jeg havde fået med ind. Jeg forstod ikke helt forskellen. Men hun havde sagt, hun ville komme og tjekke, hvilken der sad bedst. Hun var bare lidt længe om det. Jeg prøvede den anden igen. Det hjalp ikke.

Til sidst var der gået så lang tid, og jeg havde forsøgt så mange forskellige bevægelser med hver bh, at jeg holdt igen mod panelet, mens jeg trak gardinet væk i hovedhøjde og med et par forsigtige ‘øøøhm, undskyld?’ fik kontakt til en anden triumf-ekspedient.

Ja, altså. Hendes kollega med det lange hår havde lovet at hjælpe mig, men nu kunne jeg ikke finde hende?

Kollegaen så mildt perpleks, men ikke direkte undskyldende ud, da hun forklarede, at min ekspedient da var gået til frokost.

Til frokost?

Mens jeg stod med bare patter, to grimme bh’er og et i forvejen regnvejrspræget fredagshumør? Så kan de sgu rende mig!

Så nu har jeg stadig primært bh’er, der er købt i gymnasie-tiden. Pisosse.

Følg, like og del:
20

Det er varmt udenfor – En inderlårsblues og guide

Når det er så lækkert vejr, at mine lår bliver svedige bare af at have computeren på skødet, så er det tid til én ting: Cykelshorts.

Hvis du – som jeg – er udstyret med et par lækre damelår uden det legendariske ‘thigh gap’, så kender du sandsynligvis til fornemmelsen af, at du har glemt noget under kjolen, når du går ud. Det starter som en halvklam svedende fornemmelse, men det gør ikke det store, når resten af kroppen også er svedig og halvklam. Så udvikler det sig til en lettere rødmen og begyndende irritation, og hvis du ikke gør noget ved det, kan det faktisk slutteligt lave blister på de bløde, fine inderlår. We must protect them.

Da mine elskede – og flere sæsoner gamle – H&M’er i et eller andet gymnastik-stof har stillet træskoene efter tro tjeneste, har jeg i år været henvist til den forvirrende jungle af udsolgte /for korte / for stramme/ for dårlige cykelshorts, og jeg tænker, at jeg lige så godt kan dele sårene fra krigsmarken med jer. Så kan i måske undgå de værste faldgrupper.

Lad os starte med No Go’erne:

En fiks slanketrusse med ben fra H&M virker måske som en god idé. Så kan den jo også lige suge maven ind. Men materialets forholdsvis grove masker og varme inderlår går grusomt dårligt sammen, og by the end of the day, havde jeg fået et udslæt af disse mamelukker, der til forveksling minder om det udslæt, jeg får med bare ben. Same same then!

2013-07-22 15.10.27

 

H&M Divided har også nogle lækre bomuldsshorts i år. Faktisk lidt tykkere i materialet end dem vi køber (og slider op på en uge) i mangel af bedre hver sommer. Men, men, men. Fordi det er mini skirt-sommer, så er der kommet en ny længde undershorts til byen. Den længde, der ruller op, når du har damelår som mine. En del vil garanteret godt kunne holde dem på plads, men på mine ben ruller de altså op, og takket være min nye squat-rutine, lægger de sig i folder over min lårmuskel og er faktisk ret svære at få ned igen. Derfor: Hvis du har til gården og gaden som jeg, er disse simpelthen for korte!

2013-07-22 15.09.26

 

Åh. Mængden af nej’er er uendelig. Jeg ved det. Men shortsne fra pieces, der udelukkende er i blonde i stedet for en lille hyggeblonde i bunden, virkede smarte, fordi jeg så kunne slippe for syningen nederst på lårene, der kan give en mindre klædelig bule. Men ak – blonderne filtrer sig ind i hinanden, hvis dine lår rører hinanden, når du går, og pludselig skal du hive tråde ud og væk, som om nogen havde bundet dine lår sammen. I øvrigt et meget sexet gimmick at præstere midt på Gothersgade, kan jeg tilføje. Nej tak til dem:

2013-07-22 15.08.55

 

Så kommer vi endelig til Ja tak’erne:

Vila, bomuld, 80 kroner. De fåes i sort og grå. Helt, helt klassiske. De er lange nok, ruller ikke og lader huden ånde. Fordi de er helt klassiske, får jeg en herlig mavedelle af syningen, og den nederste syning giver mig også en uskøn bule, når jeg sidder ned, men i kjoler der er lange nok og skåret rigtigt, kan man ikke det det. De slides op ret hurtigt, hvis inderlårene rører hinanden, når du går, men hellere ødelægge for firs kroner bomuld end dine lår ikke?

2013-07-22 15.11.15

 

Årets vinder:

Pieces, microfiber, 80 kroner. De fåes i størrelserne S/M og M/L, men som med dem fra Vila er M/L stor nok til mig – og altså stor nok til de fleste. Kun syning i inderlårene, så inden grim lår-delle nederst og en bred elastik i taljen, hvilket minimerer mavedellen. En sikker vinder til dagene med kjole! Mine er købt i Vila, men heldigvis har halvdelen af high street butikkerne jo Pieces et sted på hylderne, så de er nemme at finde:

2013-07-22 15.10.48

 

På vej: En hel barbenstester!

Når nu det ER miniskirt-sommer, så ved jeg godt, at det ikke altid ser lige godt ud med shorts under de lårkorte, men hvad kan man gøre?, tænkte jeg. En sød plus-size blogger fra Miami gav mig måske svaret, og i dag med posten kom min første anti-chavy-thigh creme. Den fungerer som pudder/ flydende kalk. Smøres på som creme og masseres ind, til den giver en pudret og tør overflade. Hvor længe den holder ved jeg ikke endnu, men hvis den er noget værd (tester i Nice), skal jeg nok give jer besked:

2013-07-22 15.07.57

Er der en genial slags shorts eller et old school husmoder-råd (der VIRKER), som jeg har overset, så giv lyd! Lad os dele, hvad vi ved her i varmen.

God sommer, ladies.

 

Følg, like og del:
20

The land of socks and stockings

Det kan ikke blive ved med at gå det her.

Efter tøj og sko er lukket med deres lækre strømpebukser til nogenlunde overkommelige priser, har jeg kun haft Wolford.

Og hvor de er meget lækre i visse sammenhænge, og godt kan lokke 2-300 kroner op ad lommen på mig, selvom jeg er en nærigrøv, der altid er på røven, passer de altså ikke altid til mig.

Det er for eksempel ret dumt at give mig wolfordstrømper på, når jeg skal besøge mine forældre, og deres smukke (men ivrige) hvalp Mitsi insisterer på at ligge i mit skød.

Det er heller ikke det klogeste, når jeg skal sidde på en græsplæne eller på en træbænk. Eller når jeg drikker mig så fuld, at mit ben laver den der manøvre, hvor foden ikke helt får fat i pedalen, men bare fortsætter hen over, mens man skraber undersiden af benet på plast og metal.

Der er kort sagt wolforddage og ikke wolforddage. Langt de fleste dage er ikke wolforddage. Men efter jeg har smadret lageret af termoleggins og strømpebukser, det lykkes mig at bygge op efter tøj og sko, er mine stakkels (og få) par wolfordstrømper kommet i brug til hverdag og fest. Al slags fest.

Så nu har jeg kun ét par tilbage uden huller i. Og absolut ikke råd til at geninvestere hele min strømpebeholdning i deres velvet de lux-strømper. Tør ikke engang købe ét par, fordi det ‘gamle’ så automatisk bliver til et hverdagspar og så er det skruen uden ende.

Men alle strømper jeg har prøvet siden, lider af de underligste strømpe-sygdomme.

Der er sygdommen, hvor de ikke kun er for lange. Men faktisk også er så lange, at de i princippet kan nå helt op over mine bryster, men fordi det ikke rigtigt er en holdbar løsning, ruller de i stedet sammen i livet på mig og laver verdens mest ucharmerende midt-på-maven-deling, der giver en virkelig voldsom mavedelle.

Der er den sygdom, hvor en strømpe, der ellers ser lang nok ud – og som nærmest kan strækkes i det uendelige – på magisk vis bliver hobbit-længde, mens jeg ruller den på min ben og slutteligt sidder, lidt for lavt, med skræv-syningerne nede på mine inderlår. Og nærmest ingen hiven, trækken eller vriden med benene i hofteskålene kan få de strømper til at kravle på plads, så man ikke går rundt med hængerøv inderst inde.

Der er de strømper, som er løbet, inden du er kommet ud af døren om morgenen. Nogen løber allerede på vej på benet. Hell, nogle gange tror jeg, at de er løbet, inden jeg tager dem ud af æsken, så hurtigt går det.

Så er der dem, der vasker underligt. Bliver ulige i længden, eller helt skæve eller ligesom tørrer ud på en måde, der bare er ufattelig ubehagelig mod mine ben. De ER allerede tørre. Jeg har ikke brug for en beklædningsgenstand der øger følelsen af, at min hud tørrer ud og næsten revner.

Og så er der dem, der ikke kan tåle en fod. Hvor der bare ikke er tænkt plads ind til ti tæer og to hæle. Hvor de bare kommer vildt meget bag på strømpen, at foden kun bøjer den ene vej og ikke har brug for ekstra stof oven på.

Åh kære læsere – jeg dør. Kan i ikke høre det?

Fortæl mig jeres strømpehemmeligheder.

Hvor køber i de bedste strømpebukser til prisen? Og hvorfor netop dem?

 

Følg, like og del:
20

Når Swift stjæler min thunder

Deler åbenbart modesans med Taylor Swift.

I hvert fald har hun flashet de røde, hjerteformede solbriller fra Vans, som jeg har drømt om i flere uger nu, men ikke rigtigt har magtet at købe, fordi jeg bare bliver SÅ fornærmet, når shippingen er dobbelt så dyr som produktet.

Og hvad fik jeg ud af det? Jo, lortet blev sgu udsolgt for næsen af mig. Jeg har endda talt med folkene hos Vans i USA, og lortet kommer ikke på lager igen. ‘Sæsonvare’ min røv.

Så nu, kære læsere, har vi tre muligheder. Der alle indbefatter, at jeg må sluge den pille, at betale minimum 30 dollar for at få tilsendt for 15 dollar plastic. Jamen, er det ikke smukt?

Skal det være Vans’ne – bare i lyserød?

Skal det være et par Urban Outfitters – som self ikke forhandles i København.

Eller skal det være disse her?

Og hvis du undrer dig over, hvorfor det er så vigtigt at få fat i dem nu, er svaret naturligvis, at de blev absolut UUNDVÆRLIGE det sekund, de var udsolgte.

I øvrigt er jeg 26. Skal nå at købe dem, før jeg bliver så gammel, at jeg ikke kan bære dem mere. Kan konstatere på min udrensning i klædeskabet i fredags, at jeg klæder mig mere og mere kedeligt, jo ældre jeg bliver. Jeg SKAL nå en sommer med hjerteformede solbriller, hipsterhat og cowboy-vest. So help me god!

 

Følg, like og del:
20

Buksebag

Kan i huske træningsbukserne?

Som åbenbarede mit ganske underliv for halvdelen af Fitnessworld, og som jeg svor, jeg aldrig ville bruge mere?

Well, de er blevet forfremmet nu – helt uden uvillig blotter-adfærd.

Man kan nemlig aldrig få for mange lange underbukser.

 

Følg, like og del:
20

Dæmonkjolen

Jeg burde have vidst det straks. Det var jo lidt stenet. Altså, så så man lige Trix forvilde sig ned i et hjørne af Magasins dameafdeling, der IKKE var TopShop.

Og uden at spekulere i tendens til at lade håret krølle fedtet ud til alle sider, MC Hammer buksen der er yndlingen og min store glæde ved mili-støvler gik jeg amok i dankort-rus.

To cardigans. (car-di-gan?) Ikke en bolero, løs skjorte eller brors aflagte habitjakke? Skal jeg nu være sådan én der har noget udenpå t-shirten??
En nederdel der gik helt til knæet. (Som om jeg behøves at skjule mine knæ? De er da pæne. Og mine lår også. Hvilket alt andet underbeklædning beviser.)
Og kjolen. Dæmonkjolen. Den der lynes i nakken, går til knæet, har et kækt lille bælte og kunne hænge i garderoben til Mad Men.

Den var sååå pæn. Det var det hele. Og det var nemt at stå i læbestift, ny jakke og stilletter lørdag formiddag og lege ‘fin dame’. For sådan føles det, når jeg shopper i Magasin. Som om jeg leger ‘fin dame’.

I dag havde jeg så iført mig kjolen, jakken med kæk støvlet, tung knold og perlekæde. Mad Men FTW. Jeg var så tilpas sofistikeret, at folk bemærkede det. Om jeg dog skulle noget?

Næ. Nej. Jeg skulle bare et smut til kosmetologen. (Undlod at uddybe den brasilianske forud for weekend i diller-trumfens navn.)

Da dette var overstået, var jeg lige ved siden af fakta. Og jeg har faktisk ikke handlet i et par uger. (Havde heller ikke tømt køleskab efter SIDSTE uge i Kbh). Hvordan jeg overlever er et mysterium.

Så jeg handlede. Huskede at købe rengøringsmiddel og eddike. Og forærede også lige mig selv et par bundter påskeliljer.

Hjem og tømme køleskabet, rengøre det, fylde frisk mad i. Forberede mad til mig selv, ups! Lige et forklæde uden på kjolen, så den ikke bliver beskidt.

Så kan man jo lige ordne lidt vasketøj mens maden står og simrer. Og tage opvasken.

WTF?! Hvem havde sendt den fine dame med mig hjem? Det kunne kun være kjolen!

Kom til mig selv, mens jeg sad og syede knap i nederdel, der har undværet knap i flere måneder. Men som jeg har brugt alligevel. Uden problemer.

Aner ikke hvad jeg skal stille op?

Andet end at bede folk titulere mig Frøken Jensen og sjaske ajax ud over det hele. Måske bage en sandkage?

This is not me. Må iføre mig MC Hammer buks i morgen. Bare for at være sikker på, jeg stadig er derinde…

Følg, like og del:
20

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén

Enjoy this blog? Please spread the word :)